Mudder og røde skjorter

Vi var ikke fattige. Men der skulle passes på pengene. Min mor var hjemmegående husmor. Helt efter bogen. Sådan var det sidst i 50-erne og først i 60-erne. Min far var ansat som sygeplejerske. Det var til gengæld ikke hverdagskost på den tid. Han arbejdede på Rigshospitalet og cyklede hver dag fra Tårnby på Amager. Arbejdsugen var på 48 timer, så vidt jeg husker. Dengang tog man jo almindeligvis 6 dages arbejde og 1 dag fri.

Min mor gjorde, hvad hun kunne for at få pengene til at strække. Min bror og jeg var på det tidspunkt 3 og 5 år. Jeg var den store. Min mor gik op i, at vi skulle se godt ud. Vi skulle være rene og pæne og have noget ordentligt tøj. Tøj var dyrt. Dengang var der ikke billigt tøj, der blev importeret i store mængder fra asiatiske markeder. Dengang lå Asien i Jylland omkring Herning, hvor kvinderne så småt begyndte at komme i arbejde og masseproducerede tøj i et stadigt stigende tempo.

Industrirevolutionen opstod i 1700 tallets England netop omkring tekstilarbejdet , hvor nye maskiner og produktion i store enheder satte gang i en industriel produktion. Arbejdernes forhold var ekstremt dårlige og fagforeninger blev dannet. Blod, sved, kamp, fyringer, ydmygelse, fattigdom var sten på vejen. Også i Jylland. Nu om dage bruger vi billigt tøj i store mængder uden at forholde os bevidst til børnearbejde, kemikalier, underbetaling, manglende rettigheder, megalange arbejdsdage.

Men vi skulle have ordentligt tøj, dengang vi var små, min bror og jeg. Min mor var rundet af fattigdommens tradition for at finde løsninger. Hun syede selv meget af vort tøj. Hun havde lært det af sin egen mor, der som en nøgen kvinde af nød havde lært ikke at spinde, men at sy for folk.

Min mor havde syet de fineste røde skjorter til os. Med flipper og lommer og knapper og alt til faget hørende. Butterfly en selvfølge. Dertil kom bukser i terylene, handelsnavn for den først producerede polyesterfiber. Det var storslået.

En dag skulle vi på besøg. Vi var jo børn, så vi fulgte bare med, hvor det end skulle være. Dette besøg krævede, at vi tog os godt ud, syntes min mor. Så det var de røde skjorter. Indtil vi skulle af sted fik vi tiden til at gå udenfor. Vi havde fået produceret et vidunderligt mudderhul, hvor mængderne af mudder voksede i takt med brugen af vand fra stadigt fjernere liggende pytter. Fortyndingen af mudderet blev modvirket af en ihærdig huggen, hakken og graven i jorden. Kvaliteten af mudderet var god. Den var på den ene side flydende. På den anden side ikke mere flydende end den kunne flyttes på en skovl og hældes op i spande og kasser..

Vi havde fået tilranet os en god trækasse, som vi fyldte og tømte.

Under legen blev min bror kaldt ind, så han kunne blive klædt på til det fine besøg. Jeg fortsatte mit vigtige arbejde i mudderminerne, hvor jeg nu skulle være alene om både ledelse, organisation og produktion. Midt i en væsentlig og betydningsfuld detalje i produktionsprocessen blev jeg afbrudt af min bror. Der stod han i sit fineste puds. Den røde skjorte lyste op og gjorde dagen anderledes.

- Du skal komme ind nu, siger mor.

Jeg stod med den store trækasse løftet op i hænderne. En særlig fin kvalitet mudder var under omlæsning til en ny lagerplads. Min bror stod ved kanten af mudderhullet.

- Du skal komme ind nu, gentog han.

Jeg blev lidt irriteret. Disse evige afbrydelser i en seriøst arbejdende mudderproducents liv. Og netop nu, hvor mudderkvaliteten var helt i top og råvaremængderne i mudderminen tilsyneladende uudtømmelige.

- Du skal komme ind nu!

Tonen var blevet lidt skinger og anstrengende, syntes jeg.

Irriteret og måske en anelse heftigt slap jeg den store kasse med mudder. Den landede i pølen med et tryk, der pressede det underliggende mudder op i store kaskader. Disse kaskader spredte sig vidt omkring. Også til min brors røde skjorte og terylenebukser og det nyvaskede ansigt med det vandkæmmede hår.

Det var kun mig, der kom af sted i rød skjorte og terylenebukser. Min mor fandt noget andet til min bror. Det siger sig selv, at hun havde mange kommentarer til min indsats i mudderminen. Ikke positive. Nok nærmere sådan lidt i retning af, hvordan jeg kunne finde på det ! At jeg kunne gøre det imod hende. Alt det arbejde. Også med de røde skjorter, som hun havde glædet sig til at vise frem. Og en lille tåre i øjenkrogen, mens hun lidt hidsigt, men effektivt fik mig vasket og klædt på.

De børn, jeg møder nu om dage elsker, når jeg fortæller den slags historier. Historier, hvor jeg har dummet mig. Gjort noget forkert. Er kommet i vanskeligheder.

De elsker, når billedet af de voksne som ufejlbarlige forbilleder krakelerer, og de viser en flig af  den menneskelighed, der består i en god blanding af følelser, fejlvurderinger og fantasi. Når de får mulighed for identifikation med voksne, der ikke kun er Barbiedukke-agtige rollemodeller i en lyserød verden. Lad Ken komme i vanskeligheder og Barbie slippe en vind på et uheldigt tidspunkt.

Eller oversat til pædagogsprog :

Børn har brug for rollemodeller. Børn har brug for voksne rollemodeller. I min verden har børnene brug for voksne rollemodeller, der er rigtige mennesker med følelser, fejlvurderinger og fantasi. Voksne, der er troværdige, tillidsvækkende og tryghedsskabende.

Voksne, hvor intet menneskeligt er fremmed. 

Nogen har engang sagt :

 At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.

Citatet tilskrives Kierkegaard, men er vist egentligt udviklet af følgende tekst, som jeg her gengiver for måske at inspirere til læsning af ældre tekster. Det er ikke altid nødvendigt at forkaste fortidige menneskers tanker, blot fordi de ikke er udtryk for den nyeste forskning indenfor hjernevidenskab og raketteknologi :

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv! 

Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed"