Bedst som man står der på legepladsen bryder helvede løs. Alt har åndet fred og idyl. Hænderne er blevet lunet i det småkolde vintervejr af en kop kaffe, som dufter overraskende godt i betragtning af, at det er arbejdskaffe. Her stod man lige og hyggede sig med en kollegasnak. Og så sker det.
Jeg må kaste mig ind i kampen og skille nogle drenge ad. 3 af dem leger i legehuset. Nr 4 vil gerne være med og bruger sin fysik til at overbevise de andre 3 om sin ret til at deltage i legen.
Jeg starter anerkendende, forsøger at få mine ord til at trænge gennem adrenalinpanseret, jeg prøver både plan A, plan B og plan C. Jeg ender med at måtte erkende min afmagt. I den situation kan jeg til tider mærke irritation og vrede ulme og boble inde i mig som et vulkanudbrud under snarlig opsejling.
Det er ikke sundt for blodtrykket og udsigten til et langt og lykkeligt liv indskrænkes brutalt. Så jeg endte med at råbe højt. Det fik trods alt børnene til at opdage min tilstedeværelse. Heldigvis var min vrede og irritation blevet indfanget i en slags pædagogisk filter, som er blevet implanteret i min hjerne . Her blev hele den følelsesmæssige sump omsat til pædagogisk handling. Jeg vidste i løbet af et splitsekund, hvordan jeg kunne håndtere situationen. Jeg er så heldig, at jeg har fået opbygget en relation til børnene, der betyder, at de gerne vil komme, når jeg beder dem om det.
Jeg fik simpelt hen samlet hele børnegruppen på vores terrasse, hvor der står et bord-bænkesæt. Her var der plads til alle- heldigvis.
Så er det jo skønt at have kolleger, som går med på ideerne. Sådan nogen, der ikke har brug for at diskutere, planlægge og være skeptiske og kritiske i nuet. Sådan nogen, der hurtigt, intuitivt og næsten ordløst forstår, hvad man vil !
Vi kastede os simpelt hen ud i et drama, hvor jeg ville ind i et hus og lege med min kollega. Jeg tror nok jeg opførte mig både voldeligt, dumt, barnligt, højrøstet. Børnene morede sig kongeligt. Min kollega modstod presset og ville ikke lade mig komme ind. På dette tidspunkt stoppede jeg spillet og indbød børnene til at overtage min rolle. På skift var der flere, der prøvede at gennemspille dramaet og byde ind med andre handleforslag. Der var flere gode, syntes de. Man kunne gå væk fra legehuset og finde på noget andet. Man kunne lege i sandkassen. Eller man kunne f.eks. spørge nogle andre, om de ville lege.
Til sidst spurgte jeg, om de var klar til at lege videre inde i legehuset. Nej, det var de ikke. Nu havde de jo fundet på en masse andre gode lege. Og så fløj de af sted. I løbet af kort tid var alle spredt for alle vinde. Og inden længe var de 3 drenge i færd med at lege med nummer 4, som havde fået en fin funktion i legen, som den der hentede gode materialer til legen inde i huset.
Det er selvfølgelig ikke første gang, jeg bruger drama som redskab til konfliktløsning.
Jeg synes, det er et helt formidabelt redskab. Her tilgodeser man muligheden for at udtrykke sig på en betydeligt mindre verbaliserende måde. Mange børn - og ikke mindst drenge - kan have svært ved at kommunikere på den stærkt verbaliserede måde som vi middelklassebedsteborgere angriber verden med.
Derfor holder jeg af tegninger.
Derfor holder jeg af musik.
Derfor holder jeg af drama.
Men først og fremmest holder jeg af Spontan Intuitiv Pædagogisk Problemløsningskompetence. Jeg ved ikke, hvad det hedder på fagsprog, men det må da findes. Vi kan jo for sjovt kalde det SIPP.
Jeg er sikker på at der findes et væld af metoder, som kan beskrives inden for SIPP. Det ville glæde mig meget at høre andres oplevelser og erfaringer med SIPP. Måske kan det ligefrem blive godt at være SIPPET.
Det gode ved dramaformen er også, at der opstår en distance til selve konflikten og selve dramaseancen bliver ofte præget af smil og latter - også når emnerne er sprængfarlige. Samtidig med, at der er distance til konflikten eller dilemmaet opstår der et nærvær mellem deltagerne. Og sidst men ikke mindst opstår der en fælles referenceramme, som er meget nem at bruge, hvis man senere får et påtrængende pædagogisk behov.
Hele det dersens med drama startede for mit vedkommende for 30 år siden eller cirka deromkring, da jeg var optaget af at læse om Paulo Freire og Augusto Boal.
Paulo Freire arbejdede med frigørende pædagogik i Sydamerika. Hans tanker og ideer har haft stor indflydelse i opgøret med den sorte skole. Han talte om "sparekassepædagogik" og brugte udtrykket kritisk om den undervisningsform, der går ud på blot at fylde på de tomme flasker, eller skrive på de tomme tavler. Den kloge, vidende og magtfulde lærer docerer, mens eleverne tager imod med mere eller mindre åbenlys ærefrygt.
Paulo Freire forestillede sig at læreren kunne arbejde med en mere dialogisk undervisning, hvor eleverne i højere grad selv kunne skabe erkendelse og erfaring. Uden at læreren dog var overflødig.
Paulo Freire er ophavsmand til mange moderne ideer f.eks. inden for familierådslagning, hvor man forestiller sig, at alle mennesker har ressourcer og at alle mennesker gennem involvering og selvbestemmelse kan udvikle handlekompetence i eget liv.
Augusto Boal arbejdede med drama og var ophavsmand til FORUMTEATER.
Forumteater giver mulighed for at udforske og konkretisere konkrete konflikter, dilemmaer eller andre problematiske situationer. Man kan visualisere problemstillinger og få nye ideer til løsning af dagligdags problemstillinger. Metoden minder meget om det stykke legehusdrama jeg præsterede. Dog er det som oftest mere planlagt og velovervejet - lidt mindre SIPPET.
Men kors, hvor er forumteaterideen god til at fremhæve alle deltageres kompetencer og omsætte tavs viden til konkret visualiseret handling. Medindflydelse, deltagerstyring, anerkendende relationer får ny mening.
Jeg kan kun anbefale andre at læse mere om Freire og Boal. Jeg tror stadig de gamle nisser har noget at gi af.
Og sikke muligheder det dramatiske legehus giver for at vi voksne kan lære noget noget. Af børnene. For pludselig skal vi ikke som konfliktløsere sidde med facitlisten og formidle den, men i stedet indgå i en mere ligeværdig dialog, hvor alles indsats har stor værdi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar