Jeg har altid kunnet lide at kigge på mennesker. Sidde på en bænk i byen og studere alle dem, der kommer glidende forbi i en lind strøm. Ind i mellem ser man et kendt ansigt. Men mest ser man oceaner af mennesker, man ikke kender. Vidt forskellige.
Jeg elsker at fantasere. Kigge på folk. Forestille sig deres alder. Deres jobs. Deres liv på godt og ondt. Fordommene får rig lejlighed til at blomstre.
- Hvordan mon han så ud, da han var yngre ? Det ser ud til at have været et hårdt liv. Hvad skete der. Hvordan var hans mor ? Har han en kone eller kæreste ? Han kigger ikke folk i øjnene. Går og kigger ned og væk.
Hende dér ! Hun ser fantastisk glad ud. Sikke en udstråling. Når man kigger nærmere efter, er hun ikke en klassisk skønhed, men sikke hun smiler med øjnene. Hun har nok et udadvendt job.
Se de to. De går og småskændes. De er nok kærester. Har været det et stykke tid. Måske midt i tyverne? Det ser ud til, de har været på indkøb. OK. klokken er også lidt i fem. De skal nok hjem og lave mad. Måske skal de have gæster. Hans svigerfamilie, som altid skal spørge, om han ikke skal videre i sit liv. Skal I ikke snart giftes, nu hvor I skal have barn. Ja, det er rigtigt, hun ser lidt rund ud.
Det er fantastisk at sidde der. Det er endnu værre, når min kone er med, så supplerer vi hinanden. Hendes fantasi er fantastisk, og tilsammen udvikler vi de mest fantastiske fortællinger. Min kone har en ualmindelig kriminel tankegang. Overalt ser hun trusler og potentielle ulykker, men det er en helt anden historie.
I min verden som pædagog har jeg somme tider haft brug for at kigge baglæns, for at forstå, hvordan jeg skal opfatte et barn. Hvordan jeg skal tolke den samlede sum af oplevelser, og barnets måde at møde verden. Hvis barnet har fået meget skæld ud. Hvis man altid har fået skylden eller følt sig skyldig. Hvis man er blevet mobbet. Ja, så er der ikke noget at sige til, at barnet på forhånd har en tanke om, at jeg er lige som resten af verden.
Det giver god mening at efterforske barnets liv på den måde. Fordi min tænkning og forståelse forandre mine handlinger. Og jeg kan kun gøre noget for andre mennesker ved at forandre lidt på mig selv.
Hele tiden forholder vi os til nutiden. Det er nu det sker. Det er observationen i nuet, vi bruger. Men øjnene, der ser er påvirket af alt, vi selv har set. Af hvad vi synes er godt og skidt, rigtigt og forkert. Hvad vi ved og hvad vi har erfaret. Og vi har svært ved at se virkeligheden som den er. Vi er så vant til en bestemt oplevelse eller sansning, at vi ikke registrerer forandringen. Især ikke når den kommer gradvist snigende. Som forleden da min kære kollega kiggede på mig og sagde : Du har da tabt dig meget har du ikke ? Jo, tak. Jeg har tabt mig 23 kilo på et halvt år. Der er fagfolk, der taler om "perceptionens konstans".
I det pædagogiske arbejde forholder vi os ofte til fremtiden. Vi bruger vores fantasi til at forestille os, hvad børnene har potentiale til. Hvad de kan blive til. Hvad de kan lære. Vi ønsker os, at de får et godt liv sammen med andre mennesker.
Vi forestiller os, hvad der sker, hvis vi ikke skaber forandring og udvikling hos barnet. Det kan være skræmmende til tider.
Vi bruger i det hele taget hele tiden vores fantasi og forestillingsevne. Vi har ingen sikker viden om, hvad der foregår i andre mennesker. Til tider er det nemmere, fordi udtrykket er så tydeligt. Følelserne. Motiverne. Behovene.
Til tider kræver det en stor følelsesmæssig og social fantasi at skabe en brugbar tolkning. Nogle kalder det empati, når man ligesom prøver at se verden inde fra et andet menneske. Og dobbelt svært er det, når man skal se sig selv gennem et andet menneskes øjne. Og værst er det, hvis jeg er nødt til at ændre adfærd, fordi jeg har fået indsigt i den andens oplevelse. For jeg vil frygtelig gerne udvikle mig, men jeg vil helst ikke forandre mig.
Amerikaneren Wright Mills introducerede i 1959 begrebet "sociologisk fantasi". Han gjorde det ud fra en kritisk holdning til den forskning, der blev bedrevet som punkt 1 var ukritisk og ikke i almindelige menneskers interesse, men snarere magthavernes forlængede arm og punkt 2 var alt for højrøvet og uforståelig. Han slog kraftigt til lyd for at akademikere skulle formulere sig forståeligt. Det kræver en fantastisk fantasi og empati. Herudover skulle man hele tiden kunne skifte perspektiv fra makroniveau til mikroniveau og omvendt.
Jeg tænker, det er vigtigt for pædagoger at huske på, så vi ikke glemmer at se det enkelte barn i en større sammenhæng og forholder os kritisk reflekterende til det, vi ser.
Og tænk, hvis vores fantasi rækker til, at vi kan tale med ikke-fagfolk om det, vi ser som professionelle på en professionel måde, der er forståelig for dem vi taler med.
Det er vel noget af det mest specifikt menneskelige, det der adskiller os fra alle andre væsener på denne planet : Fantasien og forestillingsevnen.
Og hvor er det skønt at lade tankerne løbe, se på folk og nyde de historier, der dukker op helt af sig selv. Man burde altid have en bænk på sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar