Profetens problematiske hjemmebane

En profet bliver ikke vel modtaget i sit eget land. Det fremgår af Johannesevangeliet. Men også af Ibsens Peer Gynt :

.........Profeten er kommen!          
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldrig fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
         profeten, profeten er kommen!........

 .......Jeg har læst på tryk-og satsen er sand-
"ingen blir profet i eget land".-......

Det kan man så tænke lidt over. Jeg tænker. Jeg har tænkt.

Hvis man skal se op til andre mennesker og tro, de har noget særligt at give fra sig, at de besidder en særlig viden, erfaring eller klogskab, er det bedst ikke at kende dem. I hvert fald ikke alt for godt. Hvis vi kender for meget til de menneskelige svagheder eller den daglige praksis hos profeten eller foredragsholderen eller kollegaen, er der en tendens til at vi lytter til og forholder os til personens ord med et vist filter. Filteret er farvet, så det kan være svært at høre det gode og kloge i ordene, der forlader personens mund. Det er i virkeligheden dybt tragisk, hvis det er sandt. Så kan man jo blive nødt til at gå over åen efter vand. Og det bliver svært at udvikle sig i et fællesskab, fordi man bliver mere optaget af at vurdere samarbejdspartnerens overensstemmelse mellem teori og  hans moralske og etiske habitus sat op imod den faktiske praksis, som jeg tror, den er.

Forholdet mellem forældre og børn kan til tider minde om et venne- eller venindeforhold. Mine fordomme siger mig, at der især blandt mødre og døtre til tider opstår et sådant intimt forhold, hvor mor fortæller alt. Svagheder. Følelser. Fejltrin. Oplevelser af enhver art. Om kærlighed - især hvis mor er blevet alene og er på jagt efter den nye eneste ene.....

Sådan en relation kan have sine styrker. Men også svagheder. jeg tror der er mange børn, der har svært ved at bruge deres egne forældre som fortrolige og rådgivere - netop fordi de har været for tætte. De går hellere til andre voksne, som de ikke har den samme relation til. Nogle har med undren lyttet til, hvilken fantastisk mor eller far de har. I hvert fald i følge andre børn/unge. 

Men nu håber jeg ikke, jeg kommer for tæt på og udstiller mine svagheder og mangler for meget. Så risikerer jeg bare, at der ikke bliver lyttet til, hvad jeg mener.

Du er for sindsyg!

Super super super super super super super.

Superfedt. Supercool. Supersejt. Superdejligt.

Supermand. SuperMario. Superbrugsen. Superbenzin.

Der er supermange ord med super.

Og for tiden er "super" et af disse in-udtryk, som bliver brugt hele tiden. Måske er det kun der, hvor jeg opholder mig. Jeg hører, det bliver brugt som en hurtig rosende kommentar. 

Jeg har skrevet en tekst. Super.

Jeg har købt ind til i morgen. Super.

Og som ros til børn hedder det ind i mellem : Det er bare super. Her må "bare" vist betyde "udelukkende" eller aldeles.

Ordet super bliver på to måder brugt som forstærkning.

1. Som indlæringspsykologisk begreb. Her bruges ordet som belønning eller forstærker i forbindelse med stimulus i håb om at forbedre responsen i den retning man ønsker.

2. Som sproglig forstærkning.Det kan bruges både alene og som præfiks. Det kommer af latin og betyder egentlig over, så noget supergodt er mere end godt eller overgodt. Ligesom superfedt og overfedt. På græsk hedder det hyper. Det bruges på samme måde, men der er vist forskel på at være superaktiv og hyperaktiv? Overaktiv er vist noget helt tredje.

Vores sprog er fuldt af udtryk, som angiver hvilken klasse vi kommer fra, selvom klassekampen er aflyst. Samtidig er der mange udtryk, som man kan kalde generationssprog. Det er vist superklogt at undgå at være alt for ung med de unge ved at bruge de unges udtryk. Jeg går i hvert fald ikke og synes noget er nice. Det lyder megaklamt i mine ører. Det er bedre at finde et herrelækkert udtryk, som ikke er alt for skide fucking nederen. Sidste ord har en særlig utilsigtet komisk effekt på fynsk, hvor det udtales "negeren". I min generation er noget rigtig, rigtig godt eller virkelig godt. Måske er det enormt godt eller smaddergodt, hvis det altså ikke lige er møgirriterende. Det lyder bare så gammeldags. Det er bare totalt outdated. Den slags udtryk er det ikke fedt at bruge. De er bare totalt yt. 

Men jeg kan blive stjernetosset, når jeg hører udtryk som, du er for sindssyg. Det er ikke topdollar.

Problemet med at bruge det samme udtryk igen og igen er, at det efterhånden mister værdi. Eller måske kommer til at betyde det modsatte. Efterhånden er det vist blevet sådan, at når noget er meget godt, er det ikke noget særligt

Det er blevet meget moderne at bruge positive ord ironisk. Når nogen siger flot og har et særligt let hånligt smil på, ja så ved vi godt at det var noget lort, at vi spildte saltet eller vælter alle skakbrikkerne. Og så kan vi jo altid forstærke underkendelsen ved at spørge : Er det noget du har gået til?

I mange pædagogiske systemer anvender man ord og vendinger som forstærkninger. Særligt mange amerikanske systemer er fuldstændigt proppet med den slags. Det virker stadig en smule fremmed på os danskere, hvor den positivistiske og behavioristiske psykologi og pædagogik ikke er slået an i ren form, skønt den trives i bedste velgående som pædagogiske muligheder i en bredspektret vifte af pædagogiske praktikker.

Men det er da super, at sproget hele tiden forandrer sig, så vi skal tænke over betydningen. Er det f.eks. ikke interessant at når nogen siger at noget er lidt godt kan det betyde, at det er pragtfuldt, ja helt fantastisk. Hvilket minder mig om en af Bubbers udsendelser i TV, hvor han er ude at undersøge Danmark. Den side af Danmark, som ikke ligger lige i mainstream. Hver gang Bubber fik svar på et af sine spørgsmål, kommenterede han det med et FANTASTISK! Men han er jo også københavner. Jyden ville nok have sagt at det var OK eller ikke så ringe endda!

Det er en megatrøst for mig at vide, at den generation, der nu lytter med undren og en vis grad af foragt til mine sproglige udgydelser, med sikkerhed selv vil blive ramt af generationssprogets boomerang.

Indtil da:  Hav det for vildt, for livet er bare for sindsygt! See you later alligator. Og så kan du lære det!

Strøgne øjne og nøgne løgne.

18. september 1970 fremførte Trille på DR TV Jesper Jensens sang Øjet, der provokerede det dengang "pæne Danmark". Fremførelsen endte med at daværende justitsminister Knud Thestrup besluttede, at der skulle rejses tiltale efter Straffelovens §140 mod de ansvarlige hos DR. Sagen endte med frifindelse. Sangen har i dag kultstatus, men er aldrig genudgivet. Den kan ses og høres på DR's arkivsite Bonanza.

  

§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. 

Det var åbenbart stærke sager. Trille sang om øjet i det høje, alias Gud, der hele tiden greb forstyrrende ind, hver gang hun skulle til at have det lidt rart.

"Men så snart der' no'et der kilder

bar' en lille bitte smule

så lurer der et øje i det høje"

Det er gået op for mig, at sådan har jeg haft det hele mit liv. Ikke med gud, men med mine forældre. I alle mulige sammenhænge er de kommet ind over og har grebet ind i mine handlinger eller nogen gange manglende handlinger. 

Jeg har altid været to-sproget. Mine forældre hørte mig kun bande en gang, så havde jeg lært, at det måtte man ikke. Det kan man læse om her: http://videnomboern.blogspot.dk/2012/06/en-lussing-for-livet.html.

Men hvor har der i grunden været mange hensyn at tage. Jeg har altid tænkt meget på, at de ikke skulle blive kede af det, stødte, vrede eller på anden måde få ubehageligheder. Sådan har jeg nok altid haft det, men det blev forstærket da min lillebror døde ved en trafikulykke for nu 30 år siden. Han havde i flere år været psykisk syg og var røget ud og ind af psykiatriske afdelinger, hvor de var ude af stand til at hjælpe ham. På mange måder virkede det mest som om, det der var galt med ham var en ualmindelig følsomhed over helt almindelige menneskelige problemstillinger såsom livets mening eller mangel på samme.

Men han bebrejdede mine forældre. Han bebrejdede især min far. Det var lidt diffust, hvad han havde gjort eller ikke gjort. En del af det handlede nok om den religiøse opdragelse. Om den pådragelse af skyld og ansvar, der lå i opdragelsen. Ind i mellem kunne det netop føles som det Trille sang om. At glæde blev forbundet med skyld og skam.

Men min bror døde. Han kørte ind i en bro over en motorvej i nærheden af Årup på Fyn. Fulde hammer lige ind i siden af broen. Det var en frygtelig aften. Han havde taget nøglerne til mine forældres bil og var kørt uden at sige noget til dem. Han var lige en tur forbi mig og fortælle, at nu ville han gøre en ende på sit liv. Det havde han prøvet flere gange før. Jeg har samlet ham op af blodpøle og kørt ham på skadestuen for at få ham lappet sammen igen. Hvorfor skærer du ikke på langs i stedet for på tværs af blodåren? sagde en af lægerne til ham med hån og foragt i stemmen.

Jeg har fået ham til udpumpning, fordi han spiste overdosis af diverse piller. Og jeg har besøgt ham på P. Særlig om natten, når han ikke kunne hold det ud, havde han brug for mig. Mine forældre tog han afstand fra. Alle disse ting fortalte jeg heller ikke dengang mine forældre.

Det var hårdt for dem, da han døde. Det siger sig selv. De foretrak tanken om at det var en hændelig trafikulykke og ikke et selvmord. Alligevel gik resten af deres liv med selvbebrejdelser og skyldfølelse og ikke mindst stor sorg, der selvfølgelig blev mindre med årene, men aldrig helt forsvandt. Min far led i mange år af en lidelse, hvor han kastede op og havde det skidt i måneder. Der var ikke nogen fysisk forklaring på lidelsen. Den var helt klart en psykosomatisk følge af min brors død.

I skyggen af denne begivenhed har jeg hele tiden bestræbt mig på ikke at forstyrre mine forældre med problemer. Ikke skabe unødige bekymringer. Ikke forstyrre deres håb om min lykke, der jo også hang sammen med at jeg ikke skulle tage afstand fra gud og religionen. Så øjet i det høje har været der. Det har bare været min forestilling om, hvad mine forældre har tænkt, der har styret og grebet forstyrrende ind i mit liv.

Det er først for alvor gået op for mig nu, hvor mine forældre er døde. Jeg har fået en frihed, jeg ikke har haft før til at gøre det, jeg gerne vil. Til at udtrykke de ting, jeg gerne vil. Det er faktisk altafgørende for, at jeg nu kan skrive denne blog. Og mange andre ting, jeg nu gør i mit liv.

Jeg har siden mødt andre, der har haft de samme erfaringer. Forleden mødte jeg en kunstner, der laver meget stærke billeder med en kraftig erotisk karakter. Steffen Kindt hedder han. Han er ca 67 år gammel, hvilket til gengæld ikke kan ses af hans skønne billeder. Hans far ville have fået et føl på tværs, hvis han havde oplevet det. Steffen er født i Hamburg og har fået en traditionel streng tysk opdragelse med en patriarkalsk far med uindskrænkede magtbeføjelser.

Og således kan forældrenes død forbindes med en frisættelse og frigørelse fra øjet i det høje. Men jeg tager mig i at have dårlig samvittighed over at opleve den kreative glæde denne frihed giver mig. 

Forbandede øje!

69'ere der fik følger .....

Fint er det. Skulpturen er færdig. Der er stor indvielsesfest. Skoleleder. Borgmesteren. Skolens lærere. Bestyrelsen. De fineste. 

Kunstneren er der også.

Ja, og så børnene, der går på skolen.

Der holdes fine taler om kunsten og skolen og børnene og livet og kommunalbestyrelsens fremragende evner til at understøtte kulturen og prioritere kommunens penge. Alt er såre godt. Skulpturen er stillet op, og rundt om den er indrettet det fineste bed med blomster og et lille hegn, så man kan se, at man ikke må gå ind.

Også kunstneren bliver bedt om at holde en tale. Det vil han gerne. Han taler om børnene. Til børnene. Han siger skulpturen er lavet til børnene. Han siger den er til at røre ved. Det er meningen. Han siger de skal gå ind og mærke på den.

Det gør de. Blomsterne lider den hurtige og nådige død under horder af børns fødder, der skønt de er  nok så små, formår at bevæge sig over store arealer på kort tid.

Der gik ikke lang tid før bedet var nedlagt og hegnet fjernet.

Året var 1969. Kunstneren hedder Josef Salamon. Han er lige blevet 80 og er still going strong. Og jeg har historien lige fra hestens mund og så er den jo nok sand.

En af hans læremestre på akademiet var billedhuggeren Svend Wiig Hansen. Hans store figur Oceania, der står (ligger) på Flakhaven i Odense er en elsket rutsjebane for børn, så man mærker slægtskabet mellem Salamon og Wiig Hansen.

Da Salamons skulptur blev opstillet i 1969 var det en noget fremmed fugl i haven, når børnene fik lov at røre ved og klatre på festens midtpunkt. Det var i de år, hvor der var grøde og omvæltninger på vej i relationen mellem børn og voksne i den danske folkeskole. Tiden gik væk fra "De" og "Hr" til "du"og fornavn. Elevråd blev oprettet. Demokrati og medindflydelse blev nøgleord i formålsparagraffen. Lærernes ret til korporlig afstraffelse blev afskaffet. Alt er skildret på fantastisk vis i den film, der hedder "Drømmen". Det var fascinerende at se den film, fordi den i den grad ramte rent ind i de oplevelser jeg selv havde med at gå i skole på den tid. Da jeg så filmen første gang var jeg i selskab med en gruppe børn, der gik i 5. og 6. klasse. Det var fantastisk at tale med dem filmen og den tid. 

Jeg fik en stærk og tydelig oplevelse af, hvor meget der er sket i mit forholdsvis korte liv. Men tak til sådan nogen som Salamon og andre, der hver på deres måde har været med til at kæmpe børnenes sag. 

1969 var et heftigt år :

Begivenheder

• 1. januar - Et regulativ ved forsvaret bestemmer, at alle værnepligtige fremover skal tiltales med navn i stedet for nummer.
• 3. februar - Yassir Arafat bliver af Den palæstinensiske nationalkongres, udnævnt til leder af PLO.
• 17. marts - Golda Meir fra Milwaukee, Wisconsin, USA, vælges som Israels ministerpræsident. Hun bliver den anden folkevalgte kvindelige regeringschef.
• 20. juli - lander Apollo 11 på Månen.
• 21. juli - Neil Armstrong betræder som det første menneske Månens overflade.
• 15. august - Woodstock festivalen åbner under sloganet "3 Days of Peace & Music".
• 14. oktober - Tage Erlander afgår som Sveriges statsminister og efterfølges af Olof Palme og regeringen Palme I.
• 21. oktober - Willy Brandt vælges till Vesttysklands forbundskansler
• 22. oktober - Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) aflytningscentral under Københavns Universitet i Kejsergade afsløres.
• 12. december - Danmark frigiver billedpornografi som det første land i verden.
• 16. december - Dødsstraffen bliver afskaffet i Storbritannien.
• The Beatles udgiver Abbey Road den 26. september
• Leonard Cohen udgiver Songs From a Room
• David Bowie: Space Oddity
• The Stooges: The Stooges
• Captain Beefheart: Trout Mask Replica
• Burnin Red Ivanhoe: M144
• Led Zeppelin udgiver Led Zeppelin
• Gasolin' dannes.
• Ole Lund Kirkegaard: Orla Frøsnapper
•  

 Vietnamkrig. Monty Pythons Flying Circus. Andy Warhole. Butch Cassidy and the sundance kid. Midnight Cowboy. Easy Rider. Olsen Banden. Mig og min lillebror og Bølle.

Og så en skulptur på Skovløkkeskolen ved Otterup.

Pædagogisk sødsuppe for konfliktløsere

Der sidder de så. De to grupperinger, der er oppe at tottes. Jeg har fået anbragt dem i målet på fodboldbanen, så vi har et rum at være i. Jeg samler dem i den ene ende, så rummet bliver yderligere indskrænket. Alle kan se alle. "Se" er et meget fint ord her. Alle skuler til alle. Øjenbrynene hænger lavt over smalle øjne, der sender lyn af sted, mens tordenbraget endnu venter med at dukke frem.

Jeg tager et valg. Sofus får lov at fortælle først. Han plejer at være god til at huske og iagttage, hvad der sker. Samtidig har han svært ved at vente på de andre. 

- Jeg gider ikke have, han kalder mig nosserøv!

 - Hvem?

- Det er Glenn. Han kalder mig nosserøv!

- OK. Prøv at sige det til Glenn.

- Jeg gider ikke have du kalder mig nosserøv! siger Sofus til Glenn.

Glenn lyner : Så gider jeg heller ikke have, du tager min kæp!

Jeg er nødt til at styre dialogen. 

- Glenn, vent lige lidt. Først hører vi hvad Sofus siger, så skal du nok få lov bagefter. Sofus, hvad er det du gerne vil bede Glenn om ?

Jeg vil gerne have han skal lade være med at kalde mig nosserøv, siger Sofus. Denne gang taler han afdæmpet og roligt.

- Hvad sker dig med dig, når han kalder dig nosserøv ?

- Jeg bliver ked af det og vred.

- Prøv at sige det til ham, og sig, hvad du gerne vil have, han skal gøre, siger jeg.

- Vil du godt lade være med at kalde mig nosserøv?

- Ja, Ok, siger Glenn.

- Hvad er det så du vil bede Sofus om? spørger jeg Glenn.

- Han skal lade være med at tage min kæp!

- Hvordan har du det, når han tager din kæp?

- Jeg bliver sindssyg i mit hoved og får lyst til at smadre ham! 

- Hvad er det for en følelse?

- Jeg er rasende!

- Prøv at sige det til ham.

- Jeg bliver rasende når du tager min kæp! Glenn er stadig lidt vred.

- Hvad vil du gerne bede Sofus om? spørger jeg.

- Han skal lade være med at tage min kæp!

- Prøv at bede ham om det.

- Sofus, vil du godt lade være med at tage min kæp? Denne gang er Glenn helt nede i tonelejet. Drengene kigger hinanden i øjnene og kommer pludselig til at grine.

- Ja, siger Glenn.

- Er I klar til at lege videre ? spørger jeg.

De er klar. 

Jeg har her beskrevet en lidt forenklet udgave af virkelighedens konfliktløsning. Der var jo flere involverede med hver deres følelser i klemme. Men det virker altså det her. Jeg har ikke været inde og forholde mig til rigtigt og forkert. Det er deres egen afgørelse. Det er deres leg. Jeg har ikke skældt ud. Jeg har forsøgt at forholde mig neutral i konflikten, så ingen af den grund taber ansigt. 

Nu var det jo heller ikke første gang jeg kørte modellen igennem. Ideen er jo hentet fra tankerne om Ikke-voldelig kommunikation, nogle gange kaldet Girafsprog. Jeg henviser til mine tidligere blogindlæg

• http://videnomboern.blogspot.dk/2012/04/flelsernes-sprog.html

•  http://videnomboern.blogspot.dk/2012/04/flelsernes-sprog-mere-giraf.html 

fra april 2012 om emnet, men vil her blot lige repetere :

1. Fakta. tag udgangspunkt i noget konkret ikke-fortolket f.eks. du kommer ofte for sent.
2. Følelse Fortæl hvad det gør ved dig f.eks. det irriterer mig og jeg bliver ked af det.
3. Behov Fortæl, hvad der er dit behov f.eks. jeg har brug for at komme i gang til tiden
4. Anmodning Vil du arbejde på det fremover ?

 

Jeg slutter gerne med at sikre mig at alle er glade og tilfredse. Jeg spørger dem simpelt hen. Ind i mellem spørger jeg også, hvad de gerne vil have, at jeg skal gøre. 

Skal jeg hjælpe jer med jeres leg?

Skal jeg hjælpe med at forhandle reglerne?

Skal jeg hjælpe med at finde ud af, hvem der bestemmer?

Skal jeg være lige ved siden af jer eller er det bedre jeg er lidt væk?

Er der nogen ting i mangler i jeres leg?

Sådan kan man spørge alt efter situationen. Helst meget konkret, hvis det er børn, der tænker meget konkret. 

Nogen gange kan sådan nogen fortællinger som den jeg lige har skrevet lyde som en værre gang sødsuppepladder. Nogle gange kan det lyde selviscenesættende, som om man endnu en gang forsøger at glorificere sin egen indsats og fortælle om egne fortræffeligheder. Nogle vil måske endda opfatte det som et forsøg på at nedgøre deres arbejde og deres metoder. Nogle gange lyder det som en recept man kan følge, og så skal alt nok lykkes. 

Sådan er det ikke.

Der er ikke noget, der er nemt.

Det skal bygges op. Både i en selv som tanker, følelser, forståelser, intuition, empati osv.

Det skal bygges op i børnene. Som teknik. Der skal læres mange ord før man kan forklare sine følelser. Der skal mærkes meget efter før man er bevidst om sine følelser. Der skal fokuseres for at man kan slippe følelsen og tænke på, hvilket behov, der ligger bag følelsen.

Men først og fremmest. Det kan kun lykkes i kraft af den relation man som voksen bygger op med børnene. Det kan også siges anderledes :

Hvis børnene ikke har tillid til dig og føler sig trygge ved dine metoder, kan du glemme alt hvad jeg har skrevet. Så er det bare meningsløst sødsuppebavl på recept.

Uden mål og med

Der udfolder sig en heftig dialog mellem drengene. De står over for hinanden i to grupper. Tydelige attituder, der viser aggression. De forreste med foroverbøjede kroppe. Bagved de forreste drenge nogle, der tripper mere uroligt rundt i frygt for konflikten, der er under optrapning. Enkelte grene og kæppe er placeret i hænderne på nogle. Lydene af drengenes stemmer bliver mere pågående, skingre mens lydtrykket stiger. En spytklat søger vej gennem luften og rammer et ærme. En anden klat besvarer lynhurtigt udfordringen og krigen nærmer sig uundgåeligt og uafvendeligt.

Det er på tide at gribe ind.

Kampen udspiller sig på en boldbane. Det karakteristiske ved en boldbane er den store åbne flade, hvor bolden kan spilles rundt. En stor åben plads uden afgrænsninger bortset fra opstregningerne, hvis man er så heldig, at de har overlevet regnvand og græsslåning. Men heldigvis er der mål. I begge ender.

Heldigvis. Min erfaring siger mig, at når jeg vil tale konflikter med børn er der brug for et samlingssted. En klar og tydelig ramme, hvor rummet er defineret, så man kan sidde sammen. Et rum man bliver i eller omkring, så dialogen kan foregå. En stor åben plæne lægger op til flugt eller rykken sig væk. Men heldigvis for målene. De er en god ramme at opholde sig i, mens man taler.

Så jeg kunne kalde på børnene og bede dem sætte sig i det ene mål. Her fik vi på bedste girafsprogsvis talt tingene igennem og børnene endte med selv at løse deres konflikt, så de kunne lege videre. Det fortæller jeg måske om en anden gang.

Det, der interesserer mig her, er brugen af målet som ramme for dialogen. Nogle gange er rammen et fællesbord i en stue, et klasseværelse eller andet. Nogle gange er rammen et bord-bænkesæt. Nogle gange et tæppe på gulvet. Nogle gange har jeg tegenet en kridtstreg på gulvet og derigennem skabt et rum i rummet. 

Disse rum kan skabes på mange måder. Lys kan også afgrænse. Spotlys. Indirekte belysning. Planter. Akvarier. Reoler. Rumdelere. Farvet tape på gulvet. Skakmønstret gulvbelægning. Mulighederne er mangfoldige.

Jeg har brug for disse rum, når jeg arbejder med dialog. Jeg tror der er noget helt uroprindeligt i os, der skaber utryghed, når vi er på en stor, åben plads. Her kan vi jages uden mulighed for at gemme os. Vi søger ubevidst ud hvor der er en sten, en busk, et træ en bakke eller andre ting, der kan give os et rum.

Territorier er vigtige for os. Vi har brug for at kunne definere vores eget felt, hvor vi er urørlige. En intimzone, hvor ingen andre kommer ind uden at være inviteret. Når vi er flere sammen og danner flere grupper hjælper rummenes afgrænsninger os med at definere territorierne. Det mærkes tydeligt f.eks. når man er ude at spise på en restaurant eller caf'é. Bordene står med en vis afstand. Vi tildeles hver vort territorie, som vi sikkert også vil forsvare. Det er ikke velkomment for en fremmed at sætte sig ved et bord selv om der er en ledig stol, når der i forvejen sidder nogle.

Forleden var min kone og jeg ude at spise. Vi fik et bord til to. Det var placeret for enden af et seksmandsbord, hvor der i forvejen sad en familie. Kun fordi der var en afstand på ca. 10 cm og en stolpe imellem, føltes det OK at sidde der. Men de to borde undgik omhyggeligt at se på hinanden, tale med hinanden. Ja spillet går endog ud på at lade som om man ikke hører hinanden og hvad man taler om.

For børn er det endnu mere vigtigt med disse territorier - ikke mindst med de enorme horder af børn, man definerer som en normal gruppestørrelse i en daginstitution, en skoleklasse eller en SFO.Hvis de skal have en chance for at kunne etablere mindre legegrupper, må der arbejdes med de fysiske rammer.

Det samme gælder de udendørs rammer. Det handler ikke kun om at have plads. Den store åbne plads er ikke god at lege på. Den er god til fodbold, men ikke til leg. Udendørs skal der også etableres små rum, steder man kan gemme sig, steder man kan føle sig hjemme i, steder der kan defineres i fantasiens legeunivers.

Og så var der lige det der med : steder, hvor man kan tale med hinanden på en ordentlig måde. Steder, der lægger op til dialog og samtale i tryghed.

Bjergbestigning for børn og gamle.

Ferien er en herlig tid. Vi havde besøg af barnebarnet og en af hendes venner. Det giver altid anledning til en del overvejelser. F.eks. om mad. Hvad kan de lide? Hvad må de spise for forældrene? Hvad synes jeg selv? 

Jeg valgte den farlige vej. Den rette vej. Jeg tog dem med ud at købe ind. Sådan en indkøbstur er en heftig sejlads mellem Skylla og Karybdis, hvor sirenernes sang lokker med farligt forlis.

Morgenmadsprodukterne stråler heftigt lokkende fra fremtrædende placeringer i butikkens kanaler og råber til børnene. Køb mig og bliv lykkelig!

Selvfølgelig faldt den gamle igennem og købte små farvestrålende æsker med morgenmad i en sampak, hvor kiloprisen nærmer sig de stadigt stigende guldpriser i denne utrygge finanskrisetruede investeringsverden.

Jeg kom i tanke om, at det jo nok ville være noget tørt, at spise indholdet af pakkerne uden tilbehør. Mælk? Yogurt?

Jeg erindrede mig Peter plys, der skulle vælge mellem syltetøj og honning og svarede : Begge dele tak! Men der behøver ikke være brød til, tilføjede han beskedent.

Så jeg sendte børnene ud i kølerummet for at hente mælk og yogurt, mens jeg lige fandt nogle andre fuldstændigt uundværlige fornødenheder og puttede i indkøbsvognen. Da jeg kiggede ud i kølerummet, så jeg to børn, der kravlede rundt på køleskabets mælkehylder. De gik simpelt hen til opgaven med liv og sjæl. Mælken var nem at få fat på. Den stod på nederste hylde. Men yogurten. Den stod på allerøverste hylde og var ganske uopnåelig. Men dybt i menneskets sjæl er der en uopnåelig længsel efter at besejre selv de højeste og stejleste tinder. Med dødsforagt hang børnene på kølerens klippekanter mens de fra toppen plukkede en yogurt efter deres hjerte.

Jeg er selv så vant til at være normal. Eller jeg skulle måske hellere kalde det gennemsnitlig. I hvert fald i forhold til højde. Alt er indrettet til mig. Jeg er fuldstændig holdt op med at tænke over det. Undtagen, når jeg engang imellem skal række mig ned på nederste hylde for at få den billligste vare. Men ellers er alt optimeret til butikkens indtjening kombineret med min højde og magelighed.

Så er det jo dejligt med sådan en øjenåbner. Jeg undlod behændigt at kommentere på børnenes adfærd. Der var faktisk øjeblikke, hvor ingen kunne se på mig, at jeg på nogen måder kunne forbindes med disse kommende grænseoverskridende ungdomsforbrydere.

Men tak for, at jeg er så gennemsnitlig. Og ikke er for lille. Eller sidder i en kørestol eller en af disse heftige crossere, der buser rundt i butikker behersket af ældre pensionistcowboys med tunge ben.

Tak til børnene, der genåbnede mine øjne for betydningen af at indrette miljøet, så det passer til brugerne.

Gad vide, hvordan det står til i de danske daginstitutioner ?

Smertelindring for viderekomne

Tag nu noget tøj på, du fryser jo !

- Nej jeg gør ikke.

Selv står jeg med stor dynejakke på. Den 9-årige dreng løber rundt udenfor i kortærmet t-shirt. Vejret er i den afdeling, hvor danskerne skutter sig, hellere vil holde sig indendøre og som sædvanlig brokker sig over det danske vejr, mens de undrer sig over al den snak om klimaforandringer. Gid varmen dog snart ville ramme os lidt hårdere.

Jeg ved ikke om drengen fryser. Hvad  er det egentligt at fryse?

I sommer var drengen i vandet ved stranden. Vandet var koldt. Meget koldt. Han kunne have været i vandet i en halv time uden at reagere. Men jeg tvang ham op af vandet efter kort tid. Der gik nogle minutter, så begyndte han at ryste over hele kroppen. Af kulde. Så var vi enige. Han frøs.

Jeg har mødt drengen mange gange. Nogle gange heder han Ronnie eller Brian, men han kan også hedde  Anton og Frederik. Han findes i alle aldre.

Han er et barn, der er i vanskeligheder. Det har han altid været. Hans mor har ikke haft overskud til at dække hans primære behov for mad, tryghed, omsorg, nærvær, relation, smil, kiggen i øjnene, efterligning af pludrelyde, små nus på kinden, bleskift i tide og alt det andet, der ellers karakteriserer den grænseløse kærlighed, de fleste mødre overøser deres børn med.

Faderen er fraværende. I bedste fald. Ellers tilstedeværende. Ofte voldelig. Misbruger ligesom mor.

Måske er drengen skadet på andet end sin følelsesmæssige og sociale udvikling. Han er i hvert fald ikke i stand til at færdes trygt i verden med en forventning om, at den vil ham noget godt. Altid på vagt. Hellere kontrollere verden end lade sig kontrollere af den! Så kan man dæmpe den evige angst, der brænder i kroppen. Måske har stofferne eller alkoholen påvirket hjernen allerede inden fødslen. Det er et broget billede, man kan male af denne dreng.

Men han fryser ikke. Det har han ret i. Han kan simpelt hen ikke mærke det. Så han har ret. At fryse er vel en form for følelse. Noget personligt. Det er noget helt andet, hvis vi taler om at blive afkølet. Eller at blive underafkølet. Så er vi ovre i et fysiologisk faktum, som ikke kan diskuteres. Det er ikke sundt for kroppen at blive afkølet for meget og for længe. Vi er pattedyr. Konstrueret gennem evolutionen til at opretholde en kropstemperatur på ca. 37 grader celsius. Vores krop kæmper med at varme op eller afkøle efter behov.

Men han fryser ikke.

Han har i det hele taget meget svært ved at mærke sin krop. Det er som om, der er en barriere, der forhindrer kontakt med kroppen.

På samme måde er der en barriere, der forhindrer kontakt med følelserne. Ofte er de simpelt hen for smertefulde. Så bliver de kapslet inde. Afskærmet. Fortrængt. Lukket ude. Eller inde.

Han er på mange måder ude af stand til at være i kontakt med sig selv. Så vi er ikke forbavsede over, at han har det svært med kontakten med andre mennesker. Ud over at de forekommer ham fjendtlige og farlige, er han jo netop ikke i stand til at sætte sig i deres sted. Forstå deres følelser og motiver, tanker og handlinger.

Når han skal mærke sin krop foregår det ofte på en voldsom måde. Det skal helst være en slåskamp med andre drenge for sjovt eller alvor. Begge dele gælder. Han har svært ved at lade sig berøre blidt og kærligt. Han kan ikke sidde stille og bare tage imod. Han er nødt til at få et ordentligt hårdt kram for at kunne klare det. Han kan lide den tunge fornemmelse af en krop, der ligger på ham. Men blidhed og nærvær skræmmer ham. Han har ikke lært det dengang i den tidligste barndom.

Derfor er det også svært for ham at klare massage. Det skal være hårdt. Han kan vænne sig til at bruge mere og mere tid, hvis han er tryg i situationen. Derfor dur det heller ikke, at det er andre børn, der masserer. det skal være en kyndig, myndig og kærlig voksen med en god relation til ham.

Drengen har det svært. Splittet i atomer, hvor delene ikke hænger sammen. Krop og følelser lever hver deres liv. Bevidstheden omfatter ikke erkendelsen af følelser og behov.

Vi andre har en klar opfattelse af, at vi er dem vi er. Jeg er en person. Jeg er oven i købet den samme person uanset, hvor meget jeg har forandret mig. Jeg er blevet ældre og har ændret holdning til mange ting. Men jeg er stadig mig. Min identitet hænger sammen.

Sådan tror jeg ikke, det er for denne dreng.

Hvis han får en chance for at komme i hænderne på professionelle, kompetente mennesker, der kan deres fag, opstår der hen ad vejen mere og mere perioder med kontakt mellem drengens atomiserede og indkapslede smerter.

Denne frigivelse af smerte er meget pinefuld. Kan føre til forsøg på kontrol med kroppen ved at påføre fysisk smerte. Denne smerte kan overdøve den endnu værre følelsesmæssige smerte, der vælter op som dæmoner fra en grotte.

Nej, han fryser ikke.

Men han er kold og trænger til varme. Han ved det bare ikke selv. Han tør ikke vide det.

En kort afbrydelse

Jeg sidder ved et cafebord udenfor et galleri i Kerteminde. Galleri Gykkenheim hedder det med en humoristisk henvisning til det berømte Guggenheim museum i New York. Vi er i det lidt rå havnemiljø, hvor bygningerne ikke er tænkt i helheder og ikke opført som led i en større arkitektkonkurrence. De oser af levet liv og har deres egen charme i al deres tilfældige rod og varierede vedligeholdelsestilstand.

Her sidder jeg og sludrer med nogle af vennerne. Vi er så heldige, at have udsigt til en hjemløs, der sidder med sit krus og rækker det frem i håb om at få lidt til dagen og vejen. Som så mange andre steder i byen er der tale om en skulptur, der taler sit eget tydelige bronzesprog. De er stillet op som en del af International Art Festival i Kerteminde. De skal minde os om, at der er mere styr på antallet af fisk i havet end antallet af hjemløse i Europa. Og mere fokus på fiskenes livsvilkår. Men for en gangs skyld kan vi uhæmmet stirre på en hjemløs uden at vende hovedet væk, og lade som om vi er optaget af andre vigtige ting.

En lille familie kommer gående på fortovet. Mor, far, stor pige 7 år på løbehjul. Lille pige 5 år kommer hysterisk skrigende gående med sænket hoved og slæbende skridt.

"Jeg kan ikke mere!!!", gentager hun igen og igen kun varieret med "Jeg kan ikke vente mere!!". Lydene skriges ud stønnende med udpræget halslyd næsten som opkast, der ikke kan holdes tilbage.

Hun passerer den hjemløse. Går sin hysteriske gang 5 skridt forbi. Lyden stopper. Hun vender rundt. Går tilbage til den hjemløse. Kigger nysgerrigt. Undrer sig over de mønter humoristiske sjæle har lagt i den stivnede hjemløses kobberbæger.

Mor er kommet noget foran, vender sig rundt og siger "Kommer du?"

Den lille pige fortsætter sin gang og genoptager sit tidligere ulykkelige mantra. 

"Jeg kan ikke vente mere !"

Efterhånden som hun kommer længere væk, dør lyden mere og mere ud, som når udrykningslyden fra en ambulance fortoner sig i det fjerne og til sidst ikke kan høres mere.

At være gud

Lige nu er jeg fuldt optaget af International Art Festival i Kerteminde. Jeg har i lang tid været i gang med at hjælpe til med forberedelserne og i disse dage løber det hele af stabelen. Det er fantastisk. 92 kunstnere fra 9 lande i 9 dage.

Dagen før åbningen kunne jeg næsten ikke sove. Jeg havde den samme glæde, som jeg husker fra min barndom. En oprigtig glad følelse, som lå dybt inde i min krop og gav mig smil på læben og en forventning om nye oplevelser. Det skyldes ikke mindst alle de mange kunstnere, som møder folk med åben lyst og glæde ved at fortælle om deres værker, tilblivelsesprocesser og tanker bag ved.

Forskelligheden og kontrasterne er enorm. Festivalen foregår i de mest forskelligartede bygninger lige fra gamle lagerhaller ved havnen til mere traditionelle lokaler på en gammel højskole. Byen er plastret til med skulpturer, så der overalt lurer nye oplevelser, som man kan tage stilling til. 

Hver og en af kunstnerne har deres eget unikke udtryk. Deres måde at beskrive verden. Deres måde at forholde sig til sig selv i verden.

Når jeg selv arbejder med børn og kreative udtryk, plejer jeg at fortælle dem, at de er verdens herskere. Når vi tegner, maler, laver figurer eller skriver historier er vi guder, der bestemmer, hvordan verden er eller skal være. Alt kan lade sig gøre. Alt er muligt. Alt er rigtigt. Det bestemmer vi selv.

Kan vi flyve? spørger de.

Kan man godt slå nogen ihjel?

Må solen godt være blå?

Må jeg være ..............?

Man kan se på børnene, at de har en kæmpeglæde mens de er guder og verdens herskere og kan bestemme over livet og få ting til at falde op og de døde til at blive levende igen, når det er gået galt.

Jeg håber, at børn på den måde får skabt et ønske om, en lyst til, en glæde over og ikke mindst et mod til at være aktive kulturbærere. At de får mod på at fremlægge netop deres holdninger, drømme og tanker. Alt for mange mennesker er tilbageholdende med at fremlægge materiale, der kan vise, hvem de er. Jeg glæder mig over alle forsøg på at skrive, digte, male, forme, designe og alle de andre specifikt menneskelige produkter, der er med til at skabe mening og betydning, værdi og kultur i vores nutid. Man kan altid arbejde med den tekniske udførelse. Der er altid nyt at lære. Ny teknik. Nye beskæringer. Nye materialer.

Men hurra for dem, der har mod til at fortælle om sig selv og fremlægge produkter til åben overvejelse og fælles glæde. Hurra for guderne iblandt os.

Når jeg blir stor.....

Når jeg blir stor vil jeg være brandmand, sygeplejerske, kunstner, pædagog. Whatever. 

Børn siger sådan : Når jeg blir stor.

Jeg siger det stadig væk for sjovt engang i mellem. Når jeg blir stor, vil jeg f.eks. leve et liv, hvor jeg selv bestemmer over mig selv. Det er ikke lykkedes endnu. Jeg er til stadighed omgivet af mennesker, der i al venlighed og hjertelig omsorg gør deres bedste for at rette mig til, så jeg kan passe ind i det normale og ufarlige.

Det hænder jeg bliver sur, vred, stødt på manchetterne. I den situation kan jeg godt forstå nogle af de børn, der reagerer på opdragelse med modstand. Hvis al den kærligt mente opdragelse føles som påbud, kan man føle sin personlige integritet krænket. Så må man slås lidt, hvis man vil bevare en positiv selvopfattelse. Og det gør vi så - børnene og jeg.

Men når jeg blir stor vil jeg.....

Jeg siger det for sjovt, for stor er jeg jo. Men det der med at have drømme og ønsker for fremtiden er ikke holdt op. Alt er muligt - stort set. Visse fysiske og økonomiske begrænsninger kan jeg godt se. Men faktisk lever vi i en tid, hvor forandring ikke blot er en mulighed, det er et bestandigt krav. Vi skal være evigt forandringsparate. Udviklingsparate. Udnytte vores udviklingspotentiale. Alt sammen elementer fra manegement. Elementer fra magthaveres, virksomhedsejeres og chefers vilje til at maximere profitten. Og med søde ord og omskrivninger får de lokket os ind i en pseudoverden, hvor værdisætningen kan gøres op i tal og mængder og kurver og diagrammer.

Det kunne være vi skulle tænke lidt over denne værdisætning, når børnene skal "gøres skoleparate" og de senere skal "gøres klar til erhvervslivet". Lad dog ikke erhvervslivet blive hele livet. Der er dog - håber jeg -andre ting ved at leve, der er væsentlige. Når jeg blir stor, vil jeg leve et liv, hvor jeg lærer noget nyt hver dag. Hvor jeg er nysgerrig på det, der sker omkring mig. Reflekterende. Kreativ. Skabende. Når jeg blir stor, vil jeg bestemme over mig selv. Måske er det derfor, så mange glæder sig til efterløn eller pension. Måske er det derfor, så mange frygter det. Nu om dage kalder man det "fjumreår", når man bruger tid på noget, der ikke umiddelbart er stikt erhvervsrettet. Jeg vil egentlig gerne, fjumre mit liv væk.

“De voksne elsker tal. Når man kommer og fortæller dem om en ny ven, spørger de aldrig om noget væsentligt. De siger aldrig : >>Hvordan lyder hans stemme? Hvad vil han helst lege? Samler han på sommerfugle?<< – Nej, de spørger: >>Hvor gammel er han? Hvor mange søskende har han? Hvor meget vejer han? Hvor mange penge tjener hans far?<<
Først da tror de, at de kender ham.”
Citat: Den Lille Prins