voodoo for begyndere.

Der var efterhånden gået flere dage. På skift så de to drenge noget mugne og knotne ud. Ingen ville give sig. Hvad det startede med, kunne ingen huske. Alligevel var det alvor. Ingen kunne finde en åbning. Udtrykket "at bære nag" fik nye dimensioner, bortset fra at man normalt husker, hvad man bærer nag over. 

"Det var, fordi han solgte mig en halt ged med yverbetændelse i august måned 1977."

Normalt er der ingen, der bærer nag. Officielt. At bære nag er lige så forbudt, som ikke at sætte sit lys under en skæppe.

De to drenges konflikt sad i dem efterhånden nærmest indgroet i deres kroppe. Som en uforklarlig smerte, der savner sin diagnose. De holdt sig på afstand af hinanden, det var næsten ikke muligt at sidde omkring samme bord.

En dag udenfor. Solskin. Bål. Pande på bål. 

Den ene dreng leger han er på en fjern planet. Blomsterne er hans børn. Det var forår og særligt mælkebøtterne glimrede ved deres massive tilstedeværelse. Der var et overvældende massivt antal børn. Og i denne verden går han jublende rundt og ser glad og lykkelig ud.

Med lidt afstand til denne dreng og hans fjerne planet med de mange børn går den anden rundt. Skumlende. Ansigtet trukket sammen i særlige udtryksfulde folder. Han begynder at plukke blomster. Lige så stille tager han den ene blomst efter den anden, lægger dem på panden og betragter med et lille smil blomsterne, der krøller sig sammen, bliver brune og efterhånden udsender små røgsignaler, der fortæller om deres dødskamp.

Mens jeg betragtede ham kom jeg i tanke om en novelle, jeg læste i min tidlige ungdom. Måske var det Knud Holst ?

I hvert fald var det en ekstremt levende beskrivelse af, hvordan nogle pølser blev stegt på en pande. Hvordan de spruttede og fedtet sprang. Og ind i historien blev flettet tanker om svigermor og forestillingen om, at det var svigermor, der lå der på panden. Ekstemt levende. Makabert, ja. Men som fortællingen skred frem forståeligt.

Gad vide, hvilke tanker, der gik igennem drengens hoved, mens han betragtede blomsterne ?

Jeg mindes min egen pubertet, der kortvarigt blussede heftigt op med et temperament, som jeg ikke håber vender tilbage nogensinde. Min vrede over mine forældres tåbeligheder kunne få det til at sortne for mine øjne. Jeg husker kolossale brag fra døre, der knaldede voldsomt i mod dørkarmen uden hensynsfuld trykken på håndtag. Bygningsdelenes kvalitet har været på højt niveau.

Trampende af vrede marcherede jeg ud i det nærliggende naturområde ned mod åen, hvor tidsler, bynke og andre fjender af min lykke opholdt sig. Hvilken fryd og glæde at meje disse lede individer ned med en kæp. Blomsterhoveder, der fløj metervis af sted. Stængler, der bøjede sig i afmagt. Tennisbanestorestore arealer lagt ned. Hele tiden tænkte jeg på mine forældre.

Efter et stykke tid faldt energien, adrenalinen fordampede og jeg var klar til at genoptage kampen med den virkelige verdens monstre.

Vi bliver alle vrede. Eller sure. Eller bærer nag. Det må være OK.

Problemet er hvordan vi håndterer vreden. Hvordan kommer vi af med den på en legal måde. Det er yderst svært at kommunikere, hvis man er opfyldt af adrenalinrus. Det er yderst svært at kommunikere, hvis man er blevet ydmyget. Især hvis man ikke har kontakt med krænkeren.

Jeg mødte på et tidspunkt en hypnoterapeut, der anbefalede, at man skulle tænke på dem, man havde haft det svært med, hver gang man var på toilettet, indtil man havde ”alt lortet ude af kroppen”.

Verden er mangfoldig. Godt jeg fik lov til at tæve løs på uskyldige planter. Og godt jeg får lov at træde af på naturens vegne i fred og ro.

Og drengen smilede sit lille smil uforstyrret.