solen, der blev glad.

Jeg husker en stund, som deltager i børns liv.

I dag skal vi tegne. I dag skal vi tegne med tæerne. Af med sko og strømper. Her er papir. Her er en blyant. Ind imellem tæerne. I skal tegne en sol. Værsgo og prøv. Ja det er svært!

Lyde af sammenbrud fra en af drengene fylder rummet. 9 års livserfaring har ikke bragt hans motorik til at beherske sådan en opgave. Følelsesmæssigt reagerer han som en treårig. Han går grædende væk. Jeg kan ingenting. Jeg dur ikke til noget. Jeg kan aldrig lære det.

Må jeg ikke nok tegne med hænderne lyder det fra drengen efter jeg har foretaget adskillige håbløse og umulige forsøg på trøst, kommunikation og konstruktiv tilgang til højnelse af hans selvtillid og selvværd i situationen.

OK, selvfølgelig må du det.

Han sætter sig ved et bord. Tegner en cirkel på papiret. Fortsætter med at tegne to små cirkler lidt oppe på papiret inde i den store cirkel placeret symmetrisk. I den nederste halvdel af cirklen tegner han en bue. Midten af buen peger opad. Fra hver af de to små cirkler tegner han endnu mindre cirkler i en række ned mod buen.

Solen er så ked af det, siger drengen. Vil du ikke nok hjælpe mig ?

- Hvad skal jeg gøre ?

Du skal tegne munden glad og viske tårerne ud !!!!!!Ellers bliver jeg aldrig glad.

Jeg viskede ud. Jeg tegnede munden glad.

Drengen gik ud til frikvarter.
Glad.

Jeg fik lyst til at sætte mig ind i tegneterapi og lignende......

Hold da helt fast.....

Pulsen dunker med drivende smerte
hjernens krøller råber
altoverdøvende lyde
i et inferno af ord fra kroppe

stenen i min hånd peger mod alle
og ingen
forsvind fra mit liv
lad solen gå ned
et øjeblik.

flygt, kæmp, spil død
slås som satans soldater
væk, væk, væk
fra disse fremmede

aldrig vil min vrede gå ned
mig får de ikke
min mund råber ja, ja, ja,
min mave skriger nej, nej, nej
med 300 kilo kroppe på toppen af min
forsvinder min vilje
dødens stilhed narrer fjenden
slip mig, slip mig, slip mig

hjertet buldrer og ber om ro
på tungen ligger ord
ikke sande, ikke mente, ikke følte
ja, ja, ja, aftale, aftale, aftale
slip mig, slip mig, slip mig

som et tonstungt tryk fra et stempel
trykket ind i min krop
sidder billeder
aldrig glemte
af det jeg så
de gjorde ved mig

en bidsk hunds bid
i hånden der fodrer
med afmålte lunser
af velment vold

Kaffe som pædagogisk redskab

Egentligt er det meget enkelt. Mennesker er som spejle. Vi spejler os i hinanden. Sur-sur. Glad-glad. Hvert individ tilfører sin dimension i spejlingen.
Nogle mennesker fylder meget.
Deres følelser har det med at vokse ud over kanten, ligesom dej der hæver voldsomt og flyder ud over det hele. De hakker på alt og alle. De konfliktsky trækker sig og bliver usikre. De nervøse bliver mere nervøse. De aggressive hidser sig op.

Eller også er det et menneske, som smiler. Kigger folk i øjnene. Har en kommentar til hver enkelt. Ser den nye frisure. Har en god historie. Byder på en kop kaffe. Får dig til at føle dig velkommen.

I mit arbejde bemærker jeg ofte, hvor meget det betyder, at der er en god stemning. Langt hen ad vejen er det de voksne, der afgør stemningen. Jeg ser hvordan børn leger med hinanden, slapper af, morer sig, bruger fantasi og glæde, alt imens de voksne sidder og hygger, pjatter, fortæller og drikker kaffe. Eller te. Eller noget helt andet. Eller ingenting. Bare de spejler sig i en fælles god stemning.

Det er for mig at se et af de mest oversete pædagogiske redskaber : Kaffen og de voksne, der hygger sig og pjatter mens de med et afslappet kropssprog formidler en god stemning i rummet.

 Værktøjet er helt unikt, når det handler om forældresamarbejde. Lad børnene opleve, at vi har det rart med hinanden. Lad dem se os smile, hygge, snakke med hinanden. Så kan vi sammen løse alverdens problemer- undskyld - udfordringer.

Jeg har opholdt mig, ja endda arbejdet i adskillige forbudt-institutioner. En enkelt havde en hel væg sat til med forbudstavler, hvor der stod et forbud i hver enkelt. "Du må ikke slå". "Du må ikke drille de andre". En uendelighed af tristesse. Det værste var nok, at det var forbudt for pædagogerne at drikke kaffe på stuen. "Det er et dårligt signal. Det ser ud, som om vi ikke er professionelle og tager vores arbejde alvorligt".

Du godeste kineser. Er der noget at sige til, at vi havde travlt med at forhindre børnene i at slå og drille?

Hokus pokus positiv

 Sssshhhhh.

Stille. Ja, undskyld, jeg hvisker. Men nogen kunne måske høre os. Og det er ikke sikkert, det er klogt. Men jeg har altså brug for at sige det til et andet menneske : Jeg er somme tider ved at kaste op over alt det der med at være positiv og se positivt på det hele.

"Der findes ikke problemer, kun udfordringer", kvidrer de. Positivt. Happy-go-lucky jubel alt-er-vidunderligt-agtigt.

Jeg kan mærke noget inden i mig, når det bliver sagt.

- Vi har et problem, siger jeg.

- Åh Gud nej, der findes ikke problemer, kun udfordringer !!! Det bliver som regel sagt med et overskudsagtigt smil, der ikke helt hænger sammen med det man ser, når man møder øjnenes udtryk.

Og tager jeg fejl, eller er det ikke ofte chefen, der siger det ?

Jeg mærker følelsen af ikke at blive hørt, ikke forstået. Min måde at se verden på er forkert. Jeg er trådt ind over tærsklen til et område i forbudtland.

Der findes ikke problemer.

Det er noget af et udsagn. Temmelig kategorisk. Der er sådan noget uimodsigeligt ordsprogsagtigt over det. Sådan noget i retning af : "Endnu er ingen død af at arbejde". Det udtryk husker jeg tydeligt - ikke mindst fra min barndom, når jeg skulle lave noget, jeg ikke gad.

Siden hen har jeg fundet ud af at der faktisk er folk, der er døde af at arbejde. Ind imellem kan man blive nedslidt, pådrage sig sygdomme eller blive udsat for en ulykke. Det er selvfølgelig ikke et problem - det er en udfordring.

 Det er da også rigtigt, at man kan vælge at se et glas som halvt fuldt eller halvt tomt. Men ind i mellem er der jo næsten ikke noget i. Det er jo en udfordring. Så kan vi jo kalde det at glasset ikke er næsten tomt. Der er stadig temmelig meget tilbage. Og helt klart er der stadig det bedste tilbage.

Men det kan være næsten utåleligt at bevæge sig rundt i positivland og tale positivdansk, som om man er ansat på et reklamebureau til at sælge lort, som om det er parfume.

Jeg tror man risikerer at miste evnen til at se sig selv og sine følelser i øjnene. Hvis det kun er glæde og lykke, kærlighed og harmoni, der er OK. Hvis man ikke tør se de indre dæmoner i øjnene. Eller vise dem frem for andre.

Hvad er der så tilbage ?

Jeg anerkender at der er meget hokus-pokus i sproget. At måden, vi formulerer os på er med til at forme verden. Verden er langt hen ad vejen, det vi beskriver den som, mere end den er noget i sig selv. Vi skaber verden gennem sproget. Vi skaber os selv og hinanden gennem sproget.

Ja, så sandt.

Men vi kan ikke fjerne sorg, smerte, ulykker gennem sproget. Nogen gange har kejseren ikke noget tøj på!!!

Vi skal kunne rumme egne og andres følelser - også når de er sorte. Så er det noget frygteligt bavl, hvis man blot kvidrer : Der findes ikke problemer.........

Men jeg bliver nødt til at liste videre. Du skal ikke sige, jeg har sagt det. Det er bedst, at holde det for sig selv. Jeg skulle bare af med det. Undskyld ulejligheden.

Fantasier fra en bænk.

 Jeg har altid kunnet lide at kigge på mennesker. Sidde på en bænk i byen og studere alle dem, der kommer glidende forbi i en lind strøm. Ind i mellem ser man et kendt ansigt. Men mest ser man oceaner af mennesker, man ikke kender. Vidt forskellige. 

Jeg elsker at fantasere. Kigge på folk. Forestille sig deres alder. Deres jobs. Deres liv på godt og ondt. Fordommene får rig lejlighed til at blomstre.

- Hvordan mon han så ud, da han var yngre ? Det ser ud til at have været et hårdt liv. Hvad skete der. Hvordan var hans mor ? Har han en kone eller kæreste ? Han kigger ikke folk i øjnene. Går og kigger ned og væk.

Hende dér ! Hun ser fantastisk glad ud. Sikke en udstråling. Når man kigger nærmere efter, er hun ikke en klassisk skønhed, men sikke hun smiler med øjnene. Hun har nok et udadvendt job.

Se de to. De går og småskændes. De er nok kærester. Har været det et stykke tid. Måske midt i tyverne? Det ser ud til, de har været på indkøb. OK. klokken er også lidt i fem. De skal nok hjem og lave mad. Måske skal de have gæster. Hans svigerfamilie, som altid skal spørge, om han ikke skal videre i sit liv. Skal I ikke snart giftes, nu hvor I skal have barn. Ja, det er rigtigt, hun ser lidt rund ud.

Det er fantastisk at sidde der. Det er endnu værre, når min kone er med, så supplerer vi hinanden. Hendes fantasi er fantastisk, og tilsammen udvikler vi de mest fantastiske fortællinger. Min kone har en ualmindelig kriminel tankegang. Overalt ser hun trusler og potentielle ulykker, men det er en helt anden historie.

I min verden som pædagog har jeg somme tider haft brug for at kigge baglæns, for at forstå, hvordan jeg skal opfatte et barn. Hvordan jeg skal tolke den samlede sum af oplevelser, og barnets måde at møde verden. Hvis barnet har fået meget skæld ud. Hvis man altid har fået skylden eller følt sig skyldig. Hvis man er blevet mobbet. Ja, så er der ikke noget at sige til, at barnet på forhånd har en tanke om, at jeg er lige som resten af verden.

Det giver god mening at efterforske barnets liv på den måde. Fordi min tænkning og forståelse forandre mine handlinger. Og jeg kan kun gøre noget for andre mennesker ved at forandre lidt på mig selv.

Hele tiden forholder vi os til nutiden. Det er nu det sker. Det er observationen i nuet, vi bruger. Men øjnene, der ser er påvirket af alt, vi selv har set. Af hvad vi synes er godt og skidt, rigtigt og forkert. Hvad vi ved og hvad vi har erfaret. Og vi har svært ved at se virkeligheden som den er. Vi er så vant til en bestemt oplevelse eller sansning, at vi ikke registrerer forandringen. Især ikke når den kommer gradvist snigende. Som forleden da min kære kollega kiggede på mig og sagde : Du har da tabt dig meget har du ikke ? Jo, tak. Jeg har tabt mig 23 kilo på et halvt år. Der er fagfolk, der taler om "perceptionens konstans".

I det pædagogiske arbejde forholder vi os ofte til fremtiden. Vi bruger vores fantasi til at forestille os, hvad børnene har potentiale til. Hvad de kan blive til. Hvad de kan lære. Vi ønsker os, at de får et godt liv sammen med andre mennesker.

Vi forestiller os, hvad der sker, hvis vi ikke skaber forandring og udvikling hos barnet. Det kan være skræmmende til tider.

Vi bruger i det hele taget hele tiden vores fantasi og forestillingsevne. Vi har ingen sikker viden om, hvad der foregår i andre mennesker. Til tider er det nemmere, fordi udtrykket er så tydeligt. Følelserne. Motiverne. Behovene.

 Til tider kræver det en stor følelsesmæssig og social fantasi at skabe en brugbar tolkning. Nogle kalder det empati, når man ligesom prøver at se verden inde fra et andet menneske. Og dobbelt svært er det, når man skal se sig selv gennem et andet menneskes øjne. Og værst er det, hvis jeg er nødt til at ændre adfærd, fordi jeg har fået indsigt i den andens oplevelse. For jeg vil frygtelig gerne udvikle mig, men jeg vil helst ikke forandre mig.

Amerikaneren Wright Mills introducerede i 1959 begrebet "sociologisk fantasi". Han gjorde det ud fra en kritisk holdning til den forskning, der blev bedrevet som punkt 1 var ukritisk og ikke i almindelige menneskers interesse, men snarere magthavernes forlængede arm og punkt 2 var alt for højrøvet og uforståelig. Han slog kraftigt til lyd for at akademikere skulle formulere sig forståeligt. Det kræver en fantastisk fantasi og empati. Herudover skulle man hele tiden kunne skifte perspektiv fra makroniveau til mikroniveau og omvendt.

Jeg tænker, det er vigtigt for pædagoger at huske på, så vi ikke glemmer at se det enkelte barn i en større sammenhæng og forholder os kritisk reflekterende til det, vi ser.

Og tænk, hvis vores fantasi rækker til, at vi kan tale med ikke-fagfolk om det, vi ser som professionelle på en professionel måde, der er forståelig for dem vi taler med.

Det er vel noget af det mest specifikt menneskelige, det der adskiller os fra alle andre væsener på denne planet : Fantasien og forestillingsevnen.

Og hvor er det skønt at lade tankerne løbe, se på folk og nyde de historier, der dukker op helt af sig selv. Man burde altid have en bænk på sig.

Følelsernes sprog - mere giraf.....

Jeg har eksperimenteret lidt. Jeg har forsøgt at finde ord, der giver udtryk for følelser. Det er let at finde de første : Sorg, glæde, lykke, vrede, surhed, angst, frygt, jalousi..............
Men så begynder det ligesom at gå lidt langsomt. En sproglig fattigdom bryder ud i lys lue.

Det er ikke godt med den slags fattigdom, når man er ved at lære at tale giraf, følelsernes sprog. (se indlæg : Følelsernes sprog). Men det er typisk, når man arbejder med fremmedsprog. Man skal både lære grammatikken, udtalen og så skal man opbygge et ordforråd. Det med ordforrådet er nemt, når det handler om oversættelse fra et sprog til et andet. Hvis ordet eller begrebet eksisterer på det ene sprog kan det oversættes til et andet, hvis ordet findes på det sprog. Men der er egne i verden, hvor ordet sne ikke giver mening, eller steder hvor man har brug for mange nuancer af ordet sne. Problemet med at lære girafsproget er, at det ikke altid umiddelbart modsvares af ord og begreber på ulv.

På ulv er der dog en del negative ord. Problemet er at få oversat skældsordene, ironien, sarkasmerne, tavsheden, perfiditeterne, generaliseringerne osv. til negative følelser. Eller måske man skulle kalde det følelser, hvor man har det dårligt. Eller endnu bedre følelser, der opstår, når ens behov ikke opfyldes : Hvis vi tager dem i alfabetisk orden, så hermed væsrsgo' - og sæt i øvrigt bare selv flere ind:
afmægtig
anspændt
arrig
bange
bedrøvet
bekymret
bitter
chokeret
deprimeret, depri, deps
desperat
ensom
fjern
forlegen
forskrækket
fortvivlet
forvirret
frustreret
fucked up
gal
hadefuld
har total nedtur
hjælpeløs
irriteret
ked af det
kold
magtesløs
modløs
nedslået
nedtrykt
nervøs
opgivende
pessimistisk
pissed
rasende
rastløs
rystet
skeptisk
skrøbelig
skuffet
splittet
stresset
sur
sårbar
såret
trist
tøvende
ude af mig selv
udkørt
udmattet
ulykkelig
urolig
usikker
utilfreds
utryg
utålmodig
ærgerlig

På ulv findes der kun sjældent ord for følelser, der opstår når ens behov bliver opfyldt. I nogle tilfælde bliver de brugt ironisk og sarkastisk. F.eks. "Jeg bliver bare så glad, når du pisser op og ned ad mig!" Kombineret med et skarpt tandsæt og en let snerren er man ikke i tvivl om at glæden kan ligge på et lille sted inde i det kolde og ikke-forståede ulvehjerte. Men for giraffen er det godt med et stort ordforråd, når ens behov bliver dækket :

afklaret
afslappet
anerkendt
begejstret
beruset af glæde, lykke osv.
betaget
bevæget
bjergtaget
energisk
engageret
euforisk
fascineret
forbavset
forbløffet
fornøjet
fredfyldt
fri
frisk
føler mig mødt, set, anerkendt osv.
glad
glæder mig
glædefuld
handlekraftig
har total optur
harmonisk
henrykt
høj
inspireret
ivrig
kærlig
legesyg
lettet
lykkelig
lykkefyldt
nysgerrig
omsorgsfuld
oplagt
opløftet
oppe på beatet
opslugt
opstemt
overrasket
rask
rolig
rørt
sensitiv
sikker
spændt på
stille
stolt
styrket
stærk
taknemmelig
tilfreds
tillidsfuld
tiltrukket
tryg
varm
veltilpas
veloplagt
åben

Der går nok lidt tid inden alle ord på listen indgår i mit aktive ordforråd. Hvis jeg ind imellem standser op og øver mig på at mærke efter, hvad der foregår inden i mig selv, er det muligt jeg lærer at nuancere mit girafsprog lidt.

Følelsernes sprog

Der lød små lette kluklyde fra lænestolen, hvor min søn sad. Han er jo snart ved at være en gammel dreng på 30, men lad nu det ligge. I anledning af sønnekes eksamen i sprog, kommunikation og psykologi var vi mødtes, så den gamle ræv kunne give inputs og øse af sin erfaring.

Et af temaerne for denne eksamen var "empatisk kommunikation" også kaldet "ikke-voldelig kommunikation". I daglig tale kaldes det også girafsprog, hvilket kan være en kilde til stor undren indtil man hører nærmere. Så forstår man bedre.

I mine gemmer havde jeg fundet en gammel film på VHS. Nu er det så heldigt, at vi stadig er i besiddelse af en VHS-afspiller foruden alle de moderne mysterier som blue-ray MP3 i-phone, PC med bluetooth og hvad de nu ellers hedder disse teknikaliteter.

Jeg husker min egen glæde ved at se denne film, som i al sin enkelhed er en primitiv optagelse af Marshall Rosenberg, der holder et foredrag eller rettere sagt en slags workshop om girafsprog. Han tryllebinder et dansk publikum, som tøvende og på gebrokkent og mangelfuldt engelsk bliver coachet i nogle af tilværelsens mangfoldige kommunikationsproblemer.

Manden er stærkt karismatisk. Det lader sig ikke skjule, end ikke på denne gamle optagelse på magnetbånd med et billede, der hoppede og dansede indtil jeg genopdagede betydningen af den knap, hvor der stod tracking. Filmen tager ca 2 timer, men trods uldne billeder, der hopper i utakt til hjerterytmen, spurtede tiden af sted, mens den gamle ræv smilede, og sønneke klukkede.

Ud over at Rosenberg er stærkt fascinerende at se og høre på må jeg også vedstå, at jeg synes han har et fantastisk interessant budskab. Hans metoder er stadig udbredt over hele verden og har sat sine tydelige spor i mange menneskers måder at kommunikere på - ofte uden man selv er klar over det. Tankerne har også fundet anvendelse i international konfliktløsning.

Girafsprog er følelsernes sprog og skal ses som et modstykke til ulvesproget. Vi taler ofte ulv, f.eks. når vi generaliserer og siger : Du gider aldrig høre på mig !
Ikke nok med, at vi generaliserer - vi udtaler os om, hvad den anden tænker og mener og ind imellem også motiverne bag. Eller måske udtrykker vi domme i kommunikationen. Eller appellerer manipulerende til dårlig samvittighed med respektløs omgang med den andens følelser.

Det er nemt at tale ulv, fordi det er vores modersmål. Girafsproget skal læres. Det er et meget simpelt sprog med simple grundregler. Alligevel er det ufatteligt svært at lære. Mest fordi det kræver empati, altså en evne til at forestille sig andre menneskers følelser og behov. Men det værste er nok, at det også kræver selvindsigt. At man er i stand til at mærke sine egne følelser og behov.

Grundregler er følgende 4-trinsraket :

1. Fakta. tag udgangspunkt i noget konkret ikke-fortolket f.eks. du kommer ofte for sent.
2. Følelse Fortæl hvad det gør ved dig f.eks. det irriterer mig og jeg bliver ked af det.
3. Behov Fortæl, hvad der er dit behov f.eks. jeg har brug for at komme i gang til tiden
4. Anmodning Vil du arbejde på det fremover ?

Kunsten, når man møder ulvesprog, er at forsøge at forstå de følelser og behov, der ligger bag den andens udsagn. F.eks.kan man møde børn, der siger.

- Din store idiot. du er altid så irriterende!!!!!
- Nå du er irriteret ?
- Ja du er så åndssvag !!
- Er du irriteret, fordi jeg siger, du skal skal sidde og arbejde i din danskbog ?
- Ja, du skal altid altid bestemme over mig !!!
- Kan du ikke lide at have dansk ?
- Nej, jeg synes, det er pissesvært, og du gider aldrig hjælpe mig !!!!!!
- Du synes dansk er svært, og det irriterer dig, at jeg ikke hjælper dig nok. Vil du gerne have, at jeg sætter mig ned og hjælper dig ?
-Ja !!!
- OK, så gør vi det.

Det er ikke altid lige nemt at undgå at blive indfanget af ulvesproget. Man kunne jo også have svaret på ulv :

- Din store idiot, du er altid så irriterende!!!!!
- Du skal ikke kalde mig idiot!!! Det er uacceptabelt og jeg vil ikke finde mig idet !!!
- Du er så åndssvag !!!!
- Nu er det simpelt hen nok med dig. Jeg gider ikke høre mere før du kan snakke ordentligt. Nu kan du gå ud og så komme ind igen, når du kan finde ud af det!!!!!
- Gu' vil jeg ej, din fucking spade!!!!!!!
- Så skal jeg fanme hjælpe dig derud !!!!!

Jeg tror ikke, jeg behøver fortsætte denne historie. Inden den er færdig, har vi måske via turen op ad konflikttrappen nået at udløse både tredje og fjerde verdenskrig.

Og min søn klukkede der i lænestolen, og vi havde en herlig dag med meget arbejde og meget fællesskab og megen udveksling af tanker og følelser og historier om oplevelser, der fylder.

Og vi ser op til giraffen med det store hjerte og har fået et nyt fælles sprog. Vi taler stadig lidt gebrokkent, men måske vi kan hjælpe hinanden med at lære at tale det flydende uden for meget accent fra ulv. Men det kræver sprogøre......

- og pludselig er de voksne

Ind i mellem er jeg så privilegeret at møde børn og forældre til børn, jeg har haft berøring med for længe siden. Det er nemt at genkende forældrene, mens det somme tider kan være sværere at genkende børnene efter 20 år.....

Jeg er somme tider lidt af et snakkehoved. Jeg har tidligere arbejdet i lokalområdet, hvor jeg bor og der mødt hundredvis af børn og forældre i forbindelse med arbejdet. Det hænder, jeg slår en sludder af og hører nyt. Det er fascinerende at følge med fra sidelinjen.....

Da mine børn var små, syntes de somme tider, det var lidt træls at være med mig ude at handle i det lokale indkøbscenter.
-Du skal altid snakke, og det tager så lang tid.

De havde nok lidt ret. Jeg var altid påpasselig med, at jeg ikke skulle afholde forældrekonsultationer i min fritid, men der er også noget, der handler om almindelig menneskelig social omgang. Jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Og jeg tror, det er godt for børn at lytte til voksne, der taler med hinanden. Voksnes samtaler er en guldgrube for børn - og positiv social aktivitet kan læres, især hvis man ser, hvordan man gør.

Jeg husker tydeligt mange situationer i min egen barndom, hvor jeg lyttede til de voksne. Jeg har mangen en gang siddet under middagsbordet og lyttet til de voksnes snak, når de havde gæster. Jeg husker det som spændende, interessant og udfordrende og somme tider kunne jeg senere vende tilbage til noget af samtalernes indhold i forhold til mine forældre. Hvad mente de med .....? Jeg synes det var lidt mærkeligt, det hun sagde om.......

Jeg var på nogle måder privilegeret som barn. På nogle måder ikke. Min far var leder af et par plejehjem, som han startede op fra scratch med alt lige fra byggeproces og ansættelser til modtagelse af beboere og sygeplejefaglig behandling. Min far var en mønsterbryder. Han voksede op på et minimalt husmandssted og havde 7 års skolegang på landlige vilkår i Vestjylland. De gik i skole hver anden dag. Han kom ud at tjene som 12-årig. Han endte på sygeplejeskolen med at være på anden årgang, hvor der blev uddannet mandlige sygeplejersker, så de var 5 mænd på årgangen. De har holdt sammen hele livet siden den gang. De kaldte sig helt enkelt "drengene".

Vi boede i tjenestebolig, så det var nemt for min far at komme på arbejde. Det var han så faktisk også altid. Han var der om morgenen, hele dagen, om aftenen og han skulle altid lige snakke med nattevagterne, når de mødte ind klokken 23 og da forresten også igen inden de gik om morgenen kl 7.00. Selvfølgelig var han hjemme ind imellem. F.eks. sov han til middag hver dag....
Men selv om han arbejdede meget var det også et privilegium altid at kunne finde sin far og være sammen med ham. Det benyttede jeg mig flittigt af. Tit sad jeg med ham på kontoret, hvor vi f.eks. lavede regnskaber. Jeg læste tallene fra de uendelige mængder af bilag, og han tastede ind på strimmelregnemaskinen. Til sidst kunne der afstemmes i den store kassebog, og hvis der manglede en 25 øre måtte vi på den igen......

Det meste af tiden var min far blandt beboere og personale. Han var i sin tid en meget progressiv og nyskabende mand, der arbejdede på, at beboerne blev behandlet med respekt. De ældre skulle have lov til at leve så tæt på et almindeligt liv, som muligt. Det var nyt, at der ikke skulle være besøgstider. De skulle have lov til at drikke en snaps, hvis de ville, man bankede på døren inden man gik ind, man respekterede et ja eller et nej.

Jeg kunne næsten altid finde ham. Selv om det var store steder, havde jeg et usvigeligt talent for at finde ham, om han så var på den ene eller anden stue eller afdeling. Når jeg havde fundet ham, kunne jeg bare stille mig op og vente. Jeg havde barnets privilegium på den måde, at jeg fik lov at komme med til alt inklusiv svære samtaler eller svære situationer. Da jeg var omkring 10 år sad jeg med en døende gammel mand, som greb min hånd og knugede den hårdt, indtil han udåndede.

Så stærkt var det heldigvis ikke altid, men hvor har jeg dog lyttet til mange samtaler. Jeg havde tit en fornemmelse af, at der kunne gå timer, inden min far fik tid til mig. Ind i mellem var det vist også rigtigt. Det krævede en fantastisk tålmodighed, og dengang var jeg vist tit utilfreds med det. Det var ikke noget, jeg sagde til ham nogen sinde. Det lå ligesom ikke for - min fars arbejde og alle de mennesker, der var afhængige af det, kom altid først. Det var givet.

Men sidegevinsten var læringen ved at lytte.

Og pludselig er man voksen. Ligesom mange af de børn, jeg har passet og været sammen med og lagt planer for og kæmpet med og grint med osv.

Hvad har de hørt, når vi voksne har talt sammen på indkøbsturen eller i SFOen ? Hvilken betydning har mine ord haft ? Min måde at være sammen med andre ? Hvor meget er jeg blevet observeret? Efterlignet ?

Nogle gange kan man blive indhentet af fortiden.....Forleden mødte jeg en mor, som jeg tit har snakket med. Hun har altid været sådan en blid, rar og positiv type- utrolig behagelig at være sammen med. Hun fortalte mig om sin dreng, og hvordan det gik og så fortalte hun : - Han siger tit, at han aldrig glemmer det, du sagde til ham engang : Du skal huske, at for hver gang man gør en dårlig ting, skal der mindst 10 gode gerninger til for at folk glemmer det.
Der er nok noget om det. Jeg har sikkert også sagt det. Det er helt sikkert ikke noget, jeg selv har fundet på. Jeg har hørt det et sted. Hvornår jeg har sagt det til drengen, er ikke noget jeg lige har bidt så meget mærke i. Jeg husker kun, at jeg syntes han var en skøn dreng og vi havde mange gode oplevelser.

Men tænk engang. Det husker han altså. Og han bærer det med sig som noget betydningsfuldt i sit liv. Noget han vender tilbage til og siger højt til andre. Og jeg bliver oven i købet nævnt.

Jeg har virkelig respekt og ærefrygt for det arbejde vi pædagoger udfører. Tænk, hvor meget børn husker og påvirkes af os. Og det værste : På godt og ondt. Jeg er sikker på, at jeg ikke altid har handlet hensigtsmæssigt. Jeg har ikke altid forstået børnene rigtigt. Nogen gange har jeg end ikke forsøgt at forstå dem, men er blevet indfanget i et følelsesmæssigt spin, hvor jeg selv er kommet i centrum, og verden udenfor har drejet sig om mig.

Jeg glæder mig over de gode historier. Dem får man lyst til at fortælle. De er med til at opbygge en faglig selvværdsidentitet og faglig stolthed.
Men jeg har også brug for historierne om det, der gik mindre godt eller skidt, hvis jeg vil skabe de gode historier.
Men som altid har jeg svært ved at bestemme mig til et bestemt synspunkt. Der er altid et modstykke - Når der er et yin er der også et yan - alting har en dialektik indbygget. Nutidig forskning tyder på at selv det stof, som verden er gjort af har sit modstykke i antistof.

Og sådan var det også med min far. Det var skidt, at han arbejdede så meget. Det var godt, at jeg altid kunne finde ham. Det var skidt, at han snakkede så meget med alle mulige andre. Det var godt, jeg fik chancen for at lytte. Og holde den døende mands hånd.

Gad vide, hvilke oplevelser jeg ellers selv har været kilde til ? Hvad har været yin og hvad har været yan ?

Det kompetente tyveri

Forleden var jeg på besøg i en børnehave. Det var som altid fantastisk at møde en ny flok børn. Jeg synes altid, man bliver taget godt imod. Hvis man gider se dem i øjnene, smile, lytte, gå ned i knæ, måske udtrykke sig med en skæv vinkel.

Jeg er selv lidt af en sproglig drillepind. Jeg elsker at vende og dreje ordene og give dem et twist. Eller udnytte min uvidenhed om f.eks. stedet og situationen til at spørge børnene og få dem i centrum som eksperter, der jo ved alt om alt - i hvert fald i den del af deres verden.

Da jeg kom ind på en stue, var en del af børnene beskæftiget med at sidde og tegne ved et bord. På bordet stod et fad med frugt. Jeg fik et akut anfald af lækkersult. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor frugten stod der uden at blive spist.

- Hvorfor spiser i ikke frugten?

- Vi venter på værs'go !

- Hvaffor en sko ? En sutsko ? 

- Nej, værsgo!

Vi havde meget sjov ud af de sko og snak om æbletræer og rosintræer og ananastræer og mange andre frugttræer. Vi snakkede også om, om ikke jeg bare kunne sige værsgo, og så kunne vi spise, men det duede ikke. Det skulle være Lone, der sagde værsgo! Det blev til en lang hyggelig snak om, hvem bestemmer hvad. Indtil der kom en kvinde forbi, som kompetent greb ind :

- Hvorfor står frugten der ? Hvorfor spiser I ikke ?

- Du har ikke sagt værsgo!

- Jamen så værsgo, spis nu .

Og så blev der spist. Med gode manerer, de klarede selv at dele pænt og ingen tog grovædende primitive håndfulde, næh et stykke ad gangen. 

Den kompetente kvinde fyldte ligesom rummet. Der var hele tiden kommentarer til børn over hele stuen. Børnenes leg blev konstant ledsaget af ledende og styrende bemærkninger og kommentarer.

- Nej, lad nu også Bjørn komme til ! 

- Ikke løbe !

- Nej, hvor er det en flot tegning Ida. Er det et skib ?

- Rasmus, husk at rydde op efter dig !

Det blev ikke bedre af, at den kompetente kvindes stemme havde visse skingre toneregistre, som på sin egen hæse og insisterende måde overdøvede andre stemmer med mere tilbageholdende kvaliteter.

Jeg selv blev sådan lidt passiv og tilbageholdende. Det føltes meget uvant, men ind imellem bliver jeg ramt af sådan en mur, der lissom får mig til at svinde ind til en lille handlingslammet rosin, der flov over sine mange rynker genert kamouflerer sig som et stykke væg.

Det blev ikke bedre, da børnene blev kaldt til samling foran den store TV-skærm med direkte forbindelse til en PC, hvorfra der skulle vises billeder. En anden (mandlig) medarbejder havde stået for et sørøverprojekt i en uges tid. Der var taget mange billeder af børnene, og de skulle nu vises frem. 

Den kompetente kvinde kommenterede i et væk hvert eneste billede.

- Se Henrik kan du huske, hvor sur du var.

- Der går du Else - du havde det rigtig sjovt sammen med Ditte.

- Ja, sådan kan det gå, når man bliver sur, så kan man ikke være med !

- Der går vi hjem og der gør vi dit og dut og dat og jeg var ved at få spat!

Det var som om det havde taget fuldstændig overhånd med al den voksenverbalisering. Børnene fik ikke et ben til jorden. Heller ikke den unge mand som havde leget sørøver hele ugen - der kom enkelte tilløb i form af små lyde, men de kom ligesom ikke rigtig ud.

Undervejs var der også tid til at den kompetente kvinde kritisk kommenterede børnenes tilstedeværelse foran skærmen. Sid pænt, ti stille, hør efter......

Jeg fik en fornemmelse af at alles sjæle ligesom var pillet ud af vores kroppe. I stedet blev vores hjerner besat af en fremmeds oplevelser. Det var som børnene ikke havde været der selv. Alle deres følelser, tanker og oplevelser blev beskrevet eller måske omskrevet. Jeg bemærkede min egen passive og hypnotisk tilgængelige hjernedødslignende tilstand.

På en måde var det lidt som tyveri. Som en slags vodoo-zombie ting. Måske var det blot et led i en eller anden læreplan om sproglig opmærksomhed. Jeg ved jo ikke, om der senere hen ville opstå øjeblikke af stor skønhed, hvor børnenes egne oplevelser fik lov at træde frem. Hvor deres oplevelser kunne blive genstand for opmærksomhed, gransken, undren, morskab, glæde eller andet pulserende levet liv.

For nylig hørte jeg om et pædagogisk/psykologisk begreb : Skyggesider. Der er skrevet en fin bog om emnet. Den korte historie er, at når man bliver irriteret over noget ved andre menneskers adfærd, skal man prøve at kigge ind i sig selv og se, om det i virkeligheden handler om, at man selv har en rem af huden, som man siger.

Måske er der noget om det ? Måske ! 

Om ikke andet så tjekker jeg med jævne mellemrum lige mig selv en ekstra gang for tiden : Lyt nu til børnene, lad være med at være sådan en kontrolfreak. Giv plads til andre. Slap lige lidt af, klap hesten og tag en kop kaffe. Giv dig god tid, kig dig omkring og nyd børnenes aktiviteter og deres egne forsøg på at finde vej - lad dem fejle, lad dem skændes lidt og måske afprøve et par grimme ord. Lad dem leve og opleve og lad nu være med at stjæle fra de små børn...........

 

Drengen på taget.

Den dag glemmer jeg aldrig. Sådan siger vi sommetider. Tit glemmer vi alligevel. Så er det godt vi kan skrive. Så er det meget nemmere at huske. Ikke så meget, hvad der skete, men mere det vi gerne vil huske, at der skete. Eller måske rettere : Det vi tror vi ved om hvad vi mener at huske der skete selv om vi ikke er i stand til med ord at skrive hvad vi oplevede uden at bruge 5 år på det. Bare sådan noget som ens følelser. Lyset. Lugten. Stemningen. Eller endnu værre : hvad mon den anden eller de andre oplevede ?

Sådan en dag var det.

Pludselig og uden varsel lød det : Eddy sidder oppe på taget. Det var min kollega, der sagde det. Jeg fornemmede en anelse panik i tonefaldet. Lidt frustration. Lidt Eddy-sidder-på-taget-og-jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-gøre.Og et og-det er-farligt-agtigt tonefald.

Jeg anede ikke, hvem Eddy var. Jeg var meget nyansat på stedet og havde forvirret mig op til mine kolleger i gruppen ovenpå.

Nå, OK, hvorhenne ? sagde jeg handlekraftigt, for man er vel mand. 

Jeg fik anvist et tagvindue - sådan et vipbart Velux-vindue. Der sad ganske rigtigt en dreng på taget. Heldigvis kun den ene, så det måtte vel være Eddy.

Hej, sagde jeg til ham, hvordan filen er du kommet derud ? 

Jeg tror nok jeg formåede at have lidt beundring i stemmen. Jeg tænkte lidt på mig selv og mit dengang betydeligt større korpus end nu efter en betydelig livsstilsændring med vægttab som bivirkning.

Jeg klatrede bare, sagde Eddy.

Op på det der bord og så ud af vinduet.

Jeg vidste godt, at han var klatret ud fordi han var i vanskeligheder af en eller anden grund. Sådan er det med alle børnene på min skole. De har det med at være i vanskeligheder. Tidligere har de været steder, hvor de blev kaldt for problemet. Problemet er Eddy, sagde de. Han kan ikke styre sit temperament. Eller : Hvis ikke snart vi gør noget bliver der meldt flere børn ud af skolen. 

Men nu sad Eddy og var i vanskeligheder. Det var jeg også, for jeg kendte ham ikke. Umiddelbart lignede han en spinkel dreng på omkring 10 år. Han lød lidt naiv og lidt trodsig.

Hvad siger man til sådan en dreng ? Kan du så se at komme ind, det er farligt, du kan falde ned, vi har ansvaret for dig, vi bliver bange, opfør dig nu ordentligt...........

Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men på en eller anden måde følte jeg mig helt rolig. Han virkede også rolig, så det gjorde det lidt nemmere. 

Jeg tænkte på mit omfangsrige korpus igen. Jeg ville nødig ud på taget. 

Du Eddy, sagde jeg. Jeg tror ikke, jeg ville turde klatre ud på taget. 

- Det er ikke farligt, sagde han lidt stolt og med lidt glimt i den kortvarige øjenkontakt.

Du Eddy, sagde jeg. Jeg kan ikke se det tag du sidder på. Er det ligesom det jeg kan se overfor ?

- Det er det, sagde Eddy.

- Kan det ikke knække eller sådan noget

- Nej, det skal nok holde.

- Er du sikker ?

- Ja, for min far han er tømrer, så jeg ved en masse om sådan noget.

Mine tanker vandrede lidt fra stedet og hjem, hvor jeg havde brug for en håndværker. En stor 2 meter høj støttemur var på grund af syndflodsagtig regn og dårlig holdning væltet. Jord og sten var skredet ud og fyldte den fælles vendeplads bag huset. Noget måtte gøres. Det billigste håndværkertilbud lød på 20.000. kr. Er der noget at sige til at ens tanker kan blive forstyrret, når man hører ordet håndværker ?

- Jamen, så kan det jo være, du kan hjælpe mig, sagde jeg til Eddy og forklarede ham situationen. 

- Det kan jeg da godt!

- Jamen gider du så ikke komme ind, så finder jeg et stykke papir og en blyant, så vi kan sætte os og finde ud af det.

Eddy kravlede adræt ind ad vinduet og kom over til bordet og satte sig ned. 

Jeg tegnede støttemur og Eddy tegnede dingenoter og himstregimser på tegningen. Han var dybt engageret i processen.

Senere kom min kollega hen og snakkede med Eddy og fik også fat i den anden dreng, der havde været i vanskeligheder sammen med Eddy. Det gik vist meget godt. De talte i hvert fald sammen uden ophidselse og sagde noget i retning af undskyld og at de godt kunne være gode venner igen. 

Vi fortsatte lidt med tegneriet og snakken. Nu havde jeg da lært Eddy lidt at kende. 

Da jeg kom hjem bestilte jeg den billigste håndværker........

Jeg tror jeg vil lade historien stå for sig selv.......og så senere skrive noget om paradoksal intervention, om at bruge sine egne følelser og sit eget liv i sin pædagogiske intuition. Noget om konflikthåndtering, noget om ro, noget om at have god tid, noget om, hvor godt det er at have fordomme...........

Tavshed er det grå gulds spildte talenter....

54 år. Gammel.
Pædagog.
Jeg startede med at arbejde med børn i 1980. Siden da er der gået 32 år. Det er fuldstændig fantastisk, hvad man kan nå at opleve på den tid. Jeg har nået at samarbejde med et ufatteligt stort antal børn i alle aldre. Mødt, talt med, grint og joket og diskuteret med forældre af alle slags : misbruger, magtmenneske, folk med styr på alt, folk med lyst til råd og hjælp, folk der tror de er helt almindelige, kendisser, charmetrolde, you name it - et bredt udsnit af verdens mangfoldighed.

Og alle disse kolleger og andre professionelle samarbejdspartnere : Medhjælpere, pædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker, læger, psykologer, lærere, rengøringsfolk, pedeller, håndværkere i en lang kortege. Hvis de alle sammen -  børn, forældre, kolleger og andre samarbejdspartnere lagde sig ned i en lang række ville der blive brug for kilometerlang plads og hertil god ledelse og gode samarbejdsevner.

Forleden satte jeg mig for at skrive en liste over alle de forskellige pædagogikker, pædagogiske metoder og nye epokegørende tiltag jeg har mødt i min karriere. Jeg er nu nået nederst på det tredje A-4-ark.

Jeg er også en af de heldige, der har fået lov at være på mange forskellige arbejdspladser : Vuggestue, børnehaver og skoler. I de sidste 8 år har jeg arbejdet indenfor undervisningsdelen i folkeskolen som specialpædagog - senest er jeg blevet ansat på en heldagsskole.

Tit har jeg tænkt, at jeg har oplevet så meget, har så mange historier at fortælle og har reflekteret så meget over hverdagens pædagogik........
Tit har jeg tænkt, at man burde jo fortælle andre om det......
Tit har jeg hørt om pædagogers tavse viden........
Tit har jeg ikke gjort noget ved det.....

Derfor starter jeg denne blog - med den ambitiøse titel : Viden om børn.

Jeg regner med at fortælle historier fra det virkelige liv - uden genkendelighed, for jeg må ikke bryde min tavshedspligt.
Jeg regner med at fortælle om teorier, tanker, refleksioner, succes og nederlag. Kort sagt : Jeg regner med at komme viden om i forhold til viden om børn.
Jeg håber at høre historier og tanker fra andre, der ligesom jeg holder af børn, også når de ikke bare stryger verden med hårene, men kæmper for at skabe et liv, med de midler de kender og behersker. Som udgangspunkt gør alle det bedste de kan - også voksne. Men nogen gange er vores værktøjskasse begrænset til en hammer og så der det jo ikke mærkeligt, at vi behandler alle problemer som søm.