Vejen til Kina

Det eneste sted jorden var blød og bar var ude i hønsegården. Hullet var efterhånden blevet så dybt, at det opslugte drengen, når han skulle nå bunden. En stor bunke lå ved siden af hullet. Som altid med en volumen, der overrasker. Bunken vokser.

Drengen har hele overkroppen nede i hullet. De bare fødder stritter op over hullets kant. På undersiden af den ene fod ses en stor øm vabel. Betændt og skabt af brugen af slidte træsko uden strømper. Budgettet på det lille husmandssted var ikke til sko og strømper. I koldt vejr kunne en tot halm gøre underværker som isoleringsmateriale.

De irriterende træsko var smidt midt imellem de gokkende høns, der skrabede løs i jorden i håb om at finde nye uopdagede lækkerbidskener.

En fremmelig høne var lokket af den friskopgravede jordbunke kommet noget nærmere drengen og fandt efterhånden flere små krybende kravl, som hurtigt gled ned. Hak, hak, huk. Gok. Gok. Gok. Det sidste hak ramte drengens fod. Lige midt i den betændte vabel.

Med et skrig kom han op af hullet. Smerten fjernede al motivation for det videre arbejde. Han var ellers i gang med en meget vigtig mission. Han ville grave ned til kineserne, for han havde hørt, de boede på den anden side af jorden. Projektet var enkelt og målrettet. Men måtte altså opgives.

Min fars barndom var fuld af den slags historier. Dette lille fattige husmandssted var en uendelig kilde til historier og fortællinger, som blev givet videre til mig i min barndom. Fortællinger, der vidner om børns forestillinger og måder at tænke på på den tid.

Jeg har efterhånden opdaget, at mit eget liv har været lige så rigt på historier. Og at alle andres liv er lige sådan. Det er skønt at møde andre mennesker og høre deres historier. Et åbent blik med en invitation får folk i gang. Og tit og ofte får man en historie med elementer, man kan genkende fra sig selv.

Bag fortællingerne ligger udsagn om vores tid, kultur, filosofi og værdier. Så fortællingerne kan bane vej for dialog af meget høj kvalitet. Sådan kan de bruges. Og sådan synes, jeg de skal bruges sammen med børn. Børn kan bedre forholde sig til det konkrete end til de direkte kulturelle og værdimæssige udsagn, vi voksne tit kommer med i vores opdragelsesraids.

I min fars lille, simple historie er der mange elementer man kunne tage fat i : Fantasi, udholdenhed, opgivelse, smerte, forestillinger om verden og jorden, dyr og menneskers samspil, naivitet, dumhed, fattigdom, livsglæde, tid til fordybelse, hvad lavede man før TV blev opfundet? osv.osv.osv.

Fortællingerne viser os, hvordan mennesker vælger at leve. Dermed udgør de et væsentligt potentiale i børns dannelsesproces. Fortællingerne giver os en chance for at nå et spadestik dybere, så vi af og til når ind i de dybere ubevidste lag. Historierne letter vores mulighed for selvindsigt : "Vov at vide" var Freuds motto. Tankevækkende, synes jeg. I hans verden var kilden til forståelsen af mennesket tolkningen af de historier vi selv producerer i vore drømme. 

Måske kunne Freuds motto omredigeres til et : Vov at fortælle!

For nørder :

For resten så består vores planet af fire lag. Den tynde jordskorpe ligger yderst. Under jordskorpen er kappen, der er næsten 3.000 km tyk, og i midten jordens kerne, der igen består af to lag. Den ydre kerne består af flydende jern og inderst ligger en fast jernkerne. Lithosfæren, som udgør jordens hårde skal, består af jordskorpen og det øverste af kappen

Hvis du står på Rådhuspladsen i København, og graver en tunnel gennem Jorden, ville du komme op på havbunden 1500 km sydøst for New Zealands sydspids.

 Vil man til Kina, skal man grave sin tunnel fra Chile eller Argentina.

Så det.....øh.