Strøgne øjne og nøgne løgne.

18. september 1970 fremførte Trille på DR TV Jesper Jensens sang Øjet, der provokerede det dengang "pæne Danmark". Fremførelsen endte med at daværende justitsminister Knud Thestrup besluttede, at der skulle rejses tiltale efter Straffelovens §140 mod de ansvarlige hos DR. Sagen endte med frifindelse. Sangen har i dag kultstatus, men er aldrig genudgivet. Den kan ses og høres på DR's arkivsite Bonanza.

  

§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. 

Det var åbenbart stærke sager. Trille sang om øjet i det høje, alias Gud, der hele tiden greb forstyrrende ind, hver gang hun skulle til at have det lidt rart.

"Men så snart der' no'et der kilder

bar' en lille bitte smule

så lurer der et øje i det høje"

Det er gået op for mig, at sådan har jeg haft det hele mit liv. Ikke med gud, men med mine forældre. I alle mulige sammenhænge er de kommet ind over og har grebet ind i mine handlinger eller nogen gange manglende handlinger. 

Jeg har altid været to-sproget. Mine forældre hørte mig kun bande en gang, så havde jeg lært, at det måtte man ikke. Det kan man læse om her: http://videnomboern.blogspot.dk/2012/06/en-lussing-for-livet.html.

Men hvor har der i grunden været mange hensyn at tage. Jeg har altid tænkt meget på, at de ikke skulle blive kede af det, stødte, vrede eller på anden måde få ubehageligheder. Sådan har jeg nok altid haft det, men det blev forstærket da min lillebror døde ved en trafikulykke for nu 30 år siden. Han havde i flere år været psykisk syg og var røget ud og ind af psykiatriske afdelinger, hvor de var ude af stand til at hjælpe ham. På mange måder virkede det mest som om, det der var galt med ham var en ualmindelig følsomhed over helt almindelige menneskelige problemstillinger såsom livets mening eller mangel på samme.

Men han bebrejdede mine forældre. Han bebrejdede især min far. Det var lidt diffust, hvad han havde gjort eller ikke gjort. En del af det handlede nok om den religiøse opdragelse. Om den pådragelse af skyld og ansvar, der lå i opdragelsen. Ind i mellem kunne det netop føles som det Trille sang om. At glæde blev forbundet med skyld og skam.

Men min bror døde. Han kørte ind i en bro over en motorvej i nærheden af Årup på Fyn. Fulde hammer lige ind i siden af broen. Det var en frygtelig aften. Han havde taget nøglerne til mine forældres bil og var kørt uden at sige noget til dem. Han var lige en tur forbi mig og fortælle, at nu ville han gøre en ende på sit liv. Det havde han prøvet flere gange før. Jeg har samlet ham op af blodpøle og kørt ham på skadestuen for at få ham lappet sammen igen. Hvorfor skærer du ikke på langs i stedet for på tværs af blodåren? sagde en af lægerne til ham med hån og foragt i stemmen.

Jeg har fået ham til udpumpning, fordi han spiste overdosis af diverse piller. Og jeg har besøgt ham på P. Særlig om natten, når han ikke kunne hold det ud, havde han brug for mig. Mine forældre tog han afstand fra. Alle disse ting fortalte jeg heller ikke dengang mine forældre.

Det var hårdt for dem, da han døde. Det siger sig selv. De foretrak tanken om at det var en hændelig trafikulykke og ikke et selvmord. Alligevel gik resten af deres liv med selvbebrejdelser og skyldfølelse og ikke mindst stor sorg, der selvfølgelig blev mindre med årene, men aldrig helt forsvandt. Min far led i mange år af en lidelse, hvor han kastede op og havde det skidt i måneder. Der var ikke nogen fysisk forklaring på lidelsen. Den var helt klart en psykosomatisk følge af min brors død.

I skyggen af denne begivenhed har jeg hele tiden bestræbt mig på ikke at forstyrre mine forældre med problemer. Ikke skabe unødige bekymringer. Ikke forstyrre deres håb om min lykke, der jo også hang sammen med at jeg ikke skulle tage afstand fra gud og religionen. Så øjet i det høje har været der. Det har bare været min forestilling om, hvad mine forældre har tænkt, der har styret og grebet forstyrrende ind i mit liv.

Det er først for alvor gået op for mig nu, hvor mine forældre er døde. Jeg har fået en frihed, jeg ikke har haft før til at gøre det, jeg gerne vil. Til at udtrykke de ting, jeg gerne vil. Det er faktisk altafgørende for, at jeg nu kan skrive denne blog. Og mange andre ting, jeg nu gør i mit liv.

Jeg har siden mødt andre, der har haft de samme erfaringer. Forleden mødte jeg en kunstner, der laver meget stærke billeder med en kraftig erotisk karakter. Steffen Kindt hedder han. Han er ca 67 år gammel, hvilket til gengæld ikke kan ses af hans skønne billeder. Hans far ville have fået et føl på tværs, hvis han havde oplevet det. Steffen er født i Hamburg og har fået en traditionel streng tysk opdragelse med en patriarkalsk far med uindskrænkede magtbeføjelser.

Og således kan forældrenes død forbindes med en frisættelse og frigørelse fra øjet i det høje. Men jeg tager mig i at have dårlig samvittighed over at opleve den kreative glæde denne frihed giver mig. 

Forbandede øje!