Bombing for peace is like fucking for virginity

Et stærkt udsagn. Fra dengang, der virkelig var hippier til. Der har været en årrække, hvor det ikke har været in at være imod krig. Det er langt hen ad vejen stadig sådan. Vi er jo trods alt et land i krig. Og stadig på vej ud i den store verden med nye storslåede projekter om frihed og demokrati - hvis det passer ind i vores eget politiske kram. Der er stadig ikke den store interesse for folkemord i Afrika, manglende demokrati, fattigdom, børnesoldater, voldtægter som våben eller andre bestialske forhold på det store kontinent.

Hvad har det så lige med børn at gøre? Hele udsagnet om "at bombe for at skabe fred er ligesom at kneppe for jomfruelighed", minder meget om nogle væsentlige pædagogiske overvejelser man kan gøre sig.

Kan man lære børn at være stille ved at råbe til dem ?  KAN I SÅ VÆRE STILLE !!!!!
Kan man lære børn at respektere voksne ved skælde ud? NU HAR JEG FÅET NOK AF DIG. DET ER SIMPELT HEN FOR GALT, DET DU GØR. MÅ JEG SÅ LIGE FÅ LIDT RESPEKT!!!!!
Kan man lære børn at lade være med at slå, når man tager dem hårdt i armen eller løfter dem væk ?
Kan man lære børn at tale pænt, når man selv bruger avancerede former for ironi og sarkasme ?
Kan man lære børn at tackle deres temperament ved at blive stjernetosset over deres adfærd?

Der er mange af den type spørgsmål, der kan stilles. De er alle af typen : Børn lærer ikke af det, vi siger, men af det vi gør.
Eller : Vi voksne skal være forbilleder for børnene.

Man kommer nemt over i en noget ensidig forestilling om, at ord ikke har betydning, at det kun er handlinger, der dur.
Det er jeg ikke enig i. Vi er nødt til at se det hele noget nuanceret. Børn lærer rigtig meget af både det vi siger og det vi gør. Somme tider gør vi ting, der er ikke passer sammen med det vi siger. Vi er dobbeltmoralske. Eller vi laver bare en fejl, fordi vi er fejlbarlige. Fordi vi er følende mennesker, der ikke kun handler ud fra fornuft.

Jeg har lært rigtig meget af de fejl mine forældre begik, da jeg var barn. Nogle af tingene har fået mig til at handle anderledes. Jeg har ikke blot udviklet mig til en ukritisk kopi af mine forældre. Og sådan er det for alle.

Vi skaber vores identitet gennem mange forhold. Og heldigvis er vi ikke blot robotter, der kan programmeres. Det er et næsten ubærligt krav, at vi voksne skal være perfekte forbilleder og hvis ikke vi er det, kan vi kendes skyldige i at have overført dårlige manerer og livsuduelighed til afkommet. Arvesynden om igen.

Det er sjældent at møde børn, der er blevet skadet af de fejl, deres forældre har begået. Hvis børnene skal skades kræver det en vedvarende og gentaget påvirkning over tid. Og så går det virkelig galt. Men almindeligvis skal vi ikke være bange for at begå fejl undervejs, så længe vi satser på at gøre vores bedste. Og det gør de fleste.

Hvordan var det nu :
"errare humanum est, (lat. 'det er menneskeligt at fejle'), ofte fortsat med sed perseverare turpe 'men at fortsætte/fremture er skændigt/forkasteligt'. En anden slutning er ignoscere divinum 'at tilgive er guddommeligt'. Citat efter Cicero, der i sin 12. "Filippiske tale", afsnit 5, fra år 43 f.Kr. mod Antonius siger: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare 'ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det'. Kirkefaderen Hieronymus har ca. 400 i brev 57,11 forkortet dette udsagn til errasse humanum est 'at have fejlet er menneskeligt'."

Citat :Den store Danske
Gyldendals åbne encyklopædi

Oslobåden

Det er lige gået op for mig, at Oslobåden ikke hedder Oslobåden, med mindre man er dansk, eller i hvert fald ser det fra et dansk synspunkt. Hvis du er nordmand eller fra Norge, eller ser det fra et norsk synspunkt, hedder det "danskerbåden".

Og i samme boldgade :Ikke Sverigesbroen - næh Øresundsbroen, hedder den. Så bliver sol og vind fordelt ligeligt. Der er ingen etnocentrisk synsvinkel i navnet.

Jeg husker som var det i går de hyggelige udflugter med Sverigesbådene. Eller måske Danmarksbådene? Det var dengang nogle få pakker billige cigaretter og lidt chokolade kunne undskylde en heldagsudflugt fra København via Dragør til svenske Limhamn. En storslået udflugt. Jeg følte det som noget fantastisk at komme til et fremmed land. Dette med at sætte benene ned på svensk jord, selv om det så kun var en halv time, inden man skulle om bord på båden igen for at vende snuden hjem.Dette med lige at høre en svensker tale svensk i kiosken nede ved havnen.

Det kan måske sammenlignes med empati. Det kan føles fantastisk spændende at få lov at foretage en rejse til et andet menneskes synsvinkel. Verden omkring os er i princippet den samme, men oplevelsen af den er i sandhed forskellig. Perspektiverne, retningen, følelsen, stemningen. 

Det er svært at ændre perspektiv og se tingene et andet sted fra. Jean Piaget beskæftigede sig med udviklingspsykologi. Han er i årenes løb blevet kritiseret meget, men han har været en stærk inspirationskilde til at opbygge teorier om børns udvikling. Piaget lavede forsøg med børn. Det lyder slemt, men da det mest var hans egne børn han brugte, var det rimeligt harmløse forsøg, som dog kunne kaste læring af sig. Nu f.eks. i forhold til det her med Danskerbåden - andre perspektiver. Piaget havde et berømt forsøg - kendt som "tre-bjerge"-forsøget.

Piaget har undersøgt barnets egocentriske tænkning med sin ”tre-bjerge-opgave”. Et barn sidder på den ene side af et landskab med tre bjerge i forskellige højder og udformninger lavet i papmache. På den anden side af landskabet placeres en dukke. Barnet ser nu forskellige fotografier af landskabet taget fra forskellige vinkler, og barnet skal bestemme hvilket fotografi, der viser det landskab, dukken ser. Piagets undersøgelser viser, at børn op til seks til syv-års alderen har svært ved at udpege det rigtige fotografi. Som regel udpeger de det billede, der er taget fra deres egen vinkel. De er bundet af det, Piaget kalder den ”egocentriske illusion”. Hvad de mangler er tilsyneladende at se deres egen synsvinkel som én af en række mulige.

 

© her efter Ole Schultz Larsen: "Fem aldre", 02/01, Systime 2003

Det her er jo en forholdsvis simpel opgave. Den kan være svær nok. Tænk bare at skulle forstå et andet menneske i stedet. Og tænk, hvis man er følelsesmæssigt involveret i situationen, som man skal se fra den andens synspunkt. Ind imellem taler vi flot om, at et barn har empati, eller at et barn ikke har empati. Gad vide, om vi selv har empati nok til at foretage den vurdering ? Er det ikke en meget forenklet antagelse om virkeligheden at mene, at vi ved, hvordan den er. At det kun er et spørgsmål om den rette indstilling, så kan man se virkeligheden som den er set fra et andet menneskes synsvinkel ?

En gang i mellem må vi synke helt ned i det lange spyt og gå på jagt efter de filosofiske grunddyder. Er sand erkendelse mulig? Findes der en sandhed? Findes der flere sandheder? 

Et af grundproblemerne er den menneskelige perception. Vores sansning og sansningens bearbejdning i vores hjerner. Man kan ikke beskrive nogen ting i verden uden at man inddrager sin sansning af tingen. Sansningen bearbejdes i vores hjerne. I omsætningsprocessen inddrages vores følelser, vores normer og værdier, vores tidligere erkendelser og vore erfaringer. Derved er objektiviteten en umulighed og vores vurdering af andre menneskers handlinger omfattet af en stærk farvning.

Så er det trods alt nemmere at tage Danskerbåden til Oslo.

  

                                                                                                                      

                           

Din fordærvede knægt!

13 år. Jeg havde tiltusket mig nogle cigaretter, som jeg havde lagt i min kommodeskuffe. Mit værelse var lille. Et aflangt rum med plads til en seng langs den ene væg og et skrivebord op af den anden væg. Ved siden af skrivebordet den famøse kommode, der var det eneste, jeg havde fra min  fordrukne morfar, som jeg aldrig har set. Han var ligkistesnedker, men kunne også præstere andet møblement. Det var vist mest min mormor, der stod for alting. Hun syede for folk. Historien går, at min morfar ofte i sin brandert gik op på loftet medbringende et stykke tovværk. "Nå, nu hænger han sig nok igen", sagde mormor.

Det var rimeligt begrænset, hvilke muligheder jeg havde for privatliv og hemmeligheder. Min mor ryddede af og til med martyrmine op på mit værelse. Jeg har hende mistænkt for at nyde denne mulighed for kontrol med mit liv. Jeg havde et sted, jeg kunne gemme små hemmelige kærestebreve og andre skatte. Jeg havde erhvervet en globus. Den var sat sammen af 2 halve metalskåle, som kunne skrues fra hinanden. I Jordens indre kunne ord og skatte holdes hemmelige. Jeg var altid meget omhyggelig med at få landmasserne sat rigtigt sammen igen. Desværre var adskillelsen og den efterfølgende samling af jordkloden en rimeligt omstændelig operation, som kun kunne udføres, når jeg kunne være sikker på at være alene og uforstyrret i længere tid. Heraf ofte en trang til at være længe oppe om natten, mens resten af familien sov.

Men cigaretterne var ikke blevet gemt der. I stedet i kommodeskuffen under nogle papirer. Af en eller anden grund havde min mor haft trang til at gennemsøge min celle for ulovlige stoffer. Jeg synes ellers ikke, jeg var specielt forbryderisk, men det var måske med tanke om forebyggelsens fortrin frem for helbredelsen.

Afsløret blev det. 7 cigaretter. Sagen blev overdraget til min far som med streng mine påtog sig forhøret. "Hvad er nu det for noget ? Ryger du ? Hvor kommer de fra?"

Det røg ud af munden på mig. Uden omtanke, men med teenagerens dybfølte indignation. "Hvad rager det jer! Hvorfor roder I i mine ting ?" Jeg tror, der røg adskilligt mere ud, men inden jeg havde set mig om, stod jeg med en lammende smerte på min ene kind. Min far havde givet mig en ordentlig lussing, der rystede mig godt og grundigt. Uden varsel reagerede jeg ved at slå igen. Ikke en lussing - næh i stedet et ordentligt hug til min fars mellemgulv, der fik ham til at synke sammen og sætte sig på sengen. Da han sad sammenkrøbet med arme og hænder på sin mave, hvæsede det ud af munden på ham . "Din fordærvede knægt!"

Han forlod hurtigt mit værelse. Det var sidste gang han slog mig. Vi talte aldrig om det. Nu er han død.

Pølsesnak

Folk har i den seneste tid været ekstremt venlige mod mig, når jeg var ude at køre i min nyerhvervede bil. De har blinket til mig igen og igen, når jeg mødte dem. Min søn gjorde mig opmærksom på, at det nok var, fordi den ene´forlygte ikke virkede.

Han havde jo nok ret. Min gamle bil var knap så fancy, så der ville jeg bare have købt en H4 autopære, og selv skiftet den med det samme. Men den nye bil kræver jo nærmest en uddannelse som astronaut, hvis man skal foretage et simpelt indgreb. Heldigvis er der stadig garanti, så jeg kørte til forhandleren. Klokken var ca ti i tolv.

Formanden så næsten forskrækket ud."Det er jo lige ved at være frokost", sagde han. Heldigvis lykkedes det ham at få Henrik til at komme ud og montere den famøse pære. Henrik var nok lavest rangerende mand i hierakiet, der var ledig på dette næsten hellige tidspunkt. Var jeg kommet blot et minut senere, var jeg nok blevet henvist til at komme igen en anden dag eller evt vente 30-45 minutter.

Jeg kom til at tænke på min hverdag i det pædagogiske arbejde. Det er sjældent,vi holder en regulær pause, skønt vi har ret til 29 minutter, hvis det er muligt - og uden at forlade stedet. For tiden er der folk, der pønser på at fratage offentligt ansatte retten til at holde pause i arbejdstiden. Jeg ser for mig en fremtid, hvor jeg endelig kan få pause. Desværre må jeg så som mekanikerne sige : Jeg kan ikke hjælpe dig nu. Jeg har pause. Kom tilbage, når pausen er forbi.

Hvis pausen ikke kan holdes, bliver det jo til overarbejde, der skal afspadseres. Sikke regnskaber, vi kan komme ud for. 

Det er spændende, om det endelig kan lykkes at få reduceret arbejdet med mennesker til industriel produktion, hvor børnene på produktionslinjen kan sættes på pause eller blot overgå til en anden produktionsenhed i form af en voksen arbejder.

Så har vi da omsider nået den endegyldige pædagogiske pølsemaskine, hvor vi putter børn ind i den ene ende og ved hjælp af geniale pædagogiske instrumenter sikrer børnene udvikling på alle udviklingsområder og - voilá - ud af den anden ende kommer veltilpassede unge mennesker med tilstrækkelig dannelse til at leve i det industrisamfund, vi for længst er kommet forbi.

God frokost !

Fagre nye verden

Lejlighedsvis har jeg opholdt mig i et pædagogisk miljø, hvor børnenes adfærd var præget af, at de var i store vanskeligheder. Det har kunnet registreres ved stærke aggressioner, vold, heftigt temperament, stærk impulsstyring og manglende empati.

I sådan en verden er der brug for mange værktøjer. Det er vigtigt at finde veje til at løse konflikter, som ikke fører til fysisk magtanvendelse.

Her skal man ikke se bort fra afledning som en mulighed. Afledningen indebærer at man vender barnets opmærksomhed helt væk fra den konfliktfyldte situation. Det kan ske at man forsøger at overraske barnet med en indgriben som barnet ikke forventer - nogle kalder det "paradoksal intervention".

Jeg har filosoferet over nogle metoder, jeg har arbejdet med. Jeg har i nogle konflikter brugt min telefon som kamera til at registrere det, der foregår med barnet. Jeg har gjort det, så barnet var helt klar over det. Ikke noget med skjult kamera. I rigtig mange tilfælde har selve det at filme ændret barnets fokus. Barnet bliver bevidst om, at der filmes og får inde i hovedet en forestilling om, hvad der bliver optaget. Dette betyder, at der opstår en vis distancering fra selve begivenhederne. Barnet får derved en chance for en begyndende empatisk oplevelse.

Til tider har jeg kunnet gå videre med at interviewe barnet om konflikten og følelserne omkring den og optage på telefonen. Herved er vi kommet i en situation, hvor barnet kan føle sig respekteret og anerkendt og ikke mindst rummet med alle de følelser, der stadig blæses ud for fulde gardiner.

Næste trin har i bedste fald været at vise barnet raseriet og interviewet på telefonens display. Dette skaber mulighed for refleksion sammen med barnet - der åbnes for en verden af læreprocesser. Det gør noget ved os, når vi ser os selv udefra. Jeg har snart vænnet mig til at se og høre mig selv på video, selv om det er mærkeligt at se sig selv og høre sin egen stemme. Det er næsten, som om det er en fremmed. Sådan tror jeg også børnene oplever sig på film. 

Det er en fantastisk forandring af adfærd og muligheder, der er opstået med mobiltelefonerne. De fleste voksne har dem med sig hele tiden. Mobilerne udgør efterhånden et sandt kraftværk og festfyrværkeri af tekniske muligheder, som i parentes bemærket også kan udnyttes ved at lade børn arbejde med dem i undervisningen.

Når man taler om brugen af video, siger de fleste pædagoger straks noget i retning af Marte Meo. Der er mange, der har et overfladisk kendskab til metoden. Det gælder også mig selv.

Men som jeg har forstået Marte Meo handler det om, at man gennem videoobservationer udvælger de situationer, der går godt og nøjes med at tage udgangspunkt i dem for at skabe udviklingsprocesser i sociale relationer.

Det er jo noget helt andet, jeg har arbejdet med med min primitive spontane videoteknik. Men jeg har haft en del interessante resultater, trods udgangspunktet i den uredigerede virkelighed, som den opfanges af en i-phone. Men som i alt andet pædagogisk arbejde, er det vigtigt at forholde sig til de etiske dilemmaer, der ligger i brugen af værktøjerne.

Hvis vi også vender kameraet mod os selv, når vi er i konflikt, får vi en chance for at diskutere etik og faglighed på højt niveau. Hvis vi tør.

Jeg vil i et senere blog-indlæg tage fat på nogle af de etiske problemstillinger, der er i pædagogisk arbejde. Jeg ved ikke om det passer, men jeg har en fornemmelse af, at nytteetikken i pædagogfaget er kommet rimeligt meget i højsædet : Hvis det virker, er det OK !

Altid Disse Heftige Dage

Mit liv er et kaos
af udefrakommende begivenheder,
der driver mig frem.
Som en kugle i en pin-ball maskine
farer jeg rundt
mens klokkerne bimler.
Finder fred i et sort hul
indtil en ny spiller fodrer monsteret
med mønt.
Sender mig på nye
veje med piskesmæld
i bratte retningsskift.

Hylende toner sender
trommeskindet på arbejde
i ørernes krogede hulning.
Rædsel og skræk
finder vej til hjernens væv
af krøllede kamre.
Længslen efter søvnens
ensomme fred
overfalder mig smerteligt.
Raseriet overmander mig
heftigt i en brandert
af selvsving.

Stop, stop, stop!
Jeg vil, jeg kan, jeg skal!
Det er mit. Mit liv ! Mit liv!
Giv mig mit liv i hænde.
Skaf mig en vej
der fører mig frem
mod kraft og kontrol
i mit liv.
Fjern mine sansers
tyranniske trusler
som splintrende
stumper af vold.

Tidens trendy tand - the trendy tooth of time.

Jeg har tilføjet en lille feature på min blog. Eller hedder det en gadget ? Det er måske en app ? Det er i hvert fald en dims, der giver public service ny mening: En dims på websitet, der linker til googles server, hvor google translate oversætter bloggen til et utal af sprog. 

Vi stand-up-erere må snart stå sammen og gå i sit-down-strejke og bekæmpe den stærke anglificering af det danske sprog! Hvor er vi henne ? Det er snart ikke nødvendigt at bruge google-oversæt fra dansk til engelsk. Man skal snarere til at oversætte omvendt, så den danske tekst skal oversættes fra engelsk til dansk for at blive forståelig. Men, never mind, vi har brug for networking, mindmapping og fucking features i vores every day life, hvis vi skal vise at vi er spot on thumbs-up nice.

Men vi skal passe på : Et eksperiment med unge mennesker viser, at hvis man bruger engelske låneord, bliver man vurderet som yngre og mere interessant. Omvendt bliver man vurderet som mere begavet og mere pålidelig hvis man ikke bruger dem. Eksperimentet viste også at de unge vurderede ældre sprogbrugere som mere ubegavede når de brugte engelske låneord, netop fordi de brugte disse ord.  (Margrethe Heidemann Andersen: Fra ungdomssprog til Sprognævn. Om holdninger til brugen af engelske lån i dansk).

Måske er det blot en brainstorm i et glas vand. Det har altid været den ældre generations opgave at være konservative sprogrevsere, mens de unge er kreative fornyere. I den store grød er de fleste i virkeligheden nok passive forbrugere af det sprog, vi hører og opsuger nye ord stille og roligt, efterhånden som man fatter, hvad de betyder. Og efterhånden som de passer med de signaler, vi gerne vil sende om vores evige ungdom.

Men vi gamle motherfuckere har jo selvfølgelig lov til at udnytte vores magt. Vi sidder jo på opdragelsen, undervisningen, folketinget - you name it. Vi ved jo, hvordan det er lykkedes for generationerne før os at styre vores sprog. Det gik jo okie-dokie og ding-dong-dynamolygte med knæhøj karse og fede tider.

Men sikke en dims, man kan få til sin blog. Google oversæt. Hvis man også kunne få en google explain, ville det være perfekt, men man må jo nøjes.

Professionelt uforskammet ?

 Axel er meget vred. Han græder højt og sparker til en spand, så det flyver i øst og vest. Hanne, der er pædagog, går ned på hug og tager nænsomt Axel om skulderen. Med et professionelt næsten umærkeligt tag får hun drejet Axel, så han kommer helt ind og næsten sidder på hendes skød og bliver tæt favnet af hendes krop.

Axels gråd bliver lidt mindre, men han har svært ved at sige noget. Hanne prøver at spørge Axel, hvad der skete. Axel bliver vred igen og råber højt og græder. Han er helt tydeligt stadig i affekt og kan ikke kommunikere. Han spytter i retning af Jens. Hanne krammer Axel fast, men kærligt, så han bliver siddende.

Hans, der også er pædagog, kommer stille og roligt hen til Axel og Hanne.

- Hvad sker der Hanne ?

- Jeg tænker at Axel er vred nu, fordi Jens har taget hans skovl.

- Jeg tror, du har ret. Og så har han haft en morgen, hvor de havde meget travlt derhjemme. De sov for længe og skulle skynde sig ud af døren.

- Har han fået morgenmad ?

- Ja, det fik han, da han kom. Men hvad kan vi gøre for at hjælpe ham ?

- Jeg tror Axel gerne vil lege med Jens. Jeg tror også Jens gerne vil lege med Axel.

- Hvad siger du Axel? Vil du gerne lege med Jens ?

- Ja, men det er bare så irriterende, at han tar min skovl.

Sådan kunne man blive ved. Axel får det rart igen. Der kommer en god dialog med Jens, som egentlig gerne vil lege med Axel.

Axel er meget vred i situationen. Det kan være næsten umuligt at kommunikere med børn og andet godtfolk, når adrenalinen kører rundt. Der er ikke ører at høre med, øjne at se med og fra munden kommer ofte kun vredesudbrud, grimme ord og udtryk og gråd i sireneagtigt lydtryk.

For voksne kan den situation være virkelig stressende. Man bliver presset af barnets gråd. Barnets voldelige udtryksform får den voksne til at ønske kontrol med situationen. Stort set alt, hvad barnet foretager sig er ikke-OK i normal kommunikation og samvær. Følelserne er i den afdeling, der ofte er mere eller mindre forbudt og vold er en ikke-acceptabel kommunikationsform.

Der er stor risiko for, at den voksnes ønske om kontrol med Axel betyder, at hun må holde fast i Axel. Der er risiko for, at Axel ikke føler sig forstået, fordi de voksne reagerer på hans udtryksformer på en tydeligt negativ måde. Moraliserende f.eks. "Du ved godt, man ikke må slå!" eller identitetsskabende negativt. "Nu er det altså nok. Du må holde op med at slå. Det er tredje gang i dag og du gjorde det også i går!". Eller trusler. "Hvis du ikke holder op får du en time-out på bænken!"

Der er kort sagt stor risiko for, at den konflikt Axel oplever giver nye konflikter. Han vil ikke føle sig forstået. Hans handlemønster vil ikke udvikle sig i den retning, vi gerne vil have. Han udvider ikke sin forståelse af egne følelser og behov. Han udvikler ikke sin empati. 

Her vil jeg pege på den mulighed, der opstår i min lille historie. Hans og Hanne begynder en dialog med hinanden hen over hovedet på Axel. Dialogen er bevidst. De har sikkert prøvet det før, og de kender hinanden godt. I virkeligheden kan de komme langt videre omkring end her i mit lille eksempel.

Hans og Hanne prøver ikke at være respektløse og uforskammede. Normalt er det jo ikke socialt OK at tale hen over hovedet på andre mennesker. Det opfattes som et rimeligt groft brud på god tone. Den det går ud over kan føle sig overset, ydmyget og alt muligt andet i situationen. Det er ikke det, der er meningen for Hans og Hanne.

Deres dialog hen over hovedet får Axel til at lytte. Trykket på ham lettes, fordi han ikke bliver skældt ud eller på anden måde presset. Samtidig kommer der en distance til begivenhederne i og med, at dialogen mellem Hans og Hanne foregår i tredje person. Så du bliver til han. Hans og Hanne udtrykker sig på en måde, der viser at de kan forstå Axel. Han føler sig mødt og anerkendt, som det hedder på nudansk. Han bliver lidt nysgerrig på, hvad de siger. Teknikken minder lidt om supervision, hvor der ofte er et reflekterende team, der kan tale "hen over hovedet" på den, der superviseres. 

Nogle gange kan teknikken give barnet mere indsigt i  handlemuligheder og forståelsesrammer. Der tilbydes tolkninger.

Og så skal man ikke se bort fra, at de voksne, der har dialogen hen over hovedet på barnet også lærer noget i processen. Man tilbyder jo netop her hinanden tolkningsmuligheder og kan tale direkte om handlemuligheder. F.eks. "Tror du det vil være godt for Axel, hvis........?"

Teknikken kan udvikles og forfines. Jeg anbefaler den i situationer, hvor dialogen går i hårdknude. Hvor de voksne har brug for dialog om handlemuligheder. Men det kræver en høj etisk standard. Metoden kan blive manipulerende, undertrykkende, ydmygende osv. hvis man ikke møder barnet med det udgangspunkt, at han gerne vil løse problemer og at han gør sit bedste. Han gør, hvad han har lært. Han gør, hvad han kan. Gennem "hen-over-hovedet-dialogen" kan vi tilbyde nye handlemuligheder eller skabe hul igennem, så barnet selv kan være med til at formulere løsningsforslag.

Så ind imellem er det OK at være uforskammet og tale hen over hovedet. Når bare det er professionelt og etisk velovervejet.

Sikke en lort !

Der blev kaldt fra toilettet. Både blinklys og en rytmisk summelyd viste, at der var brug for hjælp. Og hvor det var. En ung mand var på toilettet. Handicappet. Spastisk lammet. Normalt i kørestol, men nu hjulpet op på toiletbrættet, hvorfra han havde, som det hedder, forrettet sin nødtørft.

Hjælperen kom stille og roligt gående hen mod toilettet. Han tog sig god tid. Han var godt klar over, hvad der skulle ske. Han havde jo selv hjulpet Lenny på toilettet. Med drejeskive Lenny kunne støtte på, så han kunne drejes rundt. Lenny holdt armene rundt om halsen på hjælperen, der trak bukserne ned på ham inden Lenny blev placeret på brættet. Nu skulle han tilbage i stolen, men forinden havde han brug for hjælp til at tørre sig og blive vasket lidt. Få trukket tøjet på plads og knappet. Vaske hænder.

Hjælperen åbnede døren og gik ind. I løbet af et splitsekund kom udbruddet.

-Fy for pokker, hvor her stinker ! Tonefaldet var ikke til at tage fejl af. Foragt. Nedladenhed. Grimasser, der antydede, hvor fælt det var. En manér med heftig march gennem badeværelset hen for at åbne vinduet mere end antydede, at lugten var ualmindelig fæl og kun kunne opfattes som et direkte attentat mod hjælperen.

Lenny sagde ingenting. Ydmyg. Ydmyget. Resigneret ?

Oplevelser i et supermarked

 Det kan være hyggeligt at købe ind. Jeg opsøger som regel et mindre discountsupermarked og springer de store centre over. De store butikker giver mig altid en snert af Svantepanik.

"Selv i en ganske almindelig butik
rammes jeg ofte af skræk og panik
Men når jeg går ind i et stormagasin
kræver det mer' end min selvdisciplin" 

Men som sagt, det kan være hyggeligt at købe ind. Jeg har en hemmelig glæde ved at gå og kigge på varerne. Planlægge madlavningen. De der borde med tilbudsvarer har også en sær tiltrækningskraft. Der ligger mange ting, man kunne få brug for, og hvor er de billige, og gode tilbud er der nok af. Jeg tror, der ligger et stort besparelsespotentiale for vores husholdning. Men det er altså hyggeligt at kigge på.

Og så de andre mennesker. Ind imellem folk man kender og en lille sludder. Ind i mellem veksler man ord med totalt fremmede. Oftest studerer man folks kurve og vogne for at se, om der er et godt tilbud, man er gået glip af, eller om der er en, der spiser usundt, så man kan forstå skabelsen af den voluminøse krop, man møder. Eller afspejler øjnene og ansigtet kombineret med indkøbsvognen, at der er en potentiel alkoholiker på indkøb? 3 flasker billig æblepullimut, en pakke rugbrød og en leverposteg.

I supermarkedet er de sociale spilleregler sådan, at man ikke taler sammen. Normalt. Man kigger ikke for meget på hinanden. Man blander sig ikke i de andres indkøb. Eller i det de taler med hinanden om, hvis de er flere.

Folk, der kender mig ved, jeg er pædagog. Men ellers tror jeg ikke, man kan se det på mig. Måske andre pædagoger kan se det ? Jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg kan se på folk, at de arbejder med menneskelig relationer. Vi, der gør det, har en særlig måde at scanne vores omgivelser på. En særlig måde at registrere store mængder data og vælge med omhu, hvilke stimuli vi skal respondere på. Der opstår let og hurtigt med et blik en særlig kontakt til et barn. Måske møder den ensomme sit første smil på denne dag eller i denne uge. 

Jeg faldt en dag i snak med en lettere forhutlet fyr. Hvad vi snakkede om, har jeg glemt. Hvad jeg ikke glemmer er hans afskedssalut : Tak, fordi du ville snakke med mig. Du er den første, jeg har snakket med i over 3 måneder.

Alle kender den hjerteskærende lyd af et barn, der græder, så det høres i hele butikken. Tit ser man et lille barn siddende i indkøbsvognen med ønsker om at røre ved alt, smage på alt og først og fremmest have kontakt til mor eller far eller begge. Og så lige i ulvetimen, hvor alt skal gå stærkt, alle er trætte, alle er sultne, alle vil hjem. Der er ikke lang vej til misstemning hos den eller de voksne. Tonen skærpes. Et nej bliver utilsigtet skarpt. Fokus er på opgaven at få købt ind i en fart. Barnet føler sig overset. Barnet vil have opmærksomhed. Mad. Omsorg. Nærvær.

Barnet græder.

Her træder pædagogen ofte til. Vi er jo ikke på arbejde. Vi forstår de sociale spilleregler med ikke at blande os. Men giv os chancen for at få øjenkontakt med den lille, der sidder i indkøbsvognen. Fastholdelse af øjenkontakt. Et lille, næsten umærkeligt smil sendt i barnets retning. Barnet stopper gråden, smiler. Rokker måske lidt og spjætter med benene. Så længe kontakten er der, græder barnet ikke. Nogle gange er det lige det, der skal til for at få barnet ud af sin selvsvingsagtige måde at give udtryk for følelser og behov. Nogle gange vender far og mor tilbage til vognen med nærkontakt, smil og omsorg. Nogle gange fortsætter gråden kort efter.

Det er svært ikke at lave pædagogisk analyse i sin fritid. Overalt, hvor man kommer. Familiefester og andet samvær er et kapitel for sig, så det vil jeg ikke skrive om. I hvert fald ikke nu.

Men det at være pædagog er en livsstil. Man har altid værktøjet med sig. Og somme tider åbner vi værktøjskassen en lille smule, som gartneren, der ikke kan lade være med at bukke sig ned og fjerne et stykke ukrudt, mens han står inde i naboens have og snakker med ham.

Eller som vores datter, der er nået et langt stykke i uddannelsen til konditor. Jeg havde købt en stjernedyr othellolagkage, da hun kom på besøg. Hun kastede et kritisk blik på den og sagde :

Det er godt nok noget sjusk !

Men lad der ikke gå kage i det.

Med det hele, tak!

Egentlig er det så indlysende. Simpelt. Naturligt. Selvfølgeligt.

Sådan er der nogen ting i det pædagogiske arbejde. Den her detalje kom jeg til at tænke på forleden:

HELE PROCESSER !

Jeg havde næsten glemt, at det var noget, jeg var meget optaget af engang. Det var noget jeg lærte udenad, når jeg skulle tænke på planlægning af mit arbejde. Jeg så det som det ypperste indenfor pædagogisk arbejde, hvis det kunne lykkes, at arbejde med hele processer. Det gør jeg stadig, men min bevidsthed omkring det har været erstattet af daglig rutine uden refleksion over lige nøjagtig dette tema.

Sådan er det jo nok ofte. Man reflekterer over bestemte temaer i perioder. Ind imellem bliver de mindre interessante efter en periode, og ind imellem bliver de ligesom optaget i ens krop og hjerne og bliver en integreret del af ens pædagogiske identitet. Og så bliver det ligesom at cykle - det er ikke noget, man tænker over.

Men nu fik jeg det ind på lystavlen igen. Jeg tror det skete, fordi jeg skal på lejrtur med nogle børn. Sådan noget skal planlægges. Og det er som regel noget voksne holder møder om. Så skriver man et brev til forældrene om, hvad der skal foregå. Man holder måske et forældremøde. Og man informerer børnene. Og børnene spørger : Hvor skal vi sove? Hvad skal vi have at spise? Må vi have legetøj med? Penge? Nintendo? Mobiltelefon?

Det var nok der, jeg kom til at tænke på de hele processer igen. Jeg må vist hellere forklare, hvad jeg mener med de der "hele processer". 

En hel proces indeholder for mig følgende faser :

1. Idéfasen

2. Planlægningsfasen

3. Udførelsesfasen

4. Evalueringsfasen i forhold til både proces og produkt.

Ofte er børn blot statister i det liv som andre planlægger for dem. Ofte er der ikke helhed og rød tråd i det liv, de lever. Ofte er børn ikke medskaber af kultur og værdier i det fællesskab de tvinges til at indgå i.

Jeg tror på, at det er betydningsfuldt for alle mennesker til alle tider at være med til at styre de processer man indgår i. Det er, når man er med i hele processer, man kan nå til de største højder indenfor det, som Maslow kaldte selvrealisering. Disse særlige processer, hvor man næsten kan se bort fra de helt elementære behov. Det er lige før, man glemmer at spise og drikke. Tid giver ikke mening på sædvanlig vis. Man er opslugt. Væk fra verden. Somme tider i samspil med andre i utroligt komplicerede sociale processer med en ophøjet til tider næsten ordløs kommunikation.

Så store højder når vi nok ikke på vores tur. Men vi vil prøve at lade være med at planlægge alt for meget, inden vi tager af sted. Det bliver interessant at undlade planlægning af maden. Vi vil i stedet hver dag tage ud at købe ind med en lille gruppe børn, som skal står for hele processen med ide, indkøb, planlægning af madlavningen, deltagelse i madlavningen og evaluering af proces og produkt.

Og det minder mig om et andet næsten glemt begreb : Det fælles tredje.

Når jeg tænker efter var det vist egentlig Michael Husen, der fandt på begrebet, og jeg tror også det var ham, der udarbejdede en god kritisk analyse af  de processer børn indgår i rundt omkring i det danske institutionsmiljø. Jo, efter en tur på google: Bogen hedder "Socialpædagogik og arbejdsprocesser" og kan stadig anbefales. Forfatteren vil nok undskylde mig et direkte citat, når nu jeg gør så god reklame. Så værs'god . Mod sædvane på denne blog serveres ord, der ikke er mine egne :

Citat s. 31-33: "Den mest konstruktive form for erfaring finder sted, når barnet og den voksne (eller børnene og de voksne) i fællesskab udfører en arbejdsproces omkring et mål, de er fælles om, og som ikke vedrører deres indbyrdes relationer. [...] Når man arbejder godt sammen og er opslugt af sagen, dvs. koncentrerer sig om bedst muligt at løse den opgave, man er fælles om, viser det sig ofte, at de personlige relationer, som ellers kan være problematiske, falder på plads af sig selv. [...] Hvis man kunne inddrage forældrene omkring nogle fælles arbejdsprocesser, der ikke direkte har med opdragelse af børnene eller omsorgen for dem at gøre men netop er noget "fælles tredje", kan der måske vise sig nogle hidtil uopdagede ressourcer, hvorigennem man så at sige ad bagvejen kan genskabe en respekt for hinanden."

Bon appetit !

Det er fandme uhygggeligt du !

En ganske almindelig hverdag i en ganske almindelig dansk mellemstor folkeskole i provinsen. Aften. Setuppet er typisk : midt i klassen to skoleborde. 5 stole omkring. Fyrfadslys og småkager. Engangskrus og kaffe. På den ene side af bordet sidder to modne kvinder med notater. De smiler meget. På den anden side af bordet står 3 stole klemt sammen. I midten sidder et barn. Ca 6 år. Lyshåret, langhåret, glad smilende, for hun får meget ros af de to modne. Ved siden af barnet sidder 2 voksne. En kvinde og en mand. Noget hippie at se til, men det var den tid og det er det jo nu igen.

Det var en konsultation. Det lyder som at være ved lægen og skal måske opfattes lidt på samme måde. Man kommer og spørger eksperten til råds og lytter andægtigt, får en recept og går igen, mens man med håndtryk og tak næsten ydmygt bukkende trækker sig ud af lægens, hvad det nu hedder. Jeg kender venteværelset, men hvad hedder lægens rum ? Hedder det konsultationen ?

Nå, men de to modne roste den unge pige på 6 år. Hun var imponerende dygtig. Den dygtigste i hele klassen. Ja, den ene mente, at den unge blondine havde statsministerpotentiale. Der var dog en ting, som kunne risikere at stå i vejen for karrieren. Sproget. Ikke fordi hun ikke kunne tale, snakke, formulere sig. Tvært imod. Næh, det var tonen.

Hvad mener du ? spurgte hippiemor venligt med et oprigtigt ønske om at høre eksperternes dom og klar til at høre strafudmålingen med det samme.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, lød det hændervridende fra den ene modne ekspert. Men hun bander simpelt hen frygtelig meget.

Forældrene havde ansigterne i de rette folder. Nikkede. Lyttede.  Beklager, men der er nogle, der venter. De 10 minutter er gået.  Vi skal nok tale med hende derhjemme, ja tak for nu, vi snakkes ved, det var hyggeligt, og undskyld, hvis vi snakkede for meget.

Da de kom hjem satte familien sig omkring køkkenbordet. The, ostemad og en kiks. Evaluering af konsultationen. Tænk engang : Den bedste i klassen! Statsminister!

- Men hvorfor fanden bander du så'n? Det lyder jo kraftedme ad helved til!  spurgte far.

Så blev vi så kloge.

Og kiks, the og ostemad spruttede ud over bordet. Fnis og latter blandede sig med den bittersøde smag af selverkendelse og bristede karrieredrømme om et job som regeringschef i et mindre kongerige.

Uskyld på vrangen.

Den var med håndsving. En Renault sådan ungefâhr 1950. Et underligt sammenklemt ansigt fortil  med runde former. Bagtil en firkantet kasse.

Overraskelsen var stor. Den stod ude på gaden og min far hentede stolt og glad min mor for at præsentere vidunderet. Indtil da havde vi klaret os med cykel og gåben. Faktisk var det de færreste, der havde bil. 

Min fars ansigt var ikke til at tage fejl af : han var stolt, glad og mere mand end han nogensinde før havde været.

Lige så letaflæseligt var min mors ansigtsudtryk : En skepsis - kan det virkelig passe? - har du købt den? Næsten rædsel malet i mundvigene, der trak nedad, mens øjnene flakkede fra bilen til far til mig og tilbage igen.

Min far var fra den tid, hvor rigtige mænd besluttede den slags ting uden at spørge konen først. Lige den dag fornemmede jeg dog, at den æra var stærkt på retur.

Jeg var 4 år gammel. En skøn alder, hvor livet ligger fremme foran, uden at man tænker så nøje over det. Hver dag havde nok i sin glæde. Der var dog af og til grus i maskineriet.

Jeg elskede min far på den måde, at jeg gerne ville gøre ham glad.

En dag besluttede jeg, at det bedste, jeg kunne gøre var at tage den tube creme, jeg havde fundet og pudse vinduerne i fars bil, mens han var på arbejde. Cyklen var af økonomiske grunde stadig det foretrukne transportmiddel. Jeg tilbragte min dag hjemme hos mor, som havde travlt med mange ting. Det var før køleskab, vaskemaskine og varmt vand direkte fra vandhanen. Stofbleerne var til gengæld opfundet. Dem brugte min lillebror vist en del af. Indkøb var ved den nærliggende købmand eller nede hos Marie, som jeg troede det hed. Det var mejeriet. Vi boede på dette tidspunkt i et villakvarter i Tårnby på Amager.

Jeg ville altså pudse vinduer. Jeg begyndte at smøre. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kunne gøre mig den forestilling, at det virkede. Jeg har altid eksperimenteret meget. Dette var nok bare endnu et i rækken. Men noget gik galt. Jeg fik fordelt en klæbrig hvid masse ud over et par af ruderne. De blev totalt uigennemsigtige. Panikken bredte sig i takt med at jeg smurte løs. Selv om min far var en dejlig far, syntes jeg dengang, at han havde en del at lære omkring tilgivelse. Der stod jeg og ønskede mig at gøre min far glad. Der stod jeg og kiggede på totalt fedtede bilruder. Der stod jeg og skuede ind i en fremtid, hvor min fars glæde og ros forvandledes til tunge muggengrønne fråderier.

Jeg besluttede mig for at kombinere mellem at spille død og flygte. Jeg fik skaffet alle remedier af vejen i naboens skraldespand. Det lykkedes mig at komme ind og undgå mors skarpe blik på mine fedtede hænder. Jeg tog mine hænder med mig ind på toilettet, hvor der trods alt var både træk-og-slip og en vask med koldt vand og en stump håndsæbe, som lå på kanten af vaskekummen. Jeg fik vasket stadset af og kunne gå ud og lege videre.

Da far kom hjem havde han travlt. Han var nødt til at tage bilen og køre af sted, sagde han. Jeg blev muligvis lidt bleg, men gik sammen med mor, der havde lillebror på armen ud for at vinke farvel til far.

Min fars chok var tydeligt. Han havde til tider svært ved at skjule sine følelser. Jeg havde allerede på det tidspunkt lært nogle copingteknikker, der virkede. Jeg var cool. Da jeg så hans vrede, sagde jeg uskyldigt : Hvad er der?

Og vi kiggede alle på den formastelige udåd, denne sabotage mod den travle familiefar, dette oprørende produkt af moderne tiders ungdom. For det var jo netop det det var. Jeg fik hurtigt antydet lidt om, at det var dumt af de drenge, der havde gjort det. Selv havde jeg uskyldens troskyldige ansigtsudtryk og store medfølende øjne, og forargelsen lød uforfalsket i de lyde, der kom ud af min mund.

Jeg var lidt forbavset over min fars kompetence i retning af fjernelse af creme fra bilruder. Det gik stærkt at få det væk.

Jeg har aldrig fortalt mine forældre, at det var mig der gjorde det.

Tænk som skyld og skam kan blive hængende - det er jo immervæk 50 år siden. Og tænk som jeg var i stand til at lyve. Og sende skylden videre til andre. Al min gode vilje til at skabe glæde vendte sig rundt til løgn, til grundløse beskyldninger mod samfundets bærme. Min godhed forvandledes til ondskab. For sådan var min verden dengang. Lidt mere sort-hvid end nu. 

Og sådan blev en gammel Renault med håndsving en af brikkerne i den proces, der handler om at miste sin uskyld.

Og måske er der børn derude, som mister en del af deres uskyld i dette øjeblik.

Det dramatiske legehus

Bedst som man står der på legepladsen bryder helvede løs. Alt har åndet fred og idyl. Hænderne er blevet lunet i det småkolde vintervejr af en kop kaffe, som dufter overraskende godt i betragtning af, at det er arbejdskaffe. Her stod man lige og hyggede sig med en kollegasnak. Og så sker det. 

Jeg må kaste mig ind i kampen og skille nogle drenge ad. 3 af dem leger i legehuset. Nr 4 vil gerne være med og bruger sin fysik til at overbevise de andre 3 om sin ret til at deltage i legen. 

Jeg starter anerkendende, forsøger at få mine ord til at trænge gennem adrenalinpanseret, jeg prøver både plan A, plan B og plan C. Jeg ender med at måtte erkende min afmagt. I den situation kan jeg til tider mærke irritation og vrede ulme og boble inde i mig som et vulkanudbrud under snarlig opsejling.

Det er ikke sundt for blodtrykket og udsigten til et langt og lykkeligt liv indskrænkes brutalt. Så jeg endte med at råbe højt. Det fik trods alt børnene til at opdage min tilstedeværelse. Heldigvis var min vrede og irritation blevet indfanget i en slags pædagogisk filter, som er blevet implanteret i min hjerne . Her blev hele den følelsesmæssige sump omsat til pædagogisk handling. Jeg vidste i løbet af et splitsekund, hvordan jeg kunne håndtere situationen. Jeg er så heldig, at jeg har fået opbygget en relation til børnene, der betyder, at de gerne vil komme, når jeg beder dem om det.

Jeg fik simpelt hen samlet hele børnegruppen på vores terrasse, hvor der står et bord-bænkesæt. Her var der plads til alle- heldigvis.

Så er det jo skønt at have kolleger, som går med på ideerne. Sådan nogen, der ikke har brug for at diskutere, planlægge og være skeptiske og kritiske i nuet. Sådan nogen, der hurtigt, intuitivt og næsten ordløst forstår, hvad man vil !

Vi kastede os simpelt hen ud i et drama, hvor jeg ville ind i et hus og lege med min kollega. Jeg tror nok jeg opførte mig både voldeligt, dumt, barnligt, højrøstet. Børnene morede sig kongeligt. Min kollega modstod presset og ville ikke lade mig komme ind. På dette tidspunkt stoppede jeg spillet og indbød børnene til at overtage min rolle. På skift var der flere, der prøvede at gennemspille dramaet og byde ind med andre handleforslag. Der var flere gode, syntes de. Man kunne gå væk fra legehuset og finde på noget andet. Man kunne lege i sandkassen. Eller man kunne f.eks. spørge nogle andre, om de ville lege.

Til sidst spurgte jeg, om de var klar til at lege videre inde i legehuset. Nej, det var de ikke. Nu havde de jo fundet på en masse andre gode lege. Og så fløj de af sted. I løbet af kort tid var alle spredt for alle vinde. Og inden længe var de 3 drenge i færd med at lege med nummer 4, som havde fået en fin funktion i legen, som den der hentede gode materialer til legen inde i huset.

Det er selvfølgelig ikke første gang, jeg bruger drama som redskab til konfliktløsning.

Jeg synes, det er et helt formidabelt redskab. Her tilgodeser man muligheden for at udtrykke sig på en betydeligt mindre verbaliserende måde. Mange børn - og ikke mindst drenge - kan have svært ved at kommunikere på den stærkt verbaliserede måde som vi middelklassebedsteborgere angriber verden med.

Derfor holder jeg af tegninger.

Derfor holder jeg af musik.

Derfor holder jeg af drama.

Men først og fremmest holder jeg af Spontan Intuitiv Pædagogisk Problemløsningskompetence. Jeg ved ikke, hvad det hedder på fagsprog, men det må da findes. Vi kan jo for sjovt kalde det SIPP.

Jeg er sikker på at der findes et væld af metoder, som kan beskrives inden for SIPP. Det ville glæde mig meget at høre andres oplevelser og erfaringer med SIPP. Måske kan det ligefrem blive godt at være SIPPET.

Det gode ved dramaformen er også, at der opstår en distance til selve konflikten og selve dramaseancen bliver ofte præget af smil og latter - også når emnerne er sprængfarlige. Samtidig med, at der er distance til konflikten eller dilemmaet opstår der et nærvær mellem deltagerne. Og sidst men ikke mindst opstår der en fælles referenceramme, som er meget nem at bruge, hvis man senere får et påtrængende pædagogisk behov.

Hele det dersens med drama startede for mit vedkommende for 30 år siden eller cirka deromkring, da jeg var optaget af at læse om Paulo Freire og Augusto Boal.

Paulo Freire arbejdede med frigørende pædagogik i Sydamerika. Hans tanker og ideer har haft stor indflydelse i opgøret med den sorte skole. Han talte om "sparekassepædagogik" og brugte udtrykket kritisk om den undervisningsform, der går ud på blot at fylde på de tomme flasker, eller skrive på de tomme tavler. Den kloge, vidende og magtfulde lærer docerer, mens eleverne tager imod med mere eller mindre åbenlys ærefrygt. 

Paulo Freire forestillede sig at læreren kunne arbejde med en mere dialogisk undervisning, hvor eleverne i højere grad selv kunne skabe erkendelse og erfaring. Uden at læreren dog var overflødig. 

Paulo Freire er ophavsmand til mange moderne ideer f.eks. inden for familierådslagning, hvor man forestiller sig, at alle mennesker har ressourcer og at alle mennesker gennem involvering og selvbestemmelse kan udvikle handlekompetence i eget liv.

Augusto Boal arbejdede med drama og var ophavsmand til FORUMTEATER.

Forumteater giver mulighed for at udforske og konkretisere konkrete konflikter, dilemmaer eller andre problematiske situationer. Man kan visualisere problemstillinger og få nye ideer til løsning af dagligdags problemstillinger. Metoden minder meget om det  stykke legehusdrama jeg præsterede. Dog er det som oftest mere planlagt og velovervejet - lidt mindre SIPPET.

Men kors, hvor er forumteaterideen god til at fremhæve alle deltageres kompetencer og omsætte tavs viden til konkret visualiseret handling. Medindflydelse, deltagerstyring, anerkendende relationer får ny mening.

Jeg kan kun anbefale andre at læse mere om Freire og Boal. Jeg tror stadig de gamle nisser har noget at gi af.

Og sikke muligheder det dramatiske legehus giver for at vi voksne kan lære noget noget. Af børnene. For pludselig skal vi ikke som konfliktløsere sidde med facitlisten og formidle den, men i stedet indgå i en mere ligeværdig dialog, hvor alles indsats har stor værdi.

voodoo for begyndere.

Der var efterhånden gået flere dage. På skift så de to drenge noget mugne og knotne ud. Ingen ville give sig. Hvad det startede med, kunne ingen huske. Alligevel var det alvor. Ingen kunne finde en åbning. Udtrykket "at bære nag" fik nye dimensioner, bortset fra at man normalt husker, hvad man bærer nag over. 

"Det var, fordi han solgte mig en halt ged med yverbetændelse i august måned 1977."

Normalt er der ingen, der bærer nag. Officielt. At bære nag er lige så forbudt, som ikke at sætte sit lys under en skæppe.

De to drenges konflikt sad i dem efterhånden nærmest indgroet i deres kroppe. Som en uforklarlig smerte, der savner sin diagnose. De holdt sig på afstand af hinanden, det var næsten ikke muligt at sidde omkring samme bord.

En dag udenfor. Solskin. Bål. Pande på bål. 

Den ene dreng leger han er på en fjern planet. Blomsterne er hans børn. Det var forår og særligt mælkebøtterne glimrede ved deres massive tilstedeværelse. Der var et overvældende massivt antal børn. Og i denne verden går han jublende rundt og ser glad og lykkelig ud.

Med lidt afstand til denne dreng og hans fjerne planet med de mange børn går den anden rundt. Skumlende. Ansigtet trukket sammen i særlige udtryksfulde folder. Han begynder at plukke blomster. Lige så stille tager han den ene blomst efter den anden, lægger dem på panden og betragter med et lille smil blomsterne, der krøller sig sammen, bliver brune og efterhånden udsender små røgsignaler, der fortæller om deres dødskamp.

Mens jeg betragtede ham kom jeg i tanke om en novelle, jeg læste i min tidlige ungdom. Måske var det Knud Holst ?

I hvert fald var det en ekstremt levende beskrivelse af, hvordan nogle pølser blev stegt på en pande. Hvordan de spruttede og fedtet sprang. Og ind i historien blev flettet tanker om svigermor og forestillingen om, at det var svigermor, der lå der på panden. Ekstemt levende. Makabert, ja. Men som fortællingen skred frem forståeligt.

Gad vide, hvilke tanker, der gik igennem drengens hoved, mens han betragtede blomsterne ?

Jeg mindes min egen pubertet, der kortvarigt blussede heftigt op med et temperament, som jeg ikke håber vender tilbage nogensinde. Min vrede over mine forældres tåbeligheder kunne få det til at sortne for mine øjne. Jeg husker kolossale brag fra døre, der knaldede voldsomt i mod dørkarmen uden hensynsfuld trykken på håndtag. Bygningsdelenes kvalitet har været på højt niveau.

Trampende af vrede marcherede jeg ud i det nærliggende naturområde ned mod åen, hvor tidsler, bynke og andre fjender af min lykke opholdt sig. Hvilken fryd og glæde at meje disse lede individer ned med en kæp. Blomsterhoveder, der fløj metervis af sted. Stængler, der bøjede sig i afmagt. Tennisbanestorestore arealer lagt ned. Hele tiden tænkte jeg på mine forældre.

Efter et stykke tid faldt energien, adrenalinen fordampede og jeg var klar til at genoptage kampen med den virkelige verdens monstre.

Vi bliver alle vrede. Eller sure. Eller bærer nag. Det må være OK.

Problemet er hvordan vi håndterer vreden. Hvordan kommer vi af med den på en legal måde. Det er yderst svært at kommunikere, hvis man er opfyldt af adrenalinrus. Det er yderst svært at kommunikere, hvis man er blevet ydmyget. Især hvis man ikke har kontakt med krænkeren.

Jeg mødte på et tidspunkt en hypnoterapeut, der anbefalede, at man skulle tænke på dem, man havde haft det svært med, hver gang man var på toilettet, indtil man havde ”alt lortet ude af kroppen”.

Verden er mangfoldig. Godt jeg fik lov til at tæve løs på uskyldige planter. Og godt jeg får lov at træde af på naturens vegne i fred og ro.

Og drengen smilede sit lille smil uforstyrret.

Jeg er glad for, du ikke har solbriller på.

Jeg er glad for, du ikke har solbriller på, sagde han til mig.
Det var en skøn dag. En af de første rigtige forårsdage, hvor man næsten tror, det er sommer. Vi sad udenfor og var ved at lave mad på vores bålkomfur. De fleste af de andre drenge løb og legede rundt omkring os. Der var vel 7 af dem. Mellem 7 og 10 år gamle.

Skøn stemning. Forskellige lege. Lidt slåskamp for sjovt. Boldspil. Klatrestativet.
Drengene havde fungeret dårligt, der hvor de kom fra. Vrede, vold, aggression, flugt, dårlig forståelse af egne følelser og behov, you name it.

Mærkeligt at sidde og slappe af på den måde og observere disse uønskede børn.

"Jeg er glad for, du ikke har solbriller på", sagde han.
Min kollega sad ved siden af os på bænken. Han havde solbriller på. Han kan ikke tåle det pragtfulde sommerlys her i pollensæsonen.
Vi kom til at tale om drengens kompetence. At være en dreng, som er defineret som et barn i vanskeligheder, som et barn, der fungerer dårligt og så kunne formulere sig sådan. Positivt.
Han kunne også have sagt : Jeg kan ikke lide, når du har solbriller på. Det ville i sig selv være fantastisk. Men tænk en gang at kunne vende den rundt og finde og skabe den formulering. Jeg er glad for, du ikke har solbriller på.