Gæt en norm.

Sid nu ordentligt! 

Opfør dig pænt! 

Vær nu god ved de andre! 

Spis pænt!

Vi siger mange ting, hvor vi forventer, at modtagen forstår, hvad vi mener. "Sid ordentligt" indebærer at modtageren ved, hvad der ligger i begrebet ordentligt. Det er selvfølgelig et problem, hvis man opholder sig flere steder i løbet af en dag, og alle mener noget forskelligt med at sidde ordentligt. Vi kan jo f.eks. antage at der er tale om et barn, som både er hjemme, i skole, i SFO og måske på besøg hos bedsteforældrene.

Alle siger "SID ORDENTLIGT", men opfattelsen er forskellig. Ved bedsteforældrene kan man godt sidde ordentligt, selv om man har fødderne oppe i sofaen. I SFO-en kan man sidde omvendt på stolen. De voksne sidder måske på bordet. Og børnene også nogle gange. Hjemme er der forskel på at sidde ved spisebordet og ved sofabordet. Og reglerne er anderledes inde på værelset.

Det værste for det stakkels barn er, at ingen gør sig den ulejlighed at sige, hvad de mener med "sid ordentligt". Så er det måske ikke mærkeligt, at det kan gå galt igen. Nogle gange mener man : sid stille. Nogle gange mener man : Bliv siddende på din stol. Nogle gange mener man : Brug kniv og gaffel, når du spiser. Nogle mener måske : lad være at sidde og se så grinendeflabetprovokerende ud.

Mulighederne er mange. Egentligt er det fantastisk, at langt de fleste får lært at opfatte alle disse forskellige normer for adfærd og faktisk kan handle efter dem i praksis.

Ind i mellem er der børn, der kommer helt til kort i sådan en verden. En verden, hvor man ikke tydeliggør sine forventninger. En verden, hvor man ikke sætter klare ord på, hvad man forstår ved et givent udtryk og navnlig, hvordan det udføres i praksis. Når man dertil lægger, at nogle voksne synes, at der forskel på, hvad børn må, og hvad voksne må, og derfor forventer at børn ikke gør det, de voksne gør, men bare helt af sig selv gør det rigtige. Uden forklaringer.

Og dette eksempel er jo i virkeligheden ikke særligt kompliceret. Tænk engang, at skulle gætte sig frem til forventninger til ens adfærd i alle mulige sammenhænge og rammer. Tænk at være socialt handicappet og ikke kunne aflæse alle disse ting. Det gælder f.eks. i skolen : At være en god skoleelev. Hvad betyder det ? Hvad er det for en rolle, man har her?

Jeg har bemærket, at nogle af de socialt handicappede børn er meget glade for at få sat ord og handlinger på, helt nede på jorden. F.eks. er en god elev klar, når timen starter. Man har et pennalhus med spidse blyanter osv. Man kigger op på læreren, så man kan høre lærerens instruktioner, og han kan se , at man er klar. Man har bøgerne parat. Man aflæser situationerne eller spørger, så man ved om man skal række hånden op. Eller om det er OK at småsnakke. Den gode elev viser interesse for det, de andre elever laver og siger. Den gode elev er hjælpsom.

Listen er lang og kan konkretiseres endnu mere. 

Nu skal vi jo heller ikke være blinde for, at der forskel på folk. Nogle børn kan slippe af sted med alle mulige ting, uden at de voksne stopper dem. Der er et eller andet med charme og selvtillid. Andre børn bliver rettet med det samme. Det er somme tider sådan det er.

Jeg husker et barn, der klagede sin nød i forhold til de sociale regler, som han ikke forstod. Jørn, hvordan kan det være, at der ikke er nogen, der gider høre mine vittigheder eller griner af dem ? Der er nogen af de andre, der fortæller nøjagtigt de samme historier, og så griner de og har det sjovt.

Tro mig, det var ikke nemt at forklare. Han havde fuldstændig ret. Han var midt i en social udelukkelsesproces, en eksklusionsprocedure, der var både kompliceret og uoverskuelig. Men disse små signaler om udelukkelse var tydelige. 

Nogle gange hjælper det altså ikke, at man kan aflæse de sociale regler og gør ligesom andre. Hvis reaktionen er anderledes, havner man i et mærkeligt tomrum, hvor det er svært at finde en vej. Man kan få en tendens til at lægge sig. At undgå socialt samspil. En nedadgående spiral. Så er man parat til den gamle blues Nobody loves you, when you're down and out.

Vi bør hjælpe hinanden med at skabe positive spiraler. En af måderne er klar tale om, hvad vi mener og forventer. Eller vi kan jo også blive ved med at gentage de samme udsagn dag ud og dag ind. Hvor mange gange skal jeg sige det? Sid ordentligt. Og dag efter dag udvikler historien sig, så barnet bliver den umulige dreng, der ikke forstår, hvad man siger og måske vil han ikke forstå! De andre kan godt finde ud af det! Og drengen forstår ikke. Han synes jo, han gør ligesom de andre. Som tiden går bliver ansvaret og skylden mere og mere lagt på ham, skønt han egentlig er offer for dårlig kommunikation.

Som i så mange andre tilfælde kan man ikke lave om på andre mennesker, men man kan lave om på sig selv og sine egne handlinger. Så ved at ændre sin kommunikation og begynde at forklare, hvad man mener med det, man siger, kan man helt gratis, fuldstændig kvit og frit, få skabt en ny situation med udviklingsmuligheder for alle deltagere.