Jørns digte

Jeg har indsat et link til mine digte øverst på bloggen. Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg skriver digte til en kunstners billeder. Håbet er, at der skal komme en bog ud af det. Foreløbig øver jeg mig i skriveprocessen og interesserede kan altså følge med på min nye blogside http://ordlege.blogspot.dk/.

Jeg fortsætter som vanligt på denne side.

Vejen til Kina

Det eneste sted jorden var blød og bar var ude i hønsegården. Hullet var efterhånden blevet så dybt, at det opslugte drengen, når han skulle nå bunden. En stor bunke lå ved siden af hullet. Som altid med en volumen, der overrasker. Bunken vokser.

Drengen har hele overkroppen nede i hullet. De bare fødder stritter op over hullets kant. På undersiden af den ene fod ses en stor øm vabel. Betændt og skabt af brugen af slidte træsko uden strømper. Budgettet på det lille husmandssted var ikke til sko og strømper. I koldt vejr kunne en tot halm gøre underværker som isoleringsmateriale.

De irriterende træsko var smidt midt imellem de gokkende høns, der skrabede løs i jorden i håb om at finde nye uopdagede lækkerbidskener.

En fremmelig høne var lokket af den friskopgravede jordbunke kommet noget nærmere drengen og fandt efterhånden flere små krybende kravl, som hurtigt gled ned. Hak, hak, huk. Gok. Gok. Gok. Det sidste hak ramte drengens fod. Lige midt i den betændte vabel.

Med et skrig kom han op af hullet. Smerten fjernede al motivation for det videre arbejde. Han var ellers i gang med en meget vigtig mission. Han ville grave ned til kineserne, for han havde hørt, de boede på den anden side af jorden. Projektet var enkelt og målrettet. Men måtte altså opgives.

Min fars barndom var fuld af den slags historier. Dette lille fattige husmandssted var en uendelig kilde til historier og fortællinger, som blev givet videre til mig i min barndom. Fortællinger, der vidner om børns forestillinger og måder at tænke på på den tid.

Jeg har efterhånden opdaget, at mit eget liv har været lige så rigt på historier. Og at alle andres liv er lige sådan. Det er skønt at møde andre mennesker og høre deres historier. Et åbent blik med en invitation får folk i gang. Og tit og ofte får man en historie med elementer, man kan genkende fra sig selv.

Bag fortællingerne ligger udsagn om vores tid, kultur, filosofi og værdier. Så fortællingerne kan bane vej for dialog af meget høj kvalitet. Sådan kan de bruges. Og sådan synes, jeg de skal bruges sammen med børn. Børn kan bedre forholde sig til det konkrete end til de direkte kulturelle og værdimæssige udsagn, vi voksne tit kommer med i vores opdragelsesraids.

I min fars lille, simple historie er der mange elementer man kunne tage fat i : Fantasi, udholdenhed, opgivelse, smerte, forestillinger om verden og jorden, dyr og menneskers samspil, naivitet, dumhed, fattigdom, livsglæde, tid til fordybelse, hvad lavede man før TV blev opfundet? osv.osv.osv.

Fortællingerne viser os, hvordan mennesker vælger at leve. Dermed udgør de et væsentligt potentiale i børns dannelsesproces. Fortællingerne giver os en chance for at nå et spadestik dybere, så vi af og til når ind i de dybere ubevidste lag. Historierne letter vores mulighed for selvindsigt : "Vov at vide" var Freuds motto. Tankevækkende, synes jeg. I hans verden var kilden til forståelsen af mennesket tolkningen af de historier vi selv producerer i vore drømme. 

Måske kunne Freuds motto omredigeres til et : Vov at fortælle!

For nørder :

For resten så består vores planet af fire lag. Den tynde jordskorpe ligger yderst. Under jordskorpen er kappen, der er næsten 3.000 km tyk, og i midten jordens kerne, der igen består af to lag. Den ydre kerne består af flydende jern og inderst ligger en fast jernkerne. Lithosfæren, som udgør jordens hårde skal, består af jordskorpen og det øverste af kappen

Hvis du står på Rådhuspladsen i København, og graver en tunnel gennem Jorden, ville du komme op på havbunden 1500 km sydøst for New Zealands sydspids.

 Vil man til Kina, skal man grave sin tunnel fra Chile eller Argentina.

Så det.....øh.

Mudder og røde skjorter

Vi var ikke fattige. Men der skulle passes på pengene. Min mor var hjemmegående husmor. Helt efter bogen. Sådan var det sidst i 50-erne og først i 60-erne. Min far var ansat som sygeplejerske. Det var til gengæld ikke hverdagskost på den tid. Han arbejdede på Rigshospitalet og cyklede hver dag fra Tårnby på Amager. Arbejdsugen var på 48 timer, så vidt jeg husker. Dengang tog man jo almindeligvis 6 dages arbejde og 1 dag fri.

Min mor gjorde, hvad hun kunne for at få pengene til at strække. Min bror og jeg var på det tidspunkt 3 og 5 år. Jeg var den store. Min mor gik op i, at vi skulle se godt ud. Vi skulle være rene og pæne og have noget ordentligt tøj. Tøj var dyrt. Dengang var der ikke billigt tøj, der blev importeret i store mængder fra asiatiske markeder. Dengang lå Asien i Jylland omkring Herning, hvor kvinderne så småt begyndte at komme i arbejde og masseproducerede tøj i et stadigt stigende tempo.

Industrirevolutionen opstod i 1700 tallets England netop omkring tekstilarbejdet , hvor nye maskiner og produktion i store enheder satte gang i en industriel produktion. Arbejdernes forhold var ekstremt dårlige og fagforeninger blev dannet. Blod, sved, kamp, fyringer, ydmygelse, fattigdom var sten på vejen. Også i Jylland. Nu om dage bruger vi billigt tøj i store mængder uden at forholde os bevidst til børnearbejde, kemikalier, underbetaling, manglende rettigheder, megalange arbejdsdage.

Men vi skulle have ordentligt tøj, dengang vi var små, min bror og jeg. Min mor var rundet af fattigdommens tradition for at finde løsninger. Hun syede selv meget af vort tøj. Hun havde lært det af sin egen mor, der som en nøgen kvinde af nød havde lært ikke at spinde, men at sy for folk.

Min mor havde syet de fineste røde skjorter til os. Med flipper og lommer og knapper og alt til faget hørende. Butterfly en selvfølge. Dertil kom bukser i terylene, handelsnavn for den først producerede polyesterfiber. Det var storslået.

En dag skulle vi på besøg. Vi var jo børn, så vi fulgte bare med, hvor det end skulle være. Dette besøg krævede, at vi tog os godt ud, syntes min mor. Så det var de røde skjorter. Indtil vi skulle af sted fik vi tiden til at gå udenfor. Vi havde fået produceret et vidunderligt mudderhul, hvor mængderne af mudder voksede i takt med brugen af vand fra stadigt fjernere liggende pytter. Fortyndingen af mudderet blev modvirket af en ihærdig huggen, hakken og graven i jorden. Kvaliteten af mudderet var god. Den var på den ene side flydende. På den anden side ikke mere flydende end den kunne flyttes på en skovl og hældes op i spande og kasser..

Vi havde fået tilranet os en god trækasse, som vi fyldte og tømte.

Under legen blev min bror kaldt ind, så han kunne blive klædt på til det fine besøg. Jeg fortsatte mit vigtige arbejde i mudderminerne, hvor jeg nu skulle være alene om både ledelse, organisation og produktion. Midt i en væsentlig og betydningsfuld detalje i produktionsprocessen blev jeg afbrudt af min bror. Der stod han i sit fineste puds. Den røde skjorte lyste op og gjorde dagen anderledes.

- Du skal komme ind nu, siger mor.

Jeg stod med den store trækasse løftet op i hænderne. En særlig fin kvalitet mudder var under omlæsning til en ny lagerplads. Min bror stod ved kanten af mudderhullet.

- Du skal komme ind nu, gentog han.

Jeg blev lidt irriteret. Disse evige afbrydelser i en seriøst arbejdende mudderproducents liv. Og netop nu, hvor mudderkvaliteten var helt i top og råvaremængderne i mudderminen tilsyneladende uudtømmelige.

- Du skal komme ind nu!

Tonen var blevet lidt skinger og anstrengende, syntes jeg.

Irriteret og måske en anelse heftigt slap jeg den store kasse med mudder. Den landede i pølen med et tryk, der pressede det underliggende mudder op i store kaskader. Disse kaskader spredte sig vidt omkring. Også til min brors røde skjorte og terylenebukser og det nyvaskede ansigt med det vandkæmmede hår.

Det var kun mig, der kom af sted i rød skjorte og terylenebukser. Min mor fandt noget andet til min bror. Det siger sig selv, at hun havde mange kommentarer til min indsats i mudderminen. Ikke positive. Nok nærmere sådan lidt i retning af, hvordan jeg kunne finde på det ! At jeg kunne gøre det imod hende. Alt det arbejde. Også med de røde skjorter, som hun havde glædet sig til at vise frem. Og en lille tåre i øjenkrogen, mens hun lidt hidsigt, men effektivt fik mig vasket og klædt på.

De børn, jeg møder nu om dage elsker, når jeg fortæller den slags historier. Historier, hvor jeg har dummet mig. Gjort noget forkert. Er kommet i vanskeligheder.

De elsker, når billedet af de voksne som ufejlbarlige forbilleder krakelerer, og de viser en flig af  den menneskelighed, der består i en god blanding af følelser, fejlvurderinger og fantasi. Når de får mulighed for identifikation med voksne, der ikke kun er Barbiedukke-agtige rollemodeller i en lyserød verden. Lad Ken komme i vanskeligheder og Barbie slippe en vind på et uheldigt tidspunkt.

Eller oversat til pædagogsprog :

Børn har brug for rollemodeller. Børn har brug for voksne rollemodeller. I min verden har børnene brug for voksne rollemodeller, der er rigtige mennesker med følelser, fejlvurderinger og fantasi. Voksne, der er troværdige, tillidsvækkende og tryghedsskabende.

Voksne, hvor intet menneskeligt er fremmed. 

Nogen har engang sagt :

 At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.

Citatet tilskrives Kierkegaard, men er vist egentligt udviklet af følgende tekst, som jeg her gengiver for måske at inspirere til læsning af ældre tekster. Det er ikke altid nødvendigt at forkaste fortidige menneskers tanker, blot fordi de ikke er udtryk for den nyeste forskning indenfor hjernevidenskab og raketteknologi :

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv! 

Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed"

Relativt utidig

Min mor havde mindst én særhed. Hun kunne ikke ret godt holde ud at være i et rum, hvor der ikke var lyden af et urs tikken."Skidt med om det har visere, bare det tikker", sagde hun. Min mormor havde det efter sigende på samme måde.

Måske gjorde de ret i ikke at gå op i viserne. I hvert fald er det, så vidt jeg ved, ikke muligt at definere tid. Nogen siger, at tid er naturens måde at undgå at alting sker på en gang. Men tid er jo relativ, som Einstein blandt andre har påvist. Tiden går langsomst for dem, der bevæger sig. Kloge folk har beregnet, at hvis man rejser med lysets hastighed ud til kanten af vores galakse, også kaldet Mælkevejen, og tilbage igen vil det tage ca. 23 år. Desværre er der i den mellemliggende periode gået 150.000 år på jorden. Det er altså en gangbar metode til at rejse fremad i tiden, men den går stærkt ud over familierelationerne.

At tiden er relativ er ikke helt ukendt for mig. Jeg husker min barndoms dage som meget lange. En time, et kvarter, ja det hele kunne være meget langvarigt. Det var som om man kunne nå uendeligt meget på en dag. I skolen kunne dagen føles lang, men samtidig var der gode lange eftermiddage med tid til leg, lektier, idræt osv. og også aftener med oceaner af tid. Året var langt. Somrene skønne, varme og evige.

Som årene er gået føles tiden kortere. Jeg synes knap et nyt skoleår er startet, før det er omme. Årene stryger af sted.

Der kan være dage, der snegler sig af sted. Trods alt. Dage, der ligesom aldrig får ende. Det er mest dage med ubehageligt indhold. Den dag en nærtstående dør. Eller nogle af de triste mærkedage. Men generelt stryger tiden af sted.

Oplevelsen kan muligvis forklares matematisk. Dag 1 i mit liv fylder 100%. Dag 2 fylder 50%. Hver dags relative andel af ens liv falder for hver dag der går. Det samme gælder selvfølgelig årene. 1 år i min alder er jo kun 1/54 del af mit liv, hvor 1 år som 5-årig udgjorde 1/5 af livet.

Da jeg var barn, var jeg nogen gange bange for døden. Jeg var ikke bange for at dø selv, for det tog jeg slet ikke i betragtning som en mulighed. Men nu kan jeg godt se, at rent matematisk har jeg levet mere end halvdelen af mit liv, med mindre jeg ender med at blive mere end 108 år gammel. Hvis jeg bliver 80 år, har jeg 26 år tilbage. Set med de briller føles hvert år også kortere.

Jeg husker fra min barndom, når jeg gik rundt og talte med de gamle, der boede på plejehjemmet, hvor vi boede, at mange af dem sad meget stille og så ud til ikke at foretage sig ret meget. Ikke desto mindre sagde de tit noget om, at tiden gik hurtigt. At dagen var fløjet af sted. I min verden kunne tiden kun gå langsomt, når der ikke var nogen aktivitet. For mig gik tiden hurtigst, når jeg var i bevægelse eller på anden måde var aktiv. Derfor var det fuldstændig sort snak at tiden kunne gå hurtigt for de gamle.

Men humlen i det er, at vores opfattelse og oplevelse af tid forandres med alderen, og med den viden kan vi måske bedre forstå den utålmodighed, der særligt fra drengene strømmer os i møde, når vi har forklaret og instrueret : Skal vi ikke snart i gang ?

Henriks hønsestrikkede hue

Forleden stødte jeg på en hue. Vi har gemt den i mange år. Efter min lille søn brugte den til værn mod kulden for knap 30 år siden, er den indgået i vores datters dukkers univers, hvor den har været en skattet hovedbeklædning i børnenes leg.

Huen er strikket. Hønsestrik, som det hed dengang. Sjovt udtryk, men her er baggrunden iflg. Wikipedia :

Hønsestrik er en betegnelse for en strikkestil fra 1970'erne.

Navnet kommer fra en række bøger af Kirsten Hofstätter - den første fra 1973. Bøgernes budskab var at bryde med de stramme strikketraditioner og normer. At gøre strikningen mere tilgængelig for alle. Hofstätter opfordrede til at alle kunne og burde strikke som de ville, hvad der førte til en masse farvestrålende og fantasifulde trøjer.

Hønsestrikbøgerne havde et formål :

  

Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften! 

Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 

Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.  

Sådan en hue var det. Flotte farver i blå, grøn, orange, rød og lidt til og meget mer. Fine små figurer, der danser af sted på en række. En meget glad hue. Jeg fik huen af en mor i børnehaven, hvor jeg arbejdede. Hun havde selv strikket den til sin egen søn, Henrik. Da jeg fik barn kom hun forsigtigt og spurgte mig, om jeg var interesseret i at få noget tøj. Vi var ikke de rigeste i verden, så jeg var glad og taknemmelig. Også fordi tøjet var lækkert, og noget af det var hjemmestrikket hønsestrik. Virkelig smukt.

At gense huen skabte en mængde billeder i mit hoved. Erindringer og stemninger fra fjernere tider gik igennem akkompagneret af billedstrømme. Jeg husker både Henrik og hans mor. De var begge mindre end gennemsnittet. Mor var med pagehår og runde briller, som det var på mode dengang. Henriks oprindelse var lidt af en gåde. Faderen var ikke-eksisterende. Der var ingen kæreste. Moderen var utroligt blid og sød. En dag fik jeg en fornemmelse af Henriks oprindelse. Det var en dag, hvor jeg lukkede børnehaven og som vanligt sludrede med forældrene. Denne dag var Henrik den sidste på stuen. Jeg havde bedt Henrik om at rydde op i dukkekrogen, inden han tog med mor hjem. Han var nødtvungent i gang med opgaven. Det tog sin tid, så der var god tid til at snakke. På et tidspunkt i samtalen spurgte Henriks mor mig, om jeg evt. kunne tænke mig at være donor, så hun kunne få endnu et barn. Hun var meget glad for mig og min personlighed osv. sagde hun. Jeg var noget overrasket, men tog det i stiv arm, som man siger. På den ene side stolt over tilbuddet. På den anden side lidt skræmt over den grænseoverskridende intimitet i forslaget.

Jeg fik på en pæn måde takket nej til tilbuddet. Henriks mor blev ved med at være venlig - også i tiden fremover. Vi talte aldrig mere om det.

Men jeg tænker på det, hver gang jeg ser den hue.

Skyd maskinen!

I mit daglige liv som pædagog har jeg gennem mange år været IT-ansvarlig. Det kan være et meget varieret job med alt lige fra at opdage, at problemløsningen består i, at der skal være strøm på kalorius for at den virker, til mere komplekse indgreb.

En af de ting, jeg ofte har gjort er at "lægge nyt image på". I IT-afdelingen udvikler de hele tiden nye jargoner. I lange perioder talte de om at skyde maskinerne. "Så fik vi skudt 20 maskiner". At skyde maskinerne, betyder at lægge nyt image på. At lægge nyt image på betyder, at man sletter alt på Pc'en og via en server får lagt programmerne ind igen. Det har sine fordele at gøre det jævnligt, fordi man får ryddet ud i alt det skrammel, som er kommet ind på maskinerne via internettet. Og fordi man får de sidste nye ting med, som IT-afdelingen har udviklet.

Det er sundt og godt at få nyt image på.

Det kunne godt lyde som en kompliceret proces. Det er det sikkert også. Men selve handlingen, for at få det til at ske, er så enkel, at det næsten gør ondt. Det er lidt problematisk at afsløre det her, fordi det virker indskrænkende på den magtbase, man sidder på, når man har viden som andre ikke har. Hvis alle kan gøre det mister man jo autoritet. Det skaber en demokratisering af teknikken og fjerner den aura af mystik og hokuspokus, der ligger i ekspertviden.

I tilfældet "at lægge image på" består handlingen i at trykke vedvarende på F12 knappen, mens computeren starter op. Så påbegynder maskinen "påspoling" af nyt image, som de siger i afdelingen for IT-forvirring. Herefter kan man blot forlade maskinen og vende tilbage senere og konstatere, at alt er vel.

IT-afdelingen ser helst, at det er IT-vejlederne, der står for denne opgave. Det er også skønt, at kunne møde folks evindelige problemer med computerne ved 

1. se klog ud. 

2. tryk på et par knapper og fremkald et skærmbillede med masser af mystiske tegn og ord. 

3. klø dig i nakken og sig : den må vist hellere få nyt image på ! Jeg skyder den, når jeg får tid.

4. Modtag hyldest for din store viden, indsigt og tekniske begavelse.

 Der må jo være en grund til, at man ikke kan lade andre mennesker varetage sådan en indviklet opgave.

1. De kunne ødelægge noget !

2. De kunne finde på at gøre det for sjovt !

3. De kunne få skidtet til at virke selv og dermed miste chancen for at sige : Der er sgu aldrig noget, der virker. Det er altid galt med computerne, når man vil bruge dem. Og det skulle være så godt og så er det sådan noget lort. Jeg gider snart ikke bruge det i min undervisning mere. Den danske folkeskole er noget lort. Og det i en tid, der kræver mere og mere viden om internet og IT.

Jeg arbejder i en kommune, hvor en af ledelsesværdierne er at "forenkle det komplicerede". Det kan måske være at gå i den anden grøft. Hvis det nu er kompliceret. Men der bliver udgivet diverse pixi-bøger, hvor komplicerede ting beskrives forenklet. Det giver så en anden magtbase. I stedet for at skjule viden, kan man nedladende kloge sig som ekspert, der kan forklare de uvidende og dårligt tænkende brugere om verden, så de kan finde ud af, hvad der er op og ned. 

Der er mange måder at bruge sin ekspertviden på. I alt hvad vi foretager os i livet. Men vi har da i det mindste et valg :

Giv din viden fra dig eller lad vær!

<!DOCTYPE HTML><html dir="ltr"><head>
<meta http-equiv="Content-type" content="text/html; charset=utf-8"> <meta name="description" content="Blogger er et gratis, brugervenligt blogudgivelsesv&aelig;rkt&oslash;j fra Google, som du kan bruge til at dele dine tanker med resten af verden. Med Blogger kan du nemt sende tekst, fotos og video til din personlige blog eller teamblog."> <meta name="keywords" content="blogger, blogspot, blog, blogger.com, blogspot.com, free blog, gratis blog, personal blog, personlig blog, weblog, create blog, opret blog, new blog, ny blog">
<title>Blogger: Viden om b&oslash;rn - Blogger</title>
<meta name="com.google.blogger.b2.gwt.app.BloggerGwt::gwt:property" content="baseUrl=http://www.blogger.com/static/v1/gwt/">

<script type="text/javascript">
    var AppDataDictionary = {
      blogKey: '9101689214644643209',
      blogHomepageUrl: "http://videnomboern.blogspot.com/"
    };
  </script>

<style type="text/css">
        @font-face {
  font-family: 'Open Sans';
  font-style: normal;
  font-weight: 300;
  src: local('Open Sans'), url('//themes.googleusercontent.com/static/fonts/opensans/v5/DXI1ORHCpsQm3Vp6mXoaTRa1RVmPjeKy21_GQJaLlJI.woff') format('woff');
}

        @media screen and (max-width: 1023px) {
          .editor .state .editorHolder { right:30px; }
          .editor .state .optionHolder { right:-250px; }
          .editor .state .optionHolder:hover,
          .editor .state .optionHolder.pinned { right:0; }
        }
      </style></head>
<body id="blogger-app" class="null lang_da">
<script type="text/javascript">
        var BloggerClientFlags={1:true,2:true,3:true,7:true,8:true,11:true,15:true,20:false,24:true,25:true,26:true,27:true,28:true,29:true,30:true,31:true,33:true,34:true,35:true,36:true,39:true,41:220,42:158,43:"Viden om b\xf8rn",44:"http://buzz.blogger.com",45:"http://bloggerindraft.blogspot.com/",46:"http://blogsofnote.blogspot.com/",47:"Firefox 12.0",50:"jorndalgaard@mail.dk",51:"/favicon-image.g?blogID\x3d9101689214644643209",52:"http://www.blogger.com/static/v1/v-css/4040203817-focus.css",53:"http://www.blogger.com/static/v1/jsbin/1947623952-fc.js",54:"mail.dk",55:"/go/feedback",56:"http://apis.google.com/js/share.js",57:"//www.google.com/support/blogger/go/profileswitch",58:"http://www.google.com/support/forum/p/blogger?hl\x3den",59:"http://help.blogger.com/",60:"http://videnomboern.blogspot.com/",61:"http://videnomboern.blogspot.com/logout?d\x3dhttp://www.blogger.com/logout-redirect.g?blogID%3D9101689214644643209",62:"https://spreadsheets.google.com/spreadsheet/viewform?formkey\x3ddGE2ZlByWjVzS1FrSFpGb3AxZVVZb0E6MQ",65:"/go/optinfeedback",66:"[,\x2282\x22,\x2239\x22,\x220\x22,\x220\x22,\x2243\x22]\n",67:"https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh8aTpUS-b3TfqlH_BhUH300DeNEHVc2nalmr1X3nLXWr7CciB3VoF4rND7iDOUCYidOxjvJKemcKesY0YrhYIcRuS11O-kDdYkcglFUD9wFBWlmWeKVz7uKJTh6u3Cw0LSuPSlTKzcFFU/s220/j%25C3%25B8rn.jpg",68:"/profile/17236440233472744685",69:"AOuZoY7UZ0INnfqWsoje-03BTjizKjAThw:1339921896567",70:"AIzaSyBvVRqeAZhzkr7PC0n9YaulojZdGVKEBUc",71:"da",72:"/opt-in-new-ui.g?useNewUi\x3dfalse\x26token\x3dAOuZoY6LiJhh4_lMtkyyIT66dgizdjY3FQ:1339921896569",73:"http://videnomboern.blogspot.com/b/html-preview?token\x3dfAhJ-zcBAAA.lGf85y5Hn5sTY1Di8QFJgg.HcG6SCDsIIxQOmH5kbCExw",74:"J\xf8rn",75:"AOuZoY7GjKgI1YtGaRx4bz66HEXmZaa_RQ:1339921896567"};

        var _layoutOnLoadHandler = function() {};
        var _adSenseSignupCompleteHandler = function() {};

        // For adsense promo youtube video
        var onYouTubePlayerReady = function() {};

Tanker om tænkning.

Det er en umulig opgave. Det der med at vide, hvad der foregår inde i hovedet på andre mennesker. Hvordan foregår tænkningen helt konkret? Den eneste metode, vi har til rådighed, er at tale med hinanden om det. Vi kan lave interviews. Måske endda lidt systematiske, så vi får en masse materiale fra forskellige mennesker. Der er hele tiden overvejelser at gøre sig : Har måden at tænke på noget at gøre med alder? Har måden at tænke på noget at gøre med køn? Har måden at tænke på noget at gøre med arv? Miljø? Kultur? Historisk tidsperiode?

Når jeg her taler om måden at tænke på, mener jeg ikke så meget indholdet i tænkningen. Det er mere formen og strukturen. Hvordan opleves tænkningen inde i hovedet? Det er som regel godt at starte med sig selv. En god beskrivelse af, hvordan man selv oplever tingene sætter tit andre mennesker i gang, så de også fortæller. Jeg afventer spændt reaktioner. 

Hvad angår mig selv, må jeg sige i al fortrolighed, at min tænkning ofte er rimelig kaotisk. Jeg har ingen klar erindring om den allertidligste barndom, men har en fornemmelse af, at tænkningen som årene er gået er blevet mere og mere bevidst for mig. Bevidsthed betyder noget. Det er mærkeligt, men man kan tænke på, at man tænker, mens man tænker. 

Men inde i mit hoved er der, hvad jeg vil kalde, tankemylder. Der foregår rigtig mange ting. Det foregår tit i spring. Uden bevidst struktur. Det er ikke mig, der styrer. Tankerne vælter bare frem. Den ene tanke fører en ny med sig via associationer, som er en slags sammenkædninger. Der behøver ikke være nogen som helst logisk struktur. Det kan være en følelse, der kommer ind over. Pludselig kommer en erindring og sætter sit præg på tankemønsteret. En person. Et sted. Noget behageligt. Noget ubehageligt. Tankerne vandrer af sted.

Når man lytter til andre mennesker, kan man somme tider få indtryk af, at de har en helt anderledes måde at tænke på. Nogle mennesker lyder så kloge, så velovervejede, som om der inde i netop deres hoved hersker en særlig orden, hvor fornuften, logikken og systematikken hersker. Hvis det så samtidig er blandet med noget, der i det mindste lyder som stor indsigt og viden, møder vi dem med ærefrygt og respekt.

Min lettere kaotiske tænkning forandrer sig mærkbart i nogle bestemte situationer : Når jeg taler, tænker jeg. Når jeg taler, får jeg struktur på mine tanker. Når jeg taler, har jeg en oplevelse af at blive klogere på det, jeg taler om. Der sker en kognitiv forandring. En læring. En erkendelsesproces. Mon ikke der findes andre, der har det på samme måde. 

Hvis det at tale giver mulighed for erkendelse må det betyde noget for pædagogisk og didaktisk (undervisningsmæssig) virksomhed. Hvis tale fremmer tænkning og erkendelse, må tale sættes i centrum.

Jeg synes også, jeg kan få struktur på mine tanker, når andre fremlægger deres tanker, deres indre historier og logikker. Når bare de ikke taler for længe, for så er mine tanker for længst vandret til den anden ende af verden, mens øjnene står på uendeligt.

Den optimale situation er dialog. Når man taler med hinanden på skift. Og navnlig forholder sig til det, som bliver sagt. Nogen gange får man indtryk af, at det kniber lidt med interessen for at lytte til andre. Det er som om, der mest handler om at få fyret sin egen oplevelse eller pointe af, og så kan man vandre videre i sin egen indre verden.

Men hvad hvis man ikke har nogen at fortælle sine tanker til? Det må ændre en del på mulighederne for kognitiv udvikling. Hvis børn eller voksne bevæger sig i et miljø, hvor man ikke taler og navnlig ikke lytter. Der er ikke bare tale om ensomhed som følelse, men ensomhed med store konsekvenser også for den kognitive udvikling.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget det hjælper på struktureringen af mine tanker at skrive tingene ned. Eller op. Nogle gange kan det være rart at få systematiseret tingene, så man kan få skabt overblik over komplekse forhold. Der er som regel tale om forenklinger af forholdene, men det hjælper mig til at få skabt overblik over handlemuligheder, så jeg kan lave planer og dermed aftaler med andre mennesker om handlinger, vi udfører i fællesskab for at nå et bestemt mål.

De komplekse forhold, man kan beskrive, kan også omhandle følelser, erindringer og tanker. Det har lidt samme effekt som at tale. Man bliver klogere på, hvad man mener. Man bliver mere bevidst om sig selv og sine tanker. Men også her kommer dialogen ind som en væsentlig partner : Jeg personligt udgiver jo netop mine tanker. Jeg får meget ud af reaktionerne. Jeg er glad for, at der er læsere. Det giver mig lyst til at skrive endnu mere, ja til tider føler jeg det næsten som en forpligtelse at blive ved med at opretholde denne skriftlige dialog med verden.

Lad os for guds skyld hjælpe børnene med at få lov til at formulere sig og indgå i dialog med andre. Lad os sikre en pædagogik og opdragelse i de små hjem, hvor vi respekterer, at man lærer gennem tale og dialog. Det, der kommer ud af munden, er ikke forarbejdet og færdigt materiale, men netop en del af en erkendelsesproces i stort og småt. Det er en måde at møde verden, hvor man får testet sin egen væren og værdi, så lad os møde den sådan. Med respekt for at mennesker, og ikke mindst børn, altid er på vej, altid er i en udviklingsproces. Det giver ikke mening fordomsfuldt at tænke, at han eller hun er sådan.

I en struktureret tænkning om tænkningen vil man sandsynligvis dele tænkning op i to hovedområder:

1. Filosofi. Tænkning om erkendelse, om problemløsning, logik, beslutninger osv.

2. Kognitionspsykologi. Opmærksomhed, sansning, perception, sprog, læring, intelligens osv.

Man vil muligvis få lyst til at komme på yderligere strejftog i andre emner  som f.eks. bevidsthed. Og dermed det ubevidste. I store dele af psykologien handler indsatsen om, hvordan man gør det ubevidste bevidst, så jeg'et eller personligheden kan blive stærkere. Hvordan skulle dette være muligt uden sproget? Langt hen ad vejen tror jeg, vi i vores kollektive udviklingshistorie har lært at arbejde med disse forhold. 

I mange tilfælde er der betydningsfulde mennesker, systemer og magthavere, der har forsøgt at styre disse processer, så mennesker kun i en snæver og bestemt defineret retning udvikler bevidsthed. Systemerne har en tendens til at bryde sammen på sigt, men kan kaste sorte skygger over generationer af menneskers tilværelse.

For tiden er er godt eksempel Nord-Korea. Eller Burma, hvor de fleste nu kender Ang San Suu Kyi, der har siddet i årevis som samvittighedsfange.

Og lad os aldrig glemme os selv. På hvilke områder bliver vores tænkning, erkendelse, bevidsthed manipuleret?

Regnbuen, Solstrålen og Honningkrukken

Det er virkelig muntert at studere navnene på de huse man bruger i Danmark, når børnene skal passes, opdrages og udvikles, mens far og mor går på arbejde, fordi de er så heldige at være færdigproducerede lønarbejdere. Eller måske på vej som studerende. Eller travlt optaget af at være arbejdsløse og dermed aktiverede eller i fuldt sving med at skrive hundredevis af ansøgninger, mens vi venter på bedre tider, der kræver, at vi alle arbejder mere.

Disse fantastisk navne på daginstitutioner indeholder mange sjove signaler. De fleste har blot navn efter beliggenheden. Men så er der alle de andre, der er resultatet af et aktivt valg. Det er for en stor del en fantastisk gang romantisk sødsuppe med klare hippietendenser fra 70érne. Udgangspunktet er som regel natur. Ofte uden tanke for, hvad man tænker om at være i sådan et hus. Hvad med at være i en Hvepserede ? Jeg skal ikke nyde noget. Ragnarok, Hurlumhejhuset, Turbofluen, Rumlepotten, Hoppeland og Bloksbjerg er eksempler på steder, hvor jeg på forhånd er totalt udmattet af stress. Det må de voksne da vist også være i Blæksprutten.

Det er utroligt så mange Fuglereder, der er. Svanereden, Lærkereden, Svalereden osv.

Der er tonsvis af Regnbuer. Regnbuen er vist øverst på listen over populære navne. Man kan jo også finde guld for enden. Farverne lugter af kreativitet. Og Over the Rainbow i troldmanden fra OZ signalerer eventyr. Bifrost er lidt i samme boldgade med det nordiske gudeislæt, som også er populært flere steder : Valhalla, Ygdrasil, Midgård, Asgård.

Politiske budskaber er bandlyste. Men alligevel : Røde Rose?

Nogle prøver virkeligt at signalere, hvem de er rent pædagogisk. Hvad med Mågodtland ? Naturlig'viis? Er det muligt at være trist i Børnehaven Evigglad ? Jeg ville nok få brug for et par sygemeldinger i ny og næ, hvis jeg skulle leve op til det navn. Jeg har selv arbejdet et sted, hvor grupperne hed Fryden, Glæden og Lysten. Jeg havde det ærlig talt ikke særlig godt der. Der var ikke stor enighed om, hvad fryd, glæde og lyst var. Jeg fik i hvert fald ulyst, så jeg sagde op. Til min store fryd og glæde.

Nu om dage er det blevet moderne at profilere sig inden for særlig fagfelter som natur, musik, teater, idræt osv. Det må i fremtiden betyde noget for institutionernes navne, der så kan signalere, hvilken retning man tager. Så må det være op til ledelsen at sikre sig, at man faktisk, når de mål eller retninger, der ligger i navnet. Men mange forældre vil vælge allerede efter navnet. Så det kan være, der kommer en Laudrup-børnehave ? En Mozart? En Bournonville? En Reumert? Leg og bevægelse fremhæves i navne som Hoppeborgen, Hoppeland, Klatretræet, Legehuset. Kultur, bøger og eventyr ligger i navne som Den Flyvende Kuffert, Eventyrgården, Atlantis, Bulderby, Elverhøj og Busters Verden.  I de konnotationer, der knytter sig til universerne.ligger implicitte løfter om de glæder, som venter børnene.

Hvilke implicitte  løfter eller trusler ligger der i Heldagshuset? Eller hvad med en tur i Marmeladekrukken? Friheden? Der vil jeg gerne være! Stenen? Det lyder tungt. Farveladen? Solen? Nordlys? Ren romantisk, æstetisk velvære - sikkert meget omsorgsfulde ligesom i Kærnehuset, Noahs Ark og Skattekisten.

Jeg har lavet en liste med eksempler på danske institutionsnavne. Det er sjovt at tænke på, at en del af konceptet også kan være navne på grupperne i huset. I Galaksen er der muligheder for mange planetnavne eller mælkeveje. I Marengsen kan det være Kyskagerne og Rutebilerne. I Jordkloden er det måske verdensdelene ? I Altankassen vokser der måske Grønærter, Gulerødder og Rødbeder? Der kan digtes på livet løs, men virkeligheden er som regel meget sjovere end fantasien.

Men her er listen, så er du advaret. Du kan stoppe NU!

Atlantic 
Asgård 
Altankassen 
Anemonen 
Alfehuset 
Afrodite  
Agerhønen

Børnesnak 
Baobab  
Blomstergården 
Brumbazzen 
Bulderby 
Bifrost 
Blæksprutten 
Blåhvalen 
Bellis 
Bøllefryd 
Balder  
Bavnehøj 
Blomsterhaven 
Bolden 
Børnehøjen 
Børneslottet 
Børnely 
Busters Verden 
Børnehaven Evigglad 
Børnehaven Augusta 
Brumbasserne 
Blåhvalen 
Bambi 
Børnely 
Børnehaven Naturligvis 
Bjørnen
Bloksbjerg
Bølgen 
Borgen

Chili
Cirkeline

Dragen
Den Flyvende Kuffert
Dråben
Den blå Delfin
Det blå hus
Duslingen
Dragehaven
Duetten
De 4 årstider
Drivhuset

Elverhøj
Enveloppen
Eventyrhuset

Friheden
Farveladen
Futterød
Fryden
Flyveren
Fasanen
Filuren

Gnisten
Glæden
Grønærteby
Galaxen
Græsbakken
Græshoppen
Grøftekanten
Guldsmeden
Grenen


Haven
Hurlumhej
Hvepsebo
Heldagshuset
Hvepsereden
Honningkrukken
Humlebien
Hedehi
Himmelblå
Hylet
Havblik
Hestestalden
Hoppeland 
Hobbitten
Haletudsen
Himmelblå
Hundredemeterskoven
Hoppeloppen
Hættegården
Hyttefadet
Humlegården
Hjertehaven
Hjertegården
Kærnehuset

Jordkloden
Jernurten
Junglen

Klodshans
Knuden
Kahytten
Krible-bo
Koldbøtten
Klatretræet
Kærgården
Kirsebærhuset
Krebsen

Kastanieborgen
Kernehuset
Kridthuset
Kong Gurli
Kongerosen
Kastanjen
Kræmmerhuset
Krokodillehaven
Kompasset
Kælkebakken
Kometen
Kompasset
Kareten
Krudtuglen
Kærnehuset

Legehuset
Lysten

Luftens helte
Lærkereden
Løven
Labyrinten
Lagunen
Løvfrøen
Lærkebo
Lille Bjørn

Mariehønen
Muldvarpene
Marmeladekrukken
Mælkevejen
Myretuen
Manegen
Mælkebøtten
Midgård
Muslingen
Mågodtland
Marengsen
Mælkevejen
Minihøj
Mejsen
Mælkebøtten
Mælkevejen 

Naturli'viis
Naturfidusen
Noahs ark
Nordlys
Nordlys
Nordstjernen
Nattergalen
Naturli'viis
Naturfidusen


Oasen

Pilehytten
Paletten
Perlen
Pyramiden


Ragnarok
Rosenvang
Regnbuen
Røde rose
Ræven
Regnskoven
Rudolf
Røverdal
Roden
Rabalderstræde
Røde Sol
Regndråben

Sommerfuglen
Småland 
Solgården
Solstien
Solstrålen
Stenen
Skovtrolden
Solsikken
Søstjernen
Skovreden
Skuden
Spiloppen
Spirillen
Safiren
Skattekisten
Solhuset
Smilehullet
Skovslottet
Solen
Skibet
Snurretoppen
Spiren
Svend Gønge
Spirrevippen
Svalen
Spilloppen
 Solstrejf
Stjernehuset
Svalereden
Skovmusen
Smørhullet
Smørblomsten
Solsiden
Svanereden
Skarntyden
Solskrænten
Stærekassen
Strikkegården
Svanen
Svanegården
Symfonia


Tumlehuset
Troldpilen
Tyttebøvsen
Turbofluen
Trekløveren 
Troldehuset
Troldehaven
Troldemarken
Troldehøjen
Troldereden
Tusindfryd
Tryllestien
Tussenelda
Tusindben
Toppen
Thunfisken (i Thunøgade)
Tryllefløjten
Tudsen
Trinbrættet
Tagrenden
Tommeliden

Under bøgen
Ulvereden 
Unoden

VokseVærket
Vildrosen
Vandpytten
Vanddråben
Vandrefalken
Valhalla
Valnødden
Vildrosen
Viben
VillaVilleKulla

Ygdrasil

Æsken 
Æblet
Ællingen

Ørnen

Åkanden







1000fryd

Fluernes herre

Solen sender sine varme energier gennem atmosfæren. Vi er heldige. En del energier rammer stakken af brune brædder, så de varmes op. Det føles skønt at sidde der. Man får varmen nedefra gennem brædderne og oppefra via solen. Vi sidder der og nyder livet, min søn og jeg.

Han er ca 2 år. Nyder varmen som jeg, men er samtidig bange. Fluerne har opdaget velbehaget ved at opholde sig på bræddestakken. Der er en flok på 10-15 stykker, der skiftevis sætter sig og myldrer lidt rundt og ind i mellem tager sig en flyvetur. Han er åbenbart bange for fluer.

- Der er ikke noget at være bange for, siger jeg.

Det har tydeligvis ikke den store effekt. Der kommer stadig små klynk og afværgende armbevægelser. Brædderne lå der af en grund. Vi var ved at rage nogle gamle udhusbygninger ned. Træet blev samlet i nogenlunde pæne stakke og overskuelige bunker. Det havde jeg lært dengang nogle af mine venner hjalp mig med en nedrivningsopgave. De ville gerne hjælpe, sagde de, og før jeg havde set mig om, var alt revet ned og lå i en stor forvreden bunke midt på pladsen. Farvel, sagde de. Tak for hjælpen, sagde jeg og gik i gang med oprydningsarbejdet, som tog dobbelt så lang tid som nødvendigt, fordi alt var filtret sammen.

Bortset fra det, fru kammerherreinde, så lå der nu denne sirlige stak brædder, men også værktøj som f.eks. koben og hammer. Jeg gav hammeren til min lille søn. Slå fluerne, sagde jeg til ham. Han slog. Og slog. Og slog. Han ramte ikke fluerne, men hver gang han slog ned i brædderne forplantede lyd og slag sig, så hele flokken af fluer lettede. Han blev ved og ved. Og grinte og grinte. Han var pludselig blevet den stærkeste og verdens hersker.

Og han var ikke bange mere.

Gæt en norm.

Sid nu ordentligt! 

Opfør dig pænt! 

Vær nu god ved de andre! 

Spis pænt!

Vi siger mange ting, hvor vi forventer, at modtagen forstår, hvad vi mener. "Sid ordentligt" indebærer at modtageren ved, hvad der ligger i begrebet ordentligt. Det er selvfølgelig et problem, hvis man opholder sig flere steder i løbet af en dag, og alle mener noget forskelligt med at sidde ordentligt. Vi kan jo f.eks. antage at der er tale om et barn, som både er hjemme, i skole, i SFO og måske på besøg hos bedsteforældrene.

Alle siger "SID ORDENTLIGT", men opfattelsen er forskellig. Ved bedsteforældrene kan man godt sidde ordentligt, selv om man har fødderne oppe i sofaen. I SFO-en kan man sidde omvendt på stolen. De voksne sidder måske på bordet. Og børnene også nogle gange. Hjemme er der forskel på at sidde ved spisebordet og ved sofabordet. Og reglerne er anderledes inde på værelset.

Det værste for det stakkels barn er, at ingen gør sig den ulejlighed at sige, hvad de mener med "sid ordentligt". Så er det måske ikke mærkeligt, at det kan gå galt igen. Nogle gange mener man : sid stille. Nogle gange mener man : Bliv siddende på din stol. Nogle gange mener man : Brug kniv og gaffel, når du spiser. Nogle mener måske : lad være at sidde og se så grinendeflabetprovokerende ud.

Mulighederne er mange. Egentligt er det fantastisk, at langt de fleste får lært at opfatte alle disse forskellige normer for adfærd og faktisk kan handle efter dem i praksis.

Ind i mellem er der børn, der kommer helt til kort i sådan en verden. En verden, hvor man ikke tydeliggør sine forventninger. En verden, hvor man ikke sætter klare ord på, hvad man forstår ved et givent udtryk og navnlig, hvordan det udføres i praksis. Når man dertil lægger, at nogle voksne synes, at der forskel på, hvad børn må, og hvad voksne må, og derfor forventer at børn ikke gør det, de voksne gør, men bare helt af sig selv gør det rigtige. Uden forklaringer.

Og dette eksempel er jo i virkeligheden ikke særligt kompliceret. Tænk engang, at skulle gætte sig frem til forventninger til ens adfærd i alle mulige sammenhænge og rammer. Tænk at være socialt handicappet og ikke kunne aflæse alle disse ting. Det gælder f.eks. i skolen : At være en god skoleelev. Hvad betyder det ? Hvad er det for en rolle, man har her?

Jeg har bemærket, at nogle af de socialt handicappede børn er meget glade for at få sat ord og handlinger på, helt nede på jorden. F.eks. er en god elev klar, når timen starter. Man har et pennalhus med spidse blyanter osv. Man kigger op på læreren, så man kan høre lærerens instruktioner, og han kan se , at man er klar. Man har bøgerne parat. Man aflæser situationerne eller spørger, så man ved om man skal række hånden op. Eller om det er OK at småsnakke. Den gode elev viser interesse for det, de andre elever laver og siger. Den gode elev er hjælpsom.

Listen er lang og kan konkretiseres endnu mere. 

Nu skal vi jo heller ikke være blinde for, at der forskel på folk. Nogle børn kan slippe af sted med alle mulige ting, uden at de voksne stopper dem. Der er et eller andet med charme og selvtillid. Andre børn bliver rettet med det samme. Det er somme tider sådan det er.

Jeg husker et barn, der klagede sin nød i forhold til de sociale regler, som han ikke forstod. Jørn, hvordan kan det være, at der ikke er nogen, der gider høre mine vittigheder eller griner af dem ? Der er nogen af de andre, der fortæller nøjagtigt de samme historier, og så griner de og har det sjovt.

Tro mig, det var ikke nemt at forklare. Han havde fuldstændig ret. Han var midt i en social udelukkelsesproces, en eksklusionsprocedure, der var både kompliceret og uoverskuelig. Men disse små signaler om udelukkelse var tydelige. 

Nogle gange hjælper det altså ikke, at man kan aflæse de sociale regler og gør ligesom andre. Hvis reaktionen er anderledes, havner man i et mærkeligt tomrum, hvor det er svært at finde en vej. Man kan få en tendens til at lægge sig. At undgå socialt samspil. En nedadgående spiral. Så er man parat til den gamle blues Nobody loves you, when you're down and out.

Vi bør hjælpe hinanden med at skabe positive spiraler. En af måderne er klar tale om, hvad vi mener og forventer. Eller vi kan jo også blive ved med at gentage de samme udsagn dag ud og dag ind. Hvor mange gange skal jeg sige det? Sid ordentligt. Og dag efter dag udvikler historien sig, så barnet bliver den umulige dreng, der ikke forstår, hvad man siger og måske vil han ikke forstå! De andre kan godt finde ud af det! Og drengen forstår ikke. Han synes jo, han gør ligesom de andre. Som tiden går bliver ansvaret og skylden mere og mere lagt på ham, skønt han egentlig er offer for dårlig kommunikation.

Som i så mange andre tilfælde kan man ikke lave om på andre mennesker, men man kan lave om på sig selv og sine egne handlinger. Så ved at ændre sin kommunikation og begynde at forklare, hvad man mener med det, man siger, kan man helt gratis, fuldstændig kvit og frit, få skabt en ny situation med udviklingsmuligheder for alle deltagere.

Den jyske labyrint

I går var jeg i Jysk. I forsøg på at skaffe lindring til min ømme nakke, ville jeg købe en ny hovedpude. Jeg undersøgte hjemmefra, at åbningstiden var helt til kl. 19.00. Et blik på uret bekræftede, at det kunne nås - endda i god tid - også selv om min kone gerne ville med. Hun har jo en vis udrykningstid. Det har jeg lært at leve med eftersom det ikke kan laves om. Så efter den obligatoriske ventetid kunne mit spontane indfald gennemføres. 

Vi drog ud i verden, og nåede frem i god ro og orden. Klokken var 25 minutter i lukketid. Den sædvanlige udstilling uden for butikken var stort set væk En mand kørte et læs stole ind ad døren og fik sagt et hej undervejs. Vi kom ind og mødtes af en mindre labyrint af ting og sager, der barrikaderede adgangen til mange af de ting, vi gerne ville kigge på. Efter diverse gymnastiske øvelser, hvor jeg ikke fik lejlighed til at glemme mine ryg- og nakkesmerter, fandt vi puden. Og selvfølgelig et par andre genstande, vi ikke havde på indkøbslisten. Det er jo en del af gamet. Fristelserne til at købe dimser og dippedutter og billige tilbud på uundværlige lagner og en skridsikker måtte, vi åbenbart altid har manglet. Vi tog også en ekstra runde i butikken. Min kone var lidt stresset og pressede på, for det kunne tydeligt fornemmes, at de unge mennesker havde travlt med at lukke og slukke. Selv om den ene sagde, at nu skulle vi jo endelig sige til, hvis osv......

12 minutter i lukketid begav vi os mod kassen. Vi måtte kæmpe os igennem massive lagre af møbler og vogne og andre vragdele fra udelivet omkring Jysk. Meget måtte flyttes til side. Skubbes. Løftes. Vi nåede kassen og slap på mirakuløs vis ud 5-i-luk.

En fascinerende oplevelse, der får mig til at tænke på dagens Danmarks daginstitutioner. Hvordan gør man der ved lukketid? Hvordan føles det at være barn og sidde omgivet af stole, der er stillet op på bordene, mens pædagogerne farer rundt og fejer og rydder op, så de kan gå, når de ikke længere får penge for at være på arbejde? Hvordan føles det at være mor, der kommer 10 minutter i lukketid? Alle andre børn er hentet. Alt bærer præg af lukkeprocesser, der leder tanken hen mod effektiv rengøring som et moderne staldanlæg i et effektivt landbrug.

I pædagogverdenen kæmper vi ofte for at få tildelt den nødvendige tid til arbejdet. F.eks. tid til registrering af det pædagogiske arbejde. Tid til mødevirksomhed. Tid til pauser. Tid til forberedelse af det pædagogiske arbejde. Det er jo ikke noget, der lige dumper ned fra himlen, det vi går og laver. Det kræver ide, planlægning, indkøb, uddelegering, udførelse og evaluering.

Forberedelse er en nødvendighed.

Vi burde også indføre et begreb, der hedder "efterberedelse" og sørge for efterberedelsestid, så den tid, der er åbningstid reelt indeholder mulighed for anstændig behandling af børn og forældre.

Men det er måske for meget at forlange?

Strejftog i drømmeland.

Når jeg vågner om morgenen, ved jeg tit at jeg har drømt. Det kan være de mærkeligste, særeste ting, der er foregået. I drømmen har det givet god mening, men i vågen tilstand kan det forekomme fuldstændigt forvrøvlet og ulogisk. Det er dog tit muligt, at finde sammenhænge med de problemstillinger, man arbejder med i sit liv.

Som regel går der ikke mange øjeblikke, før al erindring om drømmen er pist væk. Hvis jeg beslutter mig for at fortælle min kone om drømmene, kan det ske, at jeg husker stumper, men det er svært at gengive, hvorfor det lige var så betydningsfuldt. Tit er det følelser og stemninger, der er indholdet. Det hele foregår i en verden, der ikke altid er helt logisk.

En pædagog, jeg kender, drømmer ofte drømme om, at hun har fået nyt job. Hun er den eneste, der skal tage sig af en kæmpeflok af børn eller andre mennesker. Hvis der er andre voksne til stede, tager de ikke ansvar i situationen. De går måske til pause eller ser ikke børnenes behov, når de græder, slås eller går ud på vejen, for at blive kørt ned.

Sådanne drømme er rimeligt enkle at fortolke. Jeg lader den blot stå, som den er. Men den er vist ovre i afdelingen for mareridt, samarbejdsvanskeligheder og uforløst angst for fremtiden?

Nogle drømme glemmer jeg aldrig. Jeg har en klar erindring om en drøm, der gentog sig ofte, da jeg var noget mere nuttet og krammelækker end jeg er nu. Jeg ved, at jeg har drømt den som 4-årig.

Jeg står på kanten af en stejl skrænt. Langt nede strømmer vand af sted med ustyrlig kraft, bølger og skum kaster sig i alle retninger og brydes af store sten, der stikker op over vandet. Et sted lige under mig, er der en kraftig strømhvirvel. Gennem den buldrende bragen af vildt vand høres stemmer råbe. I hvirvlen ses i voldsom fart to voksne og et barn suse rundt i yderkanten af hvirvelcirklen på vej ind mod den voldsomt nedadsugende tragt i centrum. Det er min far og mor. Og min lillebror. Jeg hopper rundt på kanten af skrænten. Løber meningsløst frem og tilbage. Uden handlemuligheder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan bare kigge på.

De druknede aldrig, for jeg vågnede altid midt i frustrationerne. Så gik jeg lige en stille tur rundt i huset og så at alle sov og var, hvor de skulle være.

I virkeligheden oplevede jeg på samme tid noget, der kunne minde lidt om denne magtesløshed. Jeg var 4 år. Min bror var 2 år. De to års aldersforskel var meget i den alder. Senere udjævnede det sig en del. Men dengang. Jeg havde været i Tivoli. Uden min bror sammen med min elskede og elskelige gudmor, som egentlig var en ensom ven af familien. Hun fik et kæmpeindhold i sit liv ved at projicere sin kærlighed til de børn, hun aldrig fik i et forhold, hun aldrig havde, over på mig og min bror.

Men altså Tivoli. Jeg kom hjem efter en skøn dag. Det havde været fantastisk vejr. En af disse sommerdage, hvor aftenen ender med fuldstændig stilhed uden vind, mens blomsterdufte kredser rundt og kæmper om at få overtag over din indre lykke. Vi havde hjembragt et trofæ fra Tivoli. Et trofæ, som blev overbragt til min bror, der var vågnet af sin søvn og far og mor sagde, pyt, så lad ham dog få den nu. En ballon. Rød. Fyldt med gas, som fik ballonen til at svæve ret op i luften for enden af den snor, der ellers var dømt til uhjælpeligt at falde til jorden. Han var lykkelig.

Jeg gik udenfor. Om bag huset. Huset var i to etager. Lille hus med skråtag og et dannebrogsvindue øverst i gavlen. Bag vinduet var mit og lillebrors soveværelse. I anledning af sommerens varme stod vinduet åbent for at få den varme sommerluft cirkuleret og afkølet.

Min bror stod i vindueskarmen med ballonen i hånden. Dengang var alting meget større. Det var, som om vinduet sad 10 meter oppe. Jeg var rædselsslagen. Ballonen røg ud af hans hånd og begyndte en hurtig opstigning mod den blå aftenhimmel. Min bror rakte hænderne ud efter ballonen. Jeg råbte. Jeg stod neden under vinduet og dansede rundt parat til at gribe, hvis han skulle springe ud efter ballonen. Magtesløsheden var total. Men heldigvis valgte lillebror at kravle ned ad karmen og ind i værelset, og jeg kunne stå og følge ballonen til den var en lille prik på himmelen og til sidst forsvandt helt fra nethindens billedflade.

Oplevelsen er mejslet ind i min hjernes indre biograf. Det er sådanne små begivenheder drømme er gjort af.

En anden tilbagevendende drøm, jeg har haft som barn, minder om Sisyfos. Sisyfos er en mytologisk figur fra den antikke græske sagnverden. Han havde sladret om et af Zeus' utallige udenomsforhold. Zeus blev som sædvanlig mopset og udtænkte en grusom straf for Sisyfos. Han blev dømt til hver dag at trille en kæmpesten, større end sig selv, op på toppen af et bjerg. Stenen trillede derefter ned på den anden side og Sisyfos kunne begynde forfra. Deraf Sisyfosarbejde.

Min drøm var mere simpel. Faktisk meget simpel. Den handlede om en pæl. I toppen af pælen var bundet en snor. For enden af snoren sad en bold. Næsten som stangtennis. Bolden roterede om pælen, bundet som den var til snoren. Der var ingen forklaring på, hvad der drev den, men det var i drømmen ikke et issue. Problemet i drømmen var, at bolden blev ved med at køre rundt, selv om snoren viklede sig rundt om pælen. I virkelighedens logiske verden vil bolden efter få øjeblikke blive tvunget ind og ramme pælen og måske påbegynde en tur i den anden retning, mens den vikler sig af pælen. Det skete bare ikke. Bolden kørte rundt og kom aldrig nærmere.

Jeg var nødt til at vågne for at komme væk fra denne mareridtsverden, hvor naturlovene og logikken var sat ud af kraft. Jeg fik først bugt med denne drøm langt senere, da jeg i vågen tilstand besluttede mig for at få udryddet dette ulogiske fænomen. Det lykkedes for mig at gribe ind i min drøm, og tvinge bolden ind til pælen. Det var en massiv lettelse. Jeg har aldrig siden drømt drømmen, men den står levende og klar for mig i al sin enkelhed.

Der findes folk, der har forsket i mulighederne for at være bevidst, mens man drømmer. Om mulighederne for at påvirke drømmenes indhold. Det vidste jeg ikke, dengang jeg lavede mit lille personlige drømmeindgrebsstunt. Den faglige betegnelse er lucide drømme. Lucide drømme er drømme, hvori man ved at man drømmer, også kaldt klare drømme. En person finder typisk ud af, at denne drømmer i midten af sin drøm. Personen kan derefter kontrollere sine drømme og gøre hvad som helst, som f.eks at flyve, gå igennem vægge, eller bevæge ting uden at røre dem.

Jeg erindrer selv at have været flyvende. En helt fantastisk fornemmelse. Blot brede armen ud som vinger og så styre der ud af for fulde hammer. Ud og ind mellem alting. Total kontrol.

Drømmenes verden er meget fascinerende. Ofte er der tydelig sammenhænge med det liv vi lever. Nogle gange kan man vågne med løsningen på et problem, man arbejder med. Så det der med at sove på det, kan være meget nyttigt. For mig er det dybt fascinerende, at man kan bevare erindringen om drømme, man har haft for 50 år siden. Det siger noget om kraften i dem. Lige så fascinerende er det, at alt kan forsvinde fra hukommelsen på et splitsekund. Pist, så er det væk.

Med alderen drømmer man mindre, siger forskerne. Man sover også mindre. Måske er det en rigtig god ide at lytte til børnene, når de fortæller om drømme? Måske er det en rigtig god ide, at spørge dem om deres drømme? Der kan være en vej til forståelse af forhold i deres ubevidste verden, som vi ellers ikke har chancen for at have adgang til.

Og ellers kan jeg jo altid starte med mig selv. Jeg er en hidtil uskrevet bog, en verden af sorte huller, der endnu ikke er udforsket. Det skal blive spændende at tage på eventyr og plante flaget på nyopdagede og nyerobrede landområder og kradse i landskabet : JØRN WAS HERE.

Antagelser om anerkendelse og ansvarlig anførsel

De slås. Kæmper. Kaster rundt med hinanden. Kæppe svinger i luften. Drengene råber udstøder lyde.  Ind i mellem tegneserieagtige lyde. AAAGGHHHH!  TJUUU!  WOUW! TJOK!  ZAG!  HÅ!  PÆRNG!

- AV, det gør ondt.

- OK. Så siger vi, man må ikke spænde ben.

Midt i kamplegen foregår en mængde små forhandlinger og tilpasninger. De har snart leget længe. Uden vrede. Uden tårer. Uden splid.

Der sidder 3 voksne ved et bord og bænkesæt. De hygger sig, men har også hele tiden øjnene og ørerne fokuseret på den aktive drengeflok. Mens de sidder der støder der endnu en voksen til. Allerede på 5 meters afstand gjalder det ud over flokken. Hey, pas på der!

På et øjeblik ændrer situationen sig. Flere børn bliver mere voldsomme. Et par stykker græder. De voksne må stoppe legen.

Jeg har set det før. Børnene er meget dygtige til at forhandle med hinanden. Tilpasser sig hinanden. Får tingene til at glide. Meget fordi der sidder nogle voksne ved siden af. Det giver tryghed og overskud til legen. Paradokset er, at når de voksne korrigerer legen, ændrer stemningen somme tider karakter. Det går fra leg til alvor. Konflikter dukker op. Grænser overskrides.

Jeg har en teori om, at der sker noget med ansvaret. Så længe de voksne ikke blander sig er ansvaret hos børnene selv. Lige så såre de voksne begynder at styre og korrigere overtager de ansvaret. De voksne styrer reglerne. Børnene holder op med at lytte til hinanden. Holder op med at tune ind på hinandens signaler og bliver optaget af de voksne i stedet. Appellerer til de voksne.

- Av. Han slog mig! Blikket går appellerende til de voksne.

- Nej, jeg gjorde ej. Det var ham, der sagde "spade" til mig!

Der går ikke længe før al leg er forsvundet og de voksne er travlt optaget af at udrede trådene og skrive tykke historiebøger om, hvem gjorde hvad hvornår og hvorfor, og hvad kunne man have gjort i stedet.

Det er svært at få legen i gang igen. De magiske øjeblikke er forduftet ud i intetheden. De forkølede forsøg på at genoptage ebber ud og alle går hver til sit og finder nye mønstre.

Jeg siger ikke, at voksne skal lade være med at blande sig. Jeg tænker bare på at man skal passe på med at tage ansvar. Altså bogstaveligt talt tage ansvaret. Hvis du tager det, har du det. Kunsten er at støtte børnene på en måde, så de kan beholde ansvaret.

Jeg har set eksempler på succesfuld intervention. F.eks.:

- Er det OK, at han sidder ovenpå dig ?

- Er det stadig sjovt?

Derved får man appelleret til den gode indbyrdes dialog uden at fordømme ham, der sidder øverst.

Eller man kan spørge til reglerne i stedet for at være den, der definerer dem.

Man kan evt. selv deltage i det vilde slagsmål. Det giver også en vis forståelse og indsigt. Man skal blot huske sin egen fysiske overlegenhed på nogle felter, sandsynligvis på styrke. Men somme tider er man jo lidt langsommere end børnene! Så pas på med eftertaklinger. Alt andet lige kommer legen nemt til at fokusere på den voksne, når han deltager. Så far med lempe.

Den anerkendende tilgang til børnene har visse fordele. Forstå nu endelig ikke anerkendende som rosende. Det er en kæmpe og meget udbredt misforståelse af anerkendelsesbegrebet. Anerkendelsen bygger mere på at man viser, at man forstår børnenes følelser og behov. At man respekterer deres ståsted og ret til at udtrykke sig. At de har en vis ret til selvbestemmelse.

Men balancen imellem at støtte børnene og styre dem er hårfin. Vi vil gerne have, at vores børn skal kunne gå fra ydre styring til indre styring. At de skal gå fra lydighed til ansvarlighed. Det kræver stort mod og indføling fra de voksne omkring børnene.

En lussing for livet.

Slaget kom pludseligt, overraskende, som et lyn fra en klar himmel. Flad hånd direkte på min kind. Det forekommer mig at lyden var høj, kort og påtrængende. Duften af sommer trådte i baggrunden til fordel for chokket. Efter et øjeblik forstod jeg, at det var virkelighed. Verden forsvandt under fødderne på mig og al tryghed ved livet blev skudt ud i verdensrummet i evigt kredsløb omkring jorden.

Min mor havde slået mig. Det var første gang. I hvert fald første gang, jeg husker. Jeg var omkring 4 år gammel.

Vi boede på det tidspunkt i et parcelhuskvarter på Amager. Tidligere havde vi boet på Nørrebro og Vesterbro under vilkår, hvor børn ikke kunne lege meget ude alene. Det var en skøn frihed, at kunne lege på vejen. Gå fra hus til hus og møde de andre børn. Det var et pænt kvarter. Men der var noget med sproget. Nogle af de andre børn sagde f.eks. "sgu". Det lød meget godt. Jeg så lidt op til dem. Da jeg den dag kom hjem til min mor, fik jeg behændigt flettet et "sgu" ind i en sætning. Det var sgu sjovt, sagde jeg.

Reaktionen kom prompte. Klask. Jeg fik lært om bandeord. 

- Jeg vil ikke have det banderi! sagde mor.

Jeg husker, at jeg følte det, som om jeg kom langt væk fra min mor. Jeg fik en oplevelse af, at min familie var anderledes end andre familier. Jeg fik en tanke om ikke at høre til i familien. Men jeg var anderledes og hørte heller ikke til blandt de andre børn. 

Mine forældre var meget religiøse. I min tidlige barndom noget mere rabiate end senere i livet. Dengang havde de rimeligt meget styr på, hvem der blev frelst og hvem, der ikke blev. Min unge alder til trods var jeg sikker på, at jeg ikke hørte til de frelste. Jeg troede jo ikke på Gud, så derfor var jeg fortabt.

Det har altid i årene efter dette intermezzo været svært for mig at forhold mig tillidsfuldt til mine forældre.

Men jeg lærte til gengæld at være to-sproget. Hjemme og i det hele taget sammen med mine forældre brugte jeg aldrig et eneste bandeord efter denne ene gang.

Til gengæld var jeg en mester i kraftudtryk i skolen. På et niveau, hvor nogle af mine klassekammerater uden beundring i stemmen gav udtryk, for at jeg bandede meget. 

Hele mit liv har jeg kunnet træde ind og ud af de to sprog. Efterhånden har jeg lært flere. Det har sine fordele at være flersproget og multikulturel. 

Den første lektion i livets sprogskole var sgu hård, lærerig og aldrig siden ude af min bevidsthed.

Og skæbnens ironi : Ifølge Politiken er sgu ikke længere et bandeord.