Henriks hønsestrikkede hue

Forleden stødte jeg på en hue. Vi har gemt den i mange år. Efter min lille søn brugte den til værn mod kulden for knap 30 år siden, er den indgået i vores datters dukkers univers, hvor den har været en skattet hovedbeklædning i børnenes leg.

Huen er strikket. Hønsestrik, som det hed dengang. Sjovt udtryk, men her er baggrunden iflg. Wikipedia :

Hønsestrik er en betegnelse for en strikkestil fra 1970'erne.

Navnet kommer fra en række bøger af Kirsten Hofstätter - den første fra 1973. Bøgernes budskab var at bryde med de stramme strikketraditioner og normer. At gøre strikningen mere tilgængelig for alle. Hofstätter opfordrede til at alle kunne og burde strikke som de ville, hvad der førte til en masse farvestrålende og fantasifulde trøjer.

Hønsestrikbøgerne havde et formål :

  

Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften! 

Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 

Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.  

Sådan en hue var det. Flotte farver i blå, grøn, orange, rød og lidt til og meget mer. Fine små figurer, der danser af sted på en række. En meget glad hue. Jeg fik huen af en mor i børnehaven, hvor jeg arbejdede. Hun havde selv strikket den til sin egen søn, Henrik. Da jeg fik barn kom hun forsigtigt og spurgte mig, om jeg var interesseret i at få noget tøj. Vi var ikke de rigeste i verden, så jeg var glad og taknemmelig. Også fordi tøjet var lækkert, og noget af det var hjemmestrikket hønsestrik. Virkelig smukt.

At gense huen skabte en mængde billeder i mit hoved. Erindringer og stemninger fra fjernere tider gik igennem akkompagneret af billedstrømme. Jeg husker både Henrik og hans mor. De var begge mindre end gennemsnittet. Mor var med pagehår og runde briller, som det var på mode dengang. Henriks oprindelse var lidt af en gåde. Faderen var ikke-eksisterende. Der var ingen kæreste. Moderen var utroligt blid og sød. En dag fik jeg en fornemmelse af Henriks oprindelse. Det var en dag, hvor jeg lukkede børnehaven og som vanligt sludrede med forældrene. Denne dag var Henrik den sidste på stuen. Jeg havde bedt Henrik om at rydde op i dukkekrogen, inden han tog med mor hjem. Han var nødtvungent i gang med opgaven. Det tog sin tid, så der var god tid til at snakke. På et tidspunkt i samtalen spurgte Henriks mor mig, om jeg evt. kunne tænke mig at være donor, så hun kunne få endnu et barn. Hun var meget glad for mig og min personlighed osv. sagde hun. Jeg var noget overrasket, men tog det i stiv arm, som man siger. På den ene side stolt over tilbuddet. På den anden side lidt skræmt over den grænseoverskridende intimitet i forslaget.

Jeg fik på en pæn måde takket nej til tilbuddet. Henriks mor blev ved med at være venlig - også i tiden fremover. Vi talte aldrig mere om det.

Men jeg tænker på det, hver gang jeg ser den hue.