Egentligt er det meget enkelt. Mennesker er som spejle. Vi spejler os i hinanden. Sur-sur. Glad-glad. Hvert individ tilfører sin dimension i spejlingen.
Nogle mennesker fylder meget.
Deres følelser har det med at vokse ud over kanten, ligesom dej der hæver voldsomt og flyder ud over det hele. De hakker på alt og alle. De konfliktsky trækker sig og bliver usikre. De nervøse bliver mere nervøse. De aggressive hidser sig op.
Eller også er det et menneske, som smiler. Kigger folk i øjnene. Har en kommentar til hver enkelt. Ser den nye frisure. Har en god historie. Byder på en kop kaffe. Får dig til at føle dig velkommen.
I mit arbejde bemærker jeg ofte, hvor meget det betyder, at der er en god stemning. Langt hen ad vejen er det de voksne, der afgør stemningen. Jeg ser hvordan børn leger med hinanden, slapper af, morer sig, bruger fantasi og glæde, alt imens de voksne sidder og hygger, pjatter, fortæller og drikker kaffe. Eller te. Eller noget helt andet. Eller ingenting. Bare de spejler sig i en fælles god stemning.
Det er for mig at se et af de mest oversete pædagogiske redskaber : Kaffen og de voksne, der hygger sig og pjatter mens de med et afslappet kropssprog formidler en god stemning i rummet.
Værktøjet er helt unikt, når det handler om forældresamarbejde. Lad
børnene opleve, at vi har det rart med hinanden. Lad dem se os smile,
hygge, snakke med hinanden. Så kan vi sammen løse alverdens problemer-
undskyld - udfordringer.
Jeg har opholdt mig, ja endda arbejdet i adskillige forbudt-institutioner. En enkelt havde en hel væg sat til med forbudstavler, hvor der stod et forbud i hver enkelt. "Du må ikke slå". "Du må ikke drille de andre". En uendelighed af tristesse. Det værste var nok, at det var forbudt for pædagogerne at drikke kaffe på stuen. "Det er et dårligt signal. Det ser ud, som om vi ikke er professionelle og tager vores arbejde alvorligt".
Du godeste kineser. Er der noget at sige til, at vi havde travlt med at forhindre børnene i at slå og drille?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar