Jeg sidder ved et cafebord udenfor et galleri i Kerteminde. Galleri Gykkenheim hedder det med en humoristisk henvisning til det berømte Guggenheim museum i New York. Vi er i det lidt rå havnemiljø, hvor bygningerne ikke er tænkt i helheder og ikke opført som led i en større arkitektkonkurrence. De oser af levet liv og har deres egen charme i al deres tilfældige rod og varierede vedligeholdelsestilstand.
Her sidder jeg og sludrer med nogle af vennerne. Vi er så heldige, at have udsigt til en hjemløs, der sidder med sit krus og rækker det frem i håb om at få lidt til dagen og vejen. Som så mange andre steder i byen er der tale om en skulptur, der taler sit eget tydelige bronzesprog. De er stillet op som en del af International Art Festival i Kerteminde. De skal minde os om, at der er mere styr på antallet af fisk i havet end antallet af hjemløse i Europa. Og mere fokus på fiskenes livsvilkår. Men for en gangs skyld kan vi uhæmmet stirre på en hjemløs uden at vende hovedet væk, og lade som om vi er optaget af andre vigtige ting.
En lille familie kommer gående på fortovet. Mor, far, stor pige 7 år på løbehjul. Lille pige 5 år kommer hysterisk skrigende gående med sænket hoved og slæbende skridt.
"Jeg kan ikke mere!!!", gentager hun igen og igen kun varieret med "Jeg kan ikke vente mere!!". Lydene skriges ud stønnende med udpræget halslyd næsten som opkast, der ikke kan holdes tilbage.
Hun passerer den hjemløse. Går sin hysteriske gang 5 skridt forbi. Lyden stopper. Hun vender rundt. Går tilbage til den hjemløse. Kigger nysgerrigt. Undrer sig over de mønter humoristiske sjæle har lagt i den stivnede hjemløses kobberbæger.
Mor er kommet noget foran, vender sig rundt og siger "Kommer du?"
Den lille pige fortsætter sin gang og genoptager sit tidligere ulykkelige mantra.
"Jeg kan ikke vente mere !"
Efterhånden som hun kommer længere væk, dør lyden mere og mere ud, som når udrykningslyden fra en ambulance fortoner sig i det fjerne og til sidst ikke kan høres mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar