fredag den 20. juli 2012

Pædagogisk sødsuppe for konfliktløsere

Der sidder de så. De to grupperinger, der er oppe at tottes. Jeg har fået anbragt dem i målet på fodboldbanen, så vi har et rum at være i. Jeg samler dem i den ene ende, så rummet bliver yderligere indskrænket. Alle kan se alle. "Se" er et meget fint ord her. Alle skuler til alle. Øjenbrynene hænger lavt over smalle øjne, der sender lyn af sted, mens tordenbraget endnu venter med at dukke frem.

Jeg tager et valg. Sofus får lov at fortælle først. Han plejer at være god til at huske og iagttage, hvad der sker. Samtidig har han svært ved at vente på de andre. 

- Jeg gider ikke have, han kalder mig nosserøv!
 - Hvem?
- Det er Glenn. Han kalder mig nosserøv!
- OK. Prøv at sige det til Glenn.
- Jeg gider ikke have du kalder mig nosserøv! siger Sofus til Glenn.

Glenn lyner : Så gider jeg heller ikke have, du tager min kæp!

Jeg er nødt til at styre dialogen. 
- Glenn, vent lige lidt. Først hører vi hvad Sofus siger, så skal du nok få lov bagefter. Sofus, hvad er det du gerne vil bede Glenn om ?

Jeg vil gerne have han skal lade være med at kalde mig nosserøv, siger Sofus. Denne gang taler han afdæmpet og roligt.
- Hvad sker dig med dig, når han kalder dig nosserøv ?
- Jeg bliver ked af det og vred.

- Prøv at sige det til ham, og sig, hvad du gerne vil have, han skal gøre, siger jeg.

- Vil du godt lade være med at kalde mig nosserøv?
- Ja, Ok, siger Glenn.

- Hvad er det så du vil bede Sofus om? spørger jeg Glenn.

- Han skal lade være med at tage min kæp!
- Hvordan har du det, når han tager din kæp?
- Jeg bliver sindssyg i mit hoved og får lyst til at smadre ham! 
- Hvad er det for en følelse?
- Jeg er rasende!
- Prøv at sige det til ham.

- Jeg bliver rasende når du tager min kæp! Glenn er stadig lidt vred.
- Hvad vil du gerne bede Sofus om? spørger jeg.
- Han skal lade være med at tage min kæp!
- Prøv at bede ham om det.
- Sofus, vil du godt lade være med at tage min kæp? Denne gang er Glenn helt nede i tonelejet. Drengene kigger hinanden i øjnene og kommer pludselig til at grine.

- Ja, siger Glenn.

- Er I klar til at lege videre ? spørger jeg.
De er klar. 
Jeg har her beskrevet en lidt forenklet udgave af virkelighedens konfliktløsning. Der var jo flere involverede med hver deres følelser i klemme. Men det virker altså det her. Jeg har ikke været inde og forholde mig til rigtigt og forkert. Det er deres egen afgørelse. Det er deres leg. Jeg har ikke skældt ud. Jeg har forsøgt at forholde mig neutral i konflikten, så ingen af den grund taber ansigt. 

Nu var det jo heller ikke første gang jeg kørte modellen igennem. Ideen er jo hentet fra tankerne om Ikke-voldelig kommunikation, nogle gange kaldet Girafsprog. Jeg henviser til mine tidligere blogindlæg
fra april 2012 om emnet, men vil her blot lige repetere :



1. Fakta. tag udgangspunkt i noget konkret ikke-fortolket f.eks. du kommer ofte for sent.
2. Følelse Fortæl hvad det gør ved dig f.eks. det irriterer mig og jeg bliver ked af det.
3. Behov Fortæl, hvad der er dit behov f.eks. jeg har brug for at komme i gang til tiden
4. Anmodning Vil du arbejde på det fremover ?
 

Jeg slutter gerne med at sikre mig at alle er glade og tilfredse. Jeg spørger dem simpelt hen. Ind i mellem spørger jeg også, hvad de gerne vil have, at jeg skal gøre. 
Skal jeg hjælpe jer med jeres leg?
Skal jeg hjælpe med at forhandle reglerne?
Skal jeg hjælpe med at finde ud af, hvem der bestemmer?
Skal jeg være lige ved siden af jer eller er det bedre jeg er lidt væk?
Er der nogen ting i mangler i jeres leg?

Sådan kan man spørge alt efter situationen. Helst meget konkret, hvis det er børn, der tænker meget konkret. 

Nogen gange kan sådan nogen fortællinger som den jeg lige har skrevet lyde som en værre gang sødsuppepladder. Nogle gange kan det lyde selviscenesættende, som om man endnu en gang forsøger at glorificere sin egen indsats og fortælle om egne fortræffeligheder. Nogle vil måske endda opfatte det som et forsøg på at nedgøre deres arbejde og deres metoder. Nogle gange lyder det som en recept man kan følge, og så skal alt nok lykkes. 

Sådan er det ikke.
Der er ikke noget, der er nemt.
Det skal bygges op. Både i en selv som tanker, følelser, forståelser, intuition, empati osv.
Det skal bygges op i børnene. Som teknik. Der skal læres mange ord før man kan forklare sine følelser. Der skal mærkes meget efter før man er bevidst om sine følelser. Der skal fokuseres for at man kan slippe følelsen og tænke på, hvilket behov, der ligger bag følelsen.

Men først og fremmest. Det kan kun lykkes i kraft af den relation man som voksen bygger op med børnene. Det kan også siges anderledes :
Hvis børnene ikke har tillid til dig og føler sig trygge ved dine metoder, kan du glemme alt hvad jeg har skrevet. Så er det bare meningsløst sødsuppebavl på recept.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar