solen, der blev glad.

Jeg husker en stund, som deltager i børns liv.

I dag skal vi tegne. I dag skal vi tegne med tæerne. Af med sko og strømper. Her er papir. Her er en blyant. Ind imellem tæerne. I skal tegne en sol. Værsgo og prøv. Ja det er svært!

Lyde af sammenbrud fra en af drengene fylder rummet. 9 års livserfaring har ikke bragt hans motorik til at beherske sådan en opgave. Følelsesmæssigt reagerer han som en treårig. Han går grædende væk. Jeg kan ingenting. Jeg dur ikke til noget. Jeg kan aldrig lære det.

Må jeg ikke nok tegne med hænderne lyder det fra drengen efter jeg har foretaget adskillige håbløse og umulige forsøg på trøst, kommunikation og konstruktiv tilgang til højnelse af hans selvtillid og selvværd i situationen.

OK, selvfølgelig må du det.

Han sætter sig ved et bord. Tegner en cirkel på papiret. Fortsætter med at tegne to små cirkler lidt oppe på papiret inde i den store cirkel placeret symmetrisk. I den nederste halvdel af cirklen tegner han en bue. Midten af buen peger opad. Fra hver af de to små cirkler tegner han endnu mindre cirkler i en række ned mod buen.

Solen er så ked af det, siger drengen. Vil du ikke nok hjælpe mig ?

- Hvad skal jeg gøre ?

Du skal tegne munden glad og viske tårerne ud !!!!!!Ellers bliver jeg aldrig glad.

Jeg viskede ud. Jeg tegnede munden glad.

Drengen gik ud til frikvarter.
Glad.

Jeg fik lyst til at sætte mig ind i tegneterapi og lignende......