Når jeg blir stor.....

Når jeg blir stor vil jeg være brandmand, sygeplejerske, kunstner, pædagog. Whatever. 

Børn siger sådan : Når jeg blir stor.

Jeg siger det stadig væk for sjovt engang i mellem. Når jeg blir stor, vil jeg f.eks. leve et liv, hvor jeg selv bestemmer over mig selv. Det er ikke lykkedes endnu. Jeg er til stadighed omgivet af mennesker, der i al venlighed og hjertelig omsorg gør deres bedste for at rette mig til, så jeg kan passe ind i det normale og ufarlige.

Det hænder jeg bliver sur, vred, stødt på manchetterne. I den situation kan jeg godt forstå nogle af de børn, der reagerer på opdragelse med modstand. Hvis al den kærligt mente opdragelse føles som påbud, kan man føle sin personlige integritet krænket. Så må man slås lidt, hvis man vil bevare en positiv selvopfattelse. Og det gør vi så - børnene og jeg.

Men når jeg blir stor vil jeg.....

Jeg siger det for sjovt, for stor er jeg jo. Men det der med at have drømme og ønsker for fremtiden er ikke holdt op. Alt er muligt - stort set. Visse fysiske og økonomiske begrænsninger kan jeg godt se. Men faktisk lever vi i en tid, hvor forandring ikke blot er en mulighed, det er et bestandigt krav. Vi skal være evigt forandringsparate. Udviklingsparate. Udnytte vores udviklingspotentiale. Alt sammen elementer fra manegement. Elementer fra magthaveres, virksomhedsejeres og chefers vilje til at maximere profitten. Og med søde ord og omskrivninger får de lokket os ind i en pseudoverden, hvor værdisætningen kan gøres op i tal og mængder og kurver og diagrammer.

Det kunne være vi skulle tænke lidt over denne værdisætning, når børnene skal "gøres skoleparate" og de senere skal "gøres klar til erhvervslivet". Lad dog ikke erhvervslivet blive hele livet. Der er dog - håber jeg -andre ting ved at leve, der er væsentlige. Når jeg blir stor, vil jeg leve et liv, hvor jeg lærer noget nyt hver dag. Hvor jeg er nysgerrig på det, der sker omkring mig. Reflekterende. Kreativ. Skabende. Når jeg blir stor, vil jeg bestemme over mig selv. Måske er det derfor, så mange glæder sig til efterløn eller pension. Måske er det derfor, så mange frygter det. Nu om dage kalder man det "fjumreår", når man bruger tid på noget, der ikke umiddelbart er stikt erhvervsrettet. Jeg vil egentlig gerne, fjumre mit liv væk.

“De voksne elsker tal. Når man kommer og fortæller dem om en ny ven, spørger de aldrig om noget væsentligt. De siger aldrig : >>Hvordan lyder hans stemme? Hvad vil han helst lege? Samler han på sommerfugle?<< – Nej, de spørger: >>Hvor gammel er han? Hvor mange søskende har han? Hvor meget vejer han? Hvor mange penge tjener hans far?<<
Først da tror de, at de kender ham.”
Citat: Den Lille Prins