De slås. Kæmper. Kaster rundt med hinanden. Kæppe svinger i luften. Drengene råber udstøder lyde. Ind i mellem tegneserieagtige lyde. AAAGGHHHH! TJUUU! WOUW! TJOK! ZAG! HÅ! PÆRNG!
- AV, det gør ondt.
- OK. Så siger vi, man må ikke spænde ben.
Midt i kamplegen foregår en mængde små forhandlinger og tilpasninger. De har snart leget længe. Uden vrede. Uden tårer. Uden splid.
Der sidder 3 voksne ved et bord og bænkesæt. De hygger sig, men har også hele tiden øjnene og ørerne fokuseret på den aktive drengeflok. Mens de sidder der støder der endnu en voksen til. Allerede på 5 meters afstand gjalder det ud over flokken. Hey, pas på der!
På et øjeblik ændrer situationen sig. Flere børn bliver mere voldsomme. Et par stykker græder. De voksne må stoppe legen.
Jeg har set det før. Børnene er meget dygtige til at forhandle med hinanden. Tilpasser sig hinanden. Får tingene til at glide. Meget fordi der sidder nogle voksne ved siden af. Det giver tryghed og overskud til legen. Paradokset er, at når de voksne korrigerer legen, ændrer stemningen somme tider karakter. Det går fra leg til alvor. Konflikter dukker op. Grænser overskrides.
Jeg har en teori om, at der sker noget med ansvaret. Så længe de voksne ikke blander sig er ansvaret hos børnene selv. Lige så såre de voksne begynder at styre og korrigere overtager de ansvaret. De voksne styrer reglerne. Børnene holder op med at lytte til hinanden. Holder op med at tune ind på hinandens signaler og bliver optaget af de voksne i stedet. Appellerer til de voksne.
- Av. Han slog mig! Blikket går appellerende til de voksne.
- Nej, jeg gjorde ej. Det var ham, der sagde "spade" til mig!
Der går ikke længe før al leg er forsvundet og de voksne er travlt optaget af at udrede trådene og skrive tykke historiebøger om, hvem gjorde hvad hvornår og hvorfor, og hvad kunne man have gjort i stedet.
Det er svært at få legen i gang igen. De magiske øjeblikke er forduftet ud i intetheden. De forkølede forsøg på at genoptage ebber ud og alle går hver til sit og finder nye mønstre.
Jeg siger ikke, at voksne skal lade være med at blande sig. Jeg tænker bare på at man skal passe på med at tage ansvar. Altså bogstaveligt talt tage ansvaret. Hvis du tager det, har du det. Kunsten er at støtte børnene på en måde, så de kan beholde ansvaret.
Jeg har set eksempler på succesfuld intervention. F.eks.:
- Er det OK, at han sidder ovenpå dig ?
- Er det stadig sjovt?
Derved får man appelleret til den gode indbyrdes dialog uden at fordømme ham, der sidder øverst.
Eller man kan spørge til reglerne i stedet for at være den, der definerer dem.
Man kan evt. selv deltage i det vilde slagsmål. Det giver også en vis forståelse og indsigt. Man skal blot huske sin egen fysiske overlegenhed på nogle felter, sandsynligvis på styrke. Men somme tider er man jo lidt langsommere end børnene! Så pas på med eftertaklinger. Alt andet lige kommer legen nemt til at fokusere på den voksne, når han deltager. Så far med lempe.
Den anerkendende tilgang til børnene har visse fordele. Forstå nu endelig ikke anerkendende som rosende. Det er en kæmpe og meget udbredt misforståelse af anerkendelsesbegrebet. Anerkendelsen bygger mere på at man viser, at man forstår børnenes følelser og behov. At man respekterer deres ståsted og ret til at udtrykke sig. At de har en vis ret til selvbestemmelse.
Men balancen imellem at støtte børnene og styre dem er hårfin. Vi vil gerne have, at vores børn skal kunne gå fra ydre styring til indre styring. At de skal gå fra lydighed til ansvarlighed. Det kræver stort mod og indføling fra de voksne omkring børnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar