Hun blev hentet sent hver dag. Ikke som den sidste, men sent var det. Hun var en sød, stille pige. Ikke den mest populære. Ikke den kønneste. Men nogle få venner havde hun. Men hun gjorde sig ikke meget bemærket.
Hendes forældre var ældre end de fleste andre med et barn på Jennys alder. Hun var enebarn. Man fik indtryk af at familien ikke havde voldsomt mange penge, men Jenny var altid pæn i tøjet. Ren og velplejet. Der var ikke noget at komme efter.
Jenny blev hentet af mor hver dag. Mor cyklede altid på arbejde. Når hun hentede Jenny placerede hun hende på cykelsadlen, og trak cyklen af sted de lidt over 2 kilometer hjem. Hver dag. I al slags vejr.
Jeg havde lidt ondt af dem. Jeg tænkte, det var synd Jenny ikke havde en cykel at cykle på. Måske havde de ikke råd. Jeg tænkte også noget på, at det var lidt dumt, at Jenny ikke cyklede selv, at moderen sådan skulle udnyttes. Det ville være sundt for hende at cykle selv. Godt at lære. Det tog jo også lang tid. Og så efter sådan en lang arbejdsdag.
En dag tog jeg mig sammen og tog lidt hul på snakken.
- Er det ikke lidt hårdt at trække Jenny hjem hver dag? Kunne hun ikke cykle selv?
Moderen var en meget mild person. Altid ualmindelig rar, lidt genert og kunne måske virke en smule naiv på den godmodige måde.
Jeg fik lidt af en lærestreg og øjenåbner.
- Ved du hvad Jørn, sagde Jennys mor. Jeg elsker den tur vi går hjem hver dag. Det er den bedste tid vi har sammen. Vi snakker om alt muligt. Om dagen der er gået. Og alt muligt andet. Vi griner og pjatter. Jeg ville aldrig nogensinde undvære den tid. Vi har ikke brug for at skynde os. Vi er så glade for at være sammen.
Jeg kan kun sige tak til Jennys mor. Hun lærte mig noget vigtigt om kvalitetstid.
Og jeg møder af og til Jenny. Hun er på cykel. Og har en vidunderlig udstråling af ro, harmoni og glæde. Og hun er en udmærket cyklist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar