Der udfolder sig en heftig dialog mellem drengene. De står over for hinanden i to grupper. Tydelige attituder, der viser aggression. De forreste med foroverbøjede kroppe. Bagved de forreste drenge nogle, der tripper mere uroligt rundt i frygt for konflikten, der er under optrapning. Enkelte grene og kæppe er placeret i hænderne på nogle. Lydene af drengenes stemmer bliver mere pågående, skingre mens lydtrykket stiger. En spytklat søger vej gennem luften og rammer et ærme. En anden klat besvarer lynhurtigt udfordringen og krigen nærmer sig uundgåeligt og uafvendeligt.
Det er på tide at gribe ind.
Kampen udspiller sig på en boldbane. Det karakteristiske ved en boldbane er den store åbne flade, hvor bolden kan spilles rundt. En stor åben plads uden afgrænsninger bortset fra opstregningerne, hvis man er så heldig, at de har overlevet regnvand og græsslåning. Men heldigvis er der mål. I begge ender.
Heldigvis. Min erfaring siger mig, at når jeg vil tale konflikter med børn er der brug for et samlingssted. En klar og tydelig ramme, hvor rummet er defineret, så man kan sidde sammen. Et rum man bliver i eller omkring, så dialogen kan foregå. En stor åben plæne lægger op til flugt eller rykken sig væk. Men heldigvis for målene. De er en god ramme at opholde sig i, mens man taler.
Så jeg kunne kalde på børnene og bede dem sætte sig i det ene mål. Her fik vi på bedste girafsprogsvis talt tingene igennem og børnene endte med selv at løse deres konflikt, så de kunne lege videre. Det fortæller jeg måske om en anden gang.
Det, der interesserer mig her, er brugen af målet som ramme for dialogen. Nogle gange er rammen et fællesbord i en stue, et klasseværelse eller andet. Nogle gange er rammen et bord-bænkesæt. Nogle gange et tæppe på gulvet. Nogle gange har jeg tegenet en kridtstreg på gulvet og derigennem skabt et rum i rummet.
Disse rum kan skabes på mange måder. Lys kan også afgrænse. Spotlys. Indirekte belysning. Planter. Akvarier. Reoler. Rumdelere. Farvet tape på gulvet. Skakmønstret gulvbelægning. Mulighederne er mangfoldige.
Jeg har brug for disse rum, når jeg arbejder med dialog. Jeg tror der er noget helt uroprindeligt i os, der skaber utryghed, når vi er på en stor, åben plads. Her kan vi jages uden mulighed for at gemme os. Vi søger ubevidst ud hvor der er en sten, en busk, et træ en bakke eller andre ting, der kan give os et rum.
Territorier er vigtige for os. Vi har brug for at kunne definere vores eget felt, hvor vi er urørlige. En intimzone, hvor ingen andre kommer ind uden at være inviteret. Når vi er flere sammen og danner flere grupper hjælper rummenes afgrænsninger os med at definere territorierne. Det mærkes tydeligt f.eks. når man er ude at spise på en restaurant eller caf'é. Bordene står med en vis afstand. Vi tildeles hver vort territorie, som vi sikkert også vil forsvare. Det er ikke velkomment for en fremmed at sætte sig ved et bord selv om der er en ledig stol, når der i forvejen sidder nogle.
Forleden var min kone og jeg ude at spise. Vi fik et bord til to. Det var placeret for enden af et seksmandsbord, hvor der i forvejen sad en familie. Kun fordi der var en afstand på ca. 10 cm og en stolpe imellem, føltes det OK at sidde der. Men de to borde undgik omhyggeligt at se på hinanden, tale med hinanden. Ja spillet går endog ud på at lade som om man ikke hører hinanden og hvad man taler om.
For børn er det endnu mere vigtigt med disse territorier - ikke mindst med de enorme horder af børn, man definerer som en normal gruppestørrelse i en daginstitution, en skoleklasse eller en SFO.Hvis de skal have en chance for at kunne etablere mindre legegrupper, må der arbejdes med de fysiske rammer.
Det samme gælder de udendørs rammer. Det handler ikke kun om at have plads. Den store åbne plads er ikke god at lege på. Den er god til fodbold, men ikke til leg. Udendørs skal der også etableres små rum, steder man kan gemme sig, steder man kan føle sig hjemme i, steder der kan defineres i fantasiens legeunivers.
Og så var der lige det der med : steder, hvor man kan tale med hinanden på en ordentlig måde. Steder, der lægger op til dialog og samtale i tryghed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar