Oslobåden

Det er lige gået op for mig, at Oslobåden ikke hedder Oslobåden, med mindre man er dansk, eller i hvert fald ser det fra et dansk synspunkt. Hvis du er nordmand eller fra Norge, eller ser det fra et norsk synspunkt, hedder det "danskerbåden".

Og i samme boldgade :Ikke Sverigesbroen - næh Øresundsbroen, hedder den. Så bliver sol og vind fordelt ligeligt. Der er ingen etnocentrisk synsvinkel i navnet.

Jeg husker som var det i går de hyggelige udflugter med Sverigesbådene. Eller måske Danmarksbådene? Det var dengang nogle få pakker billige cigaretter og lidt chokolade kunne undskylde en heldagsudflugt fra København via Dragør til svenske Limhamn. En storslået udflugt. Jeg følte det som noget fantastisk at komme til et fremmed land. Dette med at sætte benene ned på svensk jord, selv om det så kun var en halv time, inden man skulle om bord på båden igen for at vende snuden hjem.Dette med lige at høre en svensker tale svensk i kiosken nede ved havnen.

Det kan måske sammenlignes med empati. Det kan føles fantastisk spændende at få lov at foretage en rejse til et andet menneskes synsvinkel. Verden omkring os er i princippet den samme, men oplevelsen af den er i sandhed forskellig. Perspektiverne, retningen, følelsen, stemningen. 

Det er svært at ændre perspektiv og se tingene et andet sted fra. Jean Piaget beskæftigede sig med udviklingspsykologi. Han er i årenes løb blevet kritiseret meget, men han har været en stærk inspirationskilde til at opbygge teorier om børns udvikling. Piaget lavede forsøg med børn. Det lyder slemt, men da det mest var hans egne børn han brugte, var det rimeligt harmløse forsøg, som dog kunne kaste læring af sig. Nu f.eks. i forhold til det her med Danskerbåden - andre perspektiver. Piaget havde et berømt forsøg - kendt som "tre-bjerge"-forsøget.

Piaget har undersøgt barnets egocentriske tænkning med sin ”tre-bjerge-opgave”. Et barn sidder på den ene side af et landskab med tre bjerge i forskellige højder og udformninger lavet i papmache. På den anden side af landskabet placeres en dukke. Barnet ser nu forskellige fotografier af landskabet taget fra forskellige vinkler, og barnet skal bestemme hvilket fotografi, der viser det landskab, dukken ser. Piagets undersøgelser viser, at børn op til seks til syv-års alderen har svært ved at udpege det rigtige fotografi. Som regel udpeger de det billede, der er taget fra deres egen vinkel. De er bundet af det, Piaget kalder den ”egocentriske illusion”. Hvad de mangler er tilsyneladende at se deres egen synsvinkel som én af en række mulige.

 

© her efter Ole Schultz Larsen: "Fem aldre", 02/01, Systime 2003

Det her er jo en forholdsvis simpel opgave. Den kan være svær nok. Tænk bare at skulle forstå et andet menneske i stedet. Og tænk, hvis man er følelsesmæssigt involveret i situationen, som man skal se fra den andens synspunkt. Ind imellem taler vi flot om, at et barn har empati, eller at et barn ikke har empati. Gad vide, om vi selv har empati nok til at foretage den vurdering ? Er det ikke en meget forenklet antagelse om virkeligheden at mene, at vi ved, hvordan den er. At det kun er et spørgsmål om den rette indstilling, så kan man se virkeligheden som den er set fra et andet menneskes synsvinkel ?

En gang i mellem må vi synke helt ned i det lange spyt og gå på jagt efter de filosofiske grunddyder. Er sand erkendelse mulig? Findes der en sandhed? Findes der flere sandheder? 

Et af grundproblemerne er den menneskelige perception. Vores sansning og sansningens bearbejdning i vores hjerner. Man kan ikke beskrive nogen ting i verden uden at man inddrager sin sansning af tingen. Sansningen bearbejdes i vores hjerne. I omsætningsprocessen inddrages vores følelser, vores normer og værdier, vores tidligere erkendelser og vore erfaringer. Derved er objektiviteten en umulighed og vores vurdering af andre menneskers handlinger omfattet af en stærk farvning.

Så er det trods alt nemmere at tage Danskerbåden til Oslo.