Ind i mellem er jeg så privilegeret at møde børn og forældre til børn, jeg har haft berøring med for længe siden. Det er nemt at genkende forældrene, mens det somme tider kan være sværere at genkende børnene efter 20 år.....
Jeg er somme tider lidt af et snakkehoved. Jeg har tidligere arbejdet i lokalområdet, hvor jeg bor og der mødt hundredvis af børn og forældre i forbindelse med arbejdet. Det hænder, jeg slår en sludder af og hører nyt. Det er fascinerende at følge med fra sidelinjen.....
Da mine børn var små, syntes de somme tider, det var lidt træls at være med mig ude at handle i det lokale indkøbscenter.
-Du skal altid snakke, og det tager så lang tid.
De havde nok lidt ret. Jeg var altid påpasselig med, at jeg ikke skulle afholde forældrekonsultationer i min fritid, men der er også noget, der handler om almindelig menneskelig social omgang. Jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Og jeg tror, det er godt for børn at lytte til voksne, der taler med hinanden. Voksnes samtaler er en guldgrube for børn - og positiv social aktivitet kan læres, især hvis man ser, hvordan man gør.
Jeg husker tydeligt mange situationer i min egen barndom, hvor jeg lyttede til de voksne. Jeg har mangen en gang siddet under middagsbordet og lyttet til de voksnes snak, når de havde gæster. Jeg husker det som spændende, interessant og udfordrende og somme tider kunne jeg senere vende tilbage til noget af samtalernes indhold i forhold til mine forældre. Hvad mente de med .....? Jeg synes det var lidt mærkeligt, det hun sagde om.......
Jeg var på nogle måder privilegeret som barn. På nogle måder ikke. Min far var leder af et par plejehjem, som han startede op fra scratch med alt lige fra byggeproces og ansættelser til modtagelse af beboere og sygeplejefaglig behandling. Min far var en mønsterbryder. Han voksede op på et minimalt husmandssted og havde 7 års skolegang på landlige vilkår i Vestjylland. De gik i skole hver anden dag. Han kom ud at tjene som 12-årig. Han endte på sygeplejeskolen med at være på anden årgang, hvor der blev uddannet mandlige sygeplejersker, så de var 5 mænd på årgangen. De har holdt sammen hele livet siden den gang. De kaldte sig helt enkelt "drengene".
Vi boede i tjenestebolig, så det var nemt for min far at komme på arbejde. Det var han så faktisk også altid. Han var der om morgenen, hele dagen, om aftenen og han skulle altid lige snakke med nattevagterne, når de mødte ind klokken 23 og da forresten også igen inden de gik om morgenen kl 7.00. Selvfølgelig var han hjemme ind imellem. F.eks. sov han til middag hver dag....
Men selv om han arbejdede meget var det også et privilegium altid at kunne finde sin far og være sammen med ham. Det benyttede jeg mig flittigt af. Tit sad jeg med ham på kontoret, hvor vi f.eks. lavede regnskaber. Jeg læste tallene fra de uendelige mængder af bilag, og han tastede ind på strimmelregnemaskinen. Til sidst kunne der afstemmes i den store kassebog, og hvis der manglede en 25 øre måtte vi på den igen......
Det meste af tiden var min far blandt beboere og personale. Han var i sin tid en meget progressiv og nyskabende mand, der arbejdede på, at beboerne blev behandlet med respekt. De ældre skulle have lov til at leve så tæt på et almindeligt liv, som muligt. Det var nyt, at der ikke skulle være besøgstider. De skulle have lov til at drikke en snaps, hvis de ville, man bankede på døren inden man gik ind, man respekterede et ja eller et nej.
Jeg kunne næsten altid finde ham. Selv om det var store steder, havde jeg et usvigeligt talent for at finde ham, om han så var på den ene eller anden stue eller afdeling. Når jeg havde fundet ham, kunne jeg bare stille mig op og vente. Jeg havde barnets privilegium på den måde, at jeg fik lov at komme med til alt inklusiv svære samtaler eller svære situationer. Da jeg var omkring 10 år sad jeg med en døende gammel mand, som greb min hånd og knugede den hårdt, indtil han udåndede.
Så stærkt var det heldigvis ikke altid, men hvor har jeg dog lyttet til mange samtaler. Jeg havde tit en fornemmelse af, at der kunne gå timer, inden min far fik tid til mig. Ind i mellem var det vist også rigtigt. Det krævede en fantastisk tålmodighed, og dengang var jeg vist tit utilfreds med det. Det var ikke noget, jeg sagde til ham nogen sinde. Det lå ligesom ikke for - min fars arbejde og alle de mennesker, der var afhængige af det, kom altid først. Det var givet.
Men sidegevinsten var læringen ved at lytte.
Og pludselig er man voksen. Ligesom mange af de børn, jeg har passet og været sammen med og lagt planer for og kæmpet med og grint med osv.
Hvad har de hørt, når vi voksne har talt sammen på indkøbsturen eller i SFOen ? Hvilken betydning har mine ord haft ? Min måde at være sammen med andre ? Hvor meget er jeg blevet observeret? Efterlignet ?
Nogle gange kan man blive indhentet af fortiden.....Forleden mødte jeg en mor, som jeg tit har snakket med. Hun har altid været sådan en blid, rar og positiv type- utrolig behagelig at være sammen med. Hun fortalte mig om sin dreng, og hvordan det gik og så fortalte hun : - Han siger tit, at han aldrig glemmer det, du sagde til ham engang : Du skal huske, at for hver gang man gør en dårlig ting, skal der mindst 10 gode gerninger til for at folk glemmer det.
Der er nok noget om det. Jeg har sikkert også sagt det. Det er helt sikkert ikke noget, jeg selv har fundet på. Jeg har hørt det et sted. Hvornår jeg har sagt det til drengen, er ikke noget jeg lige har bidt så meget mærke i. Jeg husker kun, at jeg syntes han var en skøn dreng og vi havde mange gode oplevelser.
Men tænk engang. Det husker han altså. Og han bærer det med sig som noget betydningsfuldt i sit liv. Noget han vender tilbage til og siger højt til andre. Og jeg bliver oven i købet nævnt.
Jeg har virkelig respekt og ærefrygt for det arbejde vi pædagoger udfører. Tænk, hvor meget børn husker og påvirkes af os. Og det værste : På godt og ondt. Jeg er sikker på, at jeg ikke altid har handlet hensigtsmæssigt. Jeg har ikke altid forstået børnene rigtigt. Nogen gange har jeg end ikke forsøgt at forstå dem, men er blevet indfanget i et følelsesmæssigt spin, hvor jeg selv er kommet i centrum, og verden udenfor har drejet sig om mig.
Jeg glæder mig over de gode historier. Dem får man lyst til at fortælle. De er med til at opbygge en faglig selvværdsidentitet og faglig stolthed.
Men jeg har også brug for historierne om det, der gik mindre godt eller skidt, hvis jeg vil skabe de gode historier.
Men som altid har jeg svært ved at bestemme mig til et bestemt synspunkt. Der er altid et modstykke - Når der er et yin er der også et yan - alting har en dialektik indbygget. Nutidig forskning tyder på at selv det stof, som verden er gjort af har sit modstykke i antistof.
Og sådan var det også med min far. Det var skidt, at han arbejdede så meget. Det var godt, at jeg altid kunne finde ham. Det var skidt, at han snakkede så meget med alle mulige andre. Det var godt, jeg fik chancen for at lytte. Og holde den døende mands hånd.
Gad vide, hvilke oplevelser jeg ellers selv har været kilde til ? Hvad har været yin og hvad har været yan ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar