I'll be back........

Pludselig blev der pause i mit skriveri. Der er gået lige knap 2 måneder siden sidste indlæg. Det er næsten ufatteligt (for mig), men der er selvfølgelig grunde. Først var der ferie.Så kom arbejdet. Så blev jeg syg. Så blev jeg opereret. Ikke i forbindelse med sygdommen, men af helt andre årsager.

Det vil føre for vidt at gå i dybden. 

Men livet har som sædvanligt været interessant og oplevelsesrigt. Jeg har nu prøvet, hvordan det er at sætte sig i en blød stol foran en psykolog, der på det dygtigste forholder sig interesseret til et hvilket som helst udsagn, jeg måtte komme med. God til at lægge hovedet lidt skråt lyttende på siden, alt imens han med passende grimasser akkompagneret af udtryksfulde lyde, der udstråler accept og anerkendelse, opmuntrer mig til at fortsætte min interessante strøm af ord. På bordet ved siden af står en papkasse med kleenex. Den første serviet stritter imødekommende frem og lokker med løfter om uendelige mængder af klude til aftørring af saltvand fra et vandfald af tårer, der afslører smerten i livet.

Jeg har lært meget af at sidde der og tale om mig selv. Det er på nogen måder rart at møde anerkendelse og forståelse af de følelser, man render rundt med. Det er også rigtig interessant at få hold på nogle væsentlige begivenheder i tilværelsen. Nogle af dem har jeg beskrevet her på min blog. Det er interessant at finde et mønster, der tegner en linje fra de ting, jeg har oplevet i mit liv og frem til de reaktioner, følelser og funktionsmønstre, jeg har i dag.

Det er dejligt at finde frem til den følelsesmæssige logik. Noget af det interessante er, at nok betyder de tidlige oplevelser i barndommen meget for de senere følelser og mestringsstrategier, men voksenlivets begivenheder kan have lige så afgørende betydning for, hvad man foretager sig, hvordan man reagerer og hvordan man møder verden. Skuffelser i voksenlivet kan i høj grad være med til at gøre forventningerne til tilværelsen anderledes, og navnlig kan tilliden til  og trygheden ved andre mennesker få sig et gevaldigt knæk.

Som personlig oplevelse er det som sagt en vældig berigende erfaring at komme til psykolog. Jeg er en del i tvivl om, hvorvidt det er pengene værd. Guderne skal vide, at det er en dyr fornøjelse. Godt, jeg ikke selv har betalt. Jeg er indtil videre også en del i tvivl om, hvorvidt det nytter noget. Altså om mit liv bliver rigere, lykkeligere, mindre smertefuldt. Om jeg bliver bedre til at beherske modgang i min hverdag. 

Jeg vil ikke sidde her og hælde vand ud af ørerne. Men jeg får sikkert mulighed for at fortælle historier og kommentere dele af mine oplevelser i kommende indlæg her på bloggen. Jeg har lige set, at jeg har ca 60 kladder og ideer liggende, så uden at love noget vil jeg dog antyde, at der foreligger en mulighed for at der vil komme flere nye indlæg i fremtiden. Men jeg vil nu i øvrigt ikke lade bloggen skifte navn fra "Viden om Børn" til "Viden om Jørn" - bare rolig.

I næste uge skal jeg igen tale med psykologen. Det er lidt svært at vænne sig til, at det er noget, der sker for min skyld. Jeg er så vant til at skulle præstere og gøre det godt til møder og samtaler, at det forekommer svært at undlade forberedelse og snakke med den der lille klump af præstationsangst, der sidder og klemmer sig frem ned i maven med sit lille grimme, troskyldige fjæs.

Jeg har ikke haft brug for servietterne endnu. Jeg håber ikke, det er en fejl. Jeg håber, det er OK at være den jeg er. At det er OK at gøre de ting, jeg gør. At det er OK at føle de ting, jeg gør. At jeg er OK.

Indtil videre er jeg glad for, at jeg er blevet stoppet i at acceptere, at man bare skal tro at grænseoverskridelser og lignende "er en del af gamet". Som pædagog kan man komme ud for at blive tildelt slag og spark foruden ekstreme verbale grovheder og trusler. Når det bliver en del af hverdagen kan man blive forledt til at forholde sig mere og mere accepterende til adfærden samtidig med, at der kommer små skår og krakeleringer i glasuren. Når man så samtidig bliver en del af en kultur, hvor det antages at konflikter opstår fordi den voksne, der har ansvaret, ikke har været dygtig nok til at læse og forstå situationen og barnet, ja så må det jo ende galt. 

Man risikerer et normskred, hvor den ualmindelige adfærd bliver almindelig. Hvor den normalt ikke-accepterede og ikke-acceptable adfærd bliver accepteret og acceptabel.

Men nej. Det er fandme ikke i orden at blive slået. Det er fandme ikke i orden at blive snakket grimt til. Det er fandme ikke i orden at blive truet. Hverken som barn eller voksen. Hverken af barn eller voksen.

Profetens problematiske hjemmebane

En profet bliver ikke vel modtaget i sit eget land. Det fremgår af Johannesevangeliet. Men også af Ibsens Peer Gynt :

.........Profeten er kommen!          
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldrig fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
         profeten, profeten er kommen!........

 .......Jeg har læst på tryk-og satsen er sand-
"ingen blir profet i eget land".-......

Det kan man så tænke lidt over. Jeg tænker. Jeg har tænkt.

Hvis man skal se op til andre mennesker og tro, de har noget særligt at give fra sig, at de besidder en særlig viden, erfaring eller klogskab, er det bedst ikke at kende dem. I hvert fald ikke alt for godt. Hvis vi kender for meget til de menneskelige svagheder eller den daglige praksis hos profeten eller foredragsholderen eller kollegaen, er der en tendens til at vi lytter til og forholder os til personens ord med et vist filter. Filteret er farvet, så det kan være svært at høre det gode og kloge i ordene, der forlader personens mund. Det er i virkeligheden dybt tragisk, hvis det er sandt. Så kan man jo blive nødt til at gå over åen efter vand. Og det bliver svært at udvikle sig i et fællesskab, fordi man bliver mere optaget af at vurdere samarbejdspartnerens overensstemmelse mellem teori og  hans moralske og etiske habitus sat op imod den faktiske praksis, som jeg tror, den er.

Forholdet mellem forældre og børn kan til tider minde om et venne- eller venindeforhold. Mine fordomme siger mig, at der især blandt mødre og døtre til tider opstår et sådant intimt forhold, hvor mor fortæller alt. Svagheder. Følelser. Fejltrin. Oplevelser af enhver art. Om kærlighed - især hvis mor er blevet alene og er på jagt efter den nye eneste ene.....

Sådan en relation kan have sine styrker. Men også svagheder. jeg tror der er mange børn, der har svært ved at bruge deres egne forældre som fortrolige og rådgivere - netop fordi de har været for tætte. De går hellere til andre voksne, som de ikke har den samme relation til. Nogle har med undren lyttet til, hvilken fantastisk mor eller far de har. I hvert fald i følge andre børn/unge. 

Men nu håber jeg ikke, jeg kommer for tæt på og udstiller mine svagheder og mangler for meget. Så risikerer jeg bare, at der ikke bliver lyttet til, hvad jeg mener.

Du er for sindsyg!

Super super super super super super super.

Superfedt. Supercool. Supersejt. Superdejligt.

Supermand. SuperMario. Superbrugsen. Superbenzin.

Der er supermange ord med super.

Og for tiden er "super" et af disse in-udtryk, som bliver brugt hele tiden. Måske er det kun der, hvor jeg opholder mig. Jeg hører, det bliver brugt som en hurtig rosende kommentar. 

Jeg har skrevet en tekst. Super.

Jeg har købt ind til i morgen. Super.

Og som ros til børn hedder det ind i mellem : Det er bare super. Her må "bare" vist betyde "udelukkende" eller aldeles.

Ordet super bliver på to måder brugt som forstærkning.

1. Som indlæringspsykologisk begreb. Her bruges ordet som belønning eller forstærker i forbindelse med stimulus i håb om at forbedre responsen i den retning man ønsker.

2. Som sproglig forstærkning.Det kan bruges både alene og som præfiks. Det kommer af latin og betyder egentlig over, så noget supergodt er mere end godt eller overgodt. Ligesom superfedt og overfedt. På græsk hedder det hyper. Det bruges på samme måde, men der er vist forskel på at være superaktiv og hyperaktiv? Overaktiv er vist noget helt tredje.

Vores sprog er fuldt af udtryk, som angiver hvilken klasse vi kommer fra, selvom klassekampen er aflyst. Samtidig er der mange udtryk, som man kan kalde generationssprog. Det er vist superklogt at undgå at være alt for ung med de unge ved at bruge de unges udtryk. Jeg går i hvert fald ikke og synes noget er nice. Det lyder megaklamt i mine ører. Det er bedre at finde et herrelækkert udtryk, som ikke er alt for skide fucking nederen. Sidste ord har en særlig utilsigtet komisk effekt på fynsk, hvor det udtales "negeren". I min generation er noget rigtig, rigtig godt eller virkelig godt. Måske er det enormt godt eller smaddergodt, hvis det altså ikke lige er møgirriterende. Det lyder bare så gammeldags. Det er bare totalt outdated. Den slags udtryk er det ikke fedt at bruge. De er bare totalt yt. 

Men jeg kan blive stjernetosset, når jeg hører udtryk som, du er for sindssyg. Det er ikke topdollar.

Problemet med at bruge det samme udtryk igen og igen er, at det efterhånden mister værdi. Eller måske kommer til at betyde det modsatte. Efterhånden er det vist blevet sådan, at når noget er meget godt, er det ikke noget særligt

Det er blevet meget moderne at bruge positive ord ironisk. Når nogen siger flot og har et særligt let hånligt smil på, ja så ved vi godt at det var noget lort, at vi spildte saltet eller vælter alle skakbrikkerne. Og så kan vi jo altid forstærke underkendelsen ved at spørge : Er det noget du har gået til?

I mange pædagogiske systemer anvender man ord og vendinger som forstærkninger. Særligt mange amerikanske systemer er fuldstændigt proppet med den slags. Det virker stadig en smule fremmed på os danskere, hvor den positivistiske og behavioristiske psykologi og pædagogik ikke er slået an i ren form, skønt den trives i bedste velgående som pædagogiske muligheder i en bredspektret vifte af pædagogiske praktikker.

Men det er da super, at sproget hele tiden forandrer sig, så vi skal tænke over betydningen. Er det f.eks. ikke interessant at når nogen siger at noget er lidt godt kan det betyde, at det er pragtfuldt, ja helt fantastisk. Hvilket minder mig om en af Bubbers udsendelser i TV, hvor han er ude at undersøge Danmark. Den side af Danmark, som ikke ligger lige i mainstream. Hver gang Bubber fik svar på et af sine spørgsmål, kommenterede han det med et FANTASTISK! Men han er jo også københavner. Jyden ville nok have sagt at det var OK eller ikke så ringe endda!

Det er en megatrøst for mig at vide, at den generation, der nu lytter med undren og en vis grad af foragt til mine sproglige udgydelser, med sikkerhed selv vil blive ramt af generationssprogets boomerang.

Indtil da:  Hav det for vildt, for livet er bare for sindsygt! See you later alligator. Og så kan du lære det!

Strøgne øjne og nøgne løgne.

18. september 1970 fremførte Trille på DR TV Jesper Jensens sang Øjet, der provokerede det dengang "pæne Danmark". Fremførelsen endte med at daværende justitsminister Knud Thestrup besluttede, at der skulle rejses tiltale efter Straffelovens §140 mod de ansvarlige hos DR. Sagen endte med frifindelse. Sangen har i dag kultstatus, men er aldrig genudgivet. Den kan ses og høres på DR's arkivsite Bonanza.

  

§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. 

Det var åbenbart stærke sager. Trille sang om øjet i det høje, alias Gud, der hele tiden greb forstyrrende ind, hver gang hun skulle til at have det lidt rart.

"Men så snart der' no'et der kilder

bar' en lille bitte smule

så lurer der et øje i det høje"

Det er gået op for mig, at sådan har jeg haft det hele mit liv. Ikke med gud, men med mine forældre. I alle mulige sammenhænge er de kommet ind over og har grebet ind i mine handlinger eller nogen gange manglende handlinger. 

Jeg har altid været to-sproget. Mine forældre hørte mig kun bande en gang, så havde jeg lært, at det måtte man ikke. Det kan man læse om her: http://videnomboern.blogspot.dk/2012/06/en-lussing-for-livet.html.

Men hvor har der i grunden været mange hensyn at tage. Jeg har altid tænkt meget på, at de ikke skulle blive kede af det, stødte, vrede eller på anden måde få ubehageligheder. Sådan har jeg nok altid haft det, men det blev forstærket da min lillebror døde ved en trafikulykke for nu 30 år siden. Han havde i flere år været psykisk syg og var røget ud og ind af psykiatriske afdelinger, hvor de var ude af stand til at hjælpe ham. På mange måder virkede det mest som om, det der var galt med ham var en ualmindelig følsomhed over helt almindelige menneskelige problemstillinger såsom livets mening eller mangel på samme.

Men han bebrejdede mine forældre. Han bebrejdede især min far. Det var lidt diffust, hvad han havde gjort eller ikke gjort. En del af det handlede nok om den religiøse opdragelse. Om den pådragelse af skyld og ansvar, der lå i opdragelsen. Ind i mellem kunne det netop føles som det Trille sang om. At glæde blev forbundet med skyld og skam.

Men min bror døde. Han kørte ind i en bro over en motorvej i nærheden af Årup på Fyn. Fulde hammer lige ind i siden af broen. Det var en frygtelig aften. Han havde taget nøglerne til mine forældres bil og var kørt uden at sige noget til dem. Han var lige en tur forbi mig og fortælle, at nu ville han gøre en ende på sit liv. Det havde han prøvet flere gange før. Jeg har samlet ham op af blodpøle og kørt ham på skadestuen for at få ham lappet sammen igen. Hvorfor skærer du ikke på langs i stedet for på tværs af blodåren? sagde en af lægerne til ham med hån og foragt i stemmen.

Jeg har fået ham til udpumpning, fordi han spiste overdosis af diverse piller. Og jeg har besøgt ham på P. Særlig om natten, når han ikke kunne hold det ud, havde han brug for mig. Mine forældre tog han afstand fra. Alle disse ting fortalte jeg heller ikke dengang mine forældre.

Det var hårdt for dem, da han døde. Det siger sig selv. De foretrak tanken om at det var en hændelig trafikulykke og ikke et selvmord. Alligevel gik resten af deres liv med selvbebrejdelser og skyldfølelse og ikke mindst stor sorg, der selvfølgelig blev mindre med årene, men aldrig helt forsvandt. Min far led i mange år af en lidelse, hvor han kastede op og havde det skidt i måneder. Der var ikke nogen fysisk forklaring på lidelsen. Den var helt klart en psykosomatisk følge af min brors død.

I skyggen af denne begivenhed har jeg hele tiden bestræbt mig på ikke at forstyrre mine forældre med problemer. Ikke skabe unødige bekymringer. Ikke forstyrre deres håb om min lykke, der jo også hang sammen med at jeg ikke skulle tage afstand fra gud og religionen. Så øjet i det høje har været der. Det har bare været min forestilling om, hvad mine forældre har tænkt, der har styret og grebet forstyrrende ind i mit liv.

Det er først for alvor gået op for mig nu, hvor mine forældre er døde. Jeg har fået en frihed, jeg ikke har haft før til at gøre det, jeg gerne vil. Til at udtrykke de ting, jeg gerne vil. Det er faktisk altafgørende for, at jeg nu kan skrive denne blog. Og mange andre ting, jeg nu gør i mit liv.

Jeg har siden mødt andre, der har haft de samme erfaringer. Forleden mødte jeg en kunstner, der laver meget stærke billeder med en kraftig erotisk karakter. Steffen Kindt hedder han. Han er ca 67 år gammel, hvilket til gengæld ikke kan ses af hans skønne billeder. Hans far ville have fået et føl på tværs, hvis han havde oplevet det. Steffen er født i Hamburg og har fået en traditionel streng tysk opdragelse med en patriarkalsk far med uindskrænkede magtbeføjelser.

Og således kan forældrenes død forbindes med en frisættelse og frigørelse fra øjet i det høje. Men jeg tager mig i at have dårlig samvittighed over at opleve den kreative glæde denne frihed giver mig. 

Forbandede øje!

69'ere der fik følger .....

Fint er det. Skulpturen er færdig. Der er stor indvielsesfest. Skoleleder. Borgmesteren. Skolens lærere. Bestyrelsen. De fineste. 

Kunstneren er der også.

Ja, og så børnene, der går på skolen.

Der holdes fine taler om kunsten og skolen og børnene og livet og kommunalbestyrelsens fremragende evner til at understøtte kulturen og prioritere kommunens penge. Alt er såre godt. Skulpturen er stillet op, og rundt om den er indrettet det fineste bed med blomster og et lille hegn, så man kan se, at man ikke må gå ind.

Også kunstneren bliver bedt om at holde en tale. Det vil han gerne. Han taler om børnene. Til børnene. Han siger skulpturen er lavet til børnene. Han siger den er til at røre ved. Det er meningen. Han siger de skal gå ind og mærke på den.

Det gør de. Blomsterne lider den hurtige og nådige død under horder af børns fødder, der skønt de er  nok så små, formår at bevæge sig over store arealer på kort tid.

Der gik ikke lang tid før bedet var nedlagt og hegnet fjernet.

Året var 1969. Kunstneren hedder Josef Salamon. Han er lige blevet 80 og er still going strong. Og jeg har historien lige fra hestens mund og så er den jo nok sand.

En af hans læremestre på akademiet var billedhuggeren Svend Wiig Hansen. Hans store figur Oceania, der står (ligger) på Flakhaven i Odense er en elsket rutsjebane for børn, så man mærker slægtskabet mellem Salamon og Wiig Hansen.

Da Salamons skulptur blev opstillet i 1969 var det en noget fremmed fugl i haven, når børnene fik lov at røre ved og klatre på festens midtpunkt. Det var i de år, hvor der var grøde og omvæltninger på vej i relationen mellem børn og voksne i den danske folkeskole. Tiden gik væk fra "De" og "Hr" til "du"og fornavn. Elevråd blev oprettet. Demokrati og medindflydelse blev nøgleord i formålsparagraffen. Lærernes ret til korporlig afstraffelse blev afskaffet. Alt er skildret på fantastisk vis i den film, der hedder "Drømmen". Det var fascinerende at se den film, fordi den i den grad ramte rent ind i de oplevelser jeg selv havde med at gå i skole på den tid. Da jeg så filmen første gang var jeg i selskab med en gruppe børn, der gik i 5. og 6. klasse. Det var fantastisk at tale med dem filmen og den tid. 

Jeg fik en stærk og tydelig oplevelse af, hvor meget der er sket i mit forholdsvis korte liv. Men tak til sådan nogen som Salamon og andre, der hver på deres måde har været med til at kæmpe børnenes sag. 

1969 var et heftigt år :

Begivenheder

• 1. januar - Et regulativ ved forsvaret bestemmer, at alle værnepligtige fremover skal tiltales med navn i stedet for nummer.
• 3. februar - Yassir Arafat bliver af Den palæstinensiske nationalkongres, udnævnt til leder af PLO.
• 17. marts - Golda Meir fra Milwaukee, Wisconsin, USA, vælges som Israels ministerpræsident. Hun bliver den anden folkevalgte kvindelige regeringschef.
• 20. juli - lander Apollo 11 på Månen.
• 21. juli - Neil Armstrong betræder som det første menneske Månens overflade.
• 15. august - Woodstock festivalen åbner under sloganet "3 Days of Peace & Music".
• 14. oktober - Tage Erlander afgår som Sveriges statsminister og efterfølges af Olof Palme og regeringen Palme I.
• 21. oktober - Willy Brandt vælges till Vesttysklands forbundskansler
• 22. oktober - Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) aflytningscentral under Københavns Universitet i Kejsergade afsløres.
• 12. december - Danmark frigiver billedpornografi som det første land i verden.
• 16. december - Dødsstraffen bliver afskaffet i Storbritannien.
• The Beatles udgiver Abbey Road den 26. september
• Leonard Cohen udgiver Songs From a Room
• David Bowie: Space Oddity
• The Stooges: The Stooges
• Captain Beefheart: Trout Mask Replica
• Burnin Red Ivanhoe: M144
• Led Zeppelin udgiver Led Zeppelin
• Gasolin' dannes.
• Ole Lund Kirkegaard: Orla Frøsnapper
•  

 Vietnamkrig. Monty Pythons Flying Circus. Andy Warhole. Butch Cassidy and the sundance kid. Midnight Cowboy. Easy Rider. Olsen Banden. Mig og min lillebror og Bølle.

Og så en skulptur på Skovløkkeskolen ved Otterup.

Pædagogisk sødsuppe for konfliktløsere

Der sidder de så. De to grupperinger, der er oppe at tottes. Jeg har fået anbragt dem i målet på fodboldbanen, så vi har et rum at være i. Jeg samler dem i den ene ende, så rummet bliver yderligere indskrænket. Alle kan se alle. "Se" er et meget fint ord her. Alle skuler til alle. Øjenbrynene hænger lavt over smalle øjne, der sender lyn af sted, mens tordenbraget endnu venter med at dukke frem.

Jeg tager et valg. Sofus får lov at fortælle først. Han plejer at være god til at huske og iagttage, hvad der sker. Samtidig har han svært ved at vente på de andre. 

- Jeg gider ikke have, han kalder mig nosserøv!

 - Hvem?

- Det er Glenn. Han kalder mig nosserøv!

- OK. Prøv at sige det til Glenn.

- Jeg gider ikke have du kalder mig nosserøv! siger Sofus til Glenn.

Glenn lyner : Så gider jeg heller ikke have, du tager min kæp!

Jeg er nødt til at styre dialogen. 

- Glenn, vent lige lidt. Først hører vi hvad Sofus siger, så skal du nok få lov bagefter. Sofus, hvad er det du gerne vil bede Glenn om ?

Jeg vil gerne have han skal lade være med at kalde mig nosserøv, siger Sofus. Denne gang taler han afdæmpet og roligt.

- Hvad sker dig med dig, når han kalder dig nosserøv ?

- Jeg bliver ked af det og vred.

- Prøv at sige det til ham, og sig, hvad du gerne vil have, han skal gøre, siger jeg.

- Vil du godt lade være med at kalde mig nosserøv?

- Ja, Ok, siger Glenn.

- Hvad er det så du vil bede Sofus om? spørger jeg Glenn.

- Han skal lade være med at tage min kæp!

- Hvordan har du det, når han tager din kæp?

- Jeg bliver sindssyg i mit hoved og får lyst til at smadre ham! 

- Hvad er det for en følelse?

- Jeg er rasende!

- Prøv at sige det til ham.

- Jeg bliver rasende når du tager min kæp! Glenn er stadig lidt vred.

- Hvad vil du gerne bede Sofus om? spørger jeg.

- Han skal lade være med at tage min kæp!

- Prøv at bede ham om det.

- Sofus, vil du godt lade være med at tage min kæp? Denne gang er Glenn helt nede i tonelejet. Drengene kigger hinanden i øjnene og kommer pludselig til at grine.

- Ja, siger Glenn.

- Er I klar til at lege videre ? spørger jeg.

De er klar. 

Jeg har her beskrevet en lidt forenklet udgave af virkelighedens konfliktløsning. Der var jo flere involverede med hver deres følelser i klemme. Men det virker altså det her. Jeg har ikke været inde og forholde mig til rigtigt og forkert. Det er deres egen afgørelse. Det er deres leg. Jeg har ikke skældt ud. Jeg har forsøgt at forholde mig neutral i konflikten, så ingen af den grund taber ansigt. 

Nu var det jo heller ikke første gang jeg kørte modellen igennem. Ideen er jo hentet fra tankerne om Ikke-voldelig kommunikation, nogle gange kaldet Girafsprog. Jeg henviser til mine tidligere blogindlæg

• http://videnomboern.blogspot.dk/2012/04/flelsernes-sprog.html

•  http://videnomboern.blogspot.dk/2012/04/flelsernes-sprog-mere-giraf.html 

fra april 2012 om emnet, men vil her blot lige repetere :

1. Fakta. tag udgangspunkt i noget konkret ikke-fortolket f.eks. du kommer ofte for sent.
2. Følelse Fortæl hvad det gør ved dig f.eks. det irriterer mig og jeg bliver ked af det.
3. Behov Fortæl, hvad der er dit behov f.eks. jeg har brug for at komme i gang til tiden
4. Anmodning Vil du arbejde på det fremover ?

 

Jeg slutter gerne med at sikre mig at alle er glade og tilfredse. Jeg spørger dem simpelt hen. Ind i mellem spørger jeg også, hvad de gerne vil have, at jeg skal gøre. 

Skal jeg hjælpe jer med jeres leg?

Skal jeg hjælpe med at forhandle reglerne?

Skal jeg hjælpe med at finde ud af, hvem der bestemmer?

Skal jeg være lige ved siden af jer eller er det bedre jeg er lidt væk?

Er der nogen ting i mangler i jeres leg?

Sådan kan man spørge alt efter situationen. Helst meget konkret, hvis det er børn, der tænker meget konkret. 

Nogen gange kan sådan nogen fortællinger som den jeg lige har skrevet lyde som en værre gang sødsuppepladder. Nogle gange kan det lyde selviscenesættende, som om man endnu en gang forsøger at glorificere sin egen indsats og fortælle om egne fortræffeligheder. Nogle vil måske endda opfatte det som et forsøg på at nedgøre deres arbejde og deres metoder. Nogle gange lyder det som en recept man kan følge, og så skal alt nok lykkes. 

Sådan er det ikke.

Der er ikke noget, der er nemt.

Det skal bygges op. Både i en selv som tanker, følelser, forståelser, intuition, empati osv.

Det skal bygges op i børnene. Som teknik. Der skal læres mange ord før man kan forklare sine følelser. Der skal mærkes meget efter før man er bevidst om sine følelser. Der skal fokuseres for at man kan slippe følelsen og tænke på, hvilket behov, der ligger bag følelsen.

Men først og fremmest. Det kan kun lykkes i kraft af den relation man som voksen bygger op med børnene. Det kan også siges anderledes :

Hvis børnene ikke har tillid til dig og føler sig trygge ved dine metoder, kan du glemme alt hvad jeg har skrevet. Så er det bare meningsløst sødsuppebavl på recept.

Uden mål og med

Der udfolder sig en heftig dialog mellem drengene. De står over for hinanden i to grupper. Tydelige attituder, der viser aggression. De forreste med foroverbøjede kroppe. Bagved de forreste drenge nogle, der tripper mere uroligt rundt i frygt for konflikten, der er under optrapning. Enkelte grene og kæppe er placeret i hænderne på nogle. Lydene af drengenes stemmer bliver mere pågående, skingre mens lydtrykket stiger. En spytklat søger vej gennem luften og rammer et ærme. En anden klat besvarer lynhurtigt udfordringen og krigen nærmer sig uundgåeligt og uafvendeligt.

Det er på tide at gribe ind.

Kampen udspiller sig på en boldbane. Det karakteristiske ved en boldbane er den store åbne flade, hvor bolden kan spilles rundt. En stor åben plads uden afgrænsninger bortset fra opstregningerne, hvis man er så heldig, at de har overlevet regnvand og græsslåning. Men heldigvis er der mål. I begge ender.

Heldigvis. Min erfaring siger mig, at når jeg vil tale konflikter med børn er der brug for et samlingssted. En klar og tydelig ramme, hvor rummet er defineret, så man kan sidde sammen. Et rum man bliver i eller omkring, så dialogen kan foregå. En stor åben plæne lægger op til flugt eller rykken sig væk. Men heldigvis for målene. De er en god ramme at opholde sig i, mens man taler.

Så jeg kunne kalde på børnene og bede dem sætte sig i det ene mål. Her fik vi på bedste girafsprogsvis talt tingene igennem og børnene endte med selv at løse deres konflikt, så de kunne lege videre. Det fortæller jeg måske om en anden gang.

Det, der interesserer mig her, er brugen af målet som ramme for dialogen. Nogle gange er rammen et fællesbord i en stue, et klasseværelse eller andet. Nogle gange er rammen et bord-bænkesæt. Nogle gange et tæppe på gulvet. Nogle gange har jeg tegenet en kridtstreg på gulvet og derigennem skabt et rum i rummet. 

Disse rum kan skabes på mange måder. Lys kan også afgrænse. Spotlys. Indirekte belysning. Planter. Akvarier. Reoler. Rumdelere. Farvet tape på gulvet. Skakmønstret gulvbelægning. Mulighederne er mangfoldige.

Jeg har brug for disse rum, når jeg arbejder med dialog. Jeg tror der er noget helt uroprindeligt i os, der skaber utryghed, når vi er på en stor, åben plads. Her kan vi jages uden mulighed for at gemme os. Vi søger ubevidst ud hvor der er en sten, en busk, et træ en bakke eller andre ting, der kan give os et rum.

Territorier er vigtige for os. Vi har brug for at kunne definere vores eget felt, hvor vi er urørlige. En intimzone, hvor ingen andre kommer ind uden at være inviteret. Når vi er flere sammen og danner flere grupper hjælper rummenes afgrænsninger os med at definere territorierne. Det mærkes tydeligt f.eks. når man er ude at spise på en restaurant eller caf'é. Bordene står med en vis afstand. Vi tildeles hver vort territorie, som vi sikkert også vil forsvare. Det er ikke velkomment for en fremmed at sætte sig ved et bord selv om der er en ledig stol, når der i forvejen sidder nogle.

Forleden var min kone og jeg ude at spise. Vi fik et bord til to. Det var placeret for enden af et seksmandsbord, hvor der i forvejen sad en familie. Kun fordi der var en afstand på ca. 10 cm og en stolpe imellem, føltes det OK at sidde der. Men de to borde undgik omhyggeligt at se på hinanden, tale med hinanden. Ja spillet går endog ud på at lade som om man ikke hører hinanden og hvad man taler om.

For børn er det endnu mere vigtigt med disse territorier - ikke mindst med de enorme horder af børn, man definerer som en normal gruppestørrelse i en daginstitution, en skoleklasse eller en SFO.Hvis de skal have en chance for at kunne etablere mindre legegrupper, må der arbejdes med de fysiske rammer.

Det samme gælder de udendørs rammer. Det handler ikke kun om at have plads. Den store åbne plads er ikke god at lege på. Den er god til fodbold, men ikke til leg. Udendørs skal der også etableres små rum, steder man kan gemme sig, steder man kan føle sig hjemme i, steder der kan defineres i fantasiens legeunivers.

Og så var der lige det der med : steder, hvor man kan tale med hinanden på en ordentlig måde. Steder, der lægger op til dialog og samtale i tryghed.

Bjergbestigning for børn og gamle.

Ferien er en herlig tid. Vi havde besøg af barnebarnet og en af hendes venner. Det giver altid anledning til en del overvejelser. F.eks. om mad. Hvad kan de lide? Hvad må de spise for forældrene? Hvad synes jeg selv? 

Jeg valgte den farlige vej. Den rette vej. Jeg tog dem med ud at købe ind. Sådan en indkøbstur er en heftig sejlads mellem Skylla og Karybdis, hvor sirenernes sang lokker med farligt forlis.

Morgenmadsprodukterne stråler heftigt lokkende fra fremtrædende placeringer i butikkens kanaler og råber til børnene. Køb mig og bliv lykkelig!

Selvfølgelig faldt den gamle igennem og købte små farvestrålende æsker med morgenmad i en sampak, hvor kiloprisen nærmer sig de stadigt stigende guldpriser i denne utrygge finanskrisetruede investeringsverden.

Jeg kom i tanke om, at det jo nok ville være noget tørt, at spise indholdet af pakkerne uden tilbehør. Mælk? Yogurt?

Jeg erindrede mig Peter plys, der skulle vælge mellem syltetøj og honning og svarede : Begge dele tak! Men der behøver ikke være brød til, tilføjede han beskedent.

Så jeg sendte børnene ud i kølerummet for at hente mælk og yogurt, mens jeg lige fandt nogle andre fuldstændigt uundværlige fornødenheder og puttede i indkøbsvognen. Da jeg kiggede ud i kølerummet, så jeg to børn, der kravlede rundt på køleskabets mælkehylder. De gik simpelt hen til opgaven med liv og sjæl. Mælken var nem at få fat på. Den stod på nederste hylde. Men yogurten. Den stod på allerøverste hylde og var ganske uopnåelig. Men dybt i menneskets sjæl er der en uopnåelig længsel efter at besejre selv de højeste og stejleste tinder. Med dødsforagt hang børnene på kølerens klippekanter mens de fra toppen plukkede en yogurt efter deres hjerte.

Jeg er selv så vant til at være normal. Eller jeg skulle måske hellere kalde det gennemsnitlig. I hvert fald i forhold til højde. Alt er indrettet til mig. Jeg er fuldstændig holdt op med at tænke over det. Undtagen, når jeg engang imellem skal række mig ned på nederste hylde for at få den billligste vare. Men ellers er alt optimeret til butikkens indtjening kombineret med min højde og magelighed.

Så er det jo dejligt med sådan en øjenåbner. Jeg undlod behændigt at kommentere på børnenes adfærd. Der var faktisk øjeblikke, hvor ingen kunne se på mig, at jeg på nogen måder kunne forbindes med disse kommende grænseoverskridende ungdomsforbrydere.

Men tak for, at jeg er så gennemsnitlig. Og ikke er for lille. Eller sidder i en kørestol eller en af disse heftige crossere, der buser rundt i butikker behersket af ældre pensionistcowboys med tunge ben.

Tak til børnene, der genåbnede mine øjne for betydningen af at indrette miljøet, så det passer til brugerne.

Gad vide, hvordan det står til i de danske daginstitutioner ?

Smertelindring for viderekomne

Tag nu noget tøj på, du fryser jo !

- Nej jeg gør ikke.

Selv står jeg med stor dynejakke på. Den 9-årige dreng løber rundt udenfor i kortærmet t-shirt. Vejret er i den afdeling, hvor danskerne skutter sig, hellere vil holde sig indendøre og som sædvanlig brokker sig over det danske vejr, mens de undrer sig over al den snak om klimaforandringer. Gid varmen dog snart ville ramme os lidt hårdere.

Jeg ved ikke om drengen fryser. Hvad  er det egentligt at fryse?

I sommer var drengen i vandet ved stranden. Vandet var koldt. Meget koldt. Han kunne have været i vandet i en halv time uden at reagere. Men jeg tvang ham op af vandet efter kort tid. Der gik nogle minutter, så begyndte han at ryste over hele kroppen. Af kulde. Så var vi enige. Han frøs.

Jeg har mødt drengen mange gange. Nogle gange heder han Ronnie eller Brian, men han kan også hedde  Anton og Frederik. Han findes i alle aldre.

Han er et barn, der er i vanskeligheder. Det har han altid været. Hans mor har ikke haft overskud til at dække hans primære behov for mad, tryghed, omsorg, nærvær, relation, smil, kiggen i øjnene, efterligning af pludrelyde, små nus på kinden, bleskift i tide og alt det andet, der ellers karakteriserer den grænseløse kærlighed, de fleste mødre overøser deres børn med.

Faderen er fraværende. I bedste fald. Ellers tilstedeværende. Ofte voldelig. Misbruger ligesom mor.

Måske er drengen skadet på andet end sin følelsesmæssige og sociale udvikling. Han er i hvert fald ikke i stand til at færdes trygt i verden med en forventning om, at den vil ham noget godt. Altid på vagt. Hellere kontrollere verden end lade sig kontrollere af den! Så kan man dæmpe den evige angst, der brænder i kroppen. Måske har stofferne eller alkoholen påvirket hjernen allerede inden fødslen. Det er et broget billede, man kan male af denne dreng.

Men han fryser ikke. Det har han ret i. Han kan simpelt hen ikke mærke det. Så han har ret. At fryse er vel en form for følelse. Noget personligt. Det er noget helt andet, hvis vi taler om at blive afkølet. Eller at blive underafkølet. Så er vi ovre i et fysiologisk faktum, som ikke kan diskuteres. Det er ikke sundt for kroppen at blive afkølet for meget og for længe. Vi er pattedyr. Konstrueret gennem evolutionen til at opretholde en kropstemperatur på ca. 37 grader celsius. Vores krop kæmper med at varme op eller afkøle efter behov.

Men han fryser ikke.

Han har i det hele taget meget svært ved at mærke sin krop. Det er som om, der er en barriere, der forhindrer kontakt med kroppen.

På samme måde er der en barriere, der forhindrer kontakt med følelserne. Ofte er de simpelt hen for smertefulde. Så bliver de kapslet inde. Afskærmet. Fortrængt. Lukket ude. Eller inde.

Han er på mange måder ude af stand til at være i kontakt med sig selv. Så vi er ikke forbavsede over, at han har det svært med kontakten med andre mennesker. Ud over at de forekommer ham fjendtlige og farlige, er han jo netop ikke i stand til at sætte sig i deres sted. Forstå deres følelser og motiver, tanker og handlinger.

Når han skal mærke sin krop foregår det ofte på en voldsom måde. Det skal helst være en slåskamp med andre drenge for sjovt eller alvor. Begge dele gælder. Han har svært ved at lade sig berøre blidt og kærligt. Han kan ikke sidde stille og bare tage imod. Han er nødt til at få et ordentligt hårdt kram for at kunne klare det. Han kan lide den tunge fornemmelse af en krop, der ligger på ham. Men blidhed og nærvær skræmmer ham. Han har ikke lært det dengang i den tidligste barndom.

Derfor er det også svært for ham at klare massage. Det skal være hårdt. Han kan vænne sig til at bruge mere og mere tid, hvis han er tryg i situationen. Derfor dur det heller ikke, at det er andre børn, der masserer. det skal være en kyndig, myndig og kærlig voksen med en god relation til ham.

Drengen har det svært. Splittet i atomer, hvor delene ikke hænger sammen. Krop og følelser lever hver deres liv. Bevidstheden omfatter ikke erkendelsen af følelser og behov.

Vi andre har en klar opfattelse af, at vi er dem vi er. Jeg er en person. Jeg er oven i købet den samme person uanset, hvor meget jeg har forandret mig. Jeg er blevet ældre og har ændret holdning til mange ting. Men jeg er stadig mig. Min identitet hænger sammen.

Sådan tror jeg ikke, det er for denne dreng.

Hvis han får en chance for at komme i hænderne på professionelle, kompetente mennesker, der kan deres fag, opstår der hen ad vejen mere og mere perioder med kontakt mellem drengens atomiserede og indkapslede smerter.

Denne frigivelse af smerte er meget pinefuld. Kan føre til forsøg på kontrol med kroppen ved at påføre fysisk smerte. Denne smerte kan overdøve den endnu værre følelsesmæssige smerte, der vælter op som dæmoner fra en grotte.

Nej, han fryser ikke.

Men han er kold og trænger til varme. Han ved det bare ikke selv. Han tør ikke vide det.

En kort afbrydelse

Jeg sidder ved et cafebord udenfor et galleri i Kerteminde. Galleri Gykkenheim hedder det med en humoristisk henvisning til det berømte Guggenheim museum i New York. Vi er i det lidt rå havnemiljø, hvor bygningerne ikke er tænkt i helheder og ikke opført som led i en større arkitektkonkurrence. De oser af levet liv og har deres egen charme i al deres tilfældige rod og varierede vedligeholdelsestilstand.

Her sidder jeg og sludrer med nogle af vennerne. Vi er så heldige, at have udsigt til en hjemløs, der sidder med sit krus og rækker det frem i håb om at få lidt til dagen og vejen. Som så mange andre steder i byen er der tale om en skulptur, der taler sit eget tydelige bronzesprog. De er stillet op som en del af International Art Festival i Kerteminde. De skal minde os om, at der er mere styr på antallet af fisk i havet end antallet af hjemløse i Europa. Og mere fokus på fiskenes livsvilkår. Men for en gangs skyld kan vi uhæmmet stirre på en hjemløs uden at vende hovedet væk, og lade som om vi er optaget af andre vigtige ting.

En lille familie kommer gående på fortovet. Mor, far, stor pige 7 år på løbehjul. Lille pige 5 år kommer hysterisk skrigende gående med sænket hoved og slæbende skridt.

"Jeg kan ikke mere!!!", gentager hun igen og igen kun varieret med "Jeg kan ikke vente mere!!". Lydene skriges ud stønnende med udpræget halslyd næsten som opkast, der ikke kan holdes tilbage.

Hun passerer den hjemløse. Går sin hysteriske gang 5 skridt forbi. Lyden stopper. Hun vender rundt. Går tilbage til den hjemløse. Kigger nysgerrigt. Undrer sig over de mønter humoristiske sjæle har lagt i den stivnede hjemløses kobberbæger.

Mor er kommet noget foran, vender sig rundt og siger "Kommer du?"

Den lille pige fortsætter sin gang og genoptager sit tidligere ulykkelige mantra. 

"Jeg kan ikke vente mere !"

Efterhånden som hun kommer længere væk, dør lyden mere og mere ud, som når udrykningslyden fra en ambulance fortoner sig i det fjerne og til sidst ikke kan høres mere.

At være gud

Lige nu er jeg fuldt optaget af International Art Festival i Kerteminde. Jeg har i lang tid været i gang med at hjælpe til med forberedelserne og i disse dage løber det hele af stabelen. Det er fantastisk. 92 kunstnere fra 9 lande i 9 dage.

Dagen før åbningen kunne jeg næsten ikke sove. Jeg havde den samme glæde, som jeg husker fra min barndom. En oprigtig glad følelse, som lå dybt inde i min krop og gav mig smil på læben og en forventning om nye oplevelser. Det skyldes ikke mindst alle de mange kunstnere, som møder folk med åben lyst og glæde ved at fortælle om deres værker, tilblivelsesprocesser og tanker bag ved.

Forskelligheden og kontrasterne er enorm. Festivalen foregår i de mest forskelligartede bygninger lige fra gamle lagerhaller ved havnen til mere traditionelle lokaler på en gammel højskole. Byen er plastret til med skulpturer, så der overalt lurer nye oplevelser, som man kan tage stilling til. 

Hver og en af kunstnerne har deres eget unikke udtryk. Deres måde at beskrive verden. Deres måde at forholde sig til sig selv i verden.

Når jeg selv arbejder med børn og kreative udtryk, plejer jeg at fortælle dem, at de er verdens herskere. Når vi tegner, maler, laver figurer eller skriver historier er vi guder, der bestemmer, hvordan verden er eller skal være. Alt kan lade sig gøre. Alt er muligt. Alt er rigtigt. Det bestemmer vi selv.

Kan vi flyve? spørger de.

Kan man godt slå nogen ihjel?

Må solen godt være blå?

Må jeg være ..............?

Man kan se på børnene, at de har en kæmpeglæde mens de er guder og verdens herskere og kan bestemme over livet og få ting til at falde op og de døde til at blive levende igen, når det er gået galt.

Jeg håber, at børn på den måde får skabt et ønske om, en lyst til, en glæde over og ikke mindst et mod til at være aktive kulturbærere. At de får mod på at fremlægge netop deres holdninger, drømme og tanker. Alt for mange mennesker er tilbageholdende med at fremlægge materiale, der kan vise, hvem de er. Jeg glæder mig over alle forsøg på at skrive, digte, male, forme, designe og alle de andre specifikt menneskelige produkter, der er med til at skabe mening og betydning, værdi og kultur i vores nutid. Man kan altid arbejde med den tekniske udførelse. Der er altid nyt at lære. Ny teknik. Nye beskæringer. Nye materialer.

Men hurra for dem, der har mod til at fortælle om sig selv og fremlægge produkter til åben overvejelse og fælles glæde. Hurra for guderne iblandt os.

Når jeg blir stor.....

Når jeg blir stor vil jeg være brandmand, sygeplejerske, kunstner, pædagog. Whatever. 

Børn siger sådan : Når jeg blir stor.

Jeg siger det stadig væk for sjovt engang i mellem. Når jeg blir stor, vil jeg f.eks. leve et liv, hvor jeg selv bestemmer over mig selv. Det er ikke lykkedes endnu. Jeg er til stadighed omgivet af mennesker, der i al venlighed og hjertelig omsorg gør deres bedste for at rette mig til, så jeg kan passe ind i det normale og ufarlige.

Det hænder jeg bliver sur, vred, stødt på manchetterne. I den situation kan jeg godt forstå nogle af de børn, der reagerer på opdragelse med modstand. Hvis al den kærligt mente opdragelse føles som påbud, kan man føle sin personlige integritet krænket. Så må man slås lidt, hvis man vil bevare en positiv selvopfattelse. Og det gør vi så - børnene og jeg.

Men når jeg blir stor vil jeg.....

Jeg siger det for sjovt, for stor er jeg jo. Men det der med at have drømme og ønsker for fremtiden er ikke holdt op. Alt er muligt - stort set. Visse fysiske og økonomiske begrænsninger kan jeg godt se. Men faktisk lever vi i en tid, hvor forandring ikke blot er en mulighed, det er et bestandigt krav. Vi skal være evigt forandringsparate. Udviklingsparate. Udnytte vores udviklingspotentiale. Alt sammen elementer fra manegement. Elementer fra magthaveres, virksomhedsejeres og chefers vilje til at maximere profitten. Og med søde ord og omskrivninger får de lokket os ind i en pseudoverden, hvor værdisætningen kan gøres op i tal og mængder og kurver og diagrammer.

Det kunne være vi skulle tænke lidt over denne værdisætning, når børnene skal "gøres skoleparate" og de senere skal "gøres klar til erhvervslivet". Lad dog ikke erhvervslivet blive hele livet. Der er dog - håber jeg -andre ting ved at leve, der er væsentlige. Når jeg blir stor, vil jeg leve et liv, hvor jeg lærer noget nyt hver dag. Hvor jeg er nysgerrig på det, der sker omkring mig. Reflekterende. Kreativ. Skabende. Når jeg blir stor, vil jeg bestemme over mig selv. Måske er det derfor, så mange glæder sig til efterløn eller pension. Måske er det derfor, så mange frygter det. Nu om dage kalder man det "fjumreår", når man bruger tid på noget, der ikke umiddelbart er stikt erhvervsrettet. Jeg vil egentlig gerne, fjumre mit liv væk.

“De voksne elsker tal. Når man kommer og fortæller dem om en ny ven, spørger de aldrig om noget væsentligt. De siger aldrig : >>Hvordan lyder hans stemme? Hvad vil han helst lege? Samler han på sommerfugle?<< – Nej, de spørger: >>Hvor gammel er han? Hvor mange søskende har han? Hvor meget vejer han? Hvor mange penge tjener hans far?<<
Først da tror de, at de kender ham.”
Citat: Den Lille Prins

Jørns digte

Jeg har indsat et link til mine digte øverst på bloggen. Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg skriver digte til en kunstners billeder. Håbet er, at der skal komme en bog ud af det. Foreløbig øver jeg mig i skriveprocessen og interesserede kan altså følge med på min nye blogside http://ordlege.blogspot.dk/.

Jeg fortsætter som vanligt på denne side.

Vejen til Kina

Det eneste sted jorden var blød og bar var ude i hønsegården. Hullet var efterhånden blevet så dybt, at det opslugte drengen, når han skulle nå bunden. En stor bunke lå ved siden af hullet. Som altid med en volumen, der overrasker. Bunken vokser.

Drengen har hele overkroppen nede i hullet. De bare fødder stritter op over hullets kant. På undersiden af den ene fod ses en stor øm vabel. Betændt og skabt af brugen af slidte træsko uden strømper. Budgettet på det lille husmandssted var ikke til sko og strømper. I koldt vejr kunne en tot halm gøre underværker som isoleringsmateriale.

De irriterende træsko var smidt midt imellem de gokkende høns, der skrabede løs i jorden i håb om at finde nye uopdagede lækkerbidskener.

En fremmelig høne var lokket af den friskopgravede jordbunke kommet noget nærmere drengen og fandt efterhånden flere små krybende kravl, som hurtigt gled ned. Hak, hak, huk. Gok. Gok. Gok. Det sidste hak ramte drengens fod. Lige midt i den betændte vabel.

Med et skrig kom han op af hullet. Smerten fjernede al motivation for det videre arbejde. Han var ellers i gang med en meget vigtig mission. Han ville grave ned til kineserne, for han havde hørt, de boede på den anden side af jorden. Projektet var enkelt og målrettet. Men måtte altså opgives.

Min fars barndom var fuld af den slags historier. Dette lille fattige husmandssted var en uendelig kilde til historier og fortællinger, som blev givet videre til mig i min barndom. Fortællinger, der vidner om børns forestillinger og måder at tænke på på den tid.

Jeg har efterhånden opdaget, at mit eget liv har været lige så rigt på historier. Og at alle andres liv er lige sådan. Det er skønt at møde andre mennesker og høre deres historier. Et åbent blik med en invitation får folk i gang. Og tit og ofte får man en historie med elementer, man kan genkende fra sig selv.

Bag fortællingerne ligger udsagn om vores tid, kultur, filosofi og værdier. Så fortællingerne kan bane vej for dialog af meget høj kvalitet. Sådan kan de bruges. Og sådan synes, jeg de skal bruges sammen med børn. Børn kan bedre forholde sig til det konkrete end til de direkte kulturelle og værdimæssige udsagn, vi voksne tit kommer med i vores opdragelsesraids.

I min fars lille, simple historie er der mange elementer man kunne tage fat i : Fantasi, udholdenhed, opgivelse, smerte, forestillinger om verden og jorden, dyr og menneskers samspil, naivitet, dumhed, fattigdom, livsglæde, tid til fordybelse, hvad lavede man før TV blev opfundet? osv.osv.osv.

Fortællingerne viser os, hvordan mennesker vælger at leve. Dermed udgør de et væsentligt potentiale i børns dannelsesproces. Fortællingerne giver os en chance for at nå et spadestik dybere, så vi af og til når ind i de dybere ubevidste lag. Historierne letter vores mulighed for selvindsigt : "Vov at vide" var Freuds motto. Tankevækkende, synes jeg. I hans verden var kilden til forståelsen af mennesket tolkningen af de historier vi selv producerer i vore drømme. 

Måske kunne Freuds motto omredigeres til et : Vov at fortælle!

For nørder :

For resten så består vores planet af fire lag. Den tynde jordskorpe ligger yderst. Under jordskorpen er kappen, der er næsten 3.000 km tyk, og i midten jordens kerne, der igen består af to lag. Den ydre kerne består af flydende jern og inderst ligger en fast jernkerne. Lithosfæren, som udgør jordens hårde skal, består af jordskorpen og det øverste af kappen

Hvis du står på Rådhuspladsen i København, og graver en tunnel gennem Jorden, ville du komme op på havbunden 1500 km sydøst for New Zealands sydspids.

 Vil man til Kina, skal man grave sin tunnel fra Chile eller Argentina.

Så det.....øh.

Mudder og røde skjorter

Vi var ikke fattige. Men der skulle passes på pengene. Min mor var hjemmegående husmor. Helt efter bogen. Sådan var det sidst i 50-erne og først i 60-erne. Min far var ansat som sygeplejerske. Det var til gengæld ikke hverdagskost på den tid. Han arbejdede på Rigshospitalet og cyklede hver dag fra Tårnby på Amager. Arbejdsugen var på 48 timer, så vidt jeg husker. Dengang tog man jo almindeligvis 6 dages arbejde og 1 dag fri.

Min mor gjorde, hvad hun kunne for at få pengene til at strække. Min bror og jeg var på det tidspunkt 3 og 5 år. Jeg var den store. Min mor gik op i, at vi skulle se godt ud. Vi skulle være rene og pæne og have noget ordentligt tøj. Tøj var dyrt. Dengang var der ikke billigt tøj, der blev importeret i store mængder fra asiatiske markeder. Dengang lå Asien i Jylland omkring Herning, hvor kvinderne så småt begyndte at komme i arbejde og masseproducerede tøj i et stadigt stigende tempo.

Industrirevolutionen opstod i 1700 tallets England netop omkring tekstilarbejdet , hvor nye maskiner og produktion i store enheder satte gang i en industriel produktion. Arbejdernes forhold var ekstremt dårlige og fagforeninger blev dannet. Blod, sved, kamp, fyringer, ydmygelse, fattigdom var sten på vejen. Også i Jylland. Nu om dage bruger vi billigt tøj i store mængder uden at forholde os bevidst til børnearbejde, kemikalier, underbetaling, manglende rettigheder, megalange arbejdsdage.

Men vi skulle have ordentligt tøj, dengang vi var små, min bror og jeg. Min mor var rundet af fattigdommens tradition for at finde løsninger. Hun syede selv meget af vort tøj. Hun havde lært det af sin egen mor, der som en nøgen kvinde af nød havde lært ikke at spinde, men at sy for folk.

Min mor havde syet de fineste røde skjorter til os. Med flipper og lommer og knapper og alt til faget hørende. Butterfly en selvfølge. Dertil kom bukser i terylene, handelsnavn for den først producerede polyesterfiber. Det var storslået.

En dag skulle vi på besøg. Vi var jo børn, så vi fulgte bare med, hvor det end skulle være. Dette besøg krævede, at vi tog os godt ud, syntes min mor. Så det var de røde skjorter. Indtil vi skulle af sted fik vi tiden til at gå udenfor. Vi havde fået produceret et vidunderligt mudderhul, hvor mængderne af mudder voksede i takt med brugen af vand fra stadigt fjernere liggende pytter. Fortyndingen af mudderet blev modvirket af en ihærdig huggen, hakken og graven i jorden. Kvaliteten af mudderet var god. Den var på den ene side flydende. På den anden side ikke mere flydende end den kunne flyttes på en skovl og hældes op i spande og kasser..

Vi havde fået tilranet os en god trækasse, som vi fyldte og tømte.

Under legen blev min bror kaldt ind, så han kunne blive klædt på til det fine besøg. Jeg fortsatte mit vigtige arbejde i mudderminerne, hvor jeg nu skulle være alene om både ledelse, organisation og produktion. Midt i en væsentlig og betydningsfuld detalje i produktionsprocessen blev jeg afbrudt af min bror. Der stod han i sit fineste puds. Den røde skjorte lyste op og gjorde dagen anderledes.

- Du skal komme ind nu, siger mor.

Jeg stod med den store trækasse løftet op i hænderne. En særlig fin kvalitet mudder var under omlæsning til en ny lagerplads. Min bror stod ved kanten af mudderhullet.

- Du skal komme ind nu, gentog han.

Jeg blev lidt irriteret. Disse evige afbrydelser i en seriøst arbejdende mudderproducents liv. Og netop nu, hvor mudderkvaliteten var helt i top og råvaremængderne i mudderminen tilsyneladende uudtømmelige.

- Du skal komme ind nu!

Tonen var blevet lidt skinger og anstrengende, syntes jeg.

Irriteret og måske en anelse heftigt slap jeg den store kasse med mudder. Den landede i pølen med et tryk, der pressede det underliggende mudder op i store kaskader. Disse kaskader spredte sig vidt omkring. Også til min brors røde skjorte og terylenebukser og det nyvaskede ansigt med det vandkæmmede hår.

Det var kun mig, der kom af sted i rød skjorte og terylenebukser. Min mor fandt noget andet til min bror. Det siger sig selv, at hun havde mange kommentarer til min indsats i mudderminen. Ikke positive. Nok nærmere sådan lidt i retning af, hvordan jeg kunne finde på det ! At jeg kunne gøre det imod hende. Alt det arbejde. Også med de røde skjorter, som hun havde glædet sig til at vise frem. Og en lille tåre i øjenkrogen, mens hun lidt hidsigt, men effektivt fik mig vasket og klædt på.

De børn, jeg møder nu om dage elsker, når jeg fortæller den slags historier. Historier, hvor jeg har dummet mig. Gjort noget forkert. Er kommet i vanskeligheder.

De elsker, når billedet af de voksne som ufejlbarlige forbilleder krakelerer, og de viser en flig af  den menneskelighed, der består i en god blanding af følelser, fejlvurderinger og fantasi. Når de får mulighed for identifikation med voksne, der ikke kun er Barbiedukke-agtige rollemodeller i en lyserød verden. Lad Ken komme i vanskeligheder og Barbie slippe en vind på et uheldigt tidspunkt.

Eller oversat til pædagogsprog :

Børn har brug for rollemodeller. Børn har brug for voksne rollemodeller. I min verden har børnene brug for voksne rollemodeller, der er rigtige mennesker med følelser, fejlvurderinger og fantasi. Voksne, der er troværdige, tillidsvækkende og tryghedsskabende.

Voksne, hvor intet menneskeligt er fremmed. 

Nogen har engang sagt :

 At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.

Citatet tilskrives Kierkegaard, men er vist egentligt udviklet af følgende tekst, som jeg her gengiver for måske at inspirere til læsning af ældre tekster. Det er ikke altid nødvendigt at forkaste fortidige menneskers tanker, blot fordi de ikke er udtryk for den nyeste forskning indenfor hjernevidenskab og raketteknologi :

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv! 

Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed"

Relativt utidig

Min mor havde mindst én særhed. Hun kunne ikke ret godt holde ud at være i et rum, hvor der ikke var lyden af et urs tikken."Skidt med om det har visere, bare det tikker", sagde hun. Min mormor havde det efter sigende på samme måde.

Måske gjorde de ret i ikke at gå op i viserne. I hvert fald er det, så vidt jeg ved, ikke muligt at definere tid. Nogen siger, at tid er naturens måde at undgå at alting sker på en gang. Men tid er jo relativ, som Einstein blandt andre har påvist. Tiden går langsomst for dem, der bevæger sig. Kloge folk har beregnet, at hvis man rejser med lysets hastighed ud til kanten af vores galakse, også kaldet Mælkevejen, og tilbage igen vil det tage ca. 23 år. Desværre er der i den mellemliggende periode gået 150.000 år på jorden. Det er altså en gangbar metode til at rejse fremad i tiden, men den går stærkt ud over familierelationerne.

At tiden er relativ er ikke helt ukendt for mig. Jeg husker min barndoms dage som meget lange. En time, et kvarter, ja det hele kunne være meget langvarigt. Det var som om man kunne nå uendeligt meget på en dag. I skolen kunne dagen føles lang, men samtidig var der gode lange eftermiddage med tid til leg, lektier, idræt osv. og også aftener med oceaner af tid. Året var langt. Somrene skønne, varme og evige.

Som årene er gået føles tiden kortere. Jeg synes knap et nyt skoleår er startet, før det er omme. Årene stryger af sted.

Der kan være dage, der snegler sig af sted. Trods alt. Dage, der ligesom aldrig får ende. Det er mest dage med ubehageligt indhold. Den dag en nærtstående dør. Eller nogle af de triste mærkedage. Men generelt stryger tiden af sted.

Oplevelsen kan muligvis forklares matematisk. Dag 1 i mit liv fylder 100%. Dag 2 fylder 50%. Hver dags relative andel af ens liv falder for hver dag der går. Det samme gælder selvfølgelig årene. 1 år i min alder er jo kun 1/54 del af mit liv, hvor 1 år som 5-årig udgjorde 1/5 af livet.

Da jeg var barn, var jeg nogen gange bange for døden. Jeg var ikke bange for at dø selv, for det tog jeg slet ikke i betragtning som en mulighed. Men nu kan jeg godt se, at rent matematisk har jeg levet mere end halvdelen af mit liv, med mindre jeg ender med at blive mere end 108 år gammel. Hvis jeg bliver 80 år, har jeg 26 år tilbage. Set med de briller føles hvert år også kortere.

Jeg husker fra min barndom, når jeg gik rundt og talte med de gamle, der boede på plejehjemmet, hvor vi boede, at mange af dem sad meget stille og så ud til ikke at foretage sig ret meget. Ikke desto mindre sagde de tit noget om, at tiden gik hurtigt. At dagen var fløjet af sted. I min verden kunne tiden kun gå langsomt, når der ikke var nogen aktivitet. For mig gik tiden hurtigst, når jeg var i bevægelse eller på anden måde var aktiv. Derfor var det fuldstændig sort snak at tiden kunne gå hurtigt for de gamle.

Men humlen i det er, at vores opfattelse og oplevelse af tid forandres med alderen, og med den viden kan vi måske bedre forstå den utålmodighed, der særligt fra drengene strømmer os i møde, når vi har forklaret og instrueret : Skal vi ikke snart i gang ?

Henriks hønsestrikkede hue

Forleden stødte jeg på en hue. Vi har gemt den i mange år. Efter min lille søn brugte den til værn mod kulden for knap 30 år siden, er den indgået i vores datters dukkers univers, hvor den har været en skattet hovedbeklædning i børnenes leg.

Huen er strikket. Hønsestrik, som det hed dengang. Sjovt udtryk, men her er baggrunden iflg. Wikipedia :

Hønsestrik er en betegnelse for en strikkestil fra 1970'erne.

Navnet kommer fra en række bøger af Kirsten Hofstätter - den første fra 1973. Bøgernes budskab var at bryde med de stramme strikketraditioner og normer. At gøre strikningen mere tilgængelig for alle. Hofstätter opfordrede til at alle kunne og burde strikke som de ville, hvad der førte til en masse farvestrålende og fantasifulde trøjer.

Hønsestrikbøgerne havde et formål :

  

Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften! 

Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 

Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.  

Sådan en hue var det. Flotte farver i blå, grøn, orange, rød og lidt til og meget mer. Fine små figurer, der danser af sted på en række. En meget glad hue. Jeg fik huen af en mor i børnehaven, hvor jeg arbejdede. Hun havde selv strikket den til sin egen søn, Henrik. Da jeg fik barn kom hun forsigtigt og spurgte mig, om jeg var interesseret i at få noget tøj. Vi var ikke de rigeste i verden, så jeg var glad og taknemmelig. Også fordi tøjet var lækkert, og noget af det var hjemmestrikket hønsestrik. Virkelig smukt.

At gense huen skabte en mængde billeder i mit hoved. Erindringer og stemninger fra fjernere tider gik igennem akkompagneret af billedstrømme. Jeg husker både Henrik og hans mor. De var begge mindre end gennemsnittet. Mor var med pagehår og runde briller, som det var på mode dengang. Henriks oprindelse var lidt af en gåde. Faderen var ikke-eksisterende. Der var ingen kæreste. Moderen var utroligt blid og sød. En dag fik jeg en fornemmelse af Henriks oprindelse. Det var en dag, hvor jeg lukkede børnehaven og som vanligt sludrede med forældrene. Denne dag var Henrik den sidste på stuen. Jeg havde bedt Henrik om at rydde op i dukkekrogen, inden han tog med mor hjem. Han var nødtvungent i gang med opgaven. Det tog sin tid, så der var god tid til at snakke. På et tidspunkt i samtalen spurgte Henriks mor mig, om jeg evt. kunne tænke mig at være donor, så hun kunne få endnu et barn. Hun var meget glad for mig og min personlighed osv. sagde hun. Jeg var noget overrasket, men tog det i stiv arm, som man siger. På den ene side stolt over tilbuddet. På den anden side lidt skræmt over den grænseoverskridende intimitet i forslaget.

Jeg fik på en pæn måde takket nej til tilbuddet. Henriks mor blev ved med at være venlig - også i tiden fremover. Vi talte aldrig mere om det.

Men jeg tænker på det, hver gang jeg ser den hue.