Med det hele, tak!

Egentlig er det så indlysende. Simpelt. Naturligt. Selvfølgeligt.

Sådan er der nogen ting i det pædagogiske arbejde. Den her detalje kom jeg til at tænke på forleden:

HELE PROCESSER !

Jeg havde næsten glemt, at det var noget, jeg var meget optaget af engang. Det var noget jeg lærte udenad, når jeg skulle tænke på planlægning af mit arbejde. Jeg så det som det ypperste indenfor pædagogisk arbejde, hvis det kunne lykkes, at arbejde med hele processer. Det gør jeg stadig, men min bevidsthed omkring det har været erstattet af daglig rutine uden refleksion over lige nøjagtig dette tema.

Sådan er det jo nok ofte. Man reflekterer over bestemte temaer i perioder. Ind imellem bliver de mindre interessante efter en periode, og ind imellem bliver de ligesom optaget i ens krop og hjerne og bliver en integreret del af ens pædagogiske identitet. Og så bliver det ligesom at cykle - det er ikke noget, man tænker over.

Men nu fik jeg det ind på lystavlen igen. Jeg tror det skete, fordi jeg skal på lejrtur med nogle børn. Sådan noget skal planlægges. Og det er som regel noget voksne holder møder om. Så skriver man et brev til forældrene om, hvad der skal foregå. Man holder måske et forældremøde. Og man informerer børnene. Og børnene spørger : Hvor skal vi sove? Hvad skal vi have at spise? Må vi have legetøj med? Penge? Nintendo? Mobiltelefon?

Det var nok der, jeg kom til at tænke på de hele processer igen. Jeg må vist hellere forklare, hvad jeg mener med de der "hele processer". 

En hel proces indeholder for mig følgende faser :

1. Idéfasen

2. Planlægningsfasen

3. Udførelsesfasen

4. Evalueringsfasen i forhold til både proces og produkt.

Ofte er børn blot statister i det liv som andre planlægger for dem. Ofte er der ikke helhed og rød tråd i det liv, de lever. Ofte er børn ikke medskaber af kultur og værdier i det fællesskab de tvinges til at indgå i.

Jeg tror på, at det er betydningsfuldt for alle mennesker til alle tider at være med til at styre de processer man indgår i. Det er, når man er med i hele processer, man kan nå til de største højder indenfor det, som Maslow kaldte selvrealisering. Disse særlige processer, hvor man næsten kan se bort fra de helt elementære behov. Det er lige før, man glemmer at spise og drikke. Tid giver ikke mening på sædvanlig vis. Man er opslugt. Væk fra verden. Somme tider i samspil med andre i utroligt komplicerede sociale processer med en ophøjet til tider næsten ordløs kommunikation.

Så store højder når vi nok ikke på vores tur. Men vi vil prøve at lade være med at planlægge alt for meget, inden vi tager af sted. Det bliver interessant at undlade planlægning af maden. Vi vil i stedet hver dag tage ud at købe ind med en lille gruppe børn, som skal står for hele processen med ide, indkøb, planlægning af madlavningen, deltagelse i madlavningen og evaluering af proces og produkt.

Og det minder mig om et andet næsten glemt begreb : Det fælles tredje.

Når jeg tænker efter var det vist egentlig Michael Husen, der fandt på begrebet, og jeg tror også det var ham, der udarbejdede en god kritisk analyse af  de processer børn indgår i rundt omkring i det danske institutionsmiljø. Jo, efter en tur på google: Bogen hedder "Socialpædagogik og arbejdsprocesser" og kan stadig anbefales. Forfatteren vil nok undskylde mig et direkte citat, når nu jeg gør så god reklame. Så værs'god . Mod sædvane på denne blog serveres ord, der ikke er mine egne :

Citat s. 31-33: "Den mest konstruktive form for erfaring finder sted, når barnet og den voksne (eller børnene og de voksne) i fællesskab udfører en arbejdsproces omkring et mål, de er fælles om, og som ikke vedrører deres indbyrdes relationer. [...] Når man arbejder godt sammen og er opslugt af sagen, dvs. koncentrerer sig om bedst muligt at løse den opgave, man er fælles om, viser det sig ofte, at de personlige relationer, som ellers kan være problematiske, falder på plads af sig selv. [...] Hvis man kunne inddrage forældrene omkring nogle fælles arbejdsprocesser, der ikke direkte har med opdragelse af børnene eller omsorgen for dem at gøre men netop er noget "fælles tredje", kan der måske vise sig nogle hidtil uopdagede ressourcer, hvorigennem man så at sige ad bagvejen kan genskabe en respekt for hinanden."

Bon appetit !