En ganske almindelig hverdag i en ganske almindelig dansk mellemstor folkeskole i provinsen. Aften. Setuppet er typisk : midt i klassen to skoleborde. 5 stole omkring. Fyrfadslys og småkager. Engangskrus og kaffe. På den ene side af bordet sidder to modne kvinder med notater. De smiler meget. På den anden side af bordet står 3 stole klemt sammen. I midten sidder et barn. Ca 6 år. Lyshåret, langhåret, glad smilende, for hun får meget ros af de to modne. Ved siden af barnet sidder 2 voksne. En kvinde og en mand. Noget hippie at se til, men det var den tid og det er det jo nu igen.
Det var en konsultation. Det lyder som at være ved lægen og skal måske opfattes lidt på samme måde. Man kommer og spørger eksperten til råds og lytter andægtigt, får en recept og går igen, mens man med håndtryk og tak næsten ydmygt bukkende trækker sig ud af lægens, hvad det nu hedder. Jeg kender venteværelset, men hvad hedder lægens rum ? Hedder det konsultationen ?
Nå, men de to modne roste den unge pige på 6 år. Hun var imponerende dygtig. Den dygtigste i hele klassen. Ja, den ene mente, at den unge blondine havde statsministerpotentiale. Der var dog en ting, som kunne risikere at stå i vejen for karrieren. Sproget. Ikke fordi hun ikke kunne tale, snakke, formulere sig. Tvært imod. Næh, det var tonen.
Hvad mener du ? spurgte hippiemor venligt med et oprigtigt ønske om at høre eksperternes dom og klar til at høre strafudmålingen med det samme.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, lød det hændervridende fra den ene modne ekspert. Men hun bander simpelt hen frygtelig meget.
Forældrene havde ansigterne i de rette folder. Nikkede. Lyttede. Beklager, men der er nogle, der venter. De 10 minutter er gået. Vi skal nok tale med hende derhjemme, ja tak for nu, vi snakkes ved, det var hyggeligt, og undskyld, hvis vi snakkede for meget.
Da de kom hjem satte familien sig omkring køkkenbordet. The, ostemad og en kiks. Evaluering af konsultationen. Tænk engang : Den bedste i klassen! Statsminister!
- Men hvorfor fanden bander du så'n? Det lyder jo kraftedme ad helved til! spurgte far.
Så blev vi så kloge.
Og kiks, the og ostemad spruttede ud over bordet. Fnis og latter blandede sig med den bittersøde smag af selverkendelse og bristede karrieredrømme om et job som regeringschef i et mindre kongerige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar