Solen sender sine varme energier gennem atmosfæren. Vi er heldige. En del energier rammer stakken af brune brædder, så de varmes op. Det føles skønt at sidde der. Man får varmen nedefra gennem brædderne og oppefra via solen. Vi sidder der og nyder livet, min søn og jeg.
Han er ca 2 år. Nyder varmen som jeg, men er samtidig bange. Fluerne har opdaget velbehaget ved at opholde sig på bræddestakken. Der er en flok på 10-15 stykker, der skiftevis sætter sig og myldrer lidt rundt og ind i mellem tager sig en flyvetur. Han er åbenbart bange for fluer.
- Der er ikke noget at være bange for, siger jeg.
Det har tydeligvis ikke den store effekt. Der kommer stadig små klynk og afværgende armbevægelser. Brædderne lå der af en grund. Vi var ved at rage nogle gamle udhusbygninger ned. Træet blev samlet i nogenlunde pæne stakke og overskuelige bunker. Det havde jeg lært dengang nogle af mine venner hjalp mig med en nedrivningsopgave. De ville gerne hjælpe, sagde de, og før jeg havde set mig om, var alt revet ned og lå i en stor forvreden bunke midt på pladsen. Farvel, sagde de. Tak for hjælpen, sagde jeg og gik i gang med oprydningsarbejdet, som tog dobbelt så lang tid som nødvendigt, fordi alt var filtret sammen.
Bortset fra det, fru kammerherreinde, så lå der nu denne sirlige stak brædder, men også værktøj som f.eks. koben og hammer. Jeg gav hammeren til min lille søn. Slå fluerne, sagde jeg til ham. Han slog. Og slog. Og slog. Han ramte ikke fluerne, men hver gang han slog ned i brædderne forplantede lyd og slag sig, så hele flokken af fluer lettede. Han blev ved og ved. Og grinte og grinte. Han var pludselig blevet den stærkeste og verdens hersker.
Og han var ikke bange mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar