Det er en umulig opgave. Det der med at vide, hvad der foregår inde i hovedet på andre mennesker. Hvordan foregår tænkningen helt konkret? Den eneste metode, vi har til rådighed, er at tale med hinanden om det. Vi kan lave interviews. Måske endda lidt systematiske, så vi får en masse materiale fra forskellige mennesker. Der er hele tiden overvejelser at gøre sig : Har måden at tænke på noget at gøre med alder? Har måden at tænke på noget at gøre med køn? Har måden at tænke på noget at gøre med arv? Miljø? Kultur? Historisk tidsperiode?
Når jeg her taler om måden at tænke på, mener jeg ikke så meget indholdet i tænkningen. Det er mere formen og strukturen. Hvordan opleves tænkningen inde i hovedet? Det er som regel godt at starte med sig selv. En god beskrivelse af, hvordan man selv oplever tingene sætter tit andre mennesker i gang, så de også fortæller. Jeg afventer spændt reaktioner.
Hvad angår mig selv, må jeg sige i al fortrolighed, at min tænkning ofte er rimelig kaotisk. Jeg har ingen klar erindring om den allertidligste barndom, men har en fornemmelse af, at tænkningen som årene er gået er blevet mere og mere bevidst for mig. Bevidsthed betyder noget. Det er mærkeligt, men man kan tænke på, at man tænker, mens man tænker.
Men inde i mit hoved er der, hvad jeg vil kalde, tankemylder. Der foregår rigtig mange ting. Det foregår tit i spring. Uden bevidst struktur. Det er ikke mig, der styrer. Tankerne vælter bare frem. Den ene tanke fører en ny med sig via associationer, som er en slags sammenkædninger. Der behøver ikke være nogen som helst logisk struktur. Det kan være en følelse, der kommer ind over. Pludselig kommer en erindring og sætter sit præg på tankemønsteret. En person. Et sted. Noget behageligt. Noget ubehageligt. Tankerne vandrer af sted.
Når man lytter til andre mennesker, kan man somme tider få indtryk af, at de har en helt anderledes måde at tænke på. Nogle mennesker lyder så kloge, så velovervejede, som om der inde i netop deres hoved hersker en særlig orden, hvor fornuften, logikken og systematikken hersker. Hvis det så samtidig er blandet med noget, der i det mindste lyder som stor indsigt og viden, møder vi dem med ærefrygt og respekt.
Min lettere kaotiske tænkning forandrer sig mærkbart i nogle bestemte situationer : Når jeg taler, tænker jeg. Når jeg taler, får jeg struktur på mine tanker. Når jeg taler, har jeg en oplevelse af at blive klogere på det, jeg taler om. Der sker en kognitiv forandring. En læring. En erkendelsesproces. Mon ikke der findes andre, der har det på samme måde.
Hvis det at tale giver mulighed for erkendelse må det betyde noget for pædagogisk og didaktisk (undervisningsmæssig) virksomhed. Hvis tale fremmer tænkning og erkendelse, må tale sættes i centrum.
Jeg synes også, jeg kan få struktur på mine tanker, når andre fremlægger deres tanker, deres indre historier og logikker. Når bare de ikke taler for længe, for så er mine tanker for længst vandret til den anden ende af verden, mens øjnene står på uendeligt.
Den optimale situation er dialog. Når man taler med hinanden på skift. Og navnlig forholder sig til det, som bliver sagt. Nogen gange får man indtryk af, at det kniber lidt med interessen for at lytte til andre. Det er som om, der mest handler om at få fyret sin egen oplevelse eller pointe af, og så kan man vandre videre i sin egen indre verden.
Men hvad hvis man ikke har nogen at fortælle sine tanker til? Det må ændre en del på mulighederne for kognitiv udvikling. Hvis børn eller voksne bevæger sig i et miljø, hvor man ikke taler og navnlig ikke lytter. Der er ikke bare tale om ensomhed som følelse, men ensomhed med store konsekvenser også for den kognitive udvikling.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget det hjælper på struktureringen af mine tanker at skrive tingene ned. Eller op. Nogle gange kan det være rart at få systematiseret tingene, så man kan få skabt overblik over komplekse forhold. Der er som regel tale om forenklinger af forholdene, men det hjælper mig til at få skabt overblik over handlemuligheder, så jeg kan lave planer og dermed aftaler med andre mennesker om handlinger, vi udfører i fællesskab for at nå et bestemt mål.
De komplekse forhold, man kan beskrive, kan også omhandle følelser, erindringer og tanker. Det har lidt samme effekt som at tale. Man bliver klogere på, hvad man mener. Man bliver mere bevidst om sig selv og sine tanker. Men også her kommer dialogen ind som en væsentlig partner : Jeg personligt udgiver jo netop mine tanker. Jeg får meget ud af reaktionerne. Jeg er glad for, at der er læsere. Det giver mig lyst til at skrive endnu mere, ja til tider føler jeg det næsten som en forpligtelse at blive ved med at opretholde denne skriftlige dialog med verden.
Lad os for guds skyld hjælpe børnene med at få lov til at formulere sig og indgå i dialog med andre. Lad os sikre en pædagogik og opdragelse i de små hjem, hvor vi respekterer, at man lærer gennem tale og dialog. Det, der kommer ud af munden, er ikke forarbejdet og færdigt materiale, men netop en del af en erkendelsesproces i stort og småt. Det er en måde at møde verden, hvor man får testet sin egen væren og værdi, så lad os møde den sådan. Med respekt for at mennesker, og ikke mindst børn, altid er på vej, altid er i en udviklingsproces. Det giver ikke mening fordomsfuldt at tænke, at han eller hun er sådan.
I en struktureret tænkning om tænkningen vil man sandsynligvis dele tænkning op i to hovedområder:
1. Filosofi. Tænkning om erkendelse, om problemløsning, logik, beslutninger osv.
2. Kognitionspsykologi. Opmærksomhed, sansning, perception, sprog, læring, intelligens osv.
Man vil muligvis få lyst til at komme på yderligere strejftog i andre emner som f.eks. bevidsthed. Og dermed det ubevidste. I store dele af psykologien handler indsatsen om, hvordan man gør det ubevidste bevidst, så jeg'et eller personligheden kan blive stærkere. Hvordan skulle dette være muligt uden sproget? Langt hen ad vejen tror jeg, vi i vores kollektive udviklingshistorie har lært at arbejde med disse forhold.
I mange tilfælde er der betydningsfulde mennesker, systemer og magthavere, der har forsøgt at styre disse processer, så mennesker kun i en snæver og bestemt defineret retning udvikler bevidsthed. Systemerne har en tendens til at bryde sammen på sigt, men kan kaste sorte skygger over generationer af menneskers tilværelse.
For tiden er er godt eksempel Nord-Korea. Eller Burma, hvor de fleste nu kender Ang San Suu Kyi, der har siddet i årevis som samvittighedsfange.
Og lad os aldrig glemme os selv. På hvilke områder bliver vores tænkning, erkendelse, bevidsthed manipuleret?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar