Fagre nye verden

Lejlighedsvis har jeg opholdt mig i et pædagogisk miljø, hvor børnenes adfærd var præget af, at de var i store vanskeligheder. Det har kunnet registreres ved stærke aggressioner, vold, heftigt temperament, stærk impulsstyring og manglende empati.

I sådan en verden er der brug for mange værktøjer. Det er vigtigt at finde veje til at løse konflikter, som ikke fører til fysisk magtanvendelse.

Her skal man ikke se bort fra afledning som en mulighed. Afledningen indebærer at man vender barnets opmærksomhed helt væk fra den konfliktfyldte situation. Det kan ske at man forsøger at overraske barnet med en indgriben som barnet ikke forventer - nogle kalder det "paradoksal intervention".

Jeg har filosoferet over nogle metoder, jeg har arbejdet med. Jeg har i nogle konflikter brugt min telefon som kamera til at registrere det, der foregår med barnet. Jeg har gjort det, så barnet var helt klar over det. Ikke noget med skjult kamera. I rigtig mange tilfælde har selve det at filme ændret barnets fokus. Barnet bliver bevidst om, at der filmes og får inde i hovedet en forestilling om, hvad der bliver optaget. Dette betyder, at der opstår en vis distancering fra selve begivenhederne. Barnet får derved en chance for en begyndende empatisk oplevelse.

Til tider har jeg kunnet gå videre med at interviewe barnet om konflikten og følelserne omkring den og optage på telefonen. Herved er vi kommet i en situation, hvor barnet kan føle sig respekteret og anerkendt og ikke mindst rummet med alle de følelser, der stadig blæses ud for fulde gardiner.

Næste trin har i bedste fald været at vise barnet raseriet og interviewet på telefonens display. Dette skaber mulighed for refleksion sammen med barnet - der åbnes for en verden af læreprocesser. Det gør noget ved os, når vi ser os selv udefra. Jeg har snart vænnet mig til at se og høre mig selv på video, selv om det er mærkeligt at se sig selv og høre sin egen stemme. Det er næsten, som om det er en fremmed. Sådan tror jeg også børnene oplever sig på film. 

Det er en fantastisk forandring af adfærd og muligheder, der er opstået med mobiltelefonerne. De fleste voksne har dem med sig hele tiden. Mobilerne udgør efterhånden et sandt kraftværk og festfyrværkeri af tekniske muligheder, som i parentes bemærket også kan udnyttes ved at lade børn arbejde med dem i undervisningen.

Når man taler om brugen af video, siger de fleste pædagoger straks noget i retning af Marte Meo. Der er mange, der har et overfladisk kendskab til metoden. Det gælder også mig selv.

Men som jeg har forstået Marte Meo handler det om, at man gennem videoobservationer udvælger de situationer, der går godt og nøjes med at tage udgangspunkt i dem for at skabe udviklingsprocesser i sociale relationer.

Det er jo noget helt andet, jeg har arbejdet med med min primitive spontane videoteknik. Men jeg har haft en del interessante resultater, trods udgangspunktet i den uredigerede virkelighed, som den opfanges af en i-phone. Men som i alt andet pædagogisk arbejde, er det vigtigt at forholde sig til de etiske dilemmaer, der ligger i brugen af værktøjerne.

Hvis vi også vender kameraet mod os selv, når vi er i konflikt, får vi en chance for at diskutere etik og faglighed på højt niveau. Hvis vi tør.

Jeg vil i et senere blog-indlæg tage fat på nogle af de etiske problemstillinger, der er i pædagogisk arbejde. Jeg ved ikke om det passer, men jeg har en fornemmelse af, at nytteetikken i pædagogfaget er kommet rimeligt meget i højsædet : Hvis det virker, er det OK !