søndag den 17. juni 2012

Relativt utidig

Min mor havde mindst én særhed. Hun kunne ikke ret godt holde ud at være i et rum, hvor der ikke var lyden af et urs tikken."Skidt med om det har visere, bare det tikker", sagde hun. Min mormor havde det efter sigende på samme måde.

Måske gjorde de ret i ikke at gå op i viserne. I hvert fald er det, så vidt jeg ved, ikke muligt at definere tid. Nogen siger, at tid er naturens måde at undgå at alting sker på en gang. Men tid er jo relativ, som Einstein blandt andre har påvist. Tiden går langsomst for dem, der bevæger sig. Kloge folk har beregnet, at hvis man rejser med lysets hastighed ud til kanten af vores galakse, også kaldet Mælkevejen, og tilbage igen vil det tage ca. 23 år. Desværre er der i den mellemliggende periode gået 150.000 år på jorden. Det er altså en gangbar metode til at rejse fremad i tiden, men den går stærkt ud over familierelationerne.

At tiden er relativ er ikke helt ukendt for mig. Jeg husker min barndoms dage som meget lange. En time, et kvarter, ja det hele kunne være meget langvarigt. Det var som om man kunne nå uendeligt meget på en dag. I skolen kunne dagen føles lang, men samtidig var der gode lange eftermiddage med tid til leg, lektier, idræt osv. og også aftener med oceaner af tid. Året var langt. Somrene skønne, varme og evige.
Som årene er gået føles tiden kortere. Jeg synes knap et nyt skoleår er startet, før det er omme. Årene stryger af sted.
Der kan være dage, der snegler sig af sted. Trods alt. Dage, der ligesom aldrig får ende. Det er mest dage med ubehageligt indhold. Den dag en nærtstående dør. Eller nogle af de triste mærkedage. Men generelt stryger tiden af sted.
Oplevelsen kan muligvis forklares matematisk. Dag 1 i mit liv fylder 100%. Dag 2 fylder 50%. Hver dags relative andel af ens liv falder for hver dag der går. Det samme gælder selvfølgelig årene. 1 år i min alder er jo kun 1/54 del af mit liv, hvor 1 år som 5-årig udgjorde 1/5 af livet.

Da jeg var barn, var jeg nogen gange bange for døden. Jeg var ikke bange for at dø selv, for det tog jeg slet ikke i betragtning som en mulighed. Men nu kan jeg godt se, at rent matematisk har jeg levet mere end halvdelen af mit liv, med mindre jeg ender med at blive mere end 108 år gammel. Hvis jeg bliver 80 år, har jeg 26 år tilbage. Set med de briller føles hvert år også kortere.

Jeg husker fra min barndom, når jeg gik rundt og talte med de gamle, der boede på plejehjemmet, hvor vi boede, at mange af dem sad meget stille og så ud til ikke at foretage sig ret meget. Ikke desto mindre sagde de tit noget om, at tiden gik hurtigt. At dagen var fløjet af sted. I min verden kunne tiden kun gå langsomt, når der ikke var nogen aktivitet. For mig gik tiden hurtigst, når jeg var i bevægelse eller på anden måde var aktiv. Derfor var det fuldstændig sort snak at tiden kunne gå hurtigt for de gamle.

Men humlen i det er, at vores opfattelse og oplevelse af tid forandres med alderen, og med den viden kan vi måske bedre forstå den utålmodighed, der særligt fra drengene strømmer os i møde, når vi har forklaret og instrueret : Skal vi ikke snart i gang ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar