Strejftog i drømmeland.

Når jeg vågner om morgenen, ved jeg tit at jeg har drømt. Det kan være de mærkeligste, særeste ting, der er foregået. I drømmen har det givet god mening, men i vågen tilstand kan det forekomme fuldstændigt forvrøvlet og ulogisk. Det er dog tit muligt, at finde sammenhænge med de problemstillinger, man arbejder med i sit liv.

Som regel går der ikke mange øjeblikke, før al erindring om drømmen er pist væk. Hvis jeg beslutter mig for at fortælle min kone om drømmene, kan det ske, at jeg husker stumper, men det er svært at gengive, hvorfor det lige var så betydningsfuldt. Tit er det følelser og stemninger, der er indholdet. Det hele foregår i en verden, der ikke altid er helt logisk.

En pædagog, jeg kender, drømmer ofte drømme om, at hun har fået nyt job. Hun er den eneste, der skal tage sig af en kæmpeflok af børn eller andre mennesker. Hvis der er andre voksne til stede, tager de ikke ansvar i situationen. De går måske til pause eller ser ikke børnenes behov, når de græder, slås eller går ud på vejen, for at blive kørt ned.

Sådanne drømme er rimeligt enkle at fortolke. Jeg lader den blot stå, som den er. Men den er vist ovre i afdelingen for mareridt, samarbejdsvanskeligheder og uforløst angst for fremtiden?

Nogle drømme glemmer jeg aldrig. Jeg har en klar erindring om en drøm, der gentog sig ofte, da jeg var noget mere nuttet og krammelækker end jeg er nu. Jeg ved, at jeg har drømt den som 4-årig.

Jeg står på kanten af en stejl skrænt. Langt nede strømmer vand af sted med ustyrlig kraft, bølger og skum kaster sig i alle retninger og brydes af store sten, der stikker op over vandet. Et sted lige under mig, er der en kraftig strømhvirvel. Gennem den buldrende bragen af vildt vand høres stemmer råbe. I hvirvlen ses i voldsom fart to voksne og et barn suse rundt i yderkanten af hvirvelcirklen på vej ind mod den voldsomt nedadsugende tragt i centrum. Det er min far og mor. Og min lillebror. Jeg hopper rundt på kanten af skrænten. Løber meningsløst frem og tilbage. Uden handlemuligheder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan bare kigge på.

De druknede aldrig, for jeg vågnede altid midt i frustrationerne. Så gik jeg lige en stille tur rundt i huset og så at alle sov og var, hvor de skulle være.

I virkeligheden oplevede jeg på samme tid noget, der kunne minde lidt om denne magtesløshed. Jeg var 4 år. Min bror var 2 år. De to års aldersforskel var meget i den alder. Senere udjævnede det sig en del. Men dengang. Jeg havde været i Tivoli. Uden min bror sammen med min elskede og elskelige gudmor, som egentlig var en ensom ven af familien. Hun fik et kæmpeindhold i sit liv ved at projicere sin kærlighed til de børn, hun aldrig fik i et forhold, hun aldrig havde, over på mig og min bror.

Men altså Tivoli. Jeg kom hjem efter en skøn dag. Det havde været fantastisk vejr. En af disse sommerdage, hvor aftenen ender med fuldstændig stilhed uden vind, mens blomsterdufte kredser rundt og kæmper om at få overtag over din indre lykke. Vi havde hjembragt et trofæ fra Tivoli. Et trofæ, som blev overbragt til min bror, der var vågnet af sin søvn og far og mor sagde, pyt, så lad ham dog få den nu. En ballon. Rød. Fyldt med gas, som fik ballonen til at svæve ret op i luften for enden af den snor, der ellers var dømt til uhjælpeligt at falde til jorden. Han var lykkelig.

Jeg gik udenfor. Om bag huset. Huset var i to etager. Lille hus med skråtag og et dannebrogsvindue øverst i gavlen. Bag vinduet var mit og lillebrors soveværelse. I anledning af sommerens varme stod vinduet åbent for at få den varme sommerluft cirkuleret og afkølet.

Min bror stod i vindueskarmen med ballonen i hånden. Dengang var alting meget større. Det var, som om vinduet sad 10 meter oppe. Jeg var rædselsslagen. Ballonen røg ud af hans hånd og begyndte en hurtig opstigning mod den blå aftenhimmel. Min bror rakte hænderne ud efter ballonen. Jeg råbte. Jeg stod neden under vinduet og dansede rundt parat til at gribe, hvis han skulle springe ud efter ballonen. Magtesløsheden var total. Men heldigvis valgte lillebror at kravle ned ad karmen og ind i værelset, og jeg kunne stå og følge ballonen til den var en lille prik på himmelen og til sidst forsvandt helt fra nethindens billedflade.

Oplevelsen er mejslet ind i min hjernes indre biograf. Det er sådanne små begivenheder drømme er gjort af.

En anden tilbagevendende drøm, jeg har haft som barn, minder om Sisyfos. Sisyfos er en mytologisk figur fra den antikke græske sagnverden. Han havde sladret om et af Zeus' utallige udenomsforhold. Zeus blev som sædvanlig mopset og udtænkte en grusom straf for Sisyfos. Han blev dømt til hver dag at trille en kæmpesten, større end sig selv, op på toppen af et bjerg. Stenen trillede derefter ned på den anden side og Sisyfos kunne begynde forfra. Deraf Sisyfosarbejde.

Min drøm var mere simpel. Faktisk meget simpel. Den handlede om en pæl. I toppen af pælen var bundet en snor. For enden af snoren sad en bold. Næsten som stangtennis. Bolden roterede om pælen, bundet som den var til snoren. Der var ingen forklaring på, hvad der drev den, men det var i drømmen ikke et issue. Problemet i drømmen var, at bolden blev ved med at køre rundt, selv om snoren viklede sig rundt om pælen. I virkelighedens logiske verden vil bolden efter få øjeblikke blive tvunget ind og ramme pælen og måske påbegynde en tur i den anden retning, mens den vikler sig af pælen. Det skete bare ikke. Bolden kørte rundt og kom aldrig nærmere.

Jeg var nødt til at vågne for at komme væk fra denne mareridtsverden, hvor naturlovene og logikken var sat ud af kraft. Jeg fik først bugt med denne drøm langt senere, da jeg i vågen tilstand besluttede mig for at få udryddet dette ulogiske fænomen. Det lykkedes for mig at gribe ind i min drøm, og tvinge bolden ind til pælen. Det var en massiv lettelse. Jeg har aldrig siden drømt drømmen, men den står levende og klar for mig i al sin enkelhed.

Der findes folk, der har forsket i mulighederne for at være bevidst, mens man drømmer. Om mulighederne for at påvirke drømmenes indhold. Det vidste jeg ikke, dengang jeg lavede mit lille personlige drømmeindgrebsstunt. Den faglige betegnelse er lucide drømme. Lucide drømme er drømme, hvori man ved at man drømmer, også kaldt klare drømme. En person finder typisk ud af, at denne drømmer i midten af sin drøm. Personen kan derefter kontrollere sine drømme og gøre hvad som helst, som f.eks at flyve, gå igennem vægge, eller bevæge ting uden at røre dem.

Jeg erindrer selv at have været flyvende. En helt fantastisk fornemmelse. Blot brede armen ud som vinger og så styre der ud af for fulde hammer. Ud og ind mellem alting. Total kontrol.

Drømmenes verden er meget fascinerende. Ofte er der tydelig sammenhænge med det liv vi lever. Nogle gange kan man vågne med løsningen på et problem, man arbejder med. Så det der med at sove på det, kan være meget nyttigt. For mig er det dybt fascinerende, at man kan bevare erindringen om drømme, man har haft for 50 år siden. Det siger noget om kraften i dem. Lige så fascinerende er det, at alt kan forsvinde fra hukommelsen på et splitsekund. Pist, så er det væk.

Med alderen drømmer man mindre, siger forskerne. Man sover også mindre. Måske er det en rigtig god ide at lytte til børnene, når de fortæller om drømme? Måske er det en rigtig god ide, at spørge dem om deres drømme? Der kan være en vej til forståelse af forhold i deres ubevidste verden, som vi ellers ikke har chancen for at have adgang til.

Og ellers kan jeg jo altid starte med mig selv. Jeg er en hidtil uskrevet bog, en verden af sorte huller, der endnu ikke er udforsket. Det skal blive spændende at tage på eventyr og plante flaget på nyopdagede og nyerobrede landområder og kradse i landskabet : JØRN WAS HERE.