Slaget kom pludseligt, overraskende, som et lyn fra en klar himmel. Flad hånd direkte på min kind. Det forekommer mig at lyden var høj, kort og påtrængende. Duften af sommer trådte i baggrunden til fordel for chokket. Efter et øjeblik forstod jeg, at det var virkelighed. Verden forsvandt under fødderne på mig og al tryghed ved livet blev skudt ud i verdensrummet i evigt kredsløb omkring jorden.
Min mor havde slået mig. Det var første gang. I hvert fald første gang, jeg husker. Jeg var omkring 4 år gammel.
Vi boede på det tidspunkt i et parcelhuskvarter på Amager. Tidligere havde vi boet på Nørrebro og Vesterbro under vilkår, hvor børn ikke kunne lege meget ude alene. Det var en skøn frihed, at kunne lege på vejen. Gå fra hus til hus og møde de andre børn. Det var et pænt kvarter. Men der var noget med sproget. Nogle af de andre børn sagde f.eks. "sgu". Det lød meget godt. Jeg så lidt op til dem. Da jeg den dag kom hjem til min mor, fik jeg behændigt flettet et "sgu" ind i en sætning. Det var sgu sjovt, sagde jeg.
Reaktionen kom prompte. Klask. Jeg fik lært om bandeord.
- Jeg vil ikke have det banderi! sagde mor.
Jeg husker, at jeg følte det, som om jeg kom langt væk fra min mor. Jeg fik en oplevelse af, at min familie var anderledes end andre familier. Jeg fik en tanke om ikke at høre til i familien. Men jeg var anderledes og hørte heller ikke til blandt de andre børn.
Mine forældre var meget religiøse. I min tidlige barndom noget mere rabiate end senere i livet. Dengang havde de rimeligt meget styr på, hvem der blev frelst og hvem, der ikke blev. Min unge alder til trods var jeg sikker på, at jeg ikke hørte til de frelste. Jeg troede jo ikke på Gud, så derfor var jeg fortabt.
Det har altid i årene efter dette intermezzo været svært for mig at forhold mig tillidsfuldt til mine forældre.
Men jeg lærte til gengæld at være to-sproget. Hjemme og i det hele taget sammen med mine forældre brugte jeg aldrig et eneste bandeord efter denne ene gang.
Til gengæld var jeg en mester i kraftudtryk i skolen. På et niveau, hvor nogle af mine klassekammerater uden beundring i stemmen gav udtryk, for at jeg bandede meget.
Hele mit liv har jeg kunnet træde ind og ud af de to sprog. Efterhånden har jeg lært flere. Det har sine fordele at være flersproget og multikulturel.
Den første lektion i livets sprogskole var sgu hård, lærerig og aldrig siden ude af min bevidsthed.
Og skæbnens ironi : Ifølge Politiken er sgu ikke længere et bandeord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar