LÆ-BE-DYR! LÆ-BE-DYR!

Op mod den røde mur på skolen stod jeg. Det var umuligt at komme væk. I en kreds omkring mig stod i flere lag mine klassekammerater. Jeg tror, de var der allesammen. Men overblik havde jeg ikke. Jeg var gået ind i en følelsesmæssig tilstand, hvor alt blev kapslet inde. Mit ansigt var udtryksløst. Lyden af de andre børns stemmer var uundgåeligt indtrængende kværnende rundt i mit indre univers, hvor alt gik på standby og bare skulle overstås. Ring klokke. Ring nu. Når klokken ringer er det slut. Så går det over. Så går de allesammen op ad trapperne til klasserne. Opslugt af skolens fængselsagtige indre. Celler med glughuller i voksenhøjde, så inspektøren kunne holde øje med undervisningen. Svalegange rundt langs væggene i flere etager. Den kæmpestore aula i bunden. Mærkeligt, der ikke var sikkerhedsnet til at forhindre selvmordsforsøg. Eller endnu mærkeligere : Endnu har ingen kastet sig ud over kanten i smerte over skolelivet.

Ring klokke. Ring.

Stemmerne råber rytmisk. Et kæmpe fællesskab. LÆBEDYR! råber de. Med lige meget tryk på alle stavelser. LÆ-BE-DYR! LÆ-BE-DYR! På dette tidspunkt havde jeg ud over min store næse en vis slaphed i ansigtet, der måske kunne få nogen til at mene, at jeg også havde overdrevent store læber. LÆ-BE-DYR! LÆ-BE-DYR! LÆ-BE-DYR! LÆ-BE-DYR! Det var som om dette massive lydfællesskab aldrig blev træt. Ensomheden var total målt op imod det totale fællesskab. Det var svært at overskue, hvordan verden nogensinde skulle blive sig selv igen. Med øjnene på uendeligt hørte jeg endelig klokken ringe. Det rytmiske hånekor stoppede næsten omgående og børnene begyndte at gå mod skolens indgang. Et stykke i baggrunden gik gårdvagten. Uden kontakt. Jeg fik lov at blive stående. Normalt ville man være pisket ind af denne skolesystemets fejekost. Men af en eller anden grund lod han mig stå. 

Jeg skal være ærlig og indrømme, at denne oplevelse og andre lignende har sat sig dybe spor, og har givet mig en vis skepsis over for andre mennesker.

Heldigvis fik jeg senere selv chancen for at være i fællesskabet. Men føj for en ram smag, det gav i munden, da klassen havde udset sig et nyt offer og jeg stod med i kredsen omkring ham uden at blande mig, uden at stoppe det.

Jeg var dog tilpas dobbeltmoralsk til, at jeg gik hjem og fortalte mine forældre om, hvor dårligt de andre behandlede Søren, som han hed. Det var med en sodsværtet bitterhed, jeg modtog mine forældres ros for ikke at deltage i mobningen!

 Det var hårdt at gå i skole. Jeg gik som regel rundt med hænderne foran maven, for at kunne modstå eventuelle mavepustere, som pludseligt kunne møde en fra ældre børn, man dårligt kendte. Det skete dog alligevel en gang imellem at luften blev pumpet ud og man stod der sammenkrøbet som et chanceløst offer for den vold, der var en del af selve skolens kultur. Gad vide, hvordan de voksne havde det på den skole? De var hårde som sten på overfladen. Rev os i ørerne eller nakkehårene. Frk Kogle, der særligt tog sig af de små, havde en tradition for at tage de formastelige ungdomsforbrydere i kæberne og ruske dem. Det kunne jo ske, at man slog fra sig, når de stærkeste kørte på med at afgøre om man var rugbrød eller franskbrød. Stærk eller svag.

En form for humor eksisterede dog i denne fængselsgård, når det var frikvarter. Der var jævnt hen slagsmål, hvor eleverne stod i ring omkring kombattanterne. Heja , Heja, råbte de. Ofte med navn på deres foretrukne voldsmand. Gårdvagten endte som regel med at komme i adstadigt tempo og skille de stridende parter. Stoppede de ikke med det gode, blev der taget fat i ører eller andre strittende udhæng på drengekroppene. Det hændte dog at kedsomheden i skolegården tog overhånd. Er der ingen, der vil slås? OK så.

To tændstikker blev lagt over kors og et heppekor sat i gang. Stor morskab, når gårdvagten trængte gennem laget af børn for at komme ind og skille tændstikkerne fra hinanden.

Da jeg kom i 5.klasse skiftede jeg skole. Det var højst mærkeligt. Der gik nogle dage før jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at holde hænderne foran maven. Jeg fik vist sagt et par grovheder til nogle af mine kammerater, men de så meget undrende ud og sagde et eller andet formildende og gik videre.

Man sagde du til lærerne. Du og deres efternavn. Der blev talt venligt. Lærerne smilede. Man sad i hestesko og ikke i tre rækker med tomandsborde. Det var en revolution. Man måtte lege inde i frikvartererne, hvis man ville. På gangene var der borde og stole. Forskellige spil stod til rådighed, så nogle sad og spillede skak med en kødrand omkring sig, mens andre spillede kort. Fra højttalerne der var monteret rundt omkring lød musik. Rolling Stones, Jimmi Hendrix, Santana, The Mamas and the Papas osv. Alt sammen organiseret af elevrådet.                         

Det tog mig nogle måneder at komme mig over chokket.

Det tog mig år, at finde ind til glæden ved at gå i skole.

Billede Bodypaint læbedyr : Paige Thompson