Et stærkt udsagn. Fra dengang, der virkelig var hippier til. Der har været en årrække, hvor det ikke har været in at være imod krig. Det er langt hen ad vejen stadig sådan. Vi er jo trods alt et land i krig. Og stadig på vej ud i den store verden med nye storslåede projekter om frihed og demokrati - hvis det passer ind i vores eget politiske kram. Der er stadig ikke den store interesse for folkemord i Afrika, manglende demokrati, fattigdom, børnesoldater, voldtægter som våben eller andre bestialske forhold på det store kontinent.
Hvad har det så lige med børn at gøre? Hele udsagnet om "at bombe for at skabe fred er ligesom at kneppe for jomfruelighed", minder meget om nogle væsentlige pædagogiske overvejelser man kan gøre sig.
Kan man lære børn at være stille ved at råbe til dem ? KAN I SÅ VÆRE STILLE !!!!!
Kan man lære børn at respektere voksne ved skælde ud? NU HAR JEG FÅET NOK AF DIG. DET ER SIMPELT HEN FOR GALT, DET DU GØR. MÅ JEG SÅ LIGE FÅ LIDT RESPEKT!!!!!
Kan man lære børn at lade være med at slå, når man tager dem hårdt i armen eller løfter dem væk ?
Kan man lære børn at tale pænt, når man selv bruger avancerede former for ironi og sarkasme ?
Kan man lære børn at tackle deres temperament ved at blive stjernetosset over deres adfærd?
Der er mange af den type spørgsmål, der kan stilles. De er alle af typen : Børn lærer ikke af det, vi siger, men af det vi gør.
Eller : Vi voksne skal være forbilleder for børnene.
Man kommer nemt over i en noget ensidig forestilling om, at ord ikke har betydning, at det kun er handlinger, der dur.
Det er jeg ikke enig i. Vi er nødt til at se det hele noget nuanceret. Børn lærer rigtig meget af både det vi siger og det vi gør. Somme tider gør vi ting, der er ikke passer sammen med det vi siger. Vi er dobbeltmoralske. Eller vi laver bare en fejl, fordi vi er fejlbarlige. Fordi vi er følende mennesker, der ikke kun handler ud fra fornuft.
Jeg har lært rigtig meget af de fejl mine forældre begik, da jeg var barn. Nogle af tingene har fået mig til at handle anderledes. Jeg har ikke blot udviklet mig til en ukritisk kopi af mine forældre. Og sådan er det for alle.
Vi skaber vores identitet gennem mange forhold. Og heldigvis er vi ikke blot robotter, der kan programmeres. Det er et næsten ubærligt krav, at vi voksne skal være perfekte forbilleder og hvis ikke vi er det, kan vi kendes skyldige i at have overført dårlige manerer og livsuduelighed til afkommet. Arvesynden om igen.
Det er sjældent at møde børn, der er blevet skadet af de fejl, deres forældre har begået. Hvis børnene skal skades kræver det en vedvarende og gentaget påvirkning over tid. Og så går det virkelig galt. Men almindeligvis skal vi ikke være bange for at begå fejl undervejs, så længe vi satser på at gøre vores bedste. Og det gør de fleste.
Hvordan var det nu :
"errare humanum est, (lat. 'det er menneskeligt at fejle'), ofte fortsat med sed perseverare turpe 'men at fortsætte/fremture er skændigt/forkasteligt'. En anden slutning er ignoscere divinum 'at tilgive er guddommeligt'. Citat efter Cicero, der i sin 12. "Filippiske tale", afsnit 5, fra år 43 f.Kr. mod Antonius siger: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare 'ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det'. Kirkefaderen Hieronymus har ca. 400 i brev 57,11 forkortet dette udsagn til errasse humanum est 'at have fejlet er menneskeligt'."
Citat :Den store Danske
Gyldendals åbne encyklopædi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar