lørdag den 2. juni 2012

En idrætslig erindring til opbyggelig eftertanke

400 meter kan være langt. Hvis du er barn - måske 8 år gammel. Der står du ved startlinjen. Der tælles ned. 1 2 3 nu. Alle løber. En lille gruppe drenge. Alle ønsker at vinde. Alle pilker af sted i et afsindigt tempo fra start. Du prøver at følge med, men hurtigt går der op for dig, at det er umuligt. Dine lunger hiver efter vejret. Benene vil ikke med. Viljen siger stop, og du smider dig ned og lader de andre løbe. Det gik ikke. Selvtilliden og selvværdet ligger bag dig som et slimet sneglespor, og kan ikke samles op.

Jeg havde mange forskellige idrætslærere, da jeg var barn. Fælles for dem alle var, at de var meget skrappe. Der var altid en masse kadaverdisciplin. Ydmygende ord stod i kø for at komme til. Det der skulle være opmuntringer og motivation var som oftest råben og hån blandet med småsjofle og sexistiske udtryk. Stakkels de tykke. Stakkels svage, sarte, følsomme drenge. De, der magtede det, solede sig i lærerens ros og fremhævelse foran flokken.

Jeg glemmer aldrig den gang vi kollektivt fik nok. Vi var vel omkring 35 drenge.  Den tyranniske idrætslærer prøvede endnu en gang at få flokken pisket i gang med smertefuldt løb rundt og rundt i gymnastiksalen efterfulgt af pinefulde benstræk og benbøj hængende i ribberne. Der var en, der sagde nej. Der var en, der sagde nej, vi vil ikke. Det smittede. Der var flere, der satte sig ned på gulvet. Han hed "Spidser", idrætslæreren. I virkeligheden hed han hr. Hansen. Det var når vi talte til ham eller omtalte ham for andre lærere. Men han havde en spids næse, og så var han som et stik af en spids genstand. Hård. Kold. Kynisk.
Spidser råbte højt. 
Kan I så komme i sving ellers skal jeg denondelynemig lære jer noget andet! brølede han. 
Vi vil ikke, sagde den lille flok.
Et par stykker gik hen til flokken og satte sig ned sammen med den.
Panikken og raseriet lynede i Spidsers ansigt. Han lignede en lille djævel med truende bevægelser og blottede tandhalse. 
Løb! kommanderede han. Løb så. Det var henvendt til den store flok, der stod tilbage. Der skete ikke noget. Ingen løb. 
Dem, der ikke løber nu får en eftersidning! 
Eftersidning blev meget brugt dengang. Det var klart en straf og en ydmygelse. At skulle blive efter skoletid og være i en anden klasse, sammen med børn, der var helt klar over at man var der fordi man havde begået en slags forbrydelse.
Men truslen om eftersidning havde ingen effekt på flokken. Alle stod lidt tøvende. Kiggede på hinanden. Trippede lidt. Kiggede ned i gulvet.
OK, sagde Spidser. Han havde dæmpet tonen til en hvislende salve af ord, der blev intoneret tydeligt, skarpt med tryk på hver stavelse og pause mellem hvert ord. - Dem, der ikke vil deltage kommer over til inspektøren. Dem, der vil deltage løber nu ! Resten sætter sig ned ! LØB NU! Det sidste blev skreget med volumenknappen helt i bund.
Ingen rørte sig. Stilheden var som en prop i lungerne, der forhindrede os i at trække vejret. Der var en, der satte sig ned. Og så gik det hurtigt. I løbet af et øjeblik sad alle drenge på gulvet. Spidser lagde an endnu et par gange. Sendte et par skarpe skud af sted. Uden at ramme. Drengene sidder stille på gulvet. Gør ingenting. 

Spidser forlader salen. Kommer aldrig igen. I næste idrætstime havde vi fået en ny lærer. En yngre lærer, der var bedre til at komme med idrætsfaglige forhåninger uden at det afstedkom arbejdsnedlæggelser og solidarisk boykot af undervisningen.

Alt det ligger i mit baghoved, når jeg laver idræt med børn. Ja, måske er det væsentligt i det hele taget i mit pædagogiske arbejde med børn. Jeg arbejder i skolen, men har selv ufatteligt mange ubehagelige oplevelser med min egen skoletid.

Da jeg var i gang med 400-meterløb med de 8-årige, løb jeg med dem. Lidt på skift. Nogle af de børn, der havde opgivet midt i løbet, aftalte jeg med, at de skulle følge mit tempo. Ikke overhale, men sige, hvis det blev for hårdt. Det var nogle gode runder vi fik. Børnene fik gode tider og frem for alt gennemførte de løbet. Det er nemlig fantastisk svært for børn at disponere sådan et løb. De har brug for en voksen til at hjælpe med det. Ikke ved at råbe fra startlinjen. Ikke kun ved opmuntrende ord og gode råd.
Jeg ville ønske at jeg havde haft lærere i skolen, der løb med for at vise vejen. Også i andre fag. Det er vel noget centralt i pædagogikkens væsen : At vise vejen. På en gang foran for at vise retning og sætte tempo og samtidig bagved for at samle op. Men vigtigst af alt : Ved siden af for at være sammen - være i relationen og fornemme barnets puls, åndedræt og psykiske tilstand.

 Ja, en stor del af historien mindede mig om Gandhi, så et par fyndord fra hans hånd og ånd er indsat.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar