Uskyld på vrangen.

Den var med håndsving. En Renault sådan ungefâhr 1950. Et underligt sammenklemt ansigt fortil  med runde former. Bagtil en firkantet kasse.

Overraskelsen var stor. Den stod ude på gaden og min far hentede stolt og glad min mor for at præsentere vidunderet. Indtil da havde vi klaret os med cykel og gåben. Faktisk var det de færreste, der havde bil. 

Min fars ansigt var ikke til at tage fejl af : han var stolt, glad og mere mand end han nogensinde før havde været.

Lige så letaflæseligt var min mors ansigtsudtryk : En skepsis - kan det virkelig passe? - har du købt den? Næsten rædsel malet i mundvigene, der trak nedad, mens øjnene flakkede fra bilen til far til mig og tilbage igen.

Min far var fra den tid, hvor rigtige mænd besluttede den slags ting uden at spørge konen først. Lige den dag fornemmede jeg dog, at den æra var stærkt på retur.

Jeg var 4 år gammel. En skøn alder, hvor livet ligger fremme foran, uden at man tænker så nøje over det. Hver dag havde nok i sin glæde. Der var dog af og til grus i maskineriet.

Jeg elskede min far på den måde, at jeg gerne ville gøre ham glad.

En dag besluttede jeg, at det bedste, jeg kunne gøre var at tage den tube creme, jeg havde fundet og pudse vinduerne i fars bil, mens han var på arbejde. Cyklen var af økonomiske grunde stadig det foretrukne transportmiddel. Jeg tilbragte min dag hjemme hos mor, som havde travlt med mange ting. Det var før køleskab, vaskemaskine og varmt vand direkte fra vandhanen. Stofbleerne var til gengæld opfundet. Dem brugte min lillebror vist en del af. Indkøb var ved den nærliggende købmand eller nede hos Marie, som jeg troede det hed. Det var mejeriet. Vi boede på dette tidspunkt i et villakvarter i Tårnby på Amager.

Jeg ville altså pudse vinduer. Jeg begyndte at smøre. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kunne gøre mig den forestilling, at det virkede. Jeg har altid eksperimenteret meget. Dette var nok bare endnu et i rækken. Men noget gik galt. Jeg fik fordelt en klæbrig hvid masse ud over et par af ruderne. De blev totalt uigennemsigtige. Panikken bredte sig i takt med at jeg smurte løs. Selv om min far var en dejlig far, syntes jeg dengang, at han havde en del at lære omkring tilgivelse. Der stod jeg og ønskede mig at gøre min far glad. Der stod jeg og kiggede på totalt fedtede bilruder. Der stod jeg og skuede ind i en fremtid, hvor min fars glæde og ros forvandledes til tunge muggengrønne fråderier.

Jeg besluttede mig for at kombinere mellem at spille død og flygte. Jeg fik skaffet alle remedier af vejen i naboens skraldespand. Det lykkedes mig at komme ind og undgå mors skarpe blik på mine fedtede hænder. Jeg tog mine hænder med mig ind på toilettet, hvor der trods alt var både træk-og-slip og en vask med koldt vand og en stump håndsæbe, som lå på kanten af vaskekummen. Jeg fik vasket stadset af og kunne gå ud og lege videre.

Da far kom hjem havde han travlt. Han var nødt til at tage bilen og køre af sted, sagde han. Jeg blev muligvis lidt bleg, men gik sammen med mor, der havde lillebror på armen ud for at vinke farvel til far.

Min fars chok var tydeligt. Han havde til tider svært ved at skjule sine følelser. Jeg havde allerede på det tidspunkt lært nogle copingteknikker, der virkede. Jeg var cool. Da jeg så hans vrede, sagde jeg uskyldigt : Hvad er der?

Og vi kiggede alle på den formastelige udåd, denne sabotage mod den travle familiefar, dette oprørende produkt af moderne tiders ungdom. For det var jo netop det det var. Jeg fik hurtigt antydet lidt om, at det var dumt af de drenge, der havde gjort det. Selv havde jeg uskyldens troskyldige ansigtsudtryk og store medfølende øjne, og forargelsen lød uforfalsket i de lyde, der kom ud af min mund.

Jeg var lidt forbavset over min fars kompetence i retning af fjernelse af creme fra bilruder. Det gik stærkt at få det væk.

Jeg har aldrig fortalt mine forældre, at det var mig der gjorde det.

Tænk som skyld og skam kan blive hængende - det er jo immervæk 50 år siden. Og tænk som jeg var i stand til at lyve. Og sende skylden videre til andre. Al min gode vilje til at skabe glæde vendte sig rundt til løgn, til grundløse beskyldninger mod samfundets bærme. Min godhed forvandledes til ondskab. For sådan var min verden dengang. Lidt mere sort-hvid end nu. 

Og sådan blev en gammel Renault med håndsving en af brikkerne i den proces, der handler om at miste sin uskyld.

Og måske er der børn derude, som mister en del af deres uskyld i dette øjeblik.