lørdag den 12. maj 2012

Sikke en lort !

Der blev kaldt fra toilettet. Både blinklys og en rytmisk summelyd viste, at der var brug for hjælp. Og hvor det var. En ung mand var på toilettet. Handicappet. Spastisk lammet. Normalt i kørestol, men nu hjulpet op på toiletbrættet, hvorfra han havde, som det hedder, forrettet sin nødtørft.

Hjælperen kom stille og roligt gående hen mod toilettet. Han tog sig god tid. Han var godt klar over, hvad der skulle ske. Han havde jo selv hjulpet Lenny på toilettet. Med drejeskive Lenny kunne støtte på, så han kunne drejes rundt. Lenny holdt armene rundt om halsen på hjælperen, der trak bukserne ned på ham inden Lenny blev placeret på brættet. Nu skulle han tilbage i stolen, men forinden havde han brug for hjælp til at tørre sig og blive vasket lidt. Få trukket tøjet på plads og knappet. Vaske hænder.

Hjælperen åbnede døren og gik ind. I løbet af et splitsekund kom udbruddet.

-Fy for pokker, hvor her stinker ! Tonefaldet var ikke til at tage fejl af. Foragt. Nedladenhed. Grimasser, der antydede, hvor fælt det var. En manér med heftig march gennem badeværelset hen for at åbne vinduet mere end antydede, at lugten var ualmindelig fæl og kun kunne opfattes som et direkte attentat mod hjælperen.

Lenny sagde ingenting. Ydmyg. Ydmyget. Resigneret ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar