Profetens problematiske hjemmebane

En profet bliver ikke vel modtaget i sit eget land. Det fremgår af Johannesevangeliet. Men også af Ibsens Peer Gynt :

.........Profeten er kommen!          
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldrig fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
         profeten, profeten er kommen!........

 .......Jeg har læst på tryk-og satsen er sand-
"ingen blir profet i eget land".-......

Det kan man så tænke lidt over. Jeg tænker. Jeg har tænkt.

Hvis man skal se op til andre mennesker og tro, de har noget særligt at give fra sig, at de besidder en særlig viden, erfaring eller klogskab, er det bedst ikke at kende dem. I hvert fald ikke alt for godt. Hvis vi kender for meget til de menneskelige svagheder eller den daglige praksis hos profeten eller foredragsholderen eller kollegaen, er der en tendens til at vi lytter til og forholder os til personens ord med et vist filter. Filteret er farvet, så det kan være svært at høre det gode og kloge i ordene, der forlader personens mund. Det er i virkeligheden dybt tragisk, hvis det er sandt. Så kan man jo blive nødt til at gå over åen efter vand. Og det bliver svært at udvikle sig i et fællesskab, fordi man bliver mere optaget af at vurdere samarbejdspartnerens overensstemmelse mellem teori og  hans moralske og etiske habitus sat op imod den faktiske praksis, som jeg tror, den er.

Forholdet mellem forældre og børn kan til tider minde om et venne- eller venindeforhold. Mine fordomme siger mig, at der især blandt mødre og døtre til tider opstår et sådant intimt forhold, hvor mor fortæller alt. Svagheder. Følelser. Fejltrin. Oplevelser af enhver art. Om kærlighed - især hvis mor er blevet alene og er på jagt efter den nye eneste ene.....

Sådan en relation kan have sine styrker. Men også svagheder. jeg tror der er mange børn, der har svært ved at bruge deres egne forældre som fortrolige og rådgivere - netop fordi de har været for tætte. De går hellere til andre voksne, som de ikke har den samme relation til. Nogle har med undren lyttet til, hvilken fantastisk mor eller far de har. I hvert fald i følge andre børn/unge. 

Men nu håber jeg ikke, jeg kommer for tæt på og udstiller mine svagheder og mangler for meget. Så risikerer jeg bare, at der ikke bliver lyttet til, hvad jeg mener.