Forleden var jeg på besøg i en børnehave. Det var som altid fantastisk at møde en ny flok børn. Jeg synes altid, man bliver taget godt imod. Hvis man gider se dem i øjnene, smile, lytte, gå ned i knæ, måske udtrykke sig med en skæv vinkel.
Jeg er selv lidt af en sproglig drillepind. Jeg elsker at vende og dreje ordene og give dem et twist. Eller udnytte min uvidenhed om f.eks. stedet og situationen til at spørge børnene og få dem i centrum som eksperter, der jo ved alt om alt - i hvert fald i den del af deres verden.
Da jeg kom ind på en stue, var en del af børnene beskæftiget med at sidde og tegne ved et bord. På bordet stod et fad med frugt. Jeg fik et akut anfald af lækkersult. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor frugten stod der uden at blive spist.
- Hvorfor spiser i ikke frugten?
- Vi venter på værs'go !
- Hvaffor en sko ? En sutsko ?
- Nej, værsgo!
Vi havde meget sjov ud af de sko og snak om æbletræer og rosintræer og ananastræer og mange andre frugttræer. Vi snakkede også om, om ikke jeg bare kunne sige værsgo, og så kunne vi spise, men det duede ikke. Det skulle være Lone, der sagde værsgo! Det blev til en lang hyggelig snak om, hvem bestemmer hvad. Indtil der kom en kvinde forbi, som kompetent greb ind :
- Hvorfor står frugten der ? Hvorfor spiser I ikke ?
- Du har ikke sagt værsgo!
- Jamen så værsgo, spis nu .
Og så blev der spist. Med gode manerer, de klarede selv at dele pænt og ingen tog grovædende primitive håndfulde, næh et stykke ad gangen.
Den kompetente kvinde fyldte ligesom rummet. Der var hele tiden kommentarer til børn over hele stuen. Børnenes leg blev konstant ledsaget af ledende og styrende bemærkninger og kommentarer.
- Nej, lad nu også Bjørn komme til !
- Ikke løbe !
- Nej, hvor er det en flot tegning Ida. Er det et skib ?
- Rasmus, husk at rydde op efter dig !
Det blev ikke bedre af, at den kompetente kvindes stemme havde visse skingre toneregistre, som på sin egen hæse og insisterende måde overdøvede andre stemmer med mere tilbageholdende kvaliteter.
Jeg selv blev sådan lidt passiv og tilbageholdende. Det føltes meget uvant, men ind imellem bliver jeg ramt af sådan en mur, der lissom får mig til at svinde ind til en lille handlingslammet rosin, der flov over sine mange rynker genert kamouflerer sig som et stykke væg.
Det blev ikke bedre, da børnene blev kaldt til samling foran den store TV-skærm med direkte forbindelse til en PC, hvorfra der skulle vises billeder. En anden (mandlig) medarbejder havde stået for et sørøverprojekt i en uges tid. Der var taget mange billeder af børnene, og de skulle nu vises frem.
Den kompetente kvinde kommenterede i et væk hvert eneste billede.
- Se Henrik kan du huske, hvor sur du var.
- Der går du Else - du havde det rigtig sjovt sammen med Ditte.
- Ja, sådan kan det gå, når man bliver sur, så kan man ikke være med !
- Der går vi hjem og der gør vi dit og dut og dat og jeg var ved at få spat!
Det var som om det havde taget fuldstændig overhånd med al den voksenverbalisering. Børnene fik ikke et ben til jorden. Heller ikke den unge mand som havde leget sørøver hele ugen - der kom enkelte tilløb i form af små lyde, men de kom ligesom ikke rigtig ud.
Undervejs var der også tid til at den kompetente kvinde kritisk kommenterede børnenes tilstedeværelse foran skærmen. Sid pænt, ti stille, hør efter......
Jeg fik en fornemmelse af at alles sjæle ligesom var pillet ud af vores kroppe. I stedet blev vores hjerner besat af en fremmeds oplevelser. Det var som børnene ikke havde været der selv. Alle deres følelser, tanker og oplevelser blev beskrevet eller måske omskrevet. Jeg bemærkede min egen passive og hypnotisk tilgængelige hjernedødslignende tilstand.
På en måde var det lidt som tyveri. Som en slags vodoo-zombie ting. Måske var det blot et led i en eller anden læreplan om sproglig opmærksomhed. Jeg ved jo ikke, om der senere hen ville opstå øjeblikke af stor skønhed, hvor børnenes egne oplevelser fik lov at træde frem. Hvor deres oplevelser kunne blive genstand for opmærksomhed, gransken, undren, morskab, glæde eller andet pulserende levet liv.
For nylig hørte jeg om et pædagogisk/psykologisk begreb : Skyggesider. Der er skrevet en fin bog om emnet. Den korte historie er, at når man bliver irriteret over noget ved andre menneskers adfærd, skal man prøve at kigge ind i sig selv og se, om det i virkeligheden handler om, at man selv har en rem af huden, som man siger.
Måske er der noget om det ? Måske !
Om ikke andet så tjekker jeg med jævne mellemrum lige mig selv en ekstra gang for tiden : Lyt nu til børnene, lad være med at være sådan en kontrolfreak. Giv plads til andre. Slap lige lidt af, klap hesten og tag en kop kaffe. Giv dig god tid, kig dig omkring og nyd børnenes aktiviteter og deres egne forsøg på at finde vej - lad dem fejle, lad dem skændes lidt og måske afprøve et par grimme ord. Lad dem leve og opleve og lad nu være med at stjæle fra de små børn...........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar