Den dag glemmer jeg aldrig. Sådan siger vi sommetider. Tit glemmer vi alligevel. Så er det godt vi kan skrive. Så er det meget nemmere at huske. Ikke så meget, hvad der skete, men mere det vi gerne vil huske, at der skete. Eller måske rettere : Det vi tror vi ved om hvad vi mener at huske der skete selv om vi ikke er i stand til med ord at skrive hvad vi oplevede uden at bruge 5 år på det. Bare sådan noget som ens følelser. Lyset. Lugten. Stemningen. Eller endnu værre : hvad mon den anden eller de andre oplevede ?
Sådan en dag var det.
Pludselig og uden varsel lød det : Eddy sidder oppe på taget. Det var min kollega, der sagde det. Jeg fornemmede en anelse panik i tonefaldet. Lidt frustration. Lidt Eddy-sidder-på-taget-og-jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-gøre.Og et og-det er-farligt-agtigt tonefald.
Jeg anede ikke, hvem Eddy var. Jeg var meget nyansat på stedet og havde forvirret mig op til mine kolleger i gruppen ovenpå.
Nå, OK, hvorhenne ? sagde jeg handlekraftigt, for man er vel mand.
Jeg fik anvist et tagvindue - sådan et vipbart Velux-vindue. Der sad ganske rigtigt en dreng på taget. Heldigvis kun den ene, så det måtte vel være Eddy.
Hej, sagde jeg til ham, hvordan filen er du kommet derud ?
Jeg tror nok jeg formåede at have lidt beundring i stemmen. Jeg tænkte lidt på mig selv og mit dengang betydeligt større korpus end nu efter en betydelig livsstilsændring med vægttab som bivirkning.
Jeg klatrede bare, sagde Eddy.
Op på det der bord og så ud af vinduet.
Jeg vidste godt, at han var klatret ud fordi han var i vanskeligheder af en eller anden grund. Sådan er det med alle børnene på min skole. De har det med at være i vanskeligheder. Tidligere har de været steder, hvor de blev kaldt for problemet. Problemet er Eddy, sagde de. Han kan ikke styre sit temperament. Eller : Hvis ikke snart vi gør noget bliver der meldt flere børn ud af skolen.
Men nu sad Eddy og var i vanskeligheder. Det var jeg også, for jeg kendte ham ikke. Umiddelbart lignede han en spinkel dreng på omkring 10 år. Han lød lidt naiv og lidt trodsig.
Hvad siger man til sådan en dreng ? Kan du så se at komme ind, det er farligt, du kan falde ned, vi har ansvaret for dig, vi bliver bange, opfør dig nu ordentligt...........
Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men på en eller anden måde følte jeg mig helt rolig. Han virkede også rolig, så det gjorde det lidt nemmere.
Jeg tænkte på mit omfangsrige korpus igen. Jeg ville nødig ud på taget.
Du Eddy, sagde jeg. Jeg tror ikke, jeg ville turde klatre ud på taget.
- Det er ikke farligt, sagde han lidt stolt og med lidt glimt i den kortvarige øjenkontakt.
Du Eddy, sagde jeg. Jeg kan ikke se det tag du sidder på. Er det ligesom det jeg kan se overfor ?
- Det er det, sagde Eddy.
- Kan det ikke knække eller sådan noget
- Nej, det skal nok holde.
- Er du sikker ?
- Ja, for min far han er tømrer, så jeg ved en masse om sådan noget.
Mine tanker vandrede lidt fra stedet og hjem, hvor jeg havde brug for en håndværker. En stor 2 meter høj støttemur var på grund af syndflodsagtig regn og dårlig holdning væltet. Jord og sten var skredet ud og fyldte den fælles vendeplads bag huset. Noget måtte gøres. Det billigste håndværkertilbud lød på 20.000. kr. Er der noget at sige til at ens tanker kan blive forstyrret, når man hører ordet håndværker ?
- Jamen, så kan det jo være, du kan hjælpe mig, sagde jeg til Eddy og forklarede ham situationen.
- Det kan jeg da godt!
- Jamen gider du så ikke komme ind, så finder jeg et stykke papir og en blyant, så vi kan sætte os og finde ud af det.
Eddy kravlede adræt ind ad vinduet og kom over til bordet og satte sig ned.
Jeg tegnede støttemur og Eddy tegnede dingenoter og himstregimser på tegningen. Han var dybt engageret i processen.
Senere kom min kollega hen og snakkede med Eddy og fik også fat i den anden dreng, der havde været i vanskeligheder sammen med Eddy. Det gik vist meget godt. De talte i hvert fald sammen uden ophidselse og sagde noget i retning af undskyld og at de godt kunne være gode venner igen.
Vi fortsatte lidt med tegneriet og snakken. Nu havde jeg da lært Eddy lidt at kende.
Da jeg kom hjem bestilte jeg den billigste håndværker........
Jeg tror jeg vil lade historien stå for sig selv.......og så senere skrive noget om paradoksal intervention, om at bruge sine egne følelser og sit eget liv i sin pædagogiske intuition. Noget om konflikthåndtering, noget om ro, noget om at have god tid, noget om, hvor godt det er at have fordomme...........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar