Ferien er en herlig tid. Vi havde besøg af barnebarnet og en af hendes venner. Det giver altid anledning til en del overvejelser. F.eks. om mad. Hvad kan de lide? Hvad må de spise for forældrene? Hvad synes jeg selv?
Jeg valgte den farlige vej. Den rette vej. Jeg tog dem med ud at købe ind. Sådan en indkøbstur er en heftig sejlads mellem Skylla og Karybdis, hvor sirenernes sang lokker med farligt forlis.
Morgenmadsprodukterne stråler heftigt lokkende fra fremtrædende placeringer i butikkens kanaler og råber til børnene. Køb mig og bliv lykkelig!
Selvfølgelig faldt den gamle igennem og købte små farvestrålende æsker med morgenmad i en sampak, hvor kiloprisen nærmer sig de stadigt stigende guldpriser i denne utrygge finanskrisetruede investeringsverden.
Jeg kom i tanke om, at det jo nok ville være noget tørt, at spise indholdet af pakkerne uden tilbehør. Mælk? Yogurt?
Jeg erindrede mig Peter plys, der skulle vælge mellem syltetøj og honning og svarede : Begge dele tak! Men der behøver ikke være brød til, tilføjede han beskedent.
Så jeg sendte børnene ud i kølerummet for at hente mælk og yogurt, mens jeg lige fandt nogle andre fuldstændigt uundværlige fornødenheder og puttede i indkøbsvognen. Da jeg kiggede ud i kølerummet, så jeg to børn, der kravlede rundt på køleskabets mælkehylder. De gik simpelt hen til opgaven med liv og sjæl. Mælken var nem at få fat på. Den stod på nederste hylde. Men yogurten. Den stod på allerøverste hylde og var ganske uopnåelig. Men dybt i menneskets sjæl er der en uopnåelig længsel efter at besejre selv de højeste og stejleste tinder. Med dødsforagt hang børnene på kølerens klippekanter mens de fra toppen plukkede en yogurt efter deres hjerte.
Jeg er selv så vant til at være normal. Eller jeg skulle måske hellere kalde det gennemsnitlig. I hvert fald i forhold til højde. Alt er indrettet til mig. Jeg er fuldstændig holdt op med at tænke over det. Undtagen, når jeg engang imellem skal række mig ned på nederste hylde for at få den billligste vare. Men ellers er alt optimeret til butikkens indtjening kombineret med min højde og magelighed.
Så er det jo dejligt med sådan en øjenåbner. Jeg undlod behændigt at kommentere på børnenes adfærd. Der var faktisk øjeblikke, hvor ingen kunne se på mig, at jeg på nogen måder kunne forbindes med disse kommende grænseoverskridende ungdomsforbrydere.
Men tak for, at jeg er så gennemsnitlig. Og ikke er for lille. Eller sidder i en kørestol eller en af disse heftige crossere, der buser rundt i butikker behersket af ældre pensionistcowboys med tunge ben.
Tak til børnene, der genåbnede mine øjne for betydningen af at indrette miljøet, så det passer til brugerne.
Gad vide, hvordan det står til i de danske daginstitutioner ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar