lørdag den 15. september 2012

I'll be back........

Pludselig blev der pause i mit skriveri. Der er gået lige knap 2 måneder siden sidste indlæg. Det er næsten ufatteligt (for mig), men der er selvfølgelig grunde. Først var der ferie.Så kom arbejdet. Så blev jeg syg. Så blev jeg opereret. Ikke i forbindelse med sygdommen, men af helt andre årsager.
Det vil føre for vidt at gå i dybden. 

Men livet har som sædvanligt været interessant og oplevelsesrigt. Jeg har nu prøvet, hvordan det er at sætte sig i en blød stol foran en psykolog, der på det dygtigste forholder sig interesseret til et hvilket som helst udsagn, jeg måtte komme med. God til at lægge hovedet lidt skråt lyttende på siden, alt imens han med passende grimasser akkompagneret af udtryksfulde lyde, der udstråler accept og anerkendelse, opmuntrer mig til at fortsætte min interessante strøm af ord. På bordet ved siden af står en papkasse med kleenex. Den første serviet stritter imødekommende frem og lokker med løfter om uendelige mængder af klude til aftørring af saltvand fra et vandfald af tårer, der afslører smerten i livet.

Jeg har lært meget af at sidde der og tale om mig selv. Det er på nogen måder rart at møde anerkendelse og forståelse af de følelser, man render rundt med. Det er også rigtig interessant at få hold på nogle væsentlige begivenheder i tilværelsen. Nogle af dem har jeg beskrevet her på min blog. Det er interessant at finde et mønster, der tegner en linje fra de ting, jeg har oplevet i mit liv og frem til de reaktioner, følelser og funktionsmønstre, jeg har i dag.

Det er dejligt at finde frem til den følelsesmæssige logik. Noget af det interessante er, at nok betyder de tidlige oplevelser i barndommen meget for de senere følelser og mestringsstrategier, men voksenlivets begivenheder kan have lige så afgørende betydning for, hvad man foretager sig, hvordan man reagerer og hvordan man møder verden. Skuffelser i voksenlivet kan i høj grad være med til at gøre forventningerne til tilværelsen anderledes, og navnlig kan tilliden til  og trygheden ved andre mennesker få sig et gevaldigt knæk.

Som personlig oplevelse er det som sagt en vældig berigende erfaring at komme til psykolog. Jeg er en del i tvivl om, hvorvidt det er pengene værd. Guderne skal vide, at det er en dyr fornøjelse. Godt, jeg ikke selv har betalt. Jeg er indtil videre også en del i tvivl om, hvorvidt det nytter noget. Altså om mit liv bliver rigere, lykkeligere, mindre smertefuldt. Om jeg bliver bedre til at beherske modgang i min hverdag. 

Jeg vil ikke sidde her og hælde vand ud af ørerne. Men jeg får sikkert mulighed for at fortælle historier og kommentere dele af mine oplevelser i kommende indlæg her på bloggen. Jeg har lige set, at jeg har ca 60 kladder og ideer liggende, så uden at love noget vil jeg dog antyde, at der foreligger en mulighed for at der vil komme flere nye indlæg i fremtiden. Men jeg vil nu i øvrigt ikke lade bloggen skifte navn fra "Viden om Børn" til "Viden om Jørn" - bare rolig.

I næste uge skal jeg igen tale med psykologen. Det er lidt svært at vænne sig til, at det er noget, der sker for min skyld. Jeg er så vant til at skulle præstere og gøre det godt til møder og samtaler, at det forekommer svært at undlade forberedelse og snakke med den der lille klump af præstationsangst, der sidder og klemmer sig frem ned i maven med sit lille grimme, troskyldige fjæs.

Jeg har ikke haft brug for servietterne endnu. Jeg håber ikke, det er en fejl. Jeg håber, det er OK at være den jeg er. At det er OK at gøre de ting, jeg gør. At det er OK at føle de ting, jeg gør. At jeg er OK.

Indtil videre er jeg glad for, at jeg er blevet stoppet i at acceptere, at man bare skal tro at grænseoverskridelser og lignende "er en del af gamet". Som pædagog kan man komme ud for at blive tildelt slag og spark foruden ekstreme verbale grovheder og trusler. Når det bliver en del af hverdagen kan man blive forledt til at forholde sig mere og mere accepterende til adfærden samtidig med, at der kommer små skår og krakeleringer i glasuren. Når man så samtidig bliver en del af en kultur, hvor det antages at konflikter opstår fordi den voksne, der har ansvaret, ikke har været dygtig nok til at læse og forstå situationen og barnet, ja så må det jo ende galt. 

Man risikerer et normskred, hvor den ualmindelige adfærd bliver almindelig. Hvor den normalt ikke-accepterede og ikke-acceptable adfærd bliver accepteret og acceptabel.

Men nej. Det er fandme ikke i orden at blive slået. Det er fandme ikke i orden at blive snakket grimt til. Det er fandme ikke i orden at blive truet. Hverken som barn eller voksen. Hverken af barn eller voksen.